Når en lærling i dag bliver uddannet, modtager han et brev. Et svendebrev. Han bliver ønsket tillykke og får bevis på, at han er faglært. Hver anden unge faglærte får også et andet brev sammen med svendebrevet. Dette andet brev er en noget mere kedelig besked. Det er en fyreseddel. Denne eksplosion i ungdomsarbejdsløsheden er en grafisk illustration af, at arbejdsgiverne forsøger at lægge hele krisens byrde over på arbejderklassen. Det er ikke bare vanvittigt – det er også kynisk, snæversynet og fuldstændig uacceptabelt.

De danske arbejdsgivere bruger krisen som undskyldning for angreb over hele linjen. På deres ønskeliste til jul står der lønnedgang, dårligere arbejdsmiljø, ødelæggelse af arbejdsforhold, lavere dagpenge og nedskæringer i den offentlige sektor (bortset fra de milliarder der går til bankpakker og støtte til erhvervslivet!)

Krig på fabriksgulvet
Efter at en virksomhed som Vestas i årevis har fået massiv skatteyderbetalt støtte, valgte de at fyre 1900 arbejdere, primært i Lem og Nakskov. Vestas er vel at mærke en virksomhed med overskud – de regner med en forbedring af overskuddet på 11-13 procent. En lignende historie kan fortælles om MAN Diesel, Sauer-Danfoss og utallige andre virksomheder, især indenfor industrien. Hensigten er klar nok: gennem truslen om fyringer forsøger arbejdsgiverne at få arbejderne til at acceptere forringede forhold og dårligere løn. Det er en veritabel krig på fabriksgulvet, og arbejdsgiverne har blæst til offensiv. Der er brug for et modsvar.

HCS: et eksempel
Der ligger en enorm utilfredshed og ulmer på de danske arbejdspladser over de massive angreb, som arbejdsgiverne har sat ind, særligt efter krisens start. Det er klart blevet illustreret af den kamp, som de tidligere skraldemænd fra H.C. Svendsen A/S har ført. Kampen har været en af de mest bitre i de senere år.

Skraldemændene fra HCS har gjort mere end nogen kunne forvente og har stået som en fantastisk inspiration for resten af arbejderklassen og dens organisationer. HCS’ aktionerende skraldemænd har lært resten af arbejderbevægelsen, at man ikke bare skal bukke og neje for arbejdsgiveren, selvom der er krise, men tværtimod kæmpe.

Hvis lederne af fagbevægelsen udviste bare halvt så meget mod og handlekraft, som skraldemændene fra HCS har gjort, ville arbejdsgiverne have været slået af banen for år tilbage.

Brug for enhed
Kampen på HCS har givet en lang række vigtige erfaringer. Først og fremmest at arbejdsgiverne er i offensiven og har tænkt sig at udnytte krisen til at smadre arbejderklassens tilkæmpede løn- og arbejdsforhold. Det er en afgørende lektie til alle landets arbejdspladser, der må forberede sig. Denne kamp er blot første slag i en lang krig fra arbejdsgivernes side.

Samtidig har skraldemændenes kamp afsløret i hvor høj grad, der mangler en organiseret venstrefløj i fagbevægelsen. At skraldemændene har stået med ryggen mod muren så længe og kæmpet en desperat kamp alene, uden at fagbevægelsen – og særligt 3F – har organiseret og sprede kampen, er intet mindre end en skandale. En gruppe på 50 kan ikke klare presset fra den samlede kapitalistklasse uendeligt – heller ikke modige klassekæmpere som skraldemændene fra HCS.

Hårdt mod hårdt
Der er brug for, at venstrefløjen i arbejderbevægelsen samler sig om et klart forsvar for levestandard, arbejdsforhold og rettigheder. Når arbejdsgiverne sætter ind med angreb som fyringer, lønnedgang eller – som i tilfældet HCS – brug af skruebrækkeri for at smadre arbejdsforholdene, må de mødes af en samlet og kampklar arbejderbevægelse. Fagbevægelsen og arbejderpartierne må gøre det klart, at vi ikke kan acceptere, at arbejdspladser skal nedlægges for at nogle få rigmænd kan score en højere profit.

Over for kapitalisternes klagesang om, at de er tvunget til at skære i lønnen eller lukke ned, må der rejses krav, om at regnskaberne åbnes, så det bliver klart, hvilke værdier, kapitalisterne har hevet ud af virksomhederne. Alle disse værdier må føres tilbage og investeres. Hvis kapitalisterne nægter at drive virksomhed til samfundets bedste, må de fratages retten til at drive virksomhed, og virksomhederne må overtages af staten og drives under arbejdernes egen ledelse og kontrol.

Brug for organisering
Sådanne krav rejser ikke sig selv. Der er brug for, at alle de aktive klassekæmpere, der findes på arbejdspladserne, bliver organiserede.

Den vigtigste faktor, der kan medvirke til at standse arbejdsgivernes offensiv, er en organiseret venstrefløj i fagbevægelsen og arbejderpartierne, med stærke rødder på arbejdspladserne. Men sådan en faktor er på nuværende tidspunkt fraværende. Det er der brug for at gøre noget ved – især når kampen skal stå om de private overenskomster til foråret.

Arbejdsgivernes offensiv foregår ikke kun på den faglige front, men er i høj grad politisk. Det kan ses på, at det for eksempel er politikerne i kommunerne, der bestemmer, om det er gangster-firmaer som HCS, der skal tage sig af renovation, eller om kommunerne skal lave deres eget renovationsfirma, der kan ansætte de fyrede og sikre ordentlige løn og arbejdsforhold. Men det kan også ses på, at arbejdsgivernes politiske repræsentanter i den borgerlige regering konstant tvinger kommunerne til at skære ned og udlicitere – følgerne kan ses hos HCS: destruktion af arbejdsforholdene og arbejdernes rettigheder.

Samtidig med, at den borgerlige regering skærer en milliard på uddannelserne og angriber arbejdstilsynet, giver den milliarder til bankerne. Samtidig med, at den lader skattesnydere, selskabstømmere og mafia-rockere gå fri, sætter den politi ind imod strejkende arbejdere. Den borgerlige regering er en arbejdsgiver-regering, og arbejderbevægelsen må kæmpe samlet for, at den bliver erstattet af en arbejderregering, der vil være lige så ansvarlig over for arbejderne, som de borgerlige har været over for overklassen.

For at dette kan ske, er der brug for at kæmpe for en klar klasselinje i fagforeningerne og i SF. Der er brug for, at de bevidste klassekæmpere organiserer sig i SF og kæmper for et venstresving i arbejderbevægelsen. Vi opfordrer alle, der ønsker dette, til at gå med i Socialistisk Standpunkts kamp for at vinde arbejderbevægelsen tilbage til arbejdspladsernes krav og til et perspektiv om et arbejderstyret samfund – et socialistisk samfund.