Formanden for Socialistisk Folkeparti, Villy Søvndal, havde en kronik i dagbladet Politiken tirsdag den 5. januar. I kronikken beskæftiger han sig blandt andet med den kritik, der er blevet rejst af den kurs, som partiets ledelse har ført. Det er forfriskende, at formanden indgår i en sådan debat. Det har man desværre ikke set meget til i medlemsbladet F!, som redigeres af partiets næstformand Jakob Nørhøj. Medlemsbladet er efterhånden reduceret til et dameblad (i ordets mest negative forstand) uden en levende debat af dansk og international politik.

Der er god brug for en bred debat i og omkring partiet om, hvordan vi bedst kæmper for en ny regering med SF. Derfor er det en vigtig diskussion for alle aktive klassekæmpere.

Når formanden kommer med sine bud på vejen til regeringsmagten og samtidig svarer på noget af den kritik, der findes i partiet, og især på partiets venstrefløj, bør det hilses velkomment – også selv om debatten er taget op i en borgerlig avis i stedet for partiets eget blad. Der er god brug for en ærlig, åben debat af partiets politiske kurs, partiets strategi, og hvilken taktik, der er brug for, for at vælte den borgerlige regering og i stedet få en regering med SF, som kan rulle de borgerliges nedskæringer tilbage, stoppe dansk krigsdeltagelse og i stedet føre en politik, der peger i retning af socialisme.

”Fornyelse”
Villy indleder sin kronik med at slå fast, at ledelsen i den seneste tid har ført partiet ind på en kurs, som er anderledes end tidligere:

”Både i realpolitikken og i værdidebatten har SF sat sig i nye positioner. Og det er åbenlyst vanskelig håndterbart for nogle.”

Kort efter skriver Villy, at ”de nye udmeldinger er nu engang først og fremmest udtryk for, at vi selv har rykket os politisk.”

Nu er der intet i vejen med at rykke sig politisk – tværtimod. Alle tænkende mennesker, levende organisationer og partier, er i konstant politisk bevægelse. Verden er i konstant forandring, og hvis man ikke reflekterer over store og små begivenheder, analyserer de forskellige tendenser i udviklingen, og forsøger at drage konklusioner af dem, ender man på et galt spor, eller stagnerer og lider en langsom død.

Der er ingen tvivl om, at fornyelse og konstant udvikling af et parti som SF er helt nødvendigt. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken fornyelse, der er tale om, og hvilke ting, der bliver fornyet. ”Fornyelse” kan sagtens være skadeligt, hvis man svækker partiet på de punkter, hvor det er stærkest.

Blandt marxismens kritikere (der sjældent har besværet sig med at læse Marx, Engels, Lenin eller Trotskij) er det en fast og uforanderlig påstand, at ”marxismen er forældet”. Deres ord er som en gammel pladespiller, hvor LP’en kører i samme rille. De gentager samme ord igen og igen: ”marxismen er forældet,” siger de. Det er sjældent, man får at vide, hvad der er specielt ”moderne” ved arbejdsløshed, bolignød, økonomiske kriser, øget arbejdspres, faldende realløn, privatiseringer, brugerbetaling og andre af kapitalismens uhyrligheder, som ofte bliver forsvaret af disse ”fornyere”.

Man kan prøve at forestille sig, hvordan en læge ville blive opfattet, hvis han foreslog ”fornyelse” af lægevidenskaben ved at gå over til åreladning og blodigler i stedet for stamcellebehandling (faktisk var det ikke så langt fra, hvad George W. Bush i sin tid foreslog i USA).

Ingen kompromisser?
De vigtigste og afgørende spørgsmål, når man snakker om at udvikle partiet politisk er hvorfra og hvorhen? Det er et konkret spørgsmål. Der er intet positivt i, hvis man rykkede sig fra at være helt og aldeles modstander af det kapitalistiske, iranske præstestyre, til at være ”moderat kritisk”. Ligeså er der intet positivt i udviklingen, hvis man går fra at være principiel modstander af privatiseringer til en ”fornyet” holdning om, at visse dele af den offentlige sektor godt kan sælges til private kapitalister, der skal tjene profit ved at ødelægge arbejdsforholdene for de ansatte. Derfor er hele diskussionen om ”fornyelse” og ”nyorientering” et konkret spørgsmål – og spørgsmålet må være: hvordan får vi en regering, der kan gennemføre de krav, som er skitseret i SF’s principprogram, og hvad er den bedste strategi i kampen for et socialistisk samfund?

Villy skriver i kronikken, at:

”Nogen opfatter det som et farvel til idealerne, når SF mere offensivt søger indflydelse og resultater ved at indgå kompromiser.”

Vi er absolut ikke modstandere af kompromisser – tværtimod er det i alle livets forhold konstant nødvendigt at indgå kompromisser. Det gælder naturligvis også i klassekampen. Vi er tilhængere af kompromisser, der styrker arbejderbevægelsens organisationer, højner det politiske niveau i arbejderklassen og på anden vis bringer os nærmere SF’s mål om et socialistisk samfund. Men vi er skeptiske over for kompromisser, der peger i den modsatte retning.

Enhver arbejder kender forskel på et kompromis, der er påtvunget af omstændighederne (hvis strejkekassen er tom og man står isoleret uden støtte fra resten af arbejderbevægelsen), og et skruebrækker-kompromis, som bliver indgået uden kamp.

I det første tilfælde kan arbejderne på trods af et dårligt resultat, der under de givne omstændigheder ikke kunne være bedre, lære, drage erfaringer, bevæge sig videre og forberede sig på nye slag i fremtiden med uformindsket kampvilje. I det andet tilfælde er der tale om svigt fra ledernes side over for arbejderne. Den danske arbejderbevægelse er fuld af sådanne eksempler.

Det er vigtigt altid at diskutere, konkret, hvilken slags kompromis, man kan opnå, og hvilke man har opnået. I partiet må det diskuteres: var kompromisset godt nok? Kunne vi have fået et bedre resultat? Hvad skal vi gøre næste gang? Hvordan gør vi det bedre næste gang? Det er vigtigt, at partiets ledelse forklarer omstændighederne omkring kompromiserne og vurderer dem.

Dele af SF’s ledelse kan nogle gange fremstille det som om, at alternativet til at stemme for de borgerliges finanslov, forsvarsforlig og andre ting, er at føre ”de rene hænders politik” og stille sig på sidelinjen. Det kan lyde slemt – for ingen SF’ere ønsker at stå på en sidelinje og se passivt til, imens de borgerlige fortsætter deres hærgen. Det ønsker vi absolut heller ikke. Vi er helt enige i, at SF bør søge at opnå resultater. Men hele argumentationen om, at sidelinjen er det eneste alternativ til at stemme for finansloven er forkert. Alternativet til at stemme for et dårligt forlig er ikke at ”lægge sig i hængekøjen” – det er at kæmpe: mobilisere partiets kræfter fra neden til en kamp imod den borgerlige regering. Det er en kamp, der må foregå i fagforeningerne, på arbejdspladserne, i byrådene, på skolerne og alle andre steder, hvor SF kan spille en rolle i at mobilisere til samlet front imod de borgerlige.

Alle skel – også mellem at indgå et kompromis og ikke at indgå et kompromis – er betingede og bevægelige. Men hvilke ”gode kompromisser”, er det, Villy nævner?

Kompromis på krig
Det første ”kompromis”, som Villy nævner, er forsvarsforliget. Lad Villy tale for sig selv:

”Selv om SF altså historisk ikke har deltaget og vel nok er det parti, som har stået som de skarpeste kritikere af den ulovlige krig i Irak og af strategien i Afghanistan, så er vi nu med i det forlig, der lægger rammerne for det danske forsvar. Hvorfor?

Fordi forsvarets økonomi sejler. Fordi forsvaret i en årrække er gået fra skandale til skandale. Fordi vi – som på alle andre politikområder – forsøger at gøre SF til en moderne, venstreorienteret aktør i det politiske spil. Ikke på sidelinjen. Ikke fra hængekøjen, ikke i evig selvretfærdig og ophøjet opposition. Men derinde, i det politiske maskinrum, hvor beslutningerne træffes, og forandringer og kompromiser kan ændre kursen.”

Lad os tage fat på kendsgerningerne om forsvarsforliget:

• Socialdemokraterne og SF gik ind til forhandlingerne med krav om at Forsvarets årlige udgifter ikke måtte vokse.
• Forsvarsforliget betyder, at det danske Forsvar over de næste fem år modtager yderligere 3,5 mia. kr. årligt. Dertil kommer diverse ”engangsbevillinger”.
• Alligevel stemte SF for forsvarsforliget.

Lad os dernæst tage fat på, hvad det danske ”forsvar” bruges til. Villy nævner ganske rigtigt ” den ulovlige krig i Irak og af strategien i Afghanistan”. Men hvorfor er Irak-krigen ”ulovlig”, mens krigen i Afghanistan kun er en ”strategi”? Det får vi desværre ikke noget svar på. Det har formentlig noget at gøre med, at FN ikke godkendte aggressionen imod Irak, men har godkendt NATO’s krig i Afghanistan. For de 468 civile afghanere, der ifølge FN blev dræbt af NATO og USA i de første 10 måneder af 2009, er det nok et temmelig akademisk spørgsmål, om den bombe, der udslettede deres familie var godkendt af FN. (kilde: AFP)

Sagen er, at den borgerlige regering bruger det danske militær til at føre en kriminel krig imod fattige, uskyldige mennesker i Afghanistan. Det er en krig, der aldrig kan levere social eller økonomisk fremgang til det afghanske folk. Det har heller aldrig været hensigten. Krigens formål har fra starten været at øge USA’s indflydelse i regionen. Imidlertid går krigen dårligt for imperialisterne.

Af en eller anden grund, som er svær at gennemskue for diverse politikere i Danmark, bryder afghanerne sig ikke om at få bomber i hovedet. De bryder sig ikke om, at deres land skal fyldes med udenlandske soldater og regeres af en gennemkorrupt klike under Hamid Karzai. Endvidere er der noget andet underligt ved afghanerne: de sidder ikke roligt og venter på, at den næste drone kommer forbi og slår deres familie ihjel – de går til væbnet modstand imod besættelsen af deres land. Det kan måske virke uforståeligt for en borgerlig politiker som forsvarsminister Søren ”Far her” Gade. Men for de fleste andre er det ganske til at forstå.

Det er en helt forkert kurs for SF at indgå i et borgerligt forsvarsforlig, der poster flere penge i militæret, samtidig med, at der bliver skåret på hospitaler og skoler. Det handler ikke om det såkaldte ”politiske maskinrum” (som er et meget mærkeligt rum, der minder om Loch Ness uhyret: der bliver fortalt eventyr om det, men ingen har formået at fange dette sagnopspundne rum på et fotografi), som Villy taler om, men om et meget enkelt spørgsmål: skal SF stemme for at penge, der kunne bruges på velfærd, i stedet bruges på bombefly, som skal bruges til at dræbe fattige bønder i Afghanistan? Ja eller nej? På venstrefløjen i SF har der hele tiden været indædt modstand imod NATO, og der har hele tiden været modstand imod, at SF gik med i forsvarsforliget.

Det er sager som denne, der har gjort, at mange traditionelle SF’ere i stigende grad føler sig ”hjemløse” i deres eget parti. Det er en farlig tendens, der truer med at svække partiet i fremtiden.

Ideologisk profil
Videre i kronikken antyder Villy, at han er uenig i dele af principprogrammet, især de passager, der taler om ”revolutionær forandring” af samfundet. Han tilføjer:

”Revolutionstankegangen er ikke alene fuldstændig utidssvarende, det er også en grundlæggende forkert tankegang. Skal de moderne og komplekse velfærdssamfund forandres, skal det ske ved gradvise reformer og ikke på måder, der sætter stabiliteten helt over styr.”

Det er selvsagt en legitim holdning at mene, at principprogrammet skal laves om eller – som næstformand Jakob Nørhøj stod i spidsen for et mislykket forsøg på – helt afskaffes. Faktisk er netop spørgsmålet om revolution og ”revolutionære reformer” en diskussion, som der er god brug for i SF. Det er en meget grundlæggende diskussion, der omfatter mange flere spørgsmål, end vi kan gå ind på her. Der kunne med fordel startes en artikelserie i medlemsbladet F! om dette spørgsmål fra forskellige synsvinkler, og spørgsmålet kunne tages op i partiforeningerne. Det ville uden tvivl være en forfriskende diskussion i forhold til de til tider lidt tørre diskussioner om rundkørsler, lokalplaner og kommunale udvalg, der ofte præger partiforeningerne.

De fleste har meldt sig ind i SF fordi de mener, at der er nogle store problemer i samfundet, som trænger til at blive løst. På trods af, at der er mad nok i verden, sulter millioner af mennesker til døde. Millioner af fattige dør hvert år på grund af elendige sanitære forhold, som det kun ville tage kort tid at rette op på, hvis økonomien blev bestemt ud fra rationelle hensyn i stedet for få menneskers profit. Der bliver ført barbariske krige om profit, markeder og interesseområder. I Danmark er arbejdsløsheden for alvor ved at vende tilbage. En hel generation af unge har udsigt til at blive tabt på gulvet. De kan se frem til dårligere forhold, end deres forældre i sin tid havde. Der er masser af ting, der skal laves om.

Men det er ikke nok at opremse alverdens dårligdomme. Arbejderne, de unge, og pensionisterne i Danmark har ikke brug for SF til at forklare, at deres boliger er for dårlige og dyre, at nedskæringerne i det offentlige har været katastrofale, at de evindelige prisstigninger på offentlig transport er en uhyrlig byrde, og sådan kunne man blive ved. Seriøse mennesker – og det regner vi SF’s medlemmer og sympatisører for at være – har krav på en forklaring på, hvorfor tingene er som de er, og en klar anvisning på, hvordan tingene kan laves om. Til dette formål er der brug for at brede diskussionerne om partiets grundlæggende ideer ud blandt alle medlemmer. Den ideologiske profil må styrkes. Der vil naturligvis være uenigheder – det er uundgåeligt – men det vil blot tjene til at skærpe partiets argumenter, involvere mange af de, der nu er passive, i aktiv deltagelse og udformning af partiets politik.

Revolutionære begivenheder

Marxismens modstandere forsøger ofte at fremstille marxismen som en drømmende, revolutionsromantisk idé. Intet kunne være længere fra sandheden. Karl Marx og Friedrich Engels gjorde sig intet besvær med drømmerier. De gjorde sig derimod stor umage for videnskabeligt at analysere de samfundsmæssige udviklinger, der havde været tidligere og i deres samtid. De analyserede kristendommens oprindelse, klassekampene i romerriget, reformationen, den franske revolution, Pariserkommunen, den begyndende europæiske kolonisering af Asien og Afrika, samt mange andre vigtige erfaringer.

Marxismen er intet andet end generaliserede erfaringer fra tidligere tiders klassekamp – og det er netop derfor, at marxismen er uundværlig. Man kunne dårligt forestille sig en mand, der skulle bore efter olie, som højt og flot ville blæse på at læse en eneste bog om menneskehedens tidligere erfaringer med hydraulik, og de konklusioner, som Blaise Pascal i sin tid drog.

Det danske samfund er – lige som resten af planeten – i stigende grad delt op i to hovedklasser: arbejderklassen og kapitalistklassen. Det er en elementær sandhed, som SF’s program bygger på. Disse klassers interesse kan ikke forenes: alt andet lige kan man ikke få både større profit til kapitalisterne samtidig med at man hæver arbejderklassens levestandard, sænker arbejdstiden og udvider den offentlige velfærd. Samfundets klassemodsætninger er uforsonlige. Derfor er det en evig kamp at forsvare de allerede vundne rettigheder som gratis uddannelse (der allerede er ret begrænset), gratis lægehjælp, dagpenge, folkepension og så videre. Disse ting er under konstant angreb fra overklassen – især i en krisetid som den nuværende. Det kan man ikke lave et fornuftigt ”kompromis” om uden kamp.

En socialistisk, revolutionær forandringsproces i Danmark vil betyde, at den lille klike af aktionærer og stenrige familier, der i dag kontrollerer bankerne og de 200 største virksomheder, vil miste den ubegrænsede magt, de i dag har over økonomien, og i stedet vil denne magt overgå til arbejderklassen. Det vil frigøre et enormt menneskeligt potentiale gennem afskaffelse af arbejdsløshed og en omgående nedsættelse af arbejdstiden til 25 timer om ugen. Det vil igen føre til en drastisk forbedring af kultur- og åndsliv. Det vil føre til en fysisk forbedring af befolkningen, da der vil være tid og overskud til idræt og social aktivitet.

Det er muligt, at nogle i SF’s ledelse opfatter en sådan proces som ”utidssvarende”. Men det virkeligt utidssvarende er et økonomisk system, der ifølge Danmarks Statistik fordømmer omkring 600.000 danskere til et uvirksomt og uværdigt liv uden for arbejdsmarkedet. Det er et system, der bruger flere penge på militær end på medicinske præparater og maskiner til landets hospitaler.

Revolution og reform
Grunden til, at mange kan mene, at sådan noget med revolution er dårligt, er fordi det ofte bliver forbundet med vold, dødsfald og generel tragedie. Derfor er der grund til at undgå det. Det er en sund indstilling. Vi har intet ønske om en voldelig revolution med guillotiner, standretter og blodsudgydelse.

Marxister er absolut ikke imod gradvise reformer, der forbedrer almindelige menneskers forhold og går i retning af et samfund, hvor arbejderklassen har magten over økonomien. Men vi mener ikke, at reformisme – altså en idé om, at sådanne forbedringer gradvist kan gennemføres, uden at de nuværende økonomiske magthavere vil forsøge at sabotere en sådan proces – virker. Vi mener, at ideen om, at en sådan proces kan gennemføres uden mobilisering fra neden, og at vi kun behøver nogle få ledere i Folketinget og statens administration til at planlægge, hvordan samfundet drives, er forkert. Vi mener, at det er nødvendigt med arbejderkontrol, hvor alle dele af samfundet underlægges demokratiske beslutninger fra de ansatte, fagforeninger og en arbejderregering.

Vi vil gøre alt for, at vi får en ny regering med SF og Socialdemokratiet. Vi mener, at denne kamp bør stå øverst på dagsordenen for hele den danske arbejderbevægelse. Vi ønsker at give Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt de bedste muligheder for at gennemføre partiernes programmer. Ikke desto mindre fastholder vi, at der er en alvorlig fare for, at denne proces vil blive saboteret af det kapitalistiske systems rammer. Der er brug for, at vi i SF forbereder os på dette sammenstød.

Under de nuværende betingelser kan kapitalismen ikke tilbyde forbedringer for arbejderklassen. De store fremskridt, som blev vundet gennem kamp i årtierne efter Anden Verdenskrig, er nu under angreb. Det skyldes, at det kapitalistiske system er i en blindgyde. Vi mener, at det under de nuværende forhold er umuligt at gennemføre levedygtige reformer, der udbygger velfærden, uden drastisk at støde sammen med kapitalisternes ejendomsret til bankerne og de største virksomheder. Derfor mener vi, at alle i SF må forberede sig på, at en fremtidig regering med SF må bakkes op gennem mobilisering fra neden i kampen imod overklassen og deres angreb.

Hvis det kapitalistiske system ikke har råd til forbedringer – hvis det oven i købet ikke har råd til at fastholde de forbedringer, der blev vundet gennem arbejdernes kamp i 1960’erne – så har arbejderklassen ikke råd til det kapitalistiske system.

Historien er fuld af eksempler på, at arbejderbevægelsens partier er kommet til magten og er blevet mødt af massiv, ulovlig modstand fra bankerne, de store virksomhedsejere og resten af overklassen. Man kan se det i dag i Latinamerika, hvor overklassen (og med dem det ”demokratiske” USA i ryggen) gentagne gange har forsøgt at vælte demokratisk valgte venstreorienterede regeringer, fordi de har taget skridt, der truer overklassens profit.

Dette er ikke en ”utidssvarende revolutionstankegang”, men en åben og ærlig anerkendelse af de faktiske forhold i samfundet.

Engels bemærkede engang, at man i England kunne ”købe kapitalisterne ud”. Det fortolkede arbejderbevægelsens højrefløj således, at der ikke var brug for et brud med kapitalismen. Men det er en forvanskning af hele tankegodset fra Marx og Engels. Den virkelige pointe er denne: den moderne arbejderklasse i Europa og resten af den industrialiserede verden er så stærk, at hvis en samlet arbejderbevægelse beslutter at sætte en stopper for kapitalismen, nationalisere de vigtigste dele af økonomien, sætte hele møllen under arbejdernes egen kontrol, opbygge et nyt, demokratisk statsapparat uden privilegier, og bevæge samfundet i retning af socialisme, ville den lille håndfuld af kapitalister, der som de eneste vil tabe på dette, ikke kunne stille noget op.

Vejen frem
Den vigtigste opgave for SF, arbejderklassen og ungdommen er lige nu at rette skytset imod de borgerlige og deres arbejdsgiver-regering. Den borgerlige regering må væltes hurtigst muligt. Den må erstattes af en arbejderregering med et stærkt SF. For at give SF maksimal styrke må partiet levere et klart alternativ til de borgerlige. Villy peger i sin kronik på nogle fornuftige krav om offentlige investeringer, bekæmpelse af fattigdom og arbejdsløshed samt investering i klimavenlig energi.

Disse krav må udbygges og gøres mere konkrete i fremtiden. Det må ske gennem diskussion i partiforeningerne, hvor man inddrager alle fagbevægelsens medlemmer og alle aktive fra arbejdspladser og skoler. Men der må også lægges en plan for, hvordan kravene skal finansieres. Der er ikke nok at sige, hvad vi kræver, men også hvordan det skal gennemføres. For at finansiere en fuldstændig og omgående tilbagerulning af alle de borgerliges nedskæringer på velfærden, udbygge den offentlige sektor og skabe arbejde til alle, er der brug for at angribe overklassens profitter gennem en stærkt forhøjet skat på store formuer, værdipapirer og andre profit-relaterede penge. Der er brug for at lægge en plan for udvikling af industri, transport, energi og byggeri. Det kan kun ske ved at nationalisere de vigtigste virksomheder samt hele banksektoren, der tydeligt har vist, at de ikke bekymrer sig en døjt for resten af samfundet.

I andre europæiske lande – Tyskland, Frankrig, Italien og andre – er venstrefløjen gået stærkt tilbage som følge af, at man har bøjet af over for de borgerlige i stedet for at holde fast i en uforsonlig klasselinje. Det repræsenterer en alvorlig advarsel til SF. Det er den fare, der lurer, hvis ikke SF svinger til venstre og holder fast i sit grundlag. For at dreje partiet til venstre, styrke og opbygge partiet, må partiet i højere grad inddrage bunden, SF må ud på fabriksgulvet, og fabriksgulvet må ind i SF.