Denne artikel blev første gang offentliggjort i første udgave af det amerikanske blad Monthly Review, maj 1949.

Er det tilrådeligt, at en person, der ikke er ekspert i økonomiske og sociale spørgsmål, giver udtryk for sit syn på spørgsmålet om socialisme? Det tror jeg – af en række grunde – at det er. Lad os først se på sagen ud fra videnskabernes vinkel.

Det kan se ud, som om der ikke er nogen afgørende metodemæssige forskelle mellem astronomi og økonomi. På begge områder søger videnskabsfolk at opdage de almindelige love, der anses for at gælde for en nærmere afgrænset gruppe af fænomener, for at gøre de indbyrdes forbindelser mellem dem så klart forståelige som muligt.

Men i virkeligheden findes der metodemæssige forskelle. Inden for økonomi er det vanskeligt at afdække de almene love, fordi synlige økonomiske fænomener ofte påvirkes af mange faktorer, som er meget vanskelige at bedømme hver for sig.

Dertil kommer, at den erfaring, der er ophobet siden starten på den såkaldt civiliserede periode i menneskehedens historie, som bekendt i høj grad er påvirket og begrænset af faktorer, der på ingen måde blot er af økonomisk karakter.

For eksempel er de fleste store stater i verden opstået på basis af erobring. Erobrer-folkene etablerede sig, både via lov og økonomi, som privilegeret klasse i det erobrede land. De tiltog sig monopol på ejendom til jorden og udpegede et præsteskab fra deres egne rækker. Præsterne, der styrede uddannelsen, gjorde samfundets klassedeling til en permanent institution og skabte et værdisæt, som folk – i høj grad ubevidst – lod sig styre af i deres sociale adfærd.

Den historiske tradition hører imidlertid gårsdagen til, kan man sige. Intet sted har vi overvundet det, som Thorstein Veblen kaldte ‘rovdyrs-fasen’ i den menneskelige udvikling. De økonomiske kendsgerninger, der kan iagttages, tilhører denne fase, og end ikke de love, vi kan udlede af dem, kan anvendes på andre faser.

Eftersom socialismens egentlige formål netop er at overvinde og komme videre end rovdyrs-fasen i den menneskelige udvikling, kan den økonomiske videnskab i den nuværende situation kun kaste en smule lys over fremtidens socialistiske samfund.

For det andet: Socialismen retter sig mod et socialt og etisk mål. Videnskaben derimod kan ikke skabe mål og – endnu mindre – indpode dem i menneskelige væsener. Videnskaben kan højst levere midlerne til at nå bestemte mål.

Selv undfanges målene af personligheder med ædle etiske idealer, og hvis ikke de er dødfødte men derimod levende og livskraftige, så gennemføres og videreføres de af de mange menneskelige væsener, der – halvvejs ubevidst – bestemmer samfundets gradvise udvikling.

Af dé grunde skal vi være påpasselige med ikke at overvurdere videnskaben og de videnskabelige metoder, når det handler om menneskelige problemer. Og vi skal ikke gå ud fra, at eksperter er de eneste, der har ret til at udtale sig om sager, der vedrører samfundets organisation.

Utallige stemmer har i nogen tid nu forfægtet, at det menneskelige samfund gennemløber en krise, at dets stabilitet er dybt rystet. I sådan en situation er det almindeligt, at individet føler sig ligegyldig eller tilmed fjendtlig over for den – store eller lille – gruppe, de tilhører.

Lad mig komme med en personlig oplevelse for at illustrere, hvad jeg mener:
For nylig diskuterede jeg faren for en ny krig med en intelligent og venligt stemt mand. Efter min mening vil en ny krig true menneskehedens eksistens alvorligt, og jeg bemærkede derfor, at kun en overnational organisation kan yde beskyttelse mod en sådan fare. Hvorefter min besøgende helt roligt og køligt sagde til mig:
– Hvorfor er du så meget imod, at menneskeracen forsvinder?

Jeg er sikker på, at for blot hundrede år siden, ville ingen så let have fremsat en sådan udtalelse. Den afspejler et menneske, der forgæves har søgt at opnå en indre ligevægt og mere eller mindre har mistet troen på, at det lykkes. Den afspejler en pinagtig ensomhed og isolation, som mange mennesker lider under i dag.

Hvad er grunden? Er der en udvej?

Det er let at stille sådanne spørgsmål, men vanskeligt at give et nogenlunde sikkert svar. Alligevel må jeg forsøge, så godt jeg nu kan, selvom jeg er meget bevidst om, at vores stræben og følelser ofte er modsætningsfyldte og uklare, og at de ikke kan sættes på simple og lette formler.

Mennesket er på en og samme tid et alene-væsen og et socialt væsen. Som alene-væsen higer det efter at beskytte sin egen og sine nærmestes eksistens, opfylde sine personlige behov og udvikle sine medfødte evner. Som et socialt væsen higer det efter at få anerkendelse og hengivenhed hos sine medmennesker, at tage del i deres glæder, trøste dem i deres sorger og forbedre deres livsbetingelser.

Disse og kun disse forskelligartede og ofte modsatrettede ønsker giver mennesket dets karakter af menneske. Og den særlige måde, som de er kombineret på, bestemmer i hvilken grad det enkelte menneske er i indre ligevægt og kan bidrage til samfundets trivsel.

Det er meget muligt, at de to drivkræfters relative styrke er arveligt betinget. Men den personlighed, der til slut træder frem, er i vid udstrækning formet af det miljø, som mennesket nu engang befinder sig i under sin udvikling, af strukturen af det samfund det vokser op i, af det selv samme samfunds traditioner, og af hvordan det ser på forskellige former for adfærd.

For mennesket betyder det abstrakte begreb ‘samfund’ den samlede sum af dets direkte og indirekte forhold til sine samtidige og til alle tidligere generationers mennesker.
Det enkelte menneske er selv i stand til at tænke, føle, stræbe og arbejde. Men i hele dets fysiske, intellektuelle og følelsesmæssige væren afhænger det så meget af samfundet, at det er umuligt at forestille sig eller forstå det uden for samfundets rammer. Det er ‘samfundet’, der forsyner mennesket med føde, klæder, et hjem, arbejdsredskaber, sprog, tankebaner og det meste af tankens indhold. Dets liv muliggøres af arbejde og af de landvindinger, som de mange millioner tidligere og nulevende mennesker, der gemmer sig bag det lille ord ‘samfund’, har gjort.

Det er derfor indlysende, at det enkelte menneskes afhængighed af samfundet er en af de kendsgerninger, der ikke kan forkastes – ligesom det er tilfældet med myrer og bier. Men hvor myrers og biers samlede livsforløb helt ned i den mindste detalje er betinget af strikse nedarvede instinkter, er menneskets sociale mønstre og indbyrdes forhold meget varierede og modtagelige for forandring.

Hukommelsen, evnen til at skabe nye kombinationer og evnen til at tale har muliggjort udviklinger blandt mennesker, der ikke betinges af biologiske nødvendigheder. Sådanne udviklinger kommer til udtryk i traditioner, institutioner og organisationer, i litteraturen, i videnskabens og ingeniørarbejdets resultater, i kunstværker.

Dette forklarer, hvordan det er muligt, at mennesket i en vis forstand selv, via sin egen adfærd, kan øve indflydelse på sit liv, og at bevidst tænkning og ønsker kan spille en rolle i denne proces.

Fra fødslen udstyres mennesket, via arv, med en biologisk beskaffenhed, som vi må betragte som givet og uforanderlig, herunder med naturlige drifter der er kendetegnende for menneskeracen.

I livsforløbet tilegner det sig derudover en kulturel forfatning, som det optager fra samfundet via kommunikation og andre former for påvirkning. Det er denne kulturelle forfatning, der i tidens løb kan forandres, og som i stor udstrækning bestemmer forholdet mellem individ og samfund.

Ved at foretage sammenlignende undersøgelser af såkaldt primitive kulturer har den moderne antropologi lært os, at menneskets sociale adfærd kan være meget forskellig, afhængig af de fremherskende kulturelle mønstre og de organisations-typer, der er dominerende i samfundet. Det er her, at de der stræber efter at forbedre menneskets lod, har grund til at håbe.

Menneskene er ikke på grund af deres biologiske forfatning dømt til at udslette hinanden eller til at finde sig i en eller anden selvskabt ond skæbne.

Hvis vi spørger os selv, hvordan samfundets strukturer og menneskets kulturelle holdning skal ændres, så mennesket liv bliver så tilfredsstillende som muligt, må vi hele tiden være bevidste om, at der findes visse betingelser, som vi ikke kan ændre radikalt. Som tidligere nævnt kan menneskets biologiske natur af praktiske grunde ikke ændres.

Dertil kommer, at den teknologiske og befolkningsmæssige udvikling i de sidste få århundreder har skabt en række blivende forudsætninger. I relativt tæt befolkede områder er en ekstrem arbejdsdeling og et stærkt centraliseret produktionsapparat absolut nødvendige. Den tid – der virker så idyllisk hvis man ser tilbage – er for altid forbi, hvor enkeltpersoner eller relativt små grupper kunne være fuldstændig selvforsynende. Det er kun en mild overdrivelse at sige, at menneskeheden allerede nu udgør et produktions- og forbrugsfællesskab.

Jeg har nu nået det punkt, hvor jeg ganske kort vil berøre, hvad der for mig er kernen i vor tids krise. Det handler om individets forhold til samfundet.

Det enkelte individ er blevet mere bevidst end nogensinde om sin afhængighed af samfundet. Men det oplever ikke denne afhængighed som et aktiv, som et organisk bånd, en beskyttende kraft, snarere som en trussel mod sine naturlige rettigheder eller tilmed sin økonomiske eksistens.

Dertil kommer, at det enkelte menneskes stilling i samfundet er sådan, at dets selvcentrerede drifter hele tiden betones, mens dets sociale drivkræfter, der af natur er svagere, med tiden forfalder.

Alle menneskevæsener lider under denne forfaldsproces, uanset deres stilling i samfundet. Uden at vide det er de fanger af deres egen selvcentrering, de føler sig usikre, alene og frarøvet deres naive, simple og ukunstlede livsglæde.

Mennesket kan kun finde mening med livet, så kort og farligt det er, hvis det vier sig selv til samfundet.

Efter min mening er det økonomiske anarki i dagens kapitalistiske samfund ondets egentlige rod. Vi ser for os et kæmpestort fællesskab af producenter, hvis medlemmer uophørligt stræber efter at berøve hinanden det kollektive arbejdes frugter, ikke ved magt men i det store og hele i tro overensstemmelse med love og regler.
I den forstand er det vigtigt at huske, at produktionsmidlerne – det vil sige hele den produktions-kapacitet der er nødvendig til at fremstille forbrugsgoder og supplerende kapitalgoder – at produktionsmidlerne via loven kan være og for størstedelens vedkommende faktisk er enkeltpersoners private ejendom.

For forenklingens skyld vil jeg i det følgende bruge ordet ”arbejder” om alle dem, der ikke har del i ejerskabet af produktionsmidlerne, selvom det ikke helt svarer til den gængse anvendelse af begrebet. Ejeren af produktionsmidlerne er i stand til at erhverve sig arbejderens arbejdskraft. Ved at gøre brug af produktionsmidlerne fremstiller arbejderen nye produkter, der tilfalder kapitalisten som ejendom.

I denne proces er omdrejningspunktet forholdet mellem det som arbejderen fremstiller, og det som han modtager som betaling, begge målt i reel værdi.

For så vidt som arbejdskontrakten er ‘fri’, er det ikke værdien af de goder, han fremstiller, der bestemmer hvor meget han modtager. Det bestemmes derimod af det mindstemål af behov, han skal have tilfredsstillet, og af kapitalistens behov for arbejdskraft i forhold til hvor mange arbejdere, der konkurrerer om arbejdet.
Det er vigtigt at forstå, at end ikke i teorien betinges arbejderens løn af værdien af det produkt, han fremstiller.

Privat kapital har tendens til at blive samlet på få hænder, dels på grund af konkurrencen mellem kapitalisterne, og dels fordi teknologiens udvikling og den voksende arbejdsdeling fremmer, at der dannes større produktionsenheder på bekostning af de mindre. Den udvikling fører til et privatkapitalens oligarki, hvis enorme magt end ikke et demokratisk organiseret politisk samfund kan kontrollere effektivt.

Sådan er det, fordi medlemmerne af de lovgivende organer udvælges af politiske partier, der i det store og hele finansieres eller på anden måde er påvirket af privatkapitalister, der af praktiske grunde adskiller vælgermassen fra lovgivningsmagten.

Følgen er, at folkets repræsentanter i virkeligheden ikke i tilstrækkelig grad beskytter de underpriviligerede befolkningslags interesser.

Videre:
Som forholdene er i dag, kontrollerer privatkapitalister uundgåeligt – direkte eller indirekte – de vigtigste informationskilder (presse, radio, uddannelse). Derfor er det yderst vanskeligt, i de fleste tilfælde faktisk helt umuligt, for den enkelte samfundsborger at drage objektive konklusioner og udnytte sine politiske rettigheder klogt.

Den fremherskende situation i en økonomi, der baserer sig på privateje af kapitalen, kendetegnes således af to hovedprincipper:

For det første – produktionsmidlerne (kapitalen) er privat ejede og ejeren råder over dem, som det passer ham. For det andet – arbejdskontrakten er fri.

Der er naturligvis ikke i den forstand et rent kapitalistisk samfund. Især er det værd at notere sig, at arbejderne via en lang og bitter politisk kamp har opnået en i en vis forstand forbedret form for ‘fri arbejdskontrakt’ for visse kategorier af arbejdere. Men taget som et hele adskiller økonomien i dag sig ikke meget fra ‘ren’ kapitalisme.

Produktionen gennemføres for profit, ikke for nytte. Der er ingen sikkerhed for, at alle de der er i stand til og villige til at arbejde altid kan finde beskæftigelse. Arbejderen er konstant i fare for at miste sit arbejde. Eftersom arbejdsløse og dårligt betalte arbejdere ikke udgør et profitabelt marked, indskrænkes fremstillingen af forbrugsgoder med stor nød til følge.

Teknologiske fremskridt fører ofte til mere arbejdsløshed frem for at lette arbejdsbyrden for alle. Konkurrencen blandt kapitalisterne og profit-motivet bærer ansvaret for, at kapitalen akkumuleres og udnyttes ustabilt, hvilket fører til stadig alvorligere økonomiske nedture. Ubegrænset konkurrence fører til et enormt spild af arbejde og til den forkrøbling af enkeltindividets sociale bevidsthed, som jeg nævnte tidligere.

Netop individets forkrøbling er efter min mening kapitalismens største onde. Hele vores uddannelsessystem lider under dette onde. Den studerende bliver opflasket med en overdreven konkurrence-mentalitet, trænes i at gøre fremtidig karriere til målet for at tilegne sig viden.

Jeg er overbevist om, at der kun er én vej til at afskaffe disse alvorlige onder, nemlig at oprette en socialistisk økonomi plus et uddannelsessystem med et socialt formål. I en sådan økonomi ejes produktionsmidlerne af samfundet selv og udnyttes efter en plan.
En planøkonomi, der afpasser produktionen efter samfundets behov, ville fordele arbejdet, så det udføres blandt alle, der kan arbejde, den ville sikre enhver mand og kvinde, ethvert barn, et levebrød.

Uddannelsen af det enkelte individ ville – udover at fremme dets egne medfødte evner – også have som mål at udvikle ansvarsfølelse over for medborgerne, i stedet for at glorificere magt og succes, sådan som det sker i vores samfund i dag.

Imidlertid er det nødvendigt at huske på, at en planøkonomi endnu ikke er socialisme. En planøkonomi som sådan kan følges af, at individet bliver gjort til slave. Opnåelsen af socialisme kræver, at nogle ekstremt vanskelige socio-økonomiske problemer bliver løst: hvordan er det muligt, i lyset at den vidtrækkende centralisering af politisk og økonomisk magt, at forhindre bureaukratiet at blive almægtigt og overvældende? Hvorledes kan men beskytte individets rettigheder og dermed sikre en demokratisk modvægt til bureaukratiets magt?

Klarhed om socialismens mål og spørgsmål er af allerstørste betydning i vor tidsalder med overgang. Siden en fri og uhindret diskussion af disse spørgsmål, under de nuværende forhold, er blevet et mægtigt tabu, anser jeg oprettelsen af dette blad at være en vigtig tjeneste for offentligheden.