Tidligt om morgenen den 28. juni omringede 200 soldater præsidentboligen i det lille mellemamerikanske land Honduras’ hovedstad, Tegucigalpa, og tog landets folkevalgte præsident Manuel Zelaya til fange. Efterfølgende sendte de ham ud af landet i et fly til Costa Rica og brugte højrefløjens flertal i kongressen til at udnævne en ny præsident – Roberto Micheletti, en kendt fortaler for oligarkiet i Honduras.

Dette militærkup er en eskalering af de konflikter, som Honduras har gennemgået de senere år. Honduras er et lille land i Mellemamerika, der grænser op til Nicaragua, El Salvador og Guatemala. Det har omkring 7,8 millioner statsborgere, hvor denne ene million er blevet nødt til at bosætte sig i USA i jagten på et job, så de kan forsørge dem selv og deres familie. Mere end 50 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og cirka 20 procent af befolkningen er analfabeter.

Hvem er Manuel Zelaya?
Manuel Zelaya var blevet valgt til magten i 2005, som kandidat for det liberale parti. Men lynhurtigt begyndte han at svinge imod venstre og samarbejde mere med fagforeninger og græsrodsorganisationer i Honduras. Som han selv forklarede i et interview til den spanske avis El País, ”jeg forsøgte at lave forandring inden for det neoliberale skema. Men de rige vil ikke give nogen indrømmelser, ikke én øre. De vil ikke af med deres penge. De vil have alt for sig selv. Så er man selvfølgelig nødt til at involvere andre folk i arbejdet”.

På trods af at Zelaya selv er en rig jordejer, blev han presset fra neden af de fattige og arbejdernes bevægelse. Således begyndte han at tage skridt i retningen af sociale reformer. Blandt andet kan nævnes et program til bekæmpelse af analfabetisme på samme linje som det der er lavet i Venezuela og Cuba, og et projekt med cubanske læger, der kunne forsyne den fattige befolkning med gratis sundhed og behandling. Også de multinationale selskaber fik en smule mindre råderum. Zelaya begyndte at sætte hindringer i vejen for de multinationale medicinselskaber, som står bag 80 procent af al salg af medicin i Honduras. Det sælges til ågerpriser, og dermed gør de sundhed til en luksusvare for den rige elite. På den internationale arena allierede Zelaya sig selv med ALBA-landene, hvilket var en torn i øjet på USA. Som et resultat af Zelayas sving mod venstre blev han smidt ud af det liberale parti, som nu er en af hovedaktørerne bag statskuppet.

”Bananrepublik”
Det var alle disse små, men dog vigtige reformer, som irriterede den rige honduranske overklasse. De kan ikke tolerere selv de mindste reformer til fordel for de fattige. De følte deres interesser truet, så snart Zelaya begyndte at føre en mere venstreorienteret politik. Det, der fik bægeret til at flyde over for overklassen, var Zelayas nye forslag om afholdelse af en folkeafstemning om, hvorvidt en grundlovgivende forsamling kunne oprettes og vælges, med det formål at få en ny forfatning, ligesom det er sket i Venezuela, Bolivia og Ecuador. Zelaya havde samlet 400.000 underskrifter til støtte for sit forslag. Afstemningen skulle have været afholdt den 28. juni – netop den dag, hvor Zelaya blev arresteret og statskuppet iværksat.

Men det er langt fra første gang, at det honduranske oligarki vælter en folkevalgt præsident.

Honduras har lige siden det spanske imperiums fald været underlagt USA’s interesser, måske noget af det tætteste man kan komme på en ”bananrepublik”. United Fruit Company, en gigantisk multinational koncern, kontrollerede langt det meste af landets landbrug og styrede reelt set landet som dets private foretagende, fuldstændigt uden hensyn til de siddende regeringer. Honduras’ påståede ”uafhængighed”, var ikke andet end et skalkeskjul for USA’s benhårde dominans.

Med jævne mellemrum lavede USA militærkup i landet og indsatte lydige marionetregeringer. Den amerikanske flåde gik ind i Honduras i 1903, 1907, 1911, 1912, 1919, 1924 og 1925. I 1911 blev den honduranske præsident direkte udvalgt af en amerikansk funktionær. I 1930 sendte USA et krigsskib til Honduras for at stoppe en arbejderstrejke på dens bananplantager ved den caribiske kyst.

Masseprotester og gadekampe
Straks efter nyheden om kuppet gik titusinder af arbejdere, landarbejdere, fattige og bønder på gaden. Demonstrationer på 65.000 og blodige gadekampe var hverdagskost i Tegucigalpa. En generalstrejke, indkaldt af det nationale fagforeningsforbund CGT, blev afholdt for en uge siden. Demonstrationerne er vokset støt. Kupmagernes præsident Micheletti, har brugt tiden på at anholde ledende fagforeningsaktivister og udstedt arrestordre på ledere af sociale organisationer. Han har også udskiftet folkevalgte borgmestre med sine egne støtter, hvilket gav anledning til blodige gadekampe.

Søndag den 5. juli forsøgte Manuel Zelaya at lande i Honduras, for at genindsætte sig selv som landets legitime præsident. Imellem 2-300.000 demonstranter ventede på ham ved lufthavnen for at byde ham velkommen. Men militæret blokerede alle landingspladser og meddelte, at han ville blive skudt ned af det honduranske luftvåben, såfremt han blev i landets luftrum. Derefter måtte han flyve tilbage til Nicaragua.

USA’s rolle
Især Venezuela, Bolivia, Nicaragua og Ecuador har fordømt kuppet på det skarpeste. Chávez forklarede fra dag ét, at kuppet var ”organiseret af oligarkiet i Honduras, med støtte fra den yderste højrefløj i USA”. Han krævede offentligt, at Obama tog klart stilling imod kuppet. USA’s rolle har været meget tvetydig i denne sammenhæng. Det er klare beviser for, at landets regering via CIA havde klare efterretninger om, at et statskup var under forberedelse i Honduras. Men samtidig ser det ud til, at Obama foretrak at være mere varsom og rådede kupmagerne til at holde igen og nøjes med et ”konstitutionelt kup”, altså ved at bruge højrefløjens flertal i kongressen til at blokere for projektet med en grundlovgivende forsamling. Obama er presset fra mange sider og er derfor bekymret for, at dette statskup kan skabe en eksplosion i klassekampen, der for alvor truer imperialismens magtdominans i kontinentet.

Obamas første udtalelse var da også yderst diplomatisk. Han appellerede til ”alle demokratiske kræfter” om ”dialog”, for at få løst ”Honduras’ krise”. Men knap to uger efter statskuppet er tonen skiftet en kende. Oprindeligt ville den amerikanske regering helst blande sig uden om og overlade sagen til OAS, Organisationen af Amerikanske Stater. Men efter enormt pres blev Obama, under sit besøg til Moskva, nødt til at erklære, at han var modstander af statskuppet, selvom han ikke delte Zelaya’s politiske standpunkt. Den 8. juli mødtes Hillary Clinton med Zelaya og forsøgte at forhandle sig frem til en diplomatisk løsning. De to blev enige om at gøre Costa Ricas præsident, Arias, til topforhandler, for at løse ”krisen” i Honduras. I skrivende stund er forhandlinger i gang i Sán José, Costa Ricas hovedstad. Men allerede nu har Zelaya afvist at mødes ansigt til ansigt med kupmagernes de-facto præsident, Micheletti.

Hele denne fadæse viser, at imperialismen er ekstrem svag. For blot ti år siden var USA-imperialismen i stand til at gennemtrumfe de militærkup, som de ønskede, uden at skabe større furore. Det er ikke uden grund, at Latinamerika er blevet kaldt for USA’s ”baggård”.

Men nu er styrkeforholdene fuldstændigt ændrede. USA er en kolos på lerfødder. I Irak og Afghanistan sidder de i kviksand til bæltestedet. På trods af årelange krige og besættelser, har de ikke formået at kontrollere nogle af de to lande. I Sydamerika har de mistet deres tidligere dominans. I Venezuela, Bolivia, Nicaragua, Ecuador, El Salvador, Paraguay og selvfølgelig Cuba, er der nu venstreorienterede regeringer ved magten. I Brasilien og Chile er det socialdemokrater. Kun i Colombia, Mexico og Peru har USA hårdnakkede alliancepartnere tilbage.

Perspektiver
Det er svært at sige, hvad der præcist kommer til at ske nu. Det er sandsynligt, at USA vil presse hårdt på, for at opnå en eller anden form for kompromis imellem Zelaya og kupmagerne. Muligheden for at Manuel Zelaya kan vende tilbage og blive genindsat som præsident, såfremt han dropper planerne om en grundlovgivende forsamling er blevet luftet. Men denne mulighed vil uden tvivl blive set som et forræderi af de hundredetusinder af arbejdere og fattige, som er gået på gaden i Tegucigalpa de seneste dage. Hvis et sådant råddent kompromis bliver arrangeret, vil de sige til sig selv; ”Vi har sat liv og lemmer på spil. Vore kammerater er blevet beskudt i gaden og nogle er endda døde. Så meget blod – men hvad har vi opnået?”.

På den anden side vil det være meget svært for kupmagerne at holde fast på magten. Presset er enormt, både fra de interne protester og fra nabolandene. For en uge siden indkaldte fagforeningerne i Nicaragua og El Salvador til fredelige demonstrationer ved grænserne op til Honduras, hvilket betød, at titusinder demonstrerede og dermed lagde ekstra pres på regimet. Det er muligt, at de midlertidigt kan kvæle denne bevægelse, såfremt de skruer op for repression og forfølgelse af ledere af fagbevægelsen og venstrefløjsorganisationerne. Men det vil blot forberede endnu hårdere sammenstød i fremtiden.

Uanset hvad der præcist sker inden for de kommende dage og uger, er én ting sikkert; Honduras er for alvor trådt ind i den latinamerikanske revolutionsproces. Som vi har forklaret, var statskuppet et uundgåeligt produkt af de ophobede modsætninger, som før eller siden måtte føre til et voldsomt sammenstød.

Statskuppet er en klar advarsel til de andre socialistiske præsidenter i Latinamerika og især til Mauricio Funes, El Salvadors nyvalgte venstreorienterede præsident; Selv de mindste samfundsreformer vil støde på kapitalisternes og jordejernes hårdnakkede modstand, og de skyr ingen midler for at sætte en stopper for sådanne reformer. Hvis ikke oligarkiernes magt – deres ejendomsret til produktionsmidlerne og jorden – afskaffes én gang for alle, kan de blive ved med at forberede nye og endnu blodigere statskup.