I weekenden 24-25. april i var op mod 700 SF’ere samlet til landsmøde i Århus.
Landsmødet var på flere måder historisk. Landsmødet forgår midt under den værste økonomiske krise siden i 30’erne, SF står historisk godt i meningsmålingerne og alt tyder på at SF snarest kommer i regering for første gang.

Udsigterne for SF ser aldeles positive ud; den borgerlige regering står svækket og oppositionen har stået til flertal i flere meningsmålinger på det seneste.
Det er på den baggrund, at man skal se diskussionerne af ledelsens forslag til både reformprogram og ny struktur, som var de vigtigste diskussioner på dette landsmøde. Diskussionerne gik i mange retninger og ser umiddelbart forskellige ud. Men i virkeligheden går der en rød tråd igennem hele landsmødet; diskussionen om hvor SF skal hen, og fra flere sider et forsvar for principprogrammets og SF’s hidtidige venstreorienterede politik om velfærd, demokrati, fred og socialisme.

SF er stadig et socialistisk parti
Reformprogrammets formål var ifølge ledelsen at fremlægge et program for de næste 10-15 år, da principprogrammets mål om socialisme ikke kan gennemføres indenfor den næste periode.

Vedtagelsen af reformprogrammet har fået flere borgerlige medier til at erklære, at SF nu ikke længere er et revolutionært eller socialistisk parti. Det er ikke rigtigt! SF har stadig et socialistisk principprogram, hvor nødvendigheden af en revolutionær omdannelse af samfundet står beskrevet.

Reformprogrammet rejser en række gode krav om ordentlig velfærd, miljø, offentlige investeringer for at skabe arbejdspladser osv. Der er ingen tvivl om, at SF må have et program for, hvilke reformer partiet vil gennemføre, når det kommer i regering.

Reformprogrammet og socialismen
Problemet med reformprogrammet er, at det er fuldstændig adskilt fra principprogrammet. Som flere ændringsforslag og indlæg i debatten på landsmødet påpegede, nævnes socialisme ikke én eneste gang i ledelsens forslag. Blandt andet SF Østerbro havde stillet et forslag, om at ændre indledningen, for at gøre det helt klart at ”SF’s mål er stadig at kæmpe for et socialistisk samfund, hvor demokratiet er konsekvent gennemført på alle samfundslivets områder.” Forslaget fik cirka 30 stemmer ud af omkring 350. Den endelige indledning fik socialismen med, men i udvandet form: ”SF vil med dette reformprogram præge samfundets udvikling i en socialistisk retning, hvor solidaritet, bæredygtighed og demokrati er i fokus”
Det er virkelig ærgerligt at forslaget fra SF Østerbro ikke blev vedtaget. Et reformprogram i sig selv er ikke nok, hvis ikke det kædes sammen med principprogrammets mål om socialisme.

Socialisme er ikke bare en dejlig drøm, men en benhård nødvendighed, hvis der skal gennemføres reformer til gavn for arbejderklassen. Reformprogrammet kan nemt blive en undskyldning for at udskyde spørgsmålet om hvilke konkrete skridt vi må tage for at opfylde målet om socialisme de næste 10-15 år.

Velfærd og prioriteringer
En vigtig del af reformprogrammet omhandler velfærden. Programmet slår fast, at der skal sikres ordentlige daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsen, psykiatri osv. og en vigtig tilføjelse til det oprindelige forslag slår fast, at SF arbejder for at ”Der skal ske et stop for tvangsudlicitering og privatisering.” Alt sammen nogle rigtig gode visioner.

Alle kravene er dog temmelig abstrakte. Flere ændringsforslag rejste kravet om ”gratis tandlægehjælp” frem for ”billigere tandlægebehandling til økonomisk dårligt stillede”, men andre stillede ændringsforslag om gratis daginstitutioner, gratis kollektiv trafik og gratis psykologhjælp. Ingen af disse forslag blev desværre medtaget i reformprogrammet. I sig selv ser forslagene måske ikke så vigtige ud, reformprogrammet slår jo fast at velfærden skal blive bedre?

Bekymringen rejser sig, når man ser begrundelserne for FU’s afvisning af forslagene som f.eks. at ”gratis tandlægebehandling for alle vil være meget dyrt”. Hvorfor er gratis tandlægehjælp for dyrt? Svaret er, fordi vi står midt i en krise.

Økonomien i krise
Økonomien bliver ikke bedre lige foreløbig. Statens udgifter til overførselsindkomster osv. vil stige kraftigt i takt med arbejdsløsheden. Samtidig vil skatteindtægterne falde af samme årsag. Så hvis vi accepterer, at kapitalistklassen har eneret over produktionen, ja så er der ganske rigtigt ikke råd til de forslåede forbedringer. Men ikke nok med det. Så er der ikke råd til forbedringer i det hele taget!

Hvis ikke vi vil bryde med kapitalismens rammer, men vælger at administrere den kriseramte økonomi uden at bryde med kapitalisternes råderet over industri og finansvæsen, så ender vi med at skære ned. I så fald kan vi ligeså godt lade de borgerlige fortsætte deres nedskæringer og privatiseringer.

Ret og pligt til arbejde
Før landsmødet var der rejst en vigtig og berettiget kritik af ledelsens retorik om, at arbejdsløse har ret og pligt til at arbejde. En formulering, der må siges at være mildest talt upassende i en tid, hvor arbejdsløsheden stiger med 1000 om ugen.
Enhver snak om arbejdsløses pligt til at arbejde blev heldigvis fjernet fra reformprogrammet ligesom der er kommet andre vigtige ændringer, så SF’s mål nu er ”fuld” i stedet for ”høj” beskæftigelse, ”uhensigtsmæssig tvang og nidkær kontrol skal væk” og halve dagpengesatser for unge under 25 år skal afskaffes.

SF må stå som forsvarer af arbejdsløses rettigheder, særligt i en situation med massefyringer. Alle arbejdere har interesse i ordentlige forhold for arbejdsløse. Jo ringere forholdene er for de arbejdsløse, jo større bliver frygten for arbejdsløshed, og jo bedre kan kapitalisterne udnytte det til at presse løn- og arbejdsforhold.

Ansvarlighed?
Ole Sohn sagde på landsmødet, at SF skal være et indflydelsesparti, og at det betyder at tage et ansvar og at prioritere. ”Vi kan ikke få det hele på en gang,” sagde han.

Der er for så vidt ikke noget galt i en ansvarlig økonomisk politik, men spørgsmålet er; ansvarlig over for hvem? En ansvarlig politik er en politik, der sikrer ansvarlige forhold for arbejderklassen. At alle har arbejde, kan få passet deres børn på betryggende vis og har et sted at bo, der ikke truer med at sende dem ud i bundløs gæld.

Desværre lader det til, at ledelsens forslag er en ansvarlig politik overfor virksomhedernes konkurrenceevne osv. Det kan jo lyde fornuftigt. Men her må vi huske, hvad det er, at repræsentanterne for disse kræver. Arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri kræver lønnedgang, øget arbejdsudbud [læs: arbejdsløshed] og markedsgørelse af velfærden. Skal SF være ansvarlig overfor de danske kapitalister, kommer det til at kollidere frontalt med alle dem, som SF repræsenterer. Nemlig arbejdere og unge.

SF i regering
I medierne blev landsmødet beskrevet som et møde med stor enighed, og med den enorme fremgang partiet har haft, er der naturligt nok en stor optimisme og opbakning til ledelsens linje.

Mange ledende SF’ere gjorde i debatten om reformprogrammet meget ud af at SF ikke er på vej til højre, men på vej fremad.

Alle SF’ere er vist enige om at vi er på vej fremad mod regeringsdeltagelse. Men som én påpegede i debatten skal vi fremad mod socialisme. SF skal i regering ikke for at få ministerbiler, men for at få magt. Ikke magt til at dreje til højre, men magt til at opbygge socialisme.

SF vil i regering for at gennemføre helt konkrete forbedringer af velfærden, samt en sikring af arbejdspladser. Men uden kontrol med de vigtigste dele af økonomien kan en arbejderregering ikke sikre vækst, arbejde og velfærd. Og man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer. Ændringsforslaget om en nationalisering af bankerne blev stemt ned. Men nationalisering, først og fremmest af banksektoren, men også de andre vigtige dele af økonomien bør være helt centrale i et reformprogram for en kommende arbejderregering.

De diskussioner, der allerede har viste sig i det små på landsmædet, med for eksempel forslagene om gratis tandlægehjælp, vil rejse sig tusindfold, når SF deltager i en regering.