Mandag indledte omkring 15 københavnske gymnasier besættelser op til demonstrationen tirsdag imod nedskæringerne på uddannelsessystemet. Jeg kiggede forbi Christianshavn Gymnasium ud på eftermiddagen til en snak om baggrunden for deres besættelse og perspektivet for at feje den borgerlige regerings nedskæringer af banen.
Ungdommen beskrives i medierne tit som egoistiske og uinteresserede i politik. Det var noget helt andet, jeg fik at se på Christianhavns Gymnasium. Efter beslutning fra elevrådet var diskussionen om besættelse blevet taget ud i alle klasser og efter en dybdegående debat stemte mere end 85 pct. af eleverne for at besætte gymnasiet.
Selve besættelsen var også blevet gjort yderst politisk. For eksempel havde der tidligere på eftermiddagen været afholdt en workshop om marxisme, hvor mere end 30 elever deltog. Lige da jeg kom, var der paneldebat mellem en række inviterede politikere, som blev fulgt op af en tale af formanden for Metal Ungdom København, Majid Atik, som bl.a. omtalte behovet for nationalisering for at imødegå krisen og nedskæringerne. Om aftenen var der planer om fremvisning af en række politiske film om det monetære system og den venezuelanske revolution.
Alle de elever, jeg snakkede med, kunne allerede nu mærke, at der er blevet skåret ind til benet. Phillip fra 1.g fortalte, hvordan at han i fransk lige havde fået en faldefærdig bog fra 80’erne, mens at William fra 2.g forklarede mig, at der mangler efteruddannelse til lærerne, som derfor ikke er i stand til at undervise ordentlig i almen studieforberedelse (AT), der udgør en stor del af undervisningen.
Mange kritikere af gymnasieelevernes aktioner har påpeget, at det ikke hjælper at skære på andre dele af velfærden for at få råd til bedre uddannelse. Frederik fra 3.g var dog klar i mælet: ”Der går for mange penge til monarkiet og hæren,” var hans direkte svar på spørgsmålet om, hvor pengene til bedre uddannelse skulle komme fra. Det var der bred støtte til og det blev påpeget, at der er mere brug for bøger end jetjagere. Flere pegede dog også på større beskatning af de rigeste og virksomhedernes profitter som en mulig indtægtskilde.
Der var en åbenlys utilfredshed og vrede over nedskæringerne på uddannelse fra en regering, som påstår den vil have uddannelse i verdensklasse. William gjorde det helt klart: ”Jeg synes virkelig det er åndssvagt, at der skæres ned på uddannelse, når det kan være med til at bane vejen for et endnu bedre samfund”
Men nedenunder følte man også en hvis modløshed. Phillip forklarede, at han troede fuldstændig på, at de gjorde det rigtige, ”men vi er kun en 17-18 år og kan ikke stemme, så politikerne tager os ikke særligt seriøst,” fortsatte han.
At kampen må fortsætte efter den 6. oktober var der bred enig om nødvendigheden af. Simon fra 3. g forklarede mig derfor, at der om formiddagen før demonstrationen ville blive afholdt en workshop med det formål at nedskrive et forslag til en konkret plan for den videre kamp, som skal rundsendes til Københavns øvrige besatte gymnasier og gymnasieelevernes fagforening DGS.
”Det er kun fordi, at fag- og arbejderbevægelsen i 50’erne og 60’erne, kæmpede for lige muligheder i uddannelsessystemet, at vi i dag ikke allerede har massiv brugerbetaling som i eksempelvis England eller USA” forklarede Simon og fortalte, at han derfor i workshoppen ville foreslå, at ”et af de konkrete tiltag må være en tættere alliance med arbejderklassen og dens organisationer.”
