I sommeren eksploderede København i en bølge af vold. Efter en forholdsvis stille sommer bliver betjente og rappere nu ofre i en fortsat eskalerende bandekrig. I slutningen af august blev politiet sågar jagtet ud af Nørrebro af vrede unge. Derefter måtte politiet med egne ord ”generobre bydelen”. Som svar fastholder Københavns politi de omstridte visitations zoner der tilsidesætter borgerlig retssikkerhed til fordel for racistisk politi chikane, der især er rettet imod unge med indvandrerbaggrund.

Dette sker kun kort efter politiets angreb af Brorsons kirke og de efterfølgende trusler om deportationer af nogle af irakere. Samtidigt kom Nasser Khader (der tidligere har skjult sig bag liberale frihedsværdier, men som nu har smidt anstændighedens maske) som ordfører for de konservative med forslag om forbud mod burkaer og krav om ”total tilpasning”.

Vi har hele tiden fået at vide, det er en kamp mellem rockergruppen Hells Angels og såkaldte ”indvandrerbander”. Borgerlige politikere i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed har ikke forspildt lejligheden til at forbinde skyderierne med indvandrere generelt, og de har krævet en ”strammere kurs over for indvandrerne på Nørrebro”

Racistisk hetz
Vi har tidligere påpeget, hvorledes bandekrigen er blevet brugt som undskyldning for mere og mere rabiat racistisk hetz. De kriminelle bander som Hells Angels og AK81 går åbenlyst efter at rekruttere unge, der har lyst til at ”tæske nogle indvandrere”. Det berygtede Sjakal-manifest, skrevet af Jønke, er et racistisk kampskrift, der søger at retfærdiggøre rockernes adfærd på grundlag af racisme. Dette skrift fik åben støtte af den fremtrædende Venstre-politiker Søren Pind. Han tilføjede på sin hjemmeside, at tilstrømningen til AK81 er et ”svar på, at vort fællesskab ikke magter at håndtere indvandrerbanderne.”

Rockerne
De borgerlige forarges højlydt over bander, hvor medlemmerne har indvandrerbaggrund, men de mest velorganiserede mafia-grupper – rockerne og AK81 – ytrer de kun halvkvalte reservationer og vage formuleringer imod. Sandheden er, at den organiserede kriminalitet og narkohandel i København ikke har noget at gøre med antallet af udlændinge eller deres børn. Markedet for salg af stoffer i København er aldeles lukrativt. Når forskellige grupper kappes om at erobre dette marked udfylder de i virkeligheden blot rollen som ”den usynlige hånd”, der skal regulere udbud og efterspørgsel i en markedsøkonomi.

Samtidig er der ingen tvivl om, at nogle bander er forbundet til dele af den danske kapitalistklasse. Nogle af de øverste gangstere driver også forretning inden for andre felter, for eksempel boligspekulation. En lang række af landets rige advokater og andre i overklassen er direkte forbundet med disse kriminelle.

Højrefløjens tæskehold
Det er værd at huske på, at vi i 1970’erne så, hvordan rockerne blev brugt som højrefløjens tæskehold imod demonstranter, der protesterede imod Vietnam-krigen. Desuden ser vi i Århus en relativ tæt forbindelse mellem AK81 og de racistiske hooligan-bøller fra White Pride, der står bag mange overfald på venstreorienterede aktivister.

Mere politi er ikke svaret på problemerne med rockerne og bandekriminalitet generelt. Politiet har vist, at de ikke er til at stole på. Den udbredte racisme inden for politiet har miskrediteret dem i mange københavneres øjne. Det er også velkendt, at politiet stort set intet foretog sig, da en gruppe AK81’ere i august gennembankede to tilfældige indvandrere med jernrør på Rantzausgade på Nørrebro.

For at standse mafia-kriminaliteten må arbejderbevægelsens organisationer i de berørte områder organisere selvforsvars-grupper, som kan sikre, at ingen behøver at frygte for overfald. I denne sag kan arbejderklassen ikke stole på politiet, men kun på sin egen, uafhængige organisering.

Politiets rolle
Det er velkendt, at der er udbredt racisme i det danske politikorps. Med jævne mellemrum dukker der historier op i dagspressen om politibetjente, der er medlemmer af højre-rabiate grupper på Facebook. Med jævne mellemrum ser vi også dokumentation for, at politiet opfører sig racistisk. Da en betjent anholdt en ung palæstinenser i forbindelse med en demonstration imod Israels Gaza-massakre i januar 2009, forklarede Københavns politidirektør, at betjenten skam ikke havde sagt ”perker”, men ”perle”. Der findes massevis af sådanne eksempler, men langt de fleste bliver ikke fanget på video.

Unge skolebørn på Nørrebro og andre steder i København og de øvrige større byer, bliver jævnligt chikaneret af politiet. De såkaldte ”visitationszoner”, som er udvidet til hele København, har skabt et klima, hvor politiet har frie hænder til at chikanere alle, de ønsker. Det er unødvendigt at tilføje, at denne chikane rammer unge med indvandrerbaggrund uforholdsmæssigt hårdt.

Når vi hører om politiet i USA, der tæsker løs på sorte, er det åbenlyst, at politiet er racistisk. Det er der ingen nyhed i. Når hver 6. sorte mand i USA enten har været eller sidder i fængsel, er det tydeligt, at det ikke skyldes et ”kriminelt gen” eller en særlig ”kriminel afrikansk kultur”, som amerikanske racister påstår. Herhjemme er det lige så tydeligt, at når 14,3 procent af fangerne i fængslerne ifølge Kriminalforsorgen er indvandrere, så skyldes det ikke, at indvandrer er genetisk eller kulturelt kriminelle. Sådanne forhold kan alene forklares med, at indvandrere ofte er dårligt socialt stillede, og dermed har større sandsynlighed for at blive kriminelle end befolkningen som helhed.

Kyniske politikere
I februar 2008 så vi en bølge af ildspåsættelser. Biler, skoler og containere blev brændt af over hele landet. Der var formentlig tale om de største optøjer blandt unge med indvandrerbaggrund i Europa siden de store uroligheder i Frankrig i 2005. Fra den 14. til 18. februar registrerede politi og brandvæsen knap 400 brande spredt over hele landet. Sådanne uroligheder kan kun forklares på baggrund af arbejdsløshed, fattigdom, og social og etnisk diskrimination, som er blevet ophobet i årtier. Det er også en reaktion imod kyniske politikere, der står for ”lov og orden” samtidig med at de ingen skrupler har over at privatisere den offentlige sektor, skære ned på skoler og sende soldater og bombefly af sted for at slå uskyldige mennesker ihjel i Irak og Afghanistan.

Alle de åh-så ansvarlige politikere fordømte hurtigt urolighederne og glemte de virkelige årsager bag. Det var en opstand blandt den mest underkuede, undertrykte og desperate del af ungdommen. De borgerlige var forargede over de metoder, de unge brugte. Men hvis man behandler folk som dyr, så reagerer de som dyr. De borgerlige lader folk vokse op i en verden af racistisk hetz, fattigdom og politibrutalitet. Når desperationen bliver udtrykt i flammer og voldsomhed, så rejser de borgerlige deres hænder i forargelse og råber på mere politi, tåregas, vandkanoner og fængsel.

Der er formentlig ikke en eneste af disse unge, der ikke har været offer for fattigdom eller diskrimination. De er fulde af had. Men i modsætning til, hvad vi ofte hører, er had ikke altid en dårlig ting. Had kan være en stor hjælp til menneskelig frigørelse, når det rettes mod dette systems uretfærdighed. Det, der er brug for – og som er arbejderbevægelsens opgave – er at kanalisere dette had af de rette kanaler, så det bliver brugt til at omstyrte det borgerlige samfund i stedet for tilfældigt hærværk.

De afviste irakere
Sagen om de 282 afviste irakere har affødt de hidtil største protester i år. I august demonstrerede omkring 25.000 spontant. Det var til dels en protest imod rydningen af Brorsonskirken, hvor en gruppe irakere havde søgt tilflugt, og dels en protest imod politiets brutale fremfærd ved rydningen, hvor fredelige demonstranter blev overdænget med tæsk og peberspray. Formanden for LO i Århus, Hans Halvorsen, sagde meget rammende, at disse scener minder om noget, man ser i et militærdiktatur.

Hvis de borgerlige ønskede det, kunne de sagtens give ophold til irakerne. Men den borgerlige regering er ligeglad. De er mere optaget af at splitte de danske arbejdere med racistisk propaganda og fremstille sig selv som ”beskytter af lov og orden” end at beskytte flygtninge.

Den borgerlige presse har som mange gange tidligere været regeringens forlængede arm. Ekstra Bladet kørte tidligere på sommeren en artikel serie under overskriften ”Fed ferie i Irak”. Her kunne man læse, hvordan der ikke var nogen fare for at rejse til Irak. Flere læsere har nok rynket lidt på øjenbrynene da de samme dag som første artikel udkom, kunne høre i radioavisen at 30 mennesker var blevet dræbt i et selvmordsangreb, i selv samme land som det efter sigende skulle være helt fredeligt at rejse hen til.

Overklassen har gavn af racisme
Racismen er ikke et udtryk for Pia Kjærsgaards overtalelsesevner. Det er en klar klassepolitik. Så længe der har eksisteret klasser har den herskende klasse brugt racisme og fordomme til at holde de undertrykte klasser adskilt. Så længe de undertrykte klasser har været i intern kamp om race, køn eller religion kæmper de ikke mod deres fælles fjende, det kapitalistiske system. Og vil heller ikke opnå den enighed der er nødvendig for at kunne overvinde den.

Men kapitalisterne er ikke racister. De har en meget liberal og frisindet ånd. De er villige til at udbytte alle og enhver uanset hudfarve, religion, køn, alder og nationalitet. For at opnå dette, ønsker de at kapitalen kan bevæge sig frit. Den klasse af milliardærer, der styrer samfundets økonomi, tåler ingen indblanding i deres ”fri bevægelighed”, når det er i deres interesse. En arbejder fra Mellemøsten, der ønsker at bo i Danmark er, får vi at vide, en dødelig trussel imod den sociale sammensætning i Danmark. Men virksomheder som Danish Crown, Vestas, B&O, Sauer-Danfoss, MAN Diesel, A.P. Møller og andre, der med et pennestrøg kan ødelægge hele industrigrene og fjerne tusindvis af danske arbejdspladser, fortjener respekt og hyldest! Denne respekt udviser Dansk Folkeparti, og som belønning betaler de danske virksomheder generøst til Dansk Folkepartis partikasse.

Ikke et spørgsmål om moral
Racismen er en gift, der lammer arbejdernes bevidsthed. Den afleder opmærksomheden fra de virkelige årsager til økonomisk og social katastrofe. Racismen næres af frustrationerne og afmagten hos et bredt lag af befolkningen, som ikke ser nogen metode til at løse de problemer, de står over for. Det er også derfor, at racismen ikke kan bekæmpes ved moralske opfordringer om tolerance og medmenneskelighed.

Kampen for at forene alle, der rammes af kapitalismens konsekvenser, er uløseligt forbundet med kampen imod kapitalismen som system. Kampen mod racisme er uløseligt forbundet med en kamp imod bolignød, arbejdsløshed, fattigdom, dårlige skoler, brugerbetaling, social ulighed, lønnedgang og så videre. Ingen af disse problemer – som er de materielle årsager til racisme – kan løses gennem ”mere tolerance” eller moralske appeller om at ”en fremmed er en ven, du ikke har mødt”.

Så længe kapitalismen eksisterer, vil nogle have arbejde, andre ikke. Nogle vil have en ordentlig bolig, andre ikke. Nogle vil have mulighed for at få en uddannelse, andre ikke. Nogle vil få læreplads, andre ikke. Racismen næres af kampen om de krummer, der falder fra kapitalisternes bord. Så længe der er social armod, vil der eksistere kulturel armod – og racismen er et af de tydeligste og hæsligste eksempler på kulturel armod.

DF’s politik løser intet
Virkeligheden er at DF’s politik ikke nytter. De siger, at samfundets problemer skyldtes indvandring, men efter flere år uden indvandring ser vi ingen tegn på at nogen som helst af arbejderklassens problemer er løst. Efterhånden som dette bliver synligt for de fleste vil DF’s indflydelse smuldre, især hvis SF og Socialdemokratiet opstiller et klart alternativ. Arbejderne vil se at de har mere til fælles med polakken på maskinen ved siden af, end med danskeren i direktørstolen.

Racisme er ikke en tilfældighed. Den herskende klasse vil altid prøve at skabe skel i arbejderklassen. I en periode, hvor der er masser af frustrationer over, at kapitalismen har ført samfundet ind i en blindgyde, spiller racismen en vigtig rolle som afledningsmanøvre. I en tid hvor flere og flere danskere oplever problemer i deres hverdag som følge af krisen, er det nødvendigt for overklassen, at vreden og frustrationen ikke bliver rettet imod arbejdsgiverne og de borgerlige, men mod nogle uskyldige syndebukke.

Borgerlig demagogi
Uvidenhed om andres liv, tro eller kultur gør de synligt anderledes et let mål, når livet er en konstant forvirrende kamp. Uden det pres og de frustrationer, der opstår af arbejdsløshed, bolignød, nedskæringer og politikernes arrogance, ville der ikke være brug for den slags syndebukke. Racisme og fordomme vil eksistere så længe det kapitalistiske system eksisterer. Kapitalismen er bygget på udbytning af befolkningens flertal til gavn for et lille mindretal. Det materielle behov for at opdyrke racisme og fordomme vil først holde op når denne udbytning stopper.

Et af de borgerliges yndlings-argumenter for lukkede grænser er, at ”Danmark ikke kan tage hele verdens problemer på sig” og at ”Danmark ikke kan rumme alle verdens flygtninge”. For det første er det ren demagogi at bilde folk ind, at hele Afrikas befolkning ville søge til Danmark, hvis lidt flere flygtninge fik lov at få ophold her. For det andet har dansk imperialisme – det vil sige staten og de danske kapitalister – medvirket til at skabe nød og elendighed i den såkaldte ”tredje verden”.

Når en iraker søger til Danmark, følger han blot det spor af penge, der er gået samme vej via firmaer som Mærsk, der har tjent millioner på at udplyndre Iraks ressourcer. Når en palæstinenser søger til Danmark, søger han blot til en af de stater, der er medansvarlig for opdelingen af Palæstina i 1948, den efterfølgende etniske udrensning og de mange efterfølgende krige imod palæstinenserne, hvor Danmark i praksis har støttet Israel. Når en afrikaner søger til et hvilket som helst europæisk land, følger han blot efter de enorme pengestrømme, som er gået fra Afrika til Europa i generationer.

Behov for en klassepolitik
Arbejderbevægelsen kan kun være internationalistisk, ellers er den intet. Allerede Karl Marx og Friedrich Engels erklærede i det Kommunistiske Manifest, at ”arbejderne har intet fædreland.” Kapitalismen er international, og kapitalisterne forsøger at splitte arbejderklassen internationalt, for eksempel ved at udnytte lønforskelle mellem Danmark og Polen. Men de, der beslutter at nedlægge arbejdspladser i Danmark, er ikke de polske arbejdere – det er de danske kapitalister.

Arbejderbevægelsen står kun stærkt, hvis der er fuld enhed iblandt arbejderne i Danmark – uanset hudfarve, nationalitet, religion, fødested eller hvilket fodboldhold, man holder med om søndagen. Sådan en enhed indebærer, at arbejderbevægelsen kæmper for ligestilling mellem alle arbejdere og går imod diskriminerende love og regler. Diskriminerende regler som starthjælp, udvisning efter endt straf, 24-års regelen og alle andre sådanne regler, må bekæmpes af arbejderbevægelsen.

Frem for alt er der brug for et venstresving i arbejderbevægelsen. Der er brug for, at SF og resten af arbejderbevægelsen mobiliserer for arbejde, lærepladser, ordentlige boliger, højere løn, og mere velfærd. Ved at føre en kamp imod de ting, som racismen udspringer af, bekæmper man også racismen. Det er derfor, at selv de mest velmenende småborgerlige caffe-latte-humanister aldrig nogensinde kan bekæmpe racismen. Det er kun arbejderbevægelsens kamp imod overklassen og det kapitalistiske system, der kan gøre det.

Hvad mere er: igennem kamp bliver fordomme mellem arbejdere nedbrudt med lynets hast. En kampklar arbejderbevægelse på et klart program om forsvar for arbejderklassens rettigheder, er det eneste, der kan henvise racismen til dens retmæssige plads på historiens losseplads.