DI og CO-industri har nu indgået forlig om de næste to års overenskomst. Resten af forbundene er i skrivende stund i gang med at forhandle de resterende overenskomster på plads og det forventes på nuværende tidspunkt at det samlede resultat sendes til afstemning i slutningen af marts.

Da forhandlingerne for alvor skulle starte i februar var LO-formand Harald Børsting ude offentligt og tale forventningerne til overenskomstresultatet ned hos sine 600.000 medlemmer. Og åbenbart med god grund., for det præsterede resultat var ikke imponerende.

Resultatet for industrien
Fagtoppen gik ind til forhandlingerne med målet om at bevare reallønnen. Et mildest talt beskedent krav.

I 2009 var inflationen 1,3 procent, så en tilsvarende lønstigning var et absolut minimum for at beholde reallønnen. Men i januar steg inflationen til 2 procent i forhold til januar 2009 (Danmarks statistik). Denne fare for stigende priser ligger implicit i en situation hvor regeringen, nationalbanken og den europæiske centralbank “kunstigt” har pumpet hundrede af milliarder ud i økonomien og særligt den finansielle sektor.

Industriforliget giver en stigning i mindstelønnen første år på 1,07 procent og 1,5 procent andet år. Altså en klar reallønstilbagegang.

For at sløre forligets usle resultat har arbejdsgiverne givet én uges ekstra barsel og en såkaldt ”aftrædelsesordning” ved fyringer. Det er, for at sige det mildt, pokkers billigt sluppet. De fleste mennesker får to børn, så det vil sige, at arbejdsgiverne har givet hvad der svarer til 0,001 ekstra fridag om året, forudsat man arbejder 35 år af sit liv.

“Aftrædelsesordningen” er også et engangsbeløb, der kun annullerer det fuldstændigt vanvittige dagpengeloft på 15.000 kroner i en begrænset periode.

Arbejdsgiverne kridter op
Men arbejdsgiverne er ikke tilfredse endnu. Tværtimod. De er først lige begyndt. Op til forhandlingerne lagde DI hårdt ud, ved at lade ledelsen for Carlsberg gå ud og sige at der ikke vil komme lønstigninger ved de kommende lokalforhandlinger. Altså at reallønnen skal udhules af prisstigninger. Det fik arbejderne på Carlsberg til prompte at nedlægge arbejdet og deres arbejdsgivere måtte trække i land. Men beskeden trængte effektivt igennem medierne: ”krisen tvinger os til at skære i lønudgifterne”.

Carlsbergs ledelse har ikke været de eneste i offensiven. Allerede i månederne op til forhandlingerne har ledelsen af Danish Crown været ude i direkte frontalangreb mod, ikke bare slagteriarbejderne, men hele den organiserede arbejderklasse. Danish Crown’s ledelse kræver lønreduktioner på 20procent \’per enhed\’. Ellers, truer de, vil de lukke fabrikkerne (food-supply.dk, 10. februar 2010).

Alle sådanne angreb er tydeligvis blevet koordineret af DI for at skabe den rette nervøse stemning, og sætte scenen for de kommende lokalforhandlinger.

Desværre får arbejdsgiverne arbejdsro til deres undergravende aktiviteter. Topforhandlerne fra fagbevægelsen har ikke givet mange pip fra sig til støtte for arbejdspladsernes krav. Her er især fokus på bekæmpelse af arbejdsløsheden gennem sænkning af arbejdsugen til 35 timer og højere mindsteløn der ligger i nærheden af gennemsnitslønnen for de forskellige fag. Det vil sige en stigning på 50-75 procent inden for mange fag, men i realiteten er en sådan stigning ”gratis” for arbejdsgiverne, idet at arbejderne allerede får langt mere i løn. Men en sådan stigning kunne sikre dels i forhold til de lokale lønforhandlinger, hvor der nu er utroligt ”langt ned” til den sikrede mindsteløn, ofte omkring 50 procent. Men også overfor importeret uorganiseret arbejdskraft der sættes til at arbejde direkte på mindstelønnen og dermed bliver brugt som løntrykkere.

Stort pres på lokalforhandlinger
Resultatet af industriens forhandlinger, der i større eller mindre grad vil blive genbrugt på de andre områder, betyder at de lokale tillidsfolk kommer under enormt pres til de efterfølgende lokalforhandlinger.

Enhver ved, at jo flere man står sammen, jo stærkere står man. Der for er de kollektive overenskomstforhandlinger den bedste måde for arbejder klassen at forsvare sine krav. I årevis er denne styrke blevet undergravet af at en stadig større andel af lønnen skal hentes lokalt på de enkelte arbejdspladser. Det er efterhånden ved at blive et fast tilbagevendende mantra:

” … og der er god plads til de lokale lønforhandlinger…”
(Thorkild Jensen 22. februar 2010)

Skal denne logik følges til sin naturlige konsekvens bør de centrale forhandlere lave så elendigt resultat som muligt, så der bliver ekstra ”god plads til de lokale lønforhandlinger”. Hvis man følger denne tankegang er det måske fair at kalde forliget en succes.

Til lokalforhandlingerne vil arbejdsgiverne nu i teorien kunne forlange næste 50 procent lønnedgang (inden for de faglærte områder) og stadig holde sig indenfor overenskomsten. Som enkelt tillidsmand og enkelt arbejdsplads har man ringe chancer imod den velorganiserede kapitalistklasse, særligt når de har deres krise i ryggen og truer med udflytning af fabrikker og arbejdspladser.

Kampen om løn og arbejdsforhold må tages kollektivt, ikke på de enkelte arbejdspladser. Derfor må man også gå skarpt imod forliget fra industriområdet der helt åbenlyst er et arbejdsgiverforlig.

Men som situationen står nu, taler sandsynligheden ikke for en storkonflikt, med mindre arbejdsgiverne dummer sig gevaldigt. De brede lag af arbejderklassen er nervøse for at miste sit arbejde og hjem. Accepteres forliget, vil det ikke være tegn på “lav bevidsthed” hos arbejderklassen, men derimod en naturlig reaktion. Krisen har en vis chokeffekt og sammen med den fuldstændige mangel på ledelse der kan lede kampen imod arbejdsgiverne er der meget der taler imod et flertal, samlet set, for storkonflikt.

Modsvar nødvendigt
Nu er krisen her og arbejderklassen står mere atomiseret end den har gjort i mange år. Arbejdsgiverne kan lugte blod og vil hente det, særligt ude lokalt, med mindre at arbejderklassens organisationer kommer op i gear og svarer hårdt igen. I årevis er faglige klubber og tillidsmandsnetværk blevet forsømt af højrefløjen i fagbevægelsen. Og i de senere år er den bløde venstrefløj, som Fagligt Ansvar, nærmest gået i sig selv. Ingen har hørt fra dem og desværre har OK10 initiativet lagt de få møder der rent faktisk bliver afholdt, i arbejdstiden, så almindelige arbejdere har svært ved at deltage.

Det ulmer
Tilsyneladende står intet altså i vejen for arbejdsgiverne. Selv Harald Børsting synes at byde dem velkommen. Arbejdsgiverne godter sig og gnider sig i hænderne i forvisning om at arbejderbevægelsen er ved at kvæles under sin egen vægt af bureaukrati og deraf følgende apati hos medlemmerne. Men, som Mark Twain sagde i slutningen af det 19. århundrede: ”Rygterne om min død er stærkt overdrevne”. Det samme gælder arbejderbevægelsen. Det ulmer på bunden og i alle kroge af landets arbejdspladser. Nye generationer er på vej ind på scenen og gamle liver op.

Eksemplet fra HCS strejken viste kampviljen i arbejderklassen, når den tages alvorligt. Men den viste også at lokale konflikter, kun kan vindes ved organisering og trussel om at blive til nationale kampe. Som det er i dag kan vi ikke uden videre regne med at toppen af fagforeningerne træder ind og udfylder deres rolle som organisatorer og ledere af kampene. Der behøves et netværk af aktive tillidsfolk overalt i landet, startende fra de største arbejdspladser. Spirerne til dette er ved at udfolde sig i det små, blandt andet inden for industrien. Denne udvikling må have alle aktive arbejderes støtte. Marxisterne vil være der og argumentere for at vi i arbejderbevægelsen ikke bare begrænser os til de daglige kampe, men ser videre. Uden perspektivet om at omstyrte kapitalismen og skabe et socialistisk samfund, vil arbejderbevægelsens kamp være en evig kamp med ryggen mod muren, altid under angreb. Arbejderklassen fortjener bedre.

Hovedspørgsmålet for fagligt aktive arbejdere er enkelt: Hvordan bremses arbejdsgivernes offensiv? Svaret på dette spørgsmål kommer hverken fra forhandlingslokaler, forligsinstitution eller arbejdsret, men fra gulvet, fra arbejderklassen selv, dens instinktive søgen mod enhed og dens traditioner for kamp. Og før eller siden vil selv toppen af fagbevægelsen kunne høre det.