Venstredrejning i Japan


Frederik Ohsten



7 minutter

Premierminister Taro Aso har opløst parlamentet i Japan, og der er udskrevet valg, som skal afholdes 30. august. Efter alt at dømme står det regerende parti – det borgerlige Liberalt Demokratiske Parti (LDP) – til at miste magten for første gang siden 1955, hvis vi ser bort fra en 10-måneders periode i begyndelsen af 1990’erne. Borgerlige analytikere taler om en ”politisk revolution” i Japan.

En interessant artikel i New York Times taler om ”ophobede frustrationer” i det japanske samfund. Artiklen siger, at frustrationerne nu er begyndt at få politisk udtryk, idet det regerende parti næsten med sikkerhed vil miste magten. Japansk politik har i årtier virket stabilt, da det samme parti har dannet regering i over 50 år. Derfor er det nuværende opbrud så meget mere interessant.

Artiklen i New York Times peger på økonomien som den afgørende faktor. Alene artiklens overskrift ”Økonomien giver det ledende parti i Japan problemer,” er meget sigende. Artiklen citerer en professor i økonomi, Masary Kaneko fra Keio Universitet i Tokyo:

”Vælgerne bliver nu endelig presset til at handle, fordi deres levestandard er begyndt at smuldre.” Artiklen nævner, at den bølge af massefyringer, der er fulgt med den økonomiske krise, har været det afgørende.

Levestandarden falder
Ifølge Verdensbanken er den gennemsnitlige indtægt pr. husstand i Japan faldet til det laveste niveau i 19 år. Målt i BNP pr. indbygger er Japan gået fra at være tredjehøjest på verdensplan i 1991 til nummer 18 sidste år. Gennem hele den sidste periode har almindelige japanere oplevet en stadig mere usikker økonomisk situation.

Siden 1990 har der været en stor stigning i løse ansættelseskontrakter. Efterkrigstidens Japan var kendt for at være et land, hvor man arbejdede på samme arbejdsplads hele livet, og hvor fyringer og arbejdsløshed stort set var ukendte fænomener. Alle sociale tiltag, selv boliger, gik gennem arbejdspladsen. Derfor er det så meget desto mere alvorligt at miste sit arbejde i Japan.

Arbejdsløshed
Nu er en tredjedel af alle arbejdere i Japan på løse ansættelsesvilkår. Hvis de altså er i arbejde. Siden oktober sidste år er 216.000 arbejdere blevet fyret. Det er især de unge, der er ramt, da det er dem, der mest er på løse kontrakter. I maj måned steg arbejdsløsheden for unge mellem 15 og 24 til ni procent. Det er næsten det dobbelte af den gennemsnitlige arbejdsløshedsrate.

De løstansatte får også en lavere løn end de fastansatte. På fabrikker som Toyota og Canon får de under den halve løn af de fastansatte arbejdere. På den måde håber de japanske kapitalister på at splitte og svække arbejderklassen.

Tryghed forsvundet
Japans økonomi er i hastig nedgang. Alene i første kvartal af 2009 faldt økonomien med, hvad der svarer til 15,2 procents nedgang på årlig basis. Selv om de senere kvartaler skulle rette en anelse op på det bratte fald (hvilket langt fra er sikkert), så er der tale om et dramatisk og brat fald, der har rystet bevidstheden hos brede lag af den japanske arbejderklasse og ungdom. Al følelse af tryghed er fordampet som vanddråber på en glohed stegepande.

Samtidig er arbejdsforholdene blevet værre, og lønningerne er faldet. Antallet af japanere, der tjener under to millioner yen om året (ca. 111.000 kr.), er steget til over ti millioner. Arbejdsforholdene på store fabrikker som Toyota og Canon er blevet stadig mere ubærlige. De fleste japanere husker stadig, hvordan en 45-årig arbejder på Toyota døde, fordi han var blevet presset til at arbejde 80 timer over hver måned. Det er ikke engang et enestående tilfælde På japansk har de et ord, der betyder ”pludselig død på grund af overarbejde” – karoshi. Denne kendsgerning viser det umenneskelige pres, som almindelige japanske arbejdere lever under.

Fremgang til kommunisterne
Det er denne atmosfære af nådesløst pres på arbejderklassen, kombineret med en pludselig bølge af massefyringer, der nu er i gang med at forandre det politiske landskab i Japan. Det er sandsynligt at landets næststørste parti – det borgerlige Demokratiske Parti (DPJ), vil få regeringsmagten efter valget i august. Dette parti står ifølge meningsmålinger til at få omkring 30 procent af stemmerne imod under 20 procent til LDP. DPJ har især slået sig op på løfter om at mindske det statslige bureaukratis store magt, samt at beskytte bønderne.

Det virkelig interessante er imidlertid det klare venstreskred, der kan ses i tilslutningen til Kommunistpartiet (JCP). JCP står til at overhale New Komeito Party, et buddhistisk konservativt parti, der er i koalition med LDP, og dermed vil Kommunistpartiet blive Japans tredjestørste parti.

Unge bliver kommunister
Ifølge en artikel i The Daily Telegraph er JCP vokset med 14.000 medlemmer i de sidste 18 måneder. Hver fjerde af de nye medlemmer er tilmed under 18 år, hvilket viser et markant venstresving i den japanske ungdom. Det er en generation, der er vokset op uden selv at have oplevet den relative stabilitet og følelse af tryghed, der prægede Japan under efterkrigsopsvinget. Det er en generation, der er vokset op under ekstremt vanskelige forhold – forhold der fører til revolutionære konklusioner hos store dele af ungdommen.

Kommunistpartiets dagblad, Akahata (det røde flag), har også oplevet en stor fremgang, og nu har avisen et oplag på 1,6 millioner. Partiet har nu over 400.000 medlemmer fordelt på 25.000 afdelinger. Dermed er JCP det næststørste kommunistparti i G8-landene, kun overgået af det russiske kommunistparti.

Litterær socialisme

Den stigende opbakning til JCP tolkes – selv af konservative kommentatorer – som et klart ønske om radikal forandring og et opgør med de japanske arbejdsgivere.

Udsnit af Karl Marx'

En 42-årig Toyota-arbejder, Tatsuya Yoshida, siger til Daily Telegraph:
”Virksomhederne er kun interesserede i deres profitter og i at beskytte deres ledelse. De er ligeglad med deres ansatte. De ser os som noget, de kan smide væk.”

Denne arbejder stemte sidste gang på New Komeito Party, men nu vil han stemme på JCP.

Den stigende venstredrejning viser sig også inden for litteraturen. En klassisk japansk roman, Kanikosen (skrevet for firs år siden af Takiji Kobayashi, der var kommunist og blev myrdet af myndighederne), om en gruppe arbejdere på et krabbe-fabriksskib i det nordlige Japan, der rejser sig imod arbejdsgiverne, er blevet en bestseller. Den er blevet solgt i 507.000 eksemplarer. En manga-tegneserie med samme historie er blevet solgt i 200.000 eksemplarer.

Karl Marx’ hovedværk, Kapitalen, er også blevet udgivet som manga-tegneserie. På blot to dage blev der solgt 6000 eksemplarer.

JCP-lederne fører højrekurs
Samtidig med denne venstredrejning, holder JCP’s ledere fast i en højrekurs for partiet. Lederne siger åbent, at de ikke ønsker en socialistisk revolution, men en ”demokratisk revolution”, der kan skabe ”demokratiske forandringer indenfor politik og økonomi”.

Partiets ledere, som for eksempel tidligere partiformand Fuwa Tetsuzo, taler åbent om at ”opnå socialisme i Japan gennem stadier” og at ”følge en kurs mod socialisme gennem en markedsøkonomi.”

JCP’s ledere vil blive presset af den objektive situation. I en periode, hvor den japanske kapitalisme er i dyb krise, er ledelsens åbne bekendelse til markedsøkonomien ensbetydende med accept af fyringer, lønnedgang og sociale nedskæringer. Det er det stik modatte af det, partiets tilhængere ønsker. Den nye generation af kommunister ønsker at kæmpe for radikale forandringer, samtidig med at ledelsen gør alt for at holde sig inden for det bestående. Det er en færdig opskrift på interne kampe i JCP.

Det Demokratiske Parti vil hurtigt blive miskrediteret, når de kommer i regering. De vil alene blive valgt på grund af, at LDP er forhadt og miskrediteret. De vælgere, der vil sparke LDP ud af regeringskontorerne for at få ”noget andet” vil finde ud af, at det Demokratiske Parti blot er et andet af overklassens partier. Det vil give endnu større muligheder til Kommunistpartiet. For at JCP kan tilbyde et ægte alternativ til arbejdsløshed, fattigdom og kapitalistisk krise, er der imidlertid brug for, at partiet fører en konsekvent linje til forsvar for arbejderklassen – en marxistisk politik. I løbet af begivenhederne, gennem egne erfaringer og diskussioner, vil flere i og omkring JCP utvivlsomt blive draget i retning af de marxistiske ideer.