Hen over sommeren har der været en del
historier fremme i medierne, der viser, at lige under overfladen er der noget i
gære blandt i hvert fald en del af SF’s medlemmer.

Samtidig med at SF med hastige skridt bevæger
sig i retning af regeringsdeltagelse for første gang, stiger kritikken af den
politiske højredrejning og indskrænkningen af det interne demokrati.

Afstemningeri Folketinget

Toppen i SF har de seneste år haft en klar
strategi der hed at ”vise ansvarlighed”, få ”beskidte hænder” og lignende –
altså at tilpasse sig socialdemokraternes højrefløj og de Radikale. En tendens
som ugebrevet A4 også hen over sommeren dokumenterede.

Partiets politiske højredrejning er tæt
forbundet med nedlukningen af demokratiet. Da den borgerlige regering trådte
til i 2001 og op til 2004, stemte SF imod den borgerlige regering i næsten tre
ud af fire afstemninger i Folketinget. Men året efter, i 2005, da Villy Søvndal
blev valgt til formand, stemte SF kun imod 63 procent af regeringens forslag,,
og det faldt yderligere til 43 og 45 procent de følgende år.

Socialdemokraterne stemte imod 41 procent af
regeringens forslag, men det er et tal, der har holdt sig nogenlunde stabilt i
al den tid, de har været i opposition.

”Regeringsparathed”

Også det tætte samarbejde med
Socialdemokraterne kan dokumenteres i tallene. De tre første år af de nye
årtusinde stemte SF og Socialdemokraterne forskelligt i knap hver tredje
afstemning, men i 2008-2009 var SF og Socialdemokraternes uenighed faldet til
ni procent af afstemningerne, og i den seneste folketingssamling var den faldet
til kun fire procent. Nogle siger, at man skal stemme sammen for at skabe
forudsætning for et regeringssamarbejde. Men den påstand holder ikke, hvis man
ser på forholdet mellem socialdemokraterne og de radikale, der har stemt
forskelligt i omkring 20 procent af afstemningerne over de sidste ti år. (ugebrevet
a4 nr. 27, 23. august)

Højredrejningen fra toppen i SF er blevet
fulgt af en lukning af den interne debat både i medlemsblad og på landsmøderne
og gennem eksklusioner. En del af at gøre SF ”regeringsparat” er netop denne
nedlukning af kritik. Denne indstilling kommer klart til udtryk i indlægget ”Målet er forandring – om ledelse og demokrati i socialistiske organisationer”
på hjemmesiden Kritisk Debat fra to helt ledende SF’ere, den nyvalgte
næstformand Thor Möger og forretningsudvalgsmedlem Kasper Bjering.

Der er
blevet så stille…

Kasper og Thors indlæg har affødt et yderst
kritisk svar fra syv SF’ere heriblandt flere lokalformand. [Anders Lundkvist,
SF-Aalborg, Angela Heinemeier, SF-Syddjurs, Arne Hansen, SF-Frederikshavn, Eva
Dragheim, SF-Syddjurs, Kim Jørstad, SF-Kerteminde, Lars Koch, SF-Vejle
(formand), Paul Rode Andersen, SF-Frederikshavn (formand).]

I indlægget ”Der er blevet så stille i SF”
også på Kritisk Debat, kommer de med en sønderlemmende kritik af, at
demokratiet i SF er blevet fuldstændig syltet.

”I dag er der stort set ingen debat i SF,
udover – forhåbentlig – i partiforeningerne. Ikke i F!, stort set ikke på
nettet, og ikke på Landsmøderne, der mest bliver brugt til at demonstrere, hvor
enigt og fasttømret partiet er. Der er blevet så stille i SF, sagde Gert
Petersen et par måneder før han døde.”

De syv SF’ere kæder det også helt korrekt
sammen med den politiske højredrejning, der er foregået i SF. De nævner i deres
indlæg indgåelsen af forsvarsforliget, som sanktionerer krigsdeltagelse uden FN
mandat – et synspunkt der er stik imod beslutningen fra landsmødet i 2009,
opbakningen til skattestoppet og ”den taktiske undertrykkelse af SF’s
humanistiske udlændingepolitik [der heller ikke blev] vedtaget af kompetente
forsamlinger, før den blev lanceret.”

At denne utilfredshed er et gennemgående
fænomen, så vi hen over sommeren på spørgsmålet om udlændingepolitikken.

Uenigheder
om udlændingepolitikken

Da de Radikale i august fremlagde udspil til
en udlændingepolitik, skabte det røre på højeste plan i SF’s folketingsgruppe.
”’Ledelsen siger, at vi går ind for en stram udlændingepolitik. Men det er jo
bare ord. Der er kun meget få, der i virkeligheden mener det. Generelt er der i
gruppen en holdning om, at den måde, SF har rykket sig på i
udlændingepolitikken, er til at brække sig over. Folk er mætte, simpelthen’,
siger et folketingsmedlem, der ikke ønsker at lægge navn til af frygt for
konsekvensen af at lægge sig ud med partiledelsen”. (pol.dk 07. august)

Trine Pertou Mach, landsledelsesmedlem og
folketingskandidat i København siger i samme artikel, ”Hvis der kommer en ny
regering efter næste valg, skal der være et totalt gennemtjek af
udlændingelovgivningen. Den er gået alt, alt for vidt, og SF er gået for
langt”. Og endnu en, der vil være anonym, forklarer, at enigheden mest af alt
er overfladisk, ”Hvis de radikale lavede et beslutningsforslag om de her ting,
ville det give ramaskrig i SF. Fordi ledelse og gruppe er uenige om linjen”,
siger et af SF’s folketingsmedlemmer. (pol.dk 7. august)

Foragt
for medlemmerne

Indlægget fra Thor Möger og Kasper Bjering
udviser ikke bare en foragt overfor partiets historie og medlemmer men også en
forfejlet forståelse af betydningen af internt demokrati i et socialistisk
parti. Det er dybt bekymrende, at partiets topfolk ser sådan på demokratiet.

SF blev delvist stiftet i et opgør med det
manglende demokrati i Sovjetunionen og de kommunistiske partier. I
sovjetunionen så vi, hvordan manglen på demokrati førte til fuldstændig
stagnation af økonomien, videnskaben og kunsten. SF har siden sin stiftelse
været kendetegnet af en levende debatkultur, med mange forskellige synspunkter
og plads til diskussioner af disse.

Thor Möger og Kasper Bjering indrømmer selv,
at demokratiet er blevet indskrænket, men mener ikke, at det er et problem:

“Det betyder at det individuelle medlem har
tabt direkte indflydelse på partiets interne detaljer, men samtidigt at
partikollektivet har styrket sin mulighed for indflydelse på samfundets
overordnede udvikling. En sådan omprioritering kan man begræde hvis man holdt
meget af de interne processer. Vi begræder den ikke. Som socialister er vi søgt
ind i et parti for at påvirke samfundet overordnet, ikke for at påvirke partiet
i detaljen.”

De advarer mod at, partiet får ”karakter af en
demokratisk legeplads hvor hovedparten af energien bliver brugt på interne
processer om ‘partiets politik’”.

De har sådan set ret i, at formålet for et
socialistisk parti er at forandre samfundet, men det står ikke, som de hævder,
i modsætning til et internt demokrati – tværtimod er de to ting forudsætninger
for hinanden.

Partiets
politik

Det spørgsmål, der rejser sig, er netop diskussionen
af partiets politik. Kritikken af det manglende demokrati er netop kommet i
kølvandet på, at toppen i SF har indgået aftaler med blandt andet
Socialdemokratiet, som ikke ligger indenfor vedtagne beslutninger eller som er
i direkte modstrid med disse.

Udover de ovenfor nævnte områder er det også
lykkedes ledelsen at undgå debat om det måske vigtigste spørgsmål for SF, det
tætteste SF kommer på et regeringsgrundlag; Fair Løsning. Fair Løsning blev
udskudt flere måneder og blev først præsenteret efter landsmødet i 2010, og det har ikke været til diskussion
blandt partiets medlemmer.

Når Kasper Bjering og Thor Möger skriver, at
det handler om at påvirke samfundsudviklingen, så er diskussionen jo netop, i
hvilken retning samfundet skal påvirkes, Det er netop dette spørgsmål, der
må være til diskussion i en diskussion af partiets politik. Thor og Kaspers
holdning er, at partidemokrati består i at medlemmerne kan være med til at
diskutere de brede rammer, hvilket i realiteten nærmest er afskaffet til fordel
for indøvede landsmødedebatter. Medlemmernes demokratiske indflydelse begrænses
til at kunne skifte ledelsen ud. ”Vilkårene er at vi handler i fællesskab, og
at vi accepterer, at de ledere, vi selv har valgt, effektivt må træffe
beslutninger indenfor målsætninger og mandater som vi selv har givet. Ind i
mellem vil de endelige beslutninger ligge langt fra rammen.”

Det må være partiets medlemmer, der beslutter,
i hvilken retning partiet skal påvirke samfundsudviklingen. Det er ledelsens
opgave at følge disse beslutninger og bedst muligt føre dem ud i livet. Partiet
er medlemmerne, ikke ledelsen.

Internt
demokrati styrker partiet

Thor Möger og Kasper Bjering skriver, at det
er nødvendigt med effektive beslutninger og enhed i handling, som opnås gennem ledelse,
der anviser en vej.

Vi er enige i, at enhed i handling er
afgørende, men hvordan opnås det bedst muligt? Det gør det netop gennem
grundige demokratiske debatter. Det er klart, at en beslutning skal tages, så
der kan handles – uden handling, ingen forandring af samfundet. Et socialistisk
parti skal ikke være en snakkeklub.

Men hvordan opnår man bedst mulig enhed i
handling? Det gør man ved, at medlemmerne diskuterer politikken og tager
beslutninger om linjen, på den måde kan argumenter fra alle sider blive belyst
og beslutningen tages på det bedst mulige grundlag. Det betyder samtidig, at
alle medlemmer kender argumenterne, og at i hvert fald et flertal bakker op om
beslutningen, hvilket også betyder, at deres deltagelse i udførelsen af
beslutningen vil være så meget desto stærkere. Enhed i handling og internt
demokrati er derfor hinandens forudsætninger.

Partiets
base
Thor og Kaspers logik giver kun mening, hvis
ledelsen i et parti var almægtig og alvidende, hvilket ingen vist tror på.

De socialistiske partier blev dannet, da
arbejderklassen i slutningen af 1800-tallet indså, at den rent faglige kamp
ikke var nok i sig selv, at der også er brug for en politisk kamp. De
socialistiske partier, arbejderpartierne, er altså dannet som arbejderklassens
politiske repræsentanter. Et socialistisk partis styrke ligger i kontakten til
arbejdspladser, skoler og så videre.

Styrken ligger i, at partiet ved, hvad der
rører sig i befolkningen; bekymringer, problemer, tanker og krav, og at partiet
er dem, der bedst muligt bringer disse frem politisk. Den eneste sikring af, at
partiet har en forbindelse til arbejdspladserne, skolerne og så videre er
præcis gennem et levende internt demokrati – uden internt demokrati bliver
partiet afskåret fra hverdagen, fra arbejderklassen og resten af befolkningen. Resultatet
er, at partiet svækkes.

Et andet aspekt af en åben debatkultur i
partiet er, at selv forkerte beslutninger kan være med til at styrke partiet,
hvis de åbent bliver erkendt og forklaret, og medlemmerne dermed opnår en
højere fælles forståelse. Et parti og en ledelse bør ikke være bange for, at
medlemmerne tager ”forkerte” beslutninger. En åben, seriøs diskussion, uden
frygt for disciplinære forholdsregler fra ledelsens side, er en afgørende
forudsætning for, at partiet kan gå fremad, rette sine fejl og udvikle en
korrekt politik.

Hvordan
forandring?
Thor Möger og Kasper Bjerings indlæg rejser
også et andet fundamentalt spørgsmål; hvordan skaber et socialistisk parti
forandring?

Velfærdssamfundet, arbejdsrettigheder, ferie
med løn, barsel osv. er alt sammen noget, som arbejderbevægelsen har tilkæmpet
sig gennem kamp. Intet er blevet foræret til arbejderklassen og de svageste.

Reelle forandringer kan ikke gennemføres i
Folketinget alene, men må forbindes med en bred bevægelse i arbejderklassen og
ungdommen. En lille partitop kan ikke alene stå imod hele den samlede
borgerlige del af Danmark med deres enorme magt i erhvervslivets bestyrelser og
medierne.

Et socialistisk parti må i stedet være
forankret på arbejdspladser, skoler, i lokalområderne, i fagforeningerne,
elevbevægelsen og andre bevægelser og organisationer. Men det kræver en aktiv
medlemsskare, der er med i diskussionerne, og dermed kan argumentere for
partiets politik blandt kollegaer og klassekammerater og som ikke mindst selv
har været med til at vedtage partiets politik.

Sig
tingene klart

Hvordan skal
partiets politik så udformes? Med nedlæggelsen af organerne for partidebat, de
syv utilfredse SF’ere nævner selv, at det teoretiske Praksis og medlemsbladet
Folkesocialisten er blevet nedlagt til fordel for ”jubelmagasinet F!”. Det
betyder, at partiets politik lige nu udformes af en lille gruppe valgte
politikere og ikke-valgte ansatte på partikontoret gennem blandt andet
fokusgrupper og meningsmålinger.

Opgaven for
et socialistisk parti er ikke at følge meningsmålingerne,
men at være med til at ændre holdningerne. Et socialistisk partis opgave er at
sige klart og ærligt, hvad problemerne er, og hvad der er brug for, for at løse
dem.

Socialdemokratiet er gået alvorligt tilbage,
især fra 1970’erne og frem. I efterkrigsopsvinget var Socialdemokratiet i stand
til – sammen med fagbevægelsen – at indføre en række reformer, men da krisen
ramte hele verden i starten af 1970’erne, blev reformer til kontrareformer. I
stedet for at udbygge velfærden begyndte regeringer verden over at skære ned.

Nyrup-regeringen i 1990’erne forsvarede
kapitalismen som system. Det skete med udliciteringer, angreb på efterlønnen,
dagpenge og indgreb i storkonflikten i 1998, i øvrigt med parlamentarisk støtte
fra SF. Samtidig begyndte et parti som Dansk Folkeparti at få vind i sejlene
ved at påstå, at de problemer, der eksisterede og voksede, skyldtes
indvandrerne. I stedet for at gå imod denne argumentation gik den socialdemokratiske
ledelse delvist med på retorikken. Det førte til historisk lav
vælgertilslutning til Socialdemokraterne og snart ti års borgerlig regering.

Socialdemokratiets højredrejning og følgende
tilbagegang er samtidig en af årsagerne til SF’s spektakulære fremgang.
Bevidsthed og meninger er ikke en statisk størrelse, men ændrer sig over tid.
Laver partiet sin politik på baggrund af meningsmålinger, baseres den på
laveste fællesnævner og giver kun et øjebliksbillede i stemningen – det tager
ikke højde for forandringerne i holdningerne, og partiet vil blive ladt
tilbage, når arbejderklassen begynder at bevæge sig.

Stilhed
før stormen

De syv SF’eres indlæg bærer titlen ”der er
blevet så stille…” man kunne med rette spørge om ikke, det er stilhed før
stormen? Medlemmerne holder stadig primært kritikken for sig selv. Men ligesom
en trykkoger opbygger der sig et pres under overfladen.

Ugebrevet A4 forklarer situationen således,
”Rundt om i landet sidder nemlig en hær af folkesocialister, der efterhånden
har slugt så mange kameler, at puklerne stritter ud til alle sider. Kun
vedvarende fremgang i meningsmålingerne og udsigten til at vælte de borgerlige
og komme i regering har hidtil fået for eksempel formanden for SF-Ringsted,
Anne Katrine Ljungdalh, til at dæmpe kritikken af det kursskifte, hun oplever,
at hendes parti har foretaget på Christiansborg. Især på det retspolitiske
område og i forhold til flygtninge og indvandrere. ‘Man har været nødt til at
fremvise et alternativ til den nuværende regering, og derfor har mange af os
slugt rigtig mange kameler. Hvis det mislykkes, og Lars Løkke fortsætter som
statsminister, bliver der nogle i SF, der skal stå skoleret og til regnskab,’
siger hun. Men indtil videre behøver partitoppen ikke at frygte et opgør
nedefra. Ingen ønsker for alvor at vippe båden, når man ifølge meningsmålinger
har tredoblet stemmeandelen til rundt regnet 18 procent siden valget og
kursskiftet i 2005, og medlemmerne samtidig strømmer til.”

Kup på Nørrebro

Og det er lige præcis sagens kerne. Lige nu
holder de fleste medlemmer vejret og venter på et folketingsvalg og en ny regering.
(Ugebrevet A4 nr. 27, 23. august)

Samtidig kommer der flere eksempler frem på,
at et lag i SF tror, at de kan skalte og valte med partiet.

I SF Nørrebro, der er kendt for at være
kritisk overfor partitoppen, foregik der i august, hvad der lignede et kup. Det
skete ved, at en række folk, der ellers er aktive i SFU, dukkede op på
afdelingens ekstraordinære generalforsamling og valgte en helt ny bestyrelse.
Den nye formand for SF Nørrebro, tidligere kasserer i SFU, Jesper Lyders,
forklarer til Information 20. august, at han vil være mindre kritisk end den
tidligere afdelingsledelse, der bl.a. åbent har kritiseret udmeldingerne om
Holbergskolen og indstillingen til samarbejde med Dansk Folkeparti.

”Vi synes fortsat, at levende debat er vigtig,
men vi vil nok vælge at tage uenighederne i de fora, vi har i vores
organisation eller gribe knoglen og snakke med Villy Søvndal eller Ole Sohn
frem for at tage en debat i dagspressen,” siger Jesper Lyders Andersen til
Information.

For demokrati og sving til venstre

Partiet har lige været igennem interne valg
til folketingskandidater. Her stillede næstformand Thor Möger op som kandidat i
Københavns storkreds, men han blev beskyldt for at bruge sin position og
kontakter i partitoppen til at anskaffe en række emailadresser, som han brugte
til at promovere sit eget kandidatur (det fremgik eksempelvis i netavisen
180grader 14. august).

Trods dette blev Thor dog kun nummer fire på
listen over kandidater med blot 185 stemmer, hvilket gør det meget usandsynligt
at han kommer i Folketinget efter næste valg. Medlemmerne i Københavns
Storkreds har gjort, hvad Thor og Kasper selv siger, er den eneste demokratiske
ret at kunne skifte ledelsen ud, hvis man er utilfreds. Men det er ikke
løsningen – det burde jo være sådan, at ledelsen fulgte partiets demokratisk
vedtagne beslutninger.

At der på overfladen ser ud til at være
stilhed, skal man altså ikke tage for gode varer – under overfalden bobler det,
og stilheden nu er blot stilhed før stormen. Ligesom indenfor meteorologien er
det umuligt at sige præcis, hvor og hvornår en storm opstår, men man kan med
sikkerhed sige, at der kommer en storm.

Demonteringen af det interne demokrati
kombineret med en politisk højredrejning i partiets politik kan ikke skabe
andet end eksplosive resultater og en krise i partiet. Ansvaret for fremtidige
kriser og eksplosioner hviler alene på skuldrene af den ledende fløj i
folketingsgruppen og forretningsudvalget. SF’s venstrefløj må ruste sig til at
håndtere de voldsomme begivenheder, der vil opstå, for at genoprette partiets
demokrati og gennem åben og ærlig diskussion finde en politisk linje, der
baserer sig på konsekvent arbejderpolitik i stedet for tilpasning til
Socialdemokratiets ekstreme højrefløj.