Socialistisk Standpunkt har mødt Victor Gomez, der er med til at lave avisen El Militante i Bolivia. Victor studerer på universitetet i Santa Cruz og kæmper med El militante inde i MAS [præsident Evo Morales’ parti] for en mere venstreorienteret linje
Bolivia er det fattigste land i Sydamerika, og i hele Latinamerika er det kun Haiti, der er fattigere. Situationen i Bolivia har været turbulent siden år 2000. Det startede som en kamp om vandressourcer, gas og olie som den daværende regering begyndte at privatisere. Det gav sig udslag i store kampe, og i 2003 og 2005 var der store folkelige opstande. I 2005 vandt Evo Morales valget som den første indfødte præsident på et program om sociale forbedringer.
Den 6. december 2009 genvandt Morales præsidentposten i en enorm valgsejr. Fra i 2005 at have vundet med 54 procent af stemmerne hvilket svarede til 1,5 millioner stemmer fik han i 2009, tre millioner stemmer. Dette svarede til to tredjedele af de afgivne stemmer.
Vi starter derfor vores snak med Victor Gomez med at høre hvad denne kæmpe sejr har betydet for den opbakning MAS havde før og efter præsident valget?
”Der er sket en enorm forandring. I den første mandatperiode havde MAS flertal i parlamentet, men i overhuset havde de ikke flertal. Det betød, at alle progressive love, som MAS kom med, blev blokeret, når de skulle vedtages i overhuset. Den situation er brudt nu”
”Arbejderne, bønderne og ungdommen har sikret regeringen to-tredjedeles flertal, og Evo har svaret tilbage efter sejren; Nu har vi en stor forpligtigelse over for Bolivia og menneskeheden til at accelerere revolutionen fremad mod socialisme.”
Nu, hvor MAS har flertal i både over- og underhuset, kan man så regne med, at denne proces vil gå hurtigere?
– MAS regeringen har gjort utroligt store fremskridt. Man har udryddet analfabetisme, og der er gjort store fremskridt for landbefolkningen, de oprindelige folk, der har fået deres rettigheder skrevet ind i grundloven. Men mange af de strukturelle problemer, der blev kæmpet mod i kampene i 2003 og 2005, er endnu ikke blevet løst.
– I MAS-regeringens valgprogram var et af de vigtigste punkter at gå fra at genvinde naturressourcerne på bolivianske hænder til at tage skridtet videre og industrialisere naturressourcerne til gavn for det bolivianske folk. Det er helt klart et skridt fremad.
– Men den kamp, der foregår inden i MAS, handler om, hvordan den industrialisering skal kunne lykkes En stor del af regeringen, blandt andet vice præsidenten Álvaro García Linera, slår til lyd for, at regeringen skal skabe gunstige forhold for kapitalisterne, så de kan udvikle landet. Andre i MAS og blandt de sociale bevægelser har allerede for mange år siden mistet enhver illusion til, at de rige udbyttere kunne spille nogen progressiv rolle i udviklingen af Bolivia.
Revolutionen i Bolivia er en del af den venstreorienterede bølge der de sidste ti år er fejet hen over Latinamerika. Man kan ikke se processen i Bolivia uden at se på udviklingen på hele kontinentet. Hvordan er nyheden om kuppet i Honduras i juni sidste år blevet modtaget i Bolivia?
– Kuppet er en stor advarsel til alle venstreorienterede regeringer i Latinamerika. En advarsel om, at der står imperialister klar på spring til at støtte kup-regeringer. Men også en advarsel om, at hvis ikke man tager de nødvendige skridt for at destruere den gamle borgerlige stat, så kan man ikke lykkes med den forandringsproces, man har sat skub i.
– De kan udskifte lige så mange funktionærer, de vil, i den gamle stat. Men man opnår ikke andet end at sætte en ny pilot i et fly, der flyver på automatpilot. Det er strukturen i det kapitalistiske system, der fastholder den private ejendomsret og dermed grundstenen i den udbytning, der skaber nød og elendighed på hele det sydamerikanske kontinent.
Hvilke krav stiller El Militante så konkret i skridt mod socialisme i Bolivia?
– Det er ikke, som den borgerlige presse forsøger at udstille det, et spørgsmål om, hvilken socialistisk model; mellem den sovjetiske, den cubanske og den venezuelanske, som der skal skabes i Bolivia. Den måde at stille spørgsmålet på, interesserer os marginalt. Det handler helt konkret om at forsvare fremskridtene i den bolivianske revolution og gå fremad til dens fuldendelse.
– Vi støtter fuldt op om Evo Morales kald om at gå fremad mod socialisme. Ikke fordi det er en sød lille tanke, men fordi det er en nødvendighed for menneskeheden, som han udtrykte det efter valgsejren. Vi mener, at der ikke er nogen undskyldninger tilbage for at det ikke kan lade sig gøre.
– De konkrete skridt må være; Nationalisering og industrialisering af alle minerne med fuld ekspropriation af de multinationale, der har tjent milliarder af dollars og efterladt håndører til de fattige områder, hvor mineralrigdommene findes. Nationalisering og ekspropriation af de største fødevarevirksomheder for at modgå enhver form for spekulation med priserne.
– I forhold til landbruget eksisterer der store mængder af jord på få hænder. På den anden side er der millioner af fattige bønder – minifundios – uden jord og landarbejdere. Regeringens politik på jordspørgsmålet er gået meget tilbage. Fra at tale om overtagelse af jorden og ekspropriation af godsejerne taler man nu om respekt for den private ejendomsret, så længe den opfylder en økonomisk social funktion.
– I den nye grundlov skulle man stemme om hvorvidt 5.000 eller 10.000 hektar jord skulle være den øvre grænse for jordbesiddelse, men det var ikke med tilbagevirkende kraft. Så de, der inden loven havde lovlige skøder, behøver ikke bekymre sig om de millioner af hektar, de har. Ifølge de officielle tal findes der i Bolivia 65 millioner hektar produktiv landbrugsjord. 59 millioner hektar af disse er i hænderne på oligarkiet.
– Men oligarkiet er på ingen måde i stand til at udvikle landbrugsjorden. Produktiviteten i Bolivias landbrugsjord er meget lavere end i dets nabolande, selvom mængden af jord er stigende. Derfor mener vi at der er behov for at nationalisere jorden og udvikle den under kontrol fra bønderne og arbejderne.
Hvordan kæmper El Militante konkret i MAS og i fagforeningerne. Og hvad er forskellene og lighederne mellem at arbejde i et så fattigt land som Bolivia og et så relativt rigt land som Danmark?
– Den marxistiske tendens, som organiserer sig omkring bladet El militante, ser sig som en naturlig del af MAS i og med at det er det politiske instrument, som masserne har til at fuldføre de krav og de forhåbninger til forandringer, de har.
Bolivia adskiller sig på mange punkter fra et land som Danmark. Først og fremmest ved dets størrelse men også ved at der er en stor del af befolkningen i Bolivia er landarbejdere, hvilket I ikke længere har i Danmark.
– I forhold til arbejdet, så er det baseret på de samme principper. Nemlig at kæmpe en uforsonlig kamp på arbejdspladserne for at bevidstgøre og organisere arbejdere på fabrikker og markedspladser, og samtidig fortage en åben kamp internt i det, som arbejderne ser som deres instrument til at løse på de problemer, de oplever på egen krop. At kæmpe for et bedre samfund, et socialistisk samfund! At tage en åben kamp mod de reformister der konstant prøver at afspore denne proces. Det er den vigtigste kamp at tage i Bolivia såvel som i Danmark.
