også, at ideen om et anderledes samfund faldt sammen for altid, som
Berlinmuren. Derfor forfærdedes de af den venezuelanske revolution, som til
deres skræk viser, at de på ingen måde har udryddet alle ideer om et
socialistisk samfund. Revolutionen i Venezuela virker som en inspiration for en
ny generation, og har sat de socialistiske ideer tilbage på dagsordenen.
Revolutionen er flere gange blevet angrebet af
imperialisterne, men hver gang har folket rejst sig og forsvaret revolutionen. De
direkte (militære) angreb på revolutionen er måske blevet udskudt, men kampen
mod revolutionen føres videre. Hver dag forsøger de at miskreditere
revolutionen i medier verden over, og borgerlige journalister forsøger desperat
at skjule revolutionens fremskridt.
De borgerlige danske aviser har bestemt ikke
holdt sig tilbage, når det kommer til løgne om Venezuela. De har ført en
aggressiv offensiv mod revolutionen. Der er produceret tusinder af artikler om,
hvor udemokratisk og totalitær Chávez og revolutionen er. Bevidst glemmer
aviserne, at nævne Chávez er valgt ved valg, og at revolutionen har bragt
enorme fremskridt til den fattige venezuelanske befolkning. Det er utroligt
svært, at finde troværdige nyheder og analyser af situationen i Venezuela. Derfor
udgiver Hands Off Venezuela en bog, skrevet af en dansk journalist i Venezuela,
om revolutionen og dens fremtid. Vi bringer her et interview med forfatteren
Andreas Bülow
SC: Hvorfor er revolutionen i Venezuela
vigtig?
Revolutionen i Venezuela er først og fremmest
vigtig, fordi at den viser, at revolutioner ikke er noget der bare hører
fortiden til. I den offentlige debat i Danmark forsøger ”eksperter” og
borgerlige historier at bilde os ind, at revolution er lig med vold og totalitarisme,
og at det ikke længere er på mode. Men Venezuela viser, at en revolution
først og fremmest handler om, at det store flertal af befolkningen går fra at
være tilskuere til at være deltagere i det politiske liv. Med andre ord tager
de fattige og undertrykte masser deres egen skæbne i egne hænder.
Og ikke nok med det. Revolutionen i Venezuela
har også åbnet en ny debat, om det som i Venezuela kaldes ”Det 21.
århundredes socialisme”. Socialisme er således ikke længere et fy-ord, som
absolut skal forbindes med de hedengangne stalinistiske regimer i Østeuropa og
Rusland. Det er igen tilladt at diskutere socialisme i den offentlige debat,
takket været den venezuelanske revolution. Det har samtidig betydet, at en hel
række venstreorienterede regeringer er kommet til magten i lande som Bolivia,
Ecuador, Nicaragua og El Salvador.
SC: Hvilke udfordringer står den overfor,
især med valget?
Den 26. september er der som bekendt
parlamentsvalg i Venezuela. Det er svært at spå om resultatet
på forhånd. Flertallet i befolkningen støtter revolutionen, men mange er
samtidig trætte af den langsomme fremdrift. Arbejderne og de fattige masser,
der udgør Chávez’ bagland, føler at der efter 11 års revolution er blevet
opnået visse fremskridt, men at revolutionen samtidig ikke har været radikal
nok. Godsejerne sidder stadigvæk på to tredjedele af landejendommene, og
jordreformen har været for moderat. Kapitalisterne i den private sektor ejer
stadigvæk 70 procent af økonomien. I de seneste år har de skovlet store
profitter ind.
Overklassen har også brugt sin økonomiske
magt til at sabotere, spekulere og i enkelte tilfælde sågar fremprovokere
mangel på fødevarer. Alt sammen tricks, de tager i brug for at svække
regeringen, og udstille den som uduelig og uden handlekraft. Oppositionen
modtager store pengesummer fra USA og forsøger at desillusionere Chávez’
bagland.
Hvis det lykkes, kan det betyde en lavere
valgdeltagelse, hvilket kan resultere i at oppositionen vinder terræn i dele af
landet. De vil dernæst bruge deres nyvundne mandater til at optrappe deres
medieoffensiv mod revolutionen og udbrede alle slags løgne om regeringen. På
den måde forbereder de et nyt scenario, hvor de kan vælte Chávez, enten med parlamentariske
eller med illegale midler, som de forsøgte med kuppet i 2002.
Jeg mener, at den største udfordring er at
fuldføre revolutionen ved at ekspropriere kapitalisterne, gennemføre en
omfattende jordreform til gavn for de fattige bønder, oprette et statsmonopol
på udenrigshandel og nationalisere bankvæsnet. Det ville give revolutionen
de økonomiske og politiske redskaber til at tackle de nuværende problemer, hæve
levestandarden for alle mennesker i Venezuela og industrialisere landet.
SC: Hvorfor en bog om Venezuela
på dansk?
Der er flere årsager; For det første foregår
der en bevidst smædekampagne i de store nyhedsbureauer: Ritzau, Reuters, AP, og
så videre, hvor formålet er at så tvivl om den bolivariske regerings
demokratiske natur. Formålet er at få arbejdere og unge i hele verden, som ser
med sympati på revolutionen, til at tro at der er diktatoriske træk i Venezuela
og at det således er på sin plads, at USA arbejder for at fremme ”frihed” og
”demokrati”. Præcis ligesom i Irak, da de forsøgte at sælge historierne om
masseødelægelsesvåben og behovet for ”kamp for demokrati”.
Desværre bliver disse historier rask væk bragt
i Politiken, Berlingske Tidende, Jyllandsposten, Ekstra Bladet og så videre
uden den mindste form for kritisk sans. Disse avisers middelmådige udlandskorrespondenter,
som brillerer ved deres uvidenhed om Venezuela, bakker oftest op om disse løgnehistorier
og manipulationer. Selv en avis som Information er gået delvist med og har haft
nogle yderst tvivlsomme artikler om emnet, som viser en grundlæggende mangel på
forståelse for det, der foregår.
Det første formål er derfor at bryde den
mediekampagne imod revolutionen, som har fundet sted i årevis.
Den anden årsag er, at Hugo Chávez var i
Danmark under klimatopmødet i december sidste år, hvor han talte til et
massemøde med omkring 3.000 deltagere. På den baggrund er der mange danskere,
som spørger sig selv, hvad der dog kan få en præsident til at tale om
socialisme og revolution her i det 21. århundrede. Derfor forekom det mig
relevant, at give en grundig historisk forklaring på den venezuelanske
revolution, for at sætte Chávez ind i den historiske kontekst.
Den tredje og måske vigtigste årsag er, at
politisk aktive i SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten, i fagbevægelsen og i
elev- og studenterbevægelsen, kan lære umådeligt meget af udviklingen i
Venezuela. I de sidste ti år har de venezuelanske arbejdere og fattige bønder
vist, hvad der skal til for at ændre samfundet. De har lavet
fabriksbesættelser, protester, græsrodsorganisering og overtagelser af
landområder. De har også oprettet et nyt socialistisk parti med over 2,5 millioner
aktive. De har besejret et forsøg på statskup i 2002 og en
arbejdsgiverlockout i 2003. Det er alt sammen erfaringer, som bør studeres nøje
af alle danskere, der ønsker at ændre samfundet.
SC: Hvad handler bogen om?
De første fire kapitler følger en mere eller
mindre kronologisk rækkefølge. Der lægges ud med en øjenvidneberetning, som
skildrer mine første indtryk fra Venezuela. Dernæst fortælles hele historien om
den bolivariske revolution, fra den politiske uro i 1980’erne, over Chávez
mislykkede militærkonspiration og hans senere vej til magten, til starten af
2010, hvor den verdensomspændende økonomiske krise rammer Venezuela. I et af
kapitlerne giver jeg desuden en kritisk biografi af Chávez, baggrunden for hans
politiske radikalisering og de revolutionære traditioner indenfor den
venezuelanske hær.
De resterende kapitler er emneopdelte, således
at specifikke dele af revolutionen behandles i dybden. Det gælder dels
erfaringerne med fabriksbesættelser og arbejderkontrol og dels opbygningen af
socialistpartiet og de senere fløjkampe indenfor det. Venezuelas afhængighed af
olien, det sorte guld, behandles ydermere i et kapitel for sig. Sidst, men ikke
mindst, tager jeg hul på debatten om, hvilken slags socialisme Venezuela
stiler hen imod, med udgangspunkt i de idéer og meningsforskelle, der huserer
indenfor bevægelsen i Venezuela.
