Søndagens valg viste en enorm ændring blandt vælgerne i Tyskland. Særlig betydningsfuld er den store nedgang for Socialdemokratiet SPD og en stor fremgang til Die Linke, som står til venstre for SPD. Højre-partiernes valgsejr betyder, at de tyske kapitalister forbereder sig på en offensiv imod den største og mest magtfulde arbejderklasse i Europa. Forude venter interessante tider.

Det tyske erhvervsliv vil ny få den type regering, de foretrækker: en koalition mellem de to traditionelle borgerlige partier – kristendemokraterne (CDU/CSU) og de liberale (FDP) med et sikkert flertal i bundesdagen.

Borgerlig eufori
Det er ikke et tilfælde, at aktierne i de to største energiselskaber RWE og E.on steg kraftigt morgenen efter valget. Det skyldes, at virksomhederne håber på, at den nye koalition vil styrke atomkraften som en profitabel energikilde, og vil tillade de gamle kraftværker at fortsætte driften i mange år fremover.

Bankerne og ejerne af industrivirksomhederne er også glade for, at SPD nu er blevet så miskrediterede på grund af deres handlinger, at arbejdsgiverne nu ikke behøver at lave aftaler med dem. På baggrund af en dyb krise, og med massefyringer i vente, vil det store flertal i befolkningen – arbejdere, pensionister, arbejdsløse, studerende og andre unge – blive angrebet. De borgerlige partier har nu kontrol over bundesdagen såvel som I anden kammeret Bundesrat, hvor der er repræsentanter fra de 16 delstater. Desuden har de Tysklands præsident på deres side.

Dette er en milepæl, fordi SPD har været I regering I 11 år, men nu bliver sendt I opposition. Samtidig vil de ærke-nyliberale FDP komme I regering for første gang siden 1998, hvor den sidste regering med CDU/CSU og FDP blev besejret af en alliance mellem SPD og de Grønne.

FDP er det reneste borgerlige parti, forstået på den måde, at de direkte repræsenterer de store virksomheder, og de vil få afgørende indflydelse i den nye regering, da de har reddet Angela Merkels post som kansler og leveret det nødvendige antal stemmer.

Katastrofe for SPD
SPD tabte 11,2 procent af stemmerne, og de er gået tilbage til samme niveau som i 1893. CDU/CSU mistede også en stor mængde stemmer ved valget. Det var kun fremgangen på 4,7 procent til FDP, og de tekniske regler i valgsystemet, der gav den borgerlige lejr et solidt flertal på 332 ud af 622 mandater i parlamentet.

Valget gav en række bundrekorder: det var den laveste valgdeltagelse siden Anden Verdenskrig, og det var den største tilbagegang for et enkelt parti i de sidste 60 år. Kun 70,8 procent stemte denne gang. Med kun 23 procent af stemmerne var valget endnu værre for SPD end selv katastrofevalget i 1953, hvor de fik over 28 procent.

Et tegn på, hvor drastisk SPD’s tab er, kan ses således: I 1998, da CDU/CSU og FDP mistede deres flertal efter 16 år, fik SPD mere end 20 millioner stemmer. I søndags fik de mindre end 10 millioner, så i løbet af de sidste 11 år har de mistet mere end halvdelen af deres opbakning.

Dette er et hårdt slag, og det er et resultat af 11 år med ”reformisme uden reformer” – i virkeligheden med kontra-reformer til skade for arbejderne, de arbejdsløse og pensionisterne. Da koalitionen mellem SPD og de Grønne tabte deres flertal i 2005, forsøgte SPD-lederne at klynge sig til magten gennem en ”stor koalition” med CDU/CSU. Resultatet har været en alvorlig krise i SPD, der antager historiske dimensioner.

Højrekurs ansvarlig for krisen
Arbejderne er ikke dumme, og de har ikke glemt, at SPD ved valget i 2005 talte imod ”Merkel-skatten”, som var et forslag fra CDU/CSU om at hæve momsen med to procent. Imidlertid har den ”store koalition” forhøjet momsen med tre procent. Det var et ”kompromis”, hvor man ender med at opgive mere, end det oprindeligt blev krævet!

På næsten alle punkter har SPD-lederne gjort det beskidte arbejde for kapitalisterne, og som følge af dette har de ført SPD ud i en dyb krise. Når man tænker over disse lederes rolle, hvorfor skulle nogen arbejdere ved dette valg da vise entusiasme for SPD-ledere som Franz Münterfering og Frank Steinmeier? De er forbenede Schröder- og Blair-folk og arkitekterne bag Schröders program med nedskæringer, der er kendt som ”Agenda 2010”. I løbet af den seneste valgkamp har SPD-lederne blankt afvist enhver tanke om at samarbejde med venstrefløjspartiet Die Linke, og de håbede på, at der igen ville være brug for dem i en ”stor koalition”. Hvordan kunne nogen partimedlemmer finde viljen til at kæmpe for et sådant perspektiv?

Blot et enkelt eksempel på stemningen blandt SPD’s medlemmer, som jeg observerede dagen før valget: Jeg mødte en SPD-ansat, der er loyal over for partiet, og hun fortalte, at hun hellere så en flertalsregering med CDU/CSU og FDP, fordi en fortsættelse af den ”store koalition” nærmest ville ødelægge partiet. Dette var symptomatisk for stemningen blandt partiets aktivister.

Uro i SPD
Umiddelbart efter valgnederlaget begyndte nogle på SPD’s venstrefløj og i partiets ungdomsorganisation at fremsætte ønsker om en grundlæggende politisk ændring og en mere troværdig ledelse. Tiden vil vise, om SPD’s venstrefløj vil komme styrket ud af dette og kan lede et oprør i partiet inden partiets kongres i november, og om de kan fremføre deres eget program og fremsætte deres kandidater imod højrefløjens ledere. I 1995 stod Oskar Lafontaine op imod partiets højre-leder Rudolf Scharping ved valget til ledelsen, og vandt ved at motivere medlemmerne med kraftig, venstreorienteret tale, der lagde grunden for valgsejren i 1998. Lafontaine brød med SPD i 2004 og er nu leder af Die Linke. Tiden vil vise, om der er nogen af lignende kaliber i SPD i dag. De officielle talsmænd for SPD’s ”venstrefløj” ser ud til at være ganske tamme og blodfattige, og indtil videre ser det ikke ud til, at de er opgaven voksen.

På den anden side er det af historisk betydning, at Die Linke har fået et tocifret valgresultat. Der har ikke været noget arbejderparti af anseelig styrke til venstre for SPD siden 1930’erne.

De toneangivende medier og højreorienterede politikere forsøgte endnu en gang at fremføre en antikommunistisk skræmmekampagne imod Die Linke i løbet af valgkampens sidste uger, men det lykkedes ikke for dem at opnå det ønskede resultat. Die Linke fik mere end en million ekstra stemmer og gik fra 4,1 millioner til over 5,1 millioner stemmer. Partiet konsoliderede ikke blot sine historiske støttepunkter i øst, hvor de fik omkring 28 procent, men de byggede en base i alle dele af landet og fik10-15 procent i mange arbejderkvarterer og store byområder i vest. I det tidligere DDR har Die Linke afgørende overhalet SPD, som faldt fra 30,4 procent til 17,9 procent. Die Linke tiltrak især stemmer blandt arbejderne og de arbejdsløse (31 procent af de arbejdsløse), og de har konsolideret en solid klassebasis. I øst er der stadig intet flertal til de borgerlige partier. I vest har Die Linke øget sin stemmeandel fra 4,9 procent til 8,3 procent.

Ustabilitet
Det, der er bemærkelsesværdigt, og som også udtrykker den politiske ustabilitet og forandring, er at de to traditionelt ”store” partier – SPD og CDU/CSU – begge har set deres opbakning svinde bort. Tidligere havde de altid 80-90 procent tilsammen, men nu får de ikke engang 60 procent tilsammen. På både højre- og venstrefløjen er det de mindre og tilsyneladende mere vedholdende partier, der er gået frem på baggrund af vælgernes skuffelse over de to store partier. Dette viser, at de traditionelle bånd og loyalitets-forhold i stigende grad bliver opløst.

For de traditionelle borgerlige vælgere og konservative tilhængere af CDU/CSU og FDP var der forandring i luften og en klar grund til, at de skulle stemme. De højreorienterede lederes triumferende råb må imidlertid ikke dreje opmærksomheden væk fra den kendsgerning, at på baggrund af den lave valgdeltagelse på 70,8 procent, udgør deres fælles stemmeandel på 48,4 procent i virkeligheden 34,3 procent af det samlede vælgerkorps, hvilket er et bemærkelsesværdigt fald i tilslutning til disse partier. Da de borgerlige partier fik en historisk sejr ved valget i 1983 – en sejr der indvarslede 15 års højrefløjs-dominans – fik de 55,8 procent af de afgivne stemmer ved en stemmeprocent på næsten 90 procent. Det betød, at de fik støtte fra 49,7 procent af det samlede vælgerkorps. Dette peger på, at Merkels regering er klart svagere end Kohl-regeringen i 1980’erne.

Polarisering i samfundet
En anden bemærkelsesværdig ting ved dette valg er, at den ekstreme højrefløj og de ny-fascistiske partier gik tilbage, og de fik tilsammen to procent. Selv i øst, hvor det største af disse partier – det nynazistiske NPD – har bygget en vis base i nogle områder, gik de tilbage fra 3,6 til 3,1 procent. I vest stagnerede de ved omkring 1,1 procent.

Den nye Merkel-regering vil hurtigt blive nødt til at vise, hvad den kan tilbyde under forhold med kapitalistisk krise. Lafontaine og andre venstrefløjs-ledere forudser et nyt økonomisk krak. Massefyringer vil få arbejdsløsheden til at stige dramatisk i de kommende måneder. Den nye regering vil få arbejderne til at betale for krisen og for redningspakkerne til bankerne.

Alt dette vil uden tvivl øge den sociale uro i Tyskland. Fagforeningernes ledere, som havde håbet at deres venner i toppen i SPD ville forblive i regering og dermed have en åbning for diplomatisk snak og aftaler, vil stå i en situation, hvor de er nødt til at mobilisere medlemmerne for at kæmpe imod angrebene.

Die Linke står nu med et enormt ansvar. Mange arbejdere, der er trætte af SPD, ser til partiet. Tusindvis vil gå med i partiet, og nu må partiet organisere en solid basis på arbejdspladserne, i fagforeningerne, lokalområder, på skolerne og i de sociale bevægelser. Frem for alt har Die Linke brug for et socialistisk program og må fremsætte spørgsmålet om, at økonomiens vigtigste dele bliver offentlig ejendom som et afgørende middel til at komme ud af kapitalismens blindgyde.