Redaktionel note: Dette er den skrevne tale, holdt af Niklas Zenius Jespersen, talsmand for Hands Off Venezuela, til tirsdagens manifestation for USA ud af Latinamerika. Som sådan variere den en smule fra den faktisk afholdte tale. Dette var dog meget lidt og alle de politiske pointer var de samme.

For 20 år siden erklærede de borgerlige at historien var afsluttet og at kapitalismen var det eneste mulige system, det eneste eksisterende og det eneste der nogen sinde kunne eksistere. Men de sidste 10 års begivenheder i Latinamerika har bevist at det var en løgn. Udviklingen i Venezuela har vist at en anden verden ikke bare er nødvendig, men også mulig i praksis. En verden hvor krig, sult, fattigdom, diktatur, arbejdsløshed og miljøkatastrofer er forvist til historiens kirkegård, og hvor folket selv afgør sin skæbne i et frit og lige samfund. Dette var årsagen til at USA, sammen med overklassen i Venezuela forsøgte et militærkup i 2002 og væltede Chávez, men for første gang i Latinamerikas historie var dette ikke enden på historien. For første gang sagde folket stop og genvandt magten, de fattige og arbejderne i Venezuela havde fået nok. Med livet som indsats strømmede de ud i gaderne under kampråbet ”aldrig mere diktatur”, eller som man siger i Venezuela ”No volveran”, de tider vender aldrig tilbage.

Siden Hugo Chávez blev præsident har Venezuela set enorme forbedringer. Fattigdommen er blevet halveret, analfabetisme er blevet udryddet, sundhed i verdensklasse er blevet tilgængeligt for alle og almindelige mennesker har for første gang fået magten over deres eget liv, i hvad der i dag, er verdens mest demokratiske land. Siden det fejlslagene kup har Venezuela været et lys i mørket for verdens undertrykte og den ene venstreorienterede præsident efter den anden er kommet til magten på kontinentet. Dette er den virkelige årsag til at overklassen og imperialisterne i USA og EU hader Chávez og den bolivariske revolution.

Og det er den virkelige årsag til USA’s militære oprustning i regionen. Dette, og ikke bekæmpelse af narkokriminalitet eller påstanden om såkaldte terrortrusler , er grunden til at USA har oprettet 7 nye militærbaser i Colombia, 2 på de Hollandske Antiller, 2 i Panama og at de har genoprettet den 4. Flåde til at patruljere udenfor Venezuelas kyst. Dette er den største militære oprustning i Latinamerikas historie. Dermed står det klart at USA ønsker at knuse den bolivariske revolution og alle regeringer der nægter at underlægge sig USA, med alle nødvendige midler, sådan som vi har set det i Honduras.

De sidste 10 års venstredrejning i Latinamerika er sket relativt fredeligt. Fredeligt i forhold til de sidste 100 års mere end 102 konstante invasioner fra USA’s side og CIA støttede militærkup. Men denne periode er ved at komme til sin afslutning. Det sidste år har vist at USA igen har vendt sin opmærksomhed mod Latinamerika med oprustning, besættelser og militærkup som følge. En afgørelsens time nærmer sig.

Der har været mange revolutioner i Latinamerikas historie, på trods af det er mange af de ting de kæmper for i dag, de samme, som de har kæmpet for i 100 år. I Mexico, Nicaragua og Bolivia blev alle forbedringer fra deres revolutioner afskaffet igen. Kun på Cuba har man kunnet vinde langvarige sejre. Dette var muligt fordi at man på Cuba nationaliserede alle de store virksomheder og en gang for alle afskaffede kapitalismen. Dette er vigtigt at huske. Alt hvad man har vundet de sidste 10 år af forbedringer risikere at gå tabt hvis revolutionen ikke færdiggøres. Dette udtrykte Chávez også klart, da han på Verdens Sociale Forum i 2005 sagde, at han havde taget fejl, taget fejl i at kapitalisme med et menneskeligt ansigt er muligt, og nu mener at det er nødvendigt at afskaffe kapitalismen og indføre socialisme. Kun på den måde kan vi vinde kampen om en bedre verden.

Konflikten mellem Colombia, med USA i ryggen, på den ene side og Venezuela på den anden, er en kamp om fremtiden for Latinamerika. Colombias præsident Uribe bliver udstillet som at være demokratiets forsvarer, mens at Chávez vil afskaffe ytringsfriheden og blive præsident på livstid. Dette er en løgn. Sandheden er, at mens Chávez udvider demokratiet i Venezuela, så afskaffer Uribe det i Colombia. Colombia er et land hvor 3 millioner mennesker er på flugt, hvor militæret og paramilitære dødspatruljer myrder tusindvis af faglige aktive, journalister, menneskerettighedsforkæmpere, bonde- og studenterledere og oppositionsmedlemmer, samt hvert år tusinder af civile der tilfældigvis befandt sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Dette er intet demokrati, man kan ikke havde frie valg når folk stemmer med et geværløb for panden!

Dette er en kamp mellem regimer på den ene side, der hellere vil bruge penge på våben og krig end på deres egne fattige og sultende befolkninger, senest har ansatte i suppekøkkener i USA været ude og sige, at sult situationen nærmer sig det man ser i Somalia og Nordkorea, og på den anden side Latinamerikas fattiges håb om et anstændigt liv.

Når vi taler om Colombia og USA taler vi om deres regeringer og den rige overklasse. I dag viser vi også vores solidaritet med alle de amerikanere og colombianere der kæmper for en retfærdig verden. Især viser vi vores solidaritet med de tusindvis af fagforeningsaktivister, studenter og bondeledere i Colombia der bliver truet på livet, og vi mindes de tusinder der er blevet myrdet i kampen. For at citere Jaime Pardo Leal, stifteren af det colombianske LO, som blev myrdet af militæret: ”Nogle af os har modtaget dødstrusler på grund af vores livslange loyalitet til vores land, til folket og arbejderne og til den socialistiske sag. I tilfælde af at de lykkes med deres mål og tager vores liv, vil vi byde døden velkommen fordi vi ved, uden den mindste tvivl, at når vi falder vil der ud af unionen af unge patrioter rejse sig dem der vil repræsentere os, dem der skal erstatte os, dem der ved hvad folket ønsker: Et lykkeligt Colombia, fuld af håb.”

Den verdensomspændende økonomiske krise har vist, at også i vesten og i Danmark er kapitalisme med et menneskeligt ansigt umuligt. Venezuela viser os, at en anden verden er mulig, hvor mennesker kommer før profit. Mens arbejdsgiverne i Danmark siger, at der ikke er plads til forbedringer i overenskomsten, hæver man i Venezuela mindstelønnen med 25%. Mens den borgerlige regering skærer ned og giver skattelettelser til de rigeste, nationaliserer regeringen i Venezuela bankerne og bruger pengene på forbedringer til de fattige. I Danmark får banksvindlerne milliarder af penge i bankpakker, i Venezuela bliver de sat i fængsel for deres forbrydelser. Krisen viser, at kapitalismen har fejlet. Arbejderbevægelsen i Danmark må lære af Latinamerika. Kun ved at sætte socialisme på dagsordenen kan vi fastholde og udvide velfærdssamfundet. Ved at samle arbejderbevægelsen om at mobilisere befolkningen i en offensiv kamp imod de borgerlige og for socialisme, kan vi også gøre en ende på nedskæringer og krig og skabe et bedre samfund for alle.