Så er det nye nummer af Socialistisk Standpunkt udkommet. I avisen er der særligt fokus på de revolutionære begivenheder, men derudover er der artikler, analyser og baggrund om blandt andet Kina og kampen imod arbejdsløshed i Danmark.
Protesterne i Iran er i højere og højere grad blevet rettet direkte mod regimets råddenskab. Det kan være vanskeligt at følge med i alle konkrete begivenheder. Netop derfor er det så meget desto vigtigere at danne sig et ordentligt overblik over den generelle udvikling og baggrunden for de revolutionære begivenheder. I Socialistisk Standpunkt nr. 49 leverer Jesper Dahl en klar og marxistisk analyse af den revolution, der er begyndt i Iran.
Til trods for rygter om en økonomisk forbedring i Danmark, fortsætter ledigheden med at stige. Krisen er langt fra slut, men kun lige begyndt. Derfor er det nødvendigt, at arbejderbevægelsen diskuterer, hvilke skridt, der skal tages for at bekæmpe arbejdsløsheden. Derfor indeholder det nye nummer af Socialistisk Standpunkt to artikler, der fra forskellige vinkler beskæftiger sig med spørgsmålet om arbejdsløshed.
Lasse Bertelsen opridser i den ene artikel, hvad der er sket, og hvilke angreb, arbejdsgiverne har sat i værk. Han går videre endnu og skitserer et handlingsprogram, som aktive i arbejderbevægelsen kan tage op for at bekæmpe fyringerne. Han konkluderer blandt andet, at ”den eneste måde, virksomhedsejerne kan forstå, at arbejderne mener det alvorligt, er hvis der bliver sat magt bag ved ordene.”
I en grundig artikel om erfaringerne fra arbejdsløshedskampen i 1930’erne forklarer Jonas Foldager, hvordan de borgerlige dengang forsøgte at bruge massearbejdsløsheden til at bombe arbejderklassens levestandard mange år tilbage. Han beskriver, hvordan de arbejdsløse altid har haft en dårlig stilling i fagbevægelsen. Samtidig slår han fast, at ”arbejdsløshedens produkt: de arbejdsløse, er en enorm ressource, såfremt de bliver organiseret indenfor en arbejderbevægelse, der er parat til at kæmpe.”
I begyndelsen af juni var der valg til EU-parlamentet. Ifølge de borgerlige medier var EU-valget en storslået sejr til højrefløjen. Frank Andersen forklarer i sin artikel, at det på ingen måde var tilfældet – tværtimod. Afstemningen viste derimod, at den borgerlige politik er miskrediteret. Den viste, at arbejderklassen i stigende grad ser til SF som det parti, der kan kæmpe klassens krav igennem. Der tegner sig et klart billede af en polarisering til både højre og venstre. Midterpartierne (herunder Junibevægelsen, der er rykket til højre) blev aldeles udraderede. Polariseringen i det danske samfund vil vise sig i eksplosive udviklinger i den næste periode.
Ud over alt dette kan du i avisen læse om:
- SF og forsvarsforliget
- Ny pjece om staten
- Erfaring med arbejderregering i Frankrig
- Tredje Internationales storhed og fald
- Kinas rolle i verdensøkonomien
- Nyt fra Hands Off Venezuela kampagnen