Sydafrikanerne trodsede en hundekold morgen
landet over for at stemme i dag. Jeg ankom ved valgstedet lidt over syv iført
en rød t-shirt med et gult hammer og segl på. Køen var allerede
andre politiske t-shirts var fra ANC og deres tre-parts alliancepartnere
Sydafrikas Kommunistparti (SACP) og det sydafrikanske LO (COSATU). Mange sorte
vælgere bar deres politiske farver åbent og med stolthed. De fleste hvide
vælgere bar ingen politiske farver og foretrak at iklæde sig vintertøj.
Vores valgsted er i et middelklassekvarter ved
navn Auckland Park, tæt på Johannesburg Universitet. De sorte vælgere her er
universitetsstuderende, der er kæphøje i deres støtte til regeringspartiet ANC
og deres ungdomsleder Julius Malema, samt tjenestefolk, butiksansatte og
gartnere. Mange hvide vælgere har deres børn med ved valgstedet, hvilket
skyldes at tjenestefolkene, der ellers tager sig af børnene, skal stemme. De
fine damer kunne derfor ikke efterlade børnene derhjemme.
Bag mig diskuterede unge kadrer fra ANC den
hemmelige stemmeafgivning. ”Jeg er stolt af partiet, jeg stemmer på! Min stemme
behøver ikke at være en hemmelighed,” bemærkede en. Længere tilbage
kommenterede en hvid vælger på antallet af biler fra andre provinser end
Gauteng, der står parkeret i gaden, og insinuerede at der foregår
”uregelmæssigheder”. De hvide vælgere står i spidsen for Helen Ziles hysteriske
krav om at ”Stoppe Zuma” ved at stemme imod ANC.
På trods af, at den hvide minoritetsbefolkning
materielt set klarer sig bedre end nogensinde under apartheid, er der mange
hvide, der skælder ud på ANC ve hver lejlighed. Den hvide kapitalistklasse er
dem, der har haft mest gavn af den nyliberale ”GEAR”-politik,d er er et
selv-indført strukturtilpasninsprogram, der har gjort Trevor Manuel
finansminister og Thabo Mbeki stik-i-rend dreng for Washington-institutioner
som Verdensbanken og IMF. De har indgået aftaler med politiske nøglepersoner i
ANC for at plyndre mineralerne i provinser som Limpopo, Mpumalanga og
Nordvestprovinserne. De nyrige har imiterede Toscana-villaer og indhegnede
golfbaner, hvilket understreger det nye begreb ”bolig-apartheid”, som uddyber
den til stadighed eksisterende raceadskillelse. De såkaldte ”salt og peber”
områder (som henviser til udbredelsen af overklasse-sorte, der bor i hvide
kvarterer) bliver bevogtet af private vagtværn, som er oprettet af tidligere
officerer i den gamle apartheid-hær. Prominente luksusbiler som Humvee’er,
Bentleyer og Porscher kører gennem disse ejendommes bevogtede porte.
Den mestendels hvide kapitalistklasse advarede
den 20. april om, at et to tredjedels flertal til ANC ville betyde økonomiens
endeligt, og at det vil mærkes på børsen i Johannesburg. Denne utaknemmelighed
kommer på trods af 14 år, hvor regeringen har tjent kapitalen på bekostning af
arbejderklassen og de fattige, hvilket førte til afsættelsen af Mbeki-kliken på
ANC’s kongres i Pholokwane i 2008.
COSATU har advaret om, at deres støtte til ANC
i dette valg, og støtten til Jacob Zuma på kongressen i Pholokwane, ikke er
gratis. Solly Phetoe, der er leder af COSATU i Nordvestprovinsen har klaget
over, at ANC’s regionale forretningsudvalg ikke medtog medlemmer af COSATU
eller SACP på listen over kandidater til valget. Venstrefløjen i
trepartsalliancen har også udtrykt utilfredshed i andre provinser. I nordvest
blev Moss Phakwe, en fremtrædende faglig aktivist og byrådsmedlem, myrdet i sin
indkørsel den 15. marts. Han blev skudt to gange mens han sad på førersædet i
sin bil, og ingen værdigenstande blev stjålet. Phakwe blev tydligvis
likvideret. Kilder i COSATU peger på, at han blev likvideret for at undersøge
korruption, der omfatter borgmesteren i Rustenburg, Wolmarans, og distriktsborgmesteren
i Mafikeng, Themba Gwabeni. Phakwe var sammen med Solly Pethoe en af de
fremtrædende ledere af oprøret imod pro-Mbeki ledelsen i ANC i provinsen inden
ANC’s kongres i Pholokwane, der afsatte Mbeki-kliken i 2008. Phakwe var også en
kendt kommunist. Meget sigende er dette åbenlyse angreb imod en fremtrædende
arbejderleder blevet fuldstændig ignoreret af de borgerlige medier i Sydafrika.
Der var også rapporter i dag om protester i
fattige områder. I Alexandra Township protesterede 200 imod den langsomme
levering af boliger. Der var plakater med teksten ”en stemme = en bolig”. Der
går ikke en uge, uden at der er protester over, at regeringen ikke leverer
varen.. Lastbilchaufførerne strejkede i påsken. Minearbejdernes fagforening
(NUM) har rejst et krav om lønforhøjelse på 15 procent, hvilket er mere end
inflationen. En arbejder på overfladen får omring 3000 rand (1500 kr.) om
måneden før skat, og en arbejder under jorden får omtrent 5000 rand (2500 kr.)
om måneden. Disse sultelønninger står i stærk kontrast til de milliarder, som
mineselskaberne har tjent i løbet af det nyligt afsluttede opsving på
råvaremarkedet, samt de millioner, som virksomhedernes direktører tjener.
Det er tydeligt, at arbejderklassen og de
fattige i stor skala stemmer på ANC med en forståelse af, at ledelsen for
befrielsesbevægelsen har fået en besked: sving til venstre… ellers!
