Forårsstemningen har for alvor spredt sig blandt de borgerlige økonomer de seneste måneder. Regeringen har fastholdt, at en stram spareplan og nedskæringer er nødvendige, men har alligevel forsikret, at det hele nok skal gå, og at kapitalismen nok skal blive god igen. De nyeste tal for forbrugertilliden i april viste, at danskerne for første gang siden november 2007 nu forventer et fald i arbejdsløsheden det kommende år.
Det er vigtigt for marxister og andre socialister ikke at stirre sig blind på øjeblikket, men at se den økonomiske situation i et større og mere langsigtet perspektiv.
2009 var første gang siden Anden Verdenskrig, at den samlede produktion i verden og verdenshandlen faldt. Produktionsfaldet er blevet beregnet til at have kostet over 1.800 mia. kr. og verdenshandlen faldt med 12,3 procent. Kriser er en del af kapitalismen og der vil komme efterskælv. Krisen i 1930’erne blev først afsluttet med oprustningen til Anden Verdenskrig og kriseperioden i 1970’erne blev først brudt efter flere store nederlag til arbejderklassen i 1980’erne.
Drivkraften i verdensøkonomien
Drivkraften i det kapitalistiske system er jagten på profit. Hvis ikke der kan tjenes gode penge på det, producerer virksomhederne det ikke. Opsving er kendetegnet af store investeringsbølger og i kriser er investeringerne små. Åbningen af nye markeder i især Rusland, Indien og Kina skabte sammen med den nye IT-teknologi, hvis betydning dog tit overvurderes, en række investeringspotentialer i 1990’erne, som var drivkraften i opsvinget.
Omkring årtusindskiftet tyede alt i sol og måne på, at en stor global krise var på vej. En række store rystelser i Sydøstasien, Rusland og Argentina viste alvoren af situationen. Men en række bobler på især aktie- og boligmarkedet afbødede i første omgang krisen. Spekulative bobler styrker virksomhedernes og forbrugernes mulighed for at lave investeringer og forbruge på kredit.
Men det er fuldstændig afgørende at forstå, at stigende priser på hverken varer eller aktiver skaber flere profitter samlet set. Det som den ene vinder, må en anden nødvendigvis tabe. Kredit og gældsætning kan ikke løse grundlæggende problemer med et manglende investeringspotentiale. Effekten er kun midlertidig. Lånene skal betales tilbage – og det med renter.
Boblerne i dag
Krisen lukkede luften ud af boblerne. Eller gjorde den nu også det? Svaret er både ja og nej.
Figur 1 viser prisudviklingen på det danske aktiemarked divideret med udviklingen i de danske virksomheders profitter. På lang sigt må værdien af en virksomheds aktier være bestemt af dens profitter. Hvis forholdet mellem pris og profit ligger over gennemsnittet tyder det derfor på, at aktierne er overvurderede. Hvis forholdet ligget under gennemsnittet, tyder det på, at aktierne er undervurderede. Figur 1 viser, at de kraftige prisfald i 2008 faktisk bare var en tilbagevenden til normale tilstande. De stigende aktiepriser i 2009 set i forhold til profitterne er derfor et tegn på, at boblen på aktiemarkedet ikke er væk endnu og tværtimod er ved at blive pustet op igen.
 |
Figur 2 viser udviklingen i byggeomkostningerne divideret med udviklingen i boligprisen. Boligprisstigninger som ligger over stigningen i byggeomkostningerne er åbenlyst ikke holdbare i længden. Set i forhold til 1996 er boligpriserne i dag steget 15 pct. mere end byggeomkostningerne. Det viser, at luften sandsynligvis ikke er ude af boligprisboblen endnu.
Kunstigt åndedræt
Kapitalistiske kriser er en form for renselsesproces for systemet, hvor de mindste og svageste virksomheder går kurs eller opkøbes til spotpris af de store drenge i klassen. Kun ved at maskiner og sågar hele fabrikker ødelægges i fysisk eller værdimæssig forstand kan kapitalisternes profitabilitet genskabes og et nyt opsving begynde. Det er kapitalismens forbandelse, at den med jævne mellemrum bliver tvunget til at lade avancerede maskiner stå og ruste bort, kontorbygninger til at blive til spøgelseshuse og tusindvis af dygtige arbejdere til at gå til grunde i arbejdsløshed og fattigdom.
Men politikkerne og centralbankerne, som ellers i årtier har sværget ved markedet, har kun ladet dette ske i begrænset omfang. Enorme hjælpepakker er blevet sat i værk og renterne er blevet presset fuldstændigt i bund. Det er forklaringen på, at der stadig er liv i boblerne.
Men sådan kan det ikke fortsætte.
Når centralbankerne sænker renten kan de kun gøre det på én måde; ved at trykke flere penge og presse prisen på penge ned. Selv med de lave renter har pengeefterspørgslen grundet krisen været lav og effekten har derfor været begrænset. Men skulle der komme lidt gang i opsvinget, bliver det nødvendigt at trykke flere og flere penge for at holde renterne nede. Resultatet vil blive en eksplosion i inflationen. De grundlæggende modsætninger vil være forblevet uløste og fyringerne vil tage til igen.
De enorme hjælpepakker, de faldende skatteindtægter og de stigende udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse har også ført til enorme underskud på statsbudgetterne verden over. Uden videre tiltag regner OECD med, at statsgælden vil nå over 100 pct. af BNP i lande som Japan, Italien og Grækenland. I USA, Frankrig og Tyskland nøjes de med 60-70 procent.
I bund og grund er den økonomiske situation langt værre nu end den var for et år siden. Kapitalisternes profitabilitet er kun forbedret marginalt gennem kapitaldestruktion og lønstilstand eller -tilbagegang. Boblerne på aktie- og boligmarkedet er stadig fuldt ud i live og hertil kommer så eksplosionen i staternes gæld. Nye hjælpepakker i samme størrelsesorden som hidtil er utænkelige og lavere renter er decideret umulige, da den nominelle rente ikke kan komme under nul.
Et enkelt lille pust kan vælte hele korthuset. Det kan være Grækenland, der er ved at gå statsbankerot. Det kan være den tiltagende protektionisme. Eller det kan være et kollaps i dollaren. Et kortere opsving i en periode eller et par år er nok det mest sandsynlige scenarium, men på trods af krisens voldsomme karakter er ingen af de grundlæggende modsætninger løst og vi går derfor en periode i måde, hvor kriserne bliver stærkere og opsvingene svagere.
Regeringens nedskæringer
Den danske statsgæld forventer OECD kun stiger til cirka fem procent af BNP i 2011, men forventninger om store underskud på de offentlige finanser fremover gør, at Finansministeriet siger, at der frem mod 2013 er et såkaldt ”konsolideringsbehov” på 24 milliarder kroner på de offentlige budgetter.
13,5 milliarder kroner af dette nås gennem nul vækst i det offentlig. Nul vækst betyder i praksis alvorlige forringelser. Den demografiske udvikling med flere elever og ældre samt større sundhedsudgifter fører til nødvendige merudgifter på 10 milliarder kroner. For at nå nulvækst skal kommunerne derfor spare 4 mia. kr. og staten 6. milliarder. Beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at det betyder 8.000 færre skolelærere, pædagoger, HK’ere, kommunalarbejdere og socialrådgivere i kommunerne og en nedlæggelse af 12.000 arbejdspladser i staten.
Og så mangler der sågar stadig besparelser på 10,5 milliarder kroner, som Lars Løkke indtil videre lader som om han har glemt. [Denne artikel blev bragt i Socialistisk Standpunkts maj-nummer, før regeringens fattigpakke blev lanceret, red.] Det bliver en ren massakre på velfærden.
Politik er koncentreret økonomi
Politik er koncentreret økonomi. Thor Möger Pedersen, kommende næstformand i SF, har den seneste tid kørt en kampagne om, at SF faktisk er gået til venstre, fordi det er gået fra at være et protestparti til at være et indflydelsesparti. Faktum er dog, at en kommende S-SF regering er lige så bundet af de faktiske forhold, som den borgerlige regering.
I Socialdemokraterne og SFs ”Fair Forandring” indgår en række rigtigt positiv forslag om højere beskatning af virksomhederne og de rigeste i samfundet på i alt omkring 18,4 milliarder kroner.. Det viser vejen for en løsning.
Kapitalistiske kriser er noget af det mest unaturlige, der overhovedet findes. De skyldes kapitalisternes profitjagt og markedets anarki. Det må være arbejderpartiernes rolle at gøre op på dette. Kapitalismen har frembragt imponerende produktivkræfter, men den er ikke i stand til at udnytte dem. 27 procent af maskinerne i industrien stod ubrugte hen i 1. kvartal af 2010. I plast- glas- og betonindustrien og metalindustrien var tallene helt oppe på henholdsvis 36 procent og 31 procent. Det samtidig med, at beskæftigelsen i industrien er faldet med mere end 10 procent og den samlede arbejdsløshed nu er oppe på 196.000 personer.
Hensyn til profit til samfundets top må ikke stå i vejen for retten til arbejde. En maskine som står stille, må være en nationaliseret maskine. De arbejdsløse bygningsarbejdere må sættes i gang med at renovere skoler og bygge billige boliger til arbejder og unge.
Regnskaberne for bankerne, de store virksomheder og forsikringsselskaber må åbnes, så det er muligt at se, hvor store værdier, der er blevet trukket ud af virksomhederne, og hvor meget de tjener på krisen og fyringer. Alle værdier, der er blevet trukket ud i stedet for at gå til investeringer, må konfiskeres.
Kun med udgangspunkt i disse krav er et socialistisk opgør med det kapitalistiske system og dets kriser, nedskæringer og arbejdsløshed muligt.
