Argentina er sammen med Brasilien det vigtigste land i Sydamerika, hvis vi kigger på arbejderklassens størrelse og de revolutionære traditioner, som arbejderbevægelsen har, er vigtige og kan forsyne os med uvurderlige erfaringer, der kan bruges til at forstå, hvordan vi skal analysere de seneste begivenheder i en stribe lande. Dette er en praktisk nødvendighed, såfremt vi som socialister vil intervenere effektivt i den revolutionære bevægelse, som for tiden udfolder sig i en række lande, såsom Venezuela, Bolivia og Ecuador, og også den enorme protestbevægelse, som fandt sted i Argentina i 2001, den såkaldte ”argentinazo”, hvor præsidenter blev væltet på stribe som konsekvens af en dyb økonomisk nedtur.
Baggrunden
I starten af 1900-tallet foregik der en massiv indvandring til Argentina, især fra Italien og Spanien. Disse fattige emigranter håbede på at kunne få et lod jord, så de kunne finde lykken som selvstændige bønder. Men da jorden allerede var blevet delt imellem en håndfuld ekstremt rige godsejere, blev disse indvandrere i reglen nød til at bosætte sig tæt på storbyerne, især i den region der omkranser Buenos Aires. Således blev de en del af den hurtigt voksende arbejderklasse. Mange af disse emigranter bar politiske og faglige traditioner med sig over Atlanten. Blandt andet derfor var anarkismen en vigtig faktor i arbejderbevægelsen op til 1930’erne. Den anarkistiske fagbevægelses heltemodige strejkebevægelser endte tit og ofte med voldelige sammenstød med statsmagten, som for eksempel i 1919 med den såkaldte ”tragiske uge”, hvor soldater beskød og forfulgte strejkende arbejdere. Uligheden voksede i 1930’erne, hvor der blev akkumuleret meget kapital, men hvor arbejdernes realløn faldt.
En unik økonomisk situation
I 1930’erne var Argentina nærmest en engelsk semi-koloni, hvad angår handel og de engelske multinationale selskabers indtog på markedet. Også togene, transportselskaberne og telefonselskaberne var engelske. Men eftersom USA begyndte at blive en enorm imperialistisk magt, begyndte den engelske indflydelse at dale. Da 2. verdenskrig startede i 1939 begyndte denne konflikt at komme mere og mere frem i lyset. Så snart USA gik aktivt med i krigen i 1941, begyndte de at presse mere og mere for at Argentina og andre lande i Sydamerika skulle gå med i krigen på de allieredes side. England, på den anden side, foretrak at Argentina skulle holde sig neutrale, så englænderne kunne drage nytte af landets store kød- og fødevareeksport.
Denne konflikt kom også til udtryk i det argentinske borgerskab, hvor modsætningerne voksede imellem dem, der ville underlægge sig amerikanerne, og dem, der ville satse på en mere uafhængig, ”national” vej, ved hjælp af den store fødevareeksport, hvis priser voksede og voksede. Den samme splittelse eksisterede inde i hæren, hvor General Péron, som fra den 27. november 1943 var landets arbejdsminister, tilhørte sidstnævnte gruppe.
Hovedårsagen til denne noget usædvanlige splittelse i borgerskabet i hvad der dengang som nu, fortsat kan betegnes som et semi-kolonialt land, var en meget speciel økonomisk situation. I 1946 havde Argentina blot 15,6 millioner indbyggere. Landets guldreserver lå på 1.425 millioner dollars og udlandsgælden på små 31 millioner dollars, hvilket svarer til at hver argentiner havde 91 dollars. Samme tal for 1985 viser, at hver argentiner skyldte 1.690 dollars. Hemmeligheden bag denne rigdom i 1946 var naturligvis det faktum, at Argentinas enorme kød- og fødevareeksport var afgørende for at forsyne de krigsførende lande med mad og efter krigen i genopbygningen af Europa.
Pérons vej til magten
Fra sin position som arbejdsminister, begyndte Péron i 1943-45 at lave en række dekreter, som tilgodeså den argentinske arbejderklasse, der i løbet af 1930’erne havde set reallønnen falde mens kapitalisterne skovlede penge ind. For eksempel gav Péron i juni 1944 grønt lys for en lov, som gav 50.000 slagteriarbejdere retten til fri om søndagen og en ”timegaranti” på 60 timers arbejde hver 14. dag (førhen arbejdede de som daglejere). Dette blev et eksempel til inspiration for mange faggrupper, som intensiverede strejke- og mødeaktiviteten for at få bedre overenskomster på bordet. I 1944-45 blev flere love, som var yderst favorable for arbejderne, vedtaget. Blandt andet en lov, der garanterede en mindsteløn, sygepenge, økonomisk støtte til lægebesøg, lovgivning om boligforhold og om fødevarer til arbejderne, osv.
Alle disse love øgede Pérons popularitet enormt iblandt arbejderne, men omvendt øgede det modstanden imod ham hos en del af industriborgerskabet. Denne konflikt kulminerede i oktober 1945, hvor Péron (og Farell, den daværende præsident) fremsatte en ny lov, som indebar betydelige forbedringer for arbejderklassen. Militæret svarede igen med et statskup, og den 12. oktober måtte Perón og Eva Duarte (hans nye elskerinde, som senere skulle få tilnavnet ”Evita”) flygte. Men arbejderklassen svarede igen med en massemobilisering og generalstrejke den 17. oktober og med en million-demonstration, som aldrig er blevet overgået i Argentinas historie. Også inde i de væbnede styrker skiftede stemningen i Pérons favør, og da var presset for stort på kupmagerne, som måtte bukke under. Péron kom tilbage på posten som arbejdsminister, men var fra da af den ubestridte leder af den nye ”peronist”-bevægelse. Allerede i februar 1946 blev han formelt valgt som landets præsident.
Arbejderbevægelsen og Péron
Næsten fra dag ét var forholdet imellem de uafhængige fagforeninger og general Péron præget af store modsætninger. På den ene side indførte Péron, som vi har set, en række markante forbedringer for den argentinske arbejderklasse. Dette gav Péron en enorm opbakning iblandt arbejderne, hvilket i første omgang kom til syne den 17. oktober 1945 og blev bekræftet gang på gang i massedemonstrationer, ved valg og så videre. Men omvendt var Péron ikke meget for at arbejderbevægelsen beholdt sin uafhængighed i forhold til staten. Faktisk var han fast besluttet på at kontrollere den. Således var det ikke tilfældigt at retten til at strejke ikke var blandt Pérons berømte ”arbejderrettigheder”.
Selvom kommunist- og socialistpartiet fra starten var Pérons ærkefjender og gik så langt som at støtte hans borgerlige modkandidat, Tamborini, ved valget i februar 1946, så er det et ubestrideligt faktum, at dets store flertal i arbejderklassen støttede Péron. Som resultat af arbejderklassens mobiliseringer til forsvar for Péron i oktober 1945, mødtes en række fagforeningsledere den 24. oktober og stiftede El Partido Laborista (Arbejderpartiet). Tre dage efter deltog mere end 200 fagforeningsledere i den officielle stiftelse, som fastslog at Arbejderpartiet var et uafhængigt arbejderparti, som forenede arbejderne organiseret i fagforeningerne og gav dem en politisk platform. Arbejderpartiets principerklæring og vedtægter fastslog at der var tale om et arbejderparti, der udelukkede godsejerne og kapitalisterne fra medlemskab.
Men selvom dette nye Arbejderparti oprindeligt støttede Péron, kom det lynhurtigt i konflikt med ham. På trods af, at det var Arbejderpartiets liste, der skaffede 85 procent af stemmerne til Péron ved præsidentvalget i februar 1946, var generalen ikke parat til at tillade en uafhængig arbejderbevægelse. Allerede den 23. maj 1946 beordrede Péron, at alle partierne i den peronistiske bevægelses skulle opløses og samles i ét forenet peronistparti. Lederne af Arbejderpartiet nægtede i første omgang at udføre Pérons ordre, og de erklærede, at de ikke kunne tage sådan en beslutning henover hovedet på medlemmerne. Den 17. oktober 1946 valgte Arbejderpartiets ledere at holde en selvstændig mindedemonstration for årsdagen for det besejrede statskup. Den fik en vis opbakning, om end den ”officielle” demonstration, hvor Péron talte, var meget større. Arbejderpartiet måtte dog dreje nøglen om i 1947, dels på grund af repression og dels på grund af at massen af arbejdere sluttede op om det nye forenede peronistparti. Cipriano Reyes, formanden for Arbejderpartiet blev i oktober 1948 anklaget for et ”komplot” imod Péron og Evita, og han sad fængslet i otte år.
Det kan diskuteres om ikke det havde været smartere rent taktisk, at intervenere som en klassebaseret fløj indenfor det nye peronistparti i stedet for at fastholde Arbejderpartiet udenfor krudttønnen, og om ikke det var en fejl at lave en separat demonstration den 17. oktober. Men lige gyldigt hvad, viser Pérons repression imod den uafhængige arbejderbevægelse en klar tendens; Borgerlig nationalisme kan ikke tolerere arbejderklassens uafhængige bevægelse, lige så lidt som et ”normalt” borgerligt demokrati kan det.
Vi ser det samme mønster gentaget ved en række strejker. Vi vil blot nævne tre eksempler her. Som vi skal se senere, begyndte Argentinas økonomi at gå ned fra cirka 1949 og dette betød en optrapning af klassekampen. Dette kom til udtryk ved bankfunktionærernes strejke i 1948, sukkerarbejderne i 1949 og jernbanearbejdernes strejke i 1950-51. I de tre tilfælde skred regeringen ind imod arbejdernes strejkekomiteer. De erklærede strejkerne ulovlige, men brugte samtidig regeringsmagten til at gennemtvinge aftaler, der indfriede alle arbejdernes lønkrav. Til gengæld fik de fyret den aktive kerne omkring strejkekomiteerne, som havde ledt arbejdsnedlæggelsen.
Peronismen – et modsætningsfuldt fænomen
Der hersker mange misforståelser og fejlfortolkninger af peronismen på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen i Argentina og internationalt. Fejlfortolkninger, som har haft alvorlige konsekvenser, dels i forhold til disse gruppers intervention og tilgang til klassekampen og dels i forhold til den lære, som de har draget af begivenhederne i 40’erne, 50’erne og ikke mindst i 70’erne. Begivenheder som stadig sidder fast i hukommelsen på millioner af arbejdere, bønder og unge i hele Sydamerika. Heri ligger vigtigheden af en korrekt marxistisk analyse af borgerlig nationalisme i almindelighed og af peronismen – den argentinske variant – i særdeleshed.
Én af de vigtigste fejlfortolkninger, findes hos dem der hævder, at Peronistbevægelsen var den argentinske variant af fascisme. Tilhængere af denne tese baserer sig bl.a. på det faktum, at Péron beundrede Mussolini, og at han efter krigen gav eksil til flere tyske nazi-ledere. Selvom dette selvfølgelig er forkastelige handlinger, gør det ikke Péronistbevægelsen eller Péron-styret til fascistisk. Marxister baserer ikke deres analyser på overfladiske træk, men derimod på en materialistisk analyse af klassekampen og de politiske udtryk som denne får. Fascisme er en bevægelse, som kapitalisterne bruger til at mobilisere dele af småborgerskabet og pjalteproletariatet, med det formål at smadre arbejderklassen og dens organisationer. Fascismen giver ikke nogen indrømmelser til arbejderne, men påtvinger derimod arbejdsgivernes diktater ved overenskomster, osv. Dette står i åben kontrast til Péron-regeringens politik.
En anden fejlfortolkning går ud på at idealisere Péron og gøre ham til en slags personificering af den ”fuldendte nationalisme” og ”Argentinas befrielse fra imperialismen”. Som vi skal se senere, kunne det peronistiske projekt i sidste ende ikke lade sig gøre inden for rammerne af det kapitalistiske system, hverken i perioden 1946-55 eller i 1973-74. Selv den dag i dag, vil det være umuligt at befri Argentina helt og aldeles fra imperialismens indflydelse uden en socialistisk revolution og et grundlæggende brud med borgerskabet.
 |
Det er afgørende at forstå, at Péron ikke var en arbejderleder, men derimod leder af en del af borgerskabet og hæren, som gik imod USA-imperialismens planer. Forklaringen på dette noget usædvanlige fænomen – et ”nationalistisk” borgerskab i et semi-kolonialt land, der midlertidigt trodser imperialismen – skal findes i den unikke økonomiske situation, som vi har beskrevet ovenfor. Men for at sætte sig op imod imperialismen, blev Péron og den del af overklassen som han repræsenterede nødt til at mobilisere arbejderne til forsvar for deres projekt. Dette kunne kun lade sig gøre ved at give store økonomiske indrømmelser til arbejderne. Der var råd til disse reformer på grund af Argentinas favorable økonomiske situation. Men i og med at Péron ikke var en repræsentant for arbejderklassens interesser, men derimod for en del af borgerskabets, kunne han ikke tillade en uafhængig arbejderbevægelse. Heri ligger peronismens hovedmodsætning. På den ene side betød peronismen en enorm mobilisering af arbejderne, på den anden side betød det repression imod arbejderbevægelsen.
Det samme billede bekræftes, hvis vi kigger på fagforeningernes aktiviteter under Péron. Den enorme generalstrejke den 17. og 18. oktober, som reddede Péron, gav arbejderklassen blod på tanden. CGT – det nationale fagforbund – organiserede flere og flere arbejdere. Fra blot 369.969 fagligt organiserede arbejdere i Argentina i 1936, voksede tallet til 1,5 millioner i 1947 og hele tre millioner i 1951. På hver fabrik blev der valgt faglige kommissioner og tillidsrepræsentanter. Disse havde regeringens opbakning og gav faktisk arbejderne vigtige gevinster i de første par år.
Men denne enorme opblomstring i faglig aktivitet blev lammet af Péron-regerings intervention, som forsøgte at ligge låg på den militante stemning. I løbet af de første år lykkedes det Péron at få sine tro støtter ind i topledelsen af CGT, som fra 1950 hade tabt al sin uafhængighed over for regeringen. Den blev fra da af omdannet til et instrument for regeringens indblanding i arbejdskonflikter.
Evitas rolle
I hele denne kontekst kan vi ikke undgå at nævne Eva Duarte (Eva Péron, bedre kendt som Evita), der fra 1946 til sin død i juli 1952 var førstedame. For store dele af den argentinske arbejderklasse blev Evita set som en heltemodig kvinde med rødder i de fattige dele af befolkningen. Som førstedame fik Evita blandt andet skaffet stemmeret til kvinderne med den nye grundlov i 1949, og hun oprettede også velgørenhedsforeningen ”Fundación Evita Péron”. For de fleste fremstod hun som den yderste venstrefløj indenfor peronismen – dens revolutionære fløj. Heraf kommer ordsproget fra 1970’erne ”Si Evita viviera sería Montonera” (Hvis Evita var i live, ville hun være Montonera, aktiv i den venstreorienterede guerilla, red.).
 |
På den ene side er det et faktum, at Evita fra sin position i arbejdsministeriet var med til at få stoppet flere strejker. Blandt andet tog hun ud til fabrikker for at overtale strejkende arbejdere til at gå i arbejde igen. På den anden side står det klart, at Evita blev set som en trussel af de højreorienterede dele af militæret og af overklassen. Dette blev helt klart i 1951, da fagforeningerne, med CGT i spidsen, krævede, at Evita skulle være kandidat til posten som vice-præsident ved det næstkommende præsidentvalg, således at kombinationen Evita-Péron ville blive virkelighed. Ved en massedemonstration med to millioner den 22. august 1951 krævede de forsamlede masser, at Evita stillede op til posten som vicepræsident, men det endte i et kompromis om at hun ville få et par dages betænkningstid. Efter enormt pres fra militæret, højrefløjen indenfor peronismen, og Péron selv, afslog hun at stille op. Blot et år efter, i juli 1952 døde hun af kræft, 33 år gammel.
Pérons nedtur og statskuppet i 1955
Fra 1945 til 1949 var arbejderklassens reallønninger steget med 70 procent, men da prisen på verdensmarkedet for landbrugsprodukter begyndte at falde fra 1949, gav det Péron mindre råderum. Fra 1949 til 1953 faldt reallønningerne med 25 procent, hvilket gav anledning til større strejkekampe og en klar modsætning imellem Pérons erklærede arbejdervenlige politik og de konkrete hverdagsforhold for arbejderklassen. Den del af borgerskabet og hæren, som havde støttet Péron, begyndte også at vakle i deres opbakning til regeringen, hvilket viser at det ”nationalistiske” borgerskab var et midlertidigt fænomen. Péron selv begyndte at kaste sin tidligere nationalistiske retorik overbord og begyndte at åbne op for udenlandske investorer. Blandt andet underskrev han en aftale med Standard Oil Company of California, som gav dem stort råderum over olien i Argentina.
Péron nød dog stadig betydelig opbakning i arbejderklassen. Da han i 1954 og 1955 kom i skarp konflikt med den mægtige katolske kirke, begyndte USA-imperialismen at se sit snit til at få væltet Péron og få et indsat et styre, som de kunne kontrollere fuldstændigt. Der var flere forsøg på statskup, blandt andet den 16. juni 1955, hvilket blev afværget med arbejderklassens generalstrejke.
Men Péron vaklede imellem en konsekvent modstand imod kupmagerne og en total overgivelse. I nogle taler talte han i hårde vendinger om at ”for hver falden peonist, vil der falde fem af de andre”. Men i sidste ende var han bange for at bevæbne arbejderne og oprette selvstændige arbejdermilitser, der kunne forsvare regeringen imod det forestående kup. I sidste ende valgte han at flygte til Venezuela og derefter gå i eksil i Spanien. Den 16. september 1955 var statskuppet en realitet og et nyt pro-amerikansk militærdiktatur blev indført.
Hermed kommer den første Péron-periode til en ende, og dermed også første del af denne artikel i to dele. I anden del af denne artikel vil vi se nærmere på perioden med militærdiktaturer og modstand fra 1955-69, den enorme revolutionære bevægelse omkring ”El Cordobazo” i 1969, Pérons tilbagevenden til magten 1973-74, splittelserne i peronistbevægelsen, guerilla-strategi og statskuppet i 1976. Ydermere vil vi give en længere redegørelse for hvordan læren af disse begivenheder kan buges i dag.
