Klimatopmødet i København endte med et ydmygende kollaps. Topmødet, der har kostet en formue, har hele tiden været en fuldstændig farce.

Kapitalismen er i selve sin natur ude af stand til at tage sig et problem som klimaforandringerne, navnlig hvis vi tænker over de kæmpemæssige modsætninger, der er mellem kapitalisterne på verdensplan og den enorme byrde, som den økonomiske krise lægger på alle regeringerne.

De fattige lande krævede, at de rige lande skulle donere fem procent af BNP til klimabeskyttelse. Problemet er, at disse rige lande har brugt kolossale summer på at redde deres egne banker, og derfor er de nu dybt forgældede. Som en følge af dette roderi kæmper de nu hårdt for at skære ned på de offentlige udgifter. Kapitalismens krise tillader ikke engang, at de kan have de samme offentlige udgifter som tidligere – hvordan skulle man så forestille sig, at de kan sætte penge til side til at beskytte klimaet?

Her er det nødvendigt at slå fast, at der eksisterer tilstrækkeligt med menneskelige og materielle ressourcer til at modgå kapitalismens forurening af vores planet. Problemet er, at disse ressourcer bliver brugt i de riges interesser, som ikke kan tåle, at deres profitter bliver beskåret. Sandhedemn er, som Venezuelas præsident Hugo Chávez sagde i sin tale til topmødet, at ”kapitalismen er en ødelæggende udviklingsmodel, der sætter en stopper for liv, og som truer med at sætte en endelig stopper for menneskeheden.”

Forhandlingernes kollaps
Først blev et ”hemmeligt” udkast til en klimaaftale, der skabte vrede blandt de fattige lande, lækket fra den danske regering, og torsdag morgen måtte den danske delegation trække deres andet forslag til klimaaftale på grund af protester fra blandt andre Kina, Brasilien og Indien. Ikke engang et døgn efter at Lars Løkke havde overtaget ledelsen af forhandlinger fra Connie Hedegaard måtte han smide håndklædet i ringen. Den danske regering, der har forsøgt at øge sin prestige på dette topmøde, er endt med et ydmygende nederlag.

Medierne forsøger at fremstille kollapset i forhandlingerne som et spørgsmål om procedure. At de fattige lande er vrede over måden forslaget blev fremlagt på og at den danske delegation manglende timing. Men problemet er absolut ikke et spørgsmål om procedure, men om grundlæggende modstridende interesser.

Hvis klimaet var en bank
Præsident Evo Morales fra Bolivia gav klart kapitalismen skylden for klimaproblemerne:

”Den virkelige årsag til klimaforandringerne er det kapitalistiske system. Hvis vi ønsker at redde Jorden, så må vi standse denne økonomiske model. Kapitalismen ønsker at imødegå klimaforandringerne med handel med CO2. Vi fordømmer disse markeder, og vi fordømmer de lande, der [taler for det]. Tiden er inde til, at de stopper med at tjene penge på den skændsel, de har begået.”

Hugo Chávez fordømte i sin tale det kapitalistiske system, og han sagde, at det eneste alternativ er socialisme. Han tilføjede, at ”hvis klimaet var en bank ville de have reddet den for længst.”

Rige og fattige lande
I den danske regerings første udspil, der blev lækket, var det tydeligt, at de rige lande ønsker at de fattige skal betale regningen for en mere klimavenlig politik.

De fattige lande derimod har været fremme med argumentet at det er de rige lande, der er skyld i klimaødelæggelserne, og de fattige lande som især rammes af konsekvenserne. Den klimastøtte, som de krævede, var på størrelse med den amerikanske Marshall-hjælp til Vesteuropa efter anden verdenskrig. De fattige lande fastholdt desuden, at man skal bygge videre på Kyoto-aftalen, men problemet er at ikke engang den er blevet overholdt, og at USA ikke er med.

De rigeste lande har højst købt sig til at måtte udlede mere ved at købe CO2-kvoter af de fattige lande, og flyttet forurenende produktion til for eksempel Afrika, Østeuropa og Asien.

Konflikt mellem Kina og USA
Men det er ikke kun mellem rige og fattige, at der er modstridende interesser. Også mellem de større lande er der store spændinger. Verden står lige nu i den værste økonomiske krise siden anden verdenskrig og vi ser en stigende tendens til handelskrig og protektionisme. Der er store spændinger mellem USA og Europa, men også mellem de to store magter USA og Kina. Klimatopmødet er endnu en brik i dette spil. USA har krævet at Kina forpligtiger sig til en bindende aftale, ellers vil de anse det for at være konkurrenceforvridende.

USA krævede, at Kina skulle beskære sine udslip af drivhusgasser og acceptere en ”bredere aftale, der dækker ’gennemsigtigheden´ af Kinas tiltag til at begrænse drivhusgasser,” som Wall Street Journal formulerede det fredag den 18. december. Hvad betyder det? Det er i virkeligheden et slet skjult protektionistisk skridt fra de amerikanske kapitalisters side. Det betyder, at USA insisterer på, at Kina må stoppe med at oversvømme verdensmarkedet med billige varer, som udkonkurrerer de amerikanske kapitalister. Derudover vil de også have, at Kina skal åbne sine døre for spionage! Naturligvis har de kinesiske ledere ikke været ivrige efter at underskrive sådan en aftale – tværtimod har de fastholdt, at deres ”frivillige mål om udslip ikke står til forhandling”.

Protektionisme
Kina ønsker at have lov til at blive ved med at forurene, og dermed fastholde deres konkurrenceevne. Den danske regering argumenterer for en mere klimavenlig politik fordi det vil betyde større eksport til Danmark af for eksempel vindmøller.

Det diplomatiske sammenstød mellem Kina og USA har intet at gøre med udledning af CO2 og klimaforandringer, men alt at gøre med profit og beskyttelse af markeder. Det er også derfor, at de ikke kan opnå en aftale. Ind imellem kan de lave en fælles erklæring med mange fine ord, men med få konkrete løfter – og disse løfter vil alligevel blive brudt. Det er sådan, kdet kapitalistiske diplomati fungerer.

Den økonomiske krise har betydet en stigning i protektionisme verden over hvor regeringer forsøger at eksportere arbejdsløshed til de andre lande, ved at sætte told og afgifter på udenlandske varer og støtte indenlandsk produktion. Spillet om klimaaftalen er et led i denne vitale kamp om markeder og beskyttelse af hjemmemarkedet. Det er en kamp, ikke bare mellem rige og fattige, men også mellem imperialistiske stormagter med modstridende interesser.

Kapitalismen er problemet
Så længe kapitalismen eksisterer, er hovedmotivet for al produktion profit, ikke hensyn til mennesker eller jorden. Enhver aftale der vil nås, hvis de overhovedet når en aftale, vil være alt for svag og vil ikke blive overholdt, lige som Kyoto aftalen ikke er blevet overholdt.

Lige nu lukker Vestas fabrikker og fyrer i tusindvis af arbejdere både i Danmark og internationalt, selvom de har modtaget massiv statsstøtte. Det er fuldstændig vanvid. Staten må overtage fabrikker som Vestas og Lindø og bruge dem til at producere klimavenlig teknologi. Men det kan ikke gøres uden en plan for økonomien og en plan for omlægningen af produktionen. En sådan plan må omfatte de vigtigste dele af økonomien, så produktionen også her kan planlægges miljøvenligt.

Brug for en socialistisk plan
På mødet med 3500 deltagere i Valbyhallen, pegede Venezuelas Hugo Chávez på, at en socialistisk revolution er den eneste løsning på menneskehedens problemer:

”Vi må bygge et radikalt alternativ. Det menneskelige alternativ! Det vitale alternativ til den destruktive, kapitalistiske model. Og det alternativ har ikke andet navn end socialisme!”

Chávez understregede behovet for en verdensomspændende revolution og gentog sit forslag om en Femte Internationale som et redskab for verdensrevolutionen. Det er vigtigt, at disse ord bliver ført ud i handling. Hvis Chávez handler og begynder den socialistiske omdannelse af samfundet ved at ekspropriere den ejendom, der nu tilhører det lokale oligarki og udenlandsk imperialisme, vil det have en elektrisk, revolutionær effekt på resten af Latinamerika, hvilket igen stærkt vil påvirke klassekampen i resten af verdenen.

Der vil aldrig komme en løsning på menneskehedens brændende problemer – fattigdom, sygdom, arbejdsløshed, krige, sult og miljøødelæggelser – så længe kapitalismen eksisterer. Kapitalismens fortsatte eksistens vil kun forværre alle disse problemer i den kommende periode. Kapitalismen kan ikke reformeres indefra, men må væltes gennem arbejderklassens bevidste handling. Det er kun arbejderklassen – den klasse, der repræsenterer fremtiden – der kan skabe ægte forandring. For at det kan ske, for at bygge en ledelse for arbejderbevægelsen, der kan klare de udfordringer, denne kamp kræver, er det nødvendigt at kæmpe for de marxistiske ideer i arbejderbevægelsen.

Klimatopmødets kollaps er en indikator på den dybe krise, vi går igennem. Men dette kollaps vil også tjene et formål: det vil åbne øjnene hos mange arbejdere og unge, der har haft illusioner om, at sådanne topmøder kan begynde at tage sig af de problemer, vi står over for. Topmødets ynkelige kollaps styrker de, der som marxisterne mener, at hvis vi vitterligt ønsker at redde planeten, må vi fjerne det økonomiske system, der er roden til alle problemerne. Kapitalismens anarki må erstattes af en demokratisk, socialistisk planlægning af samfundets ressourcer.