Næste weekend holder Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) landsmøde. Der er lagt op til nogle vigtige diskussioner og specielt med den nuværende situation i verdensøkonomien, må gymnasieeleverne også diskutere hvordan vi bedst muligt forsvarer et godt og gratis uddannelsessystem. Med dette in mente bliver landsmødets ubetinget vigtigste diskussion spørgsmål om et nyt principprogram eller bevarelse af det gamle.

Ledelsen har præsenteret et forslag til nyt principprogram, der er klinisk renset for krav, som DGS kæmper for. I stedet er det fyldt med vage formuleringer om, at DGS ønsker forbedringer. Men det hele er så abstrakt, at ingen kan sige, hvad det egentlig betyder i virkeligheden.

Det er ikke fordi vores nuværende program er perfekt, og der kan være noget nyt, man kunne tilføje. Men at erstatte det nuværende program med et nyt program der næsten ingen krav har, er en stor fejltagelse.

Brug for klare krav
Det nuværende principprogram i DGS er et af vores vigtige kampredskaber, fordi det stiller krav om hvad en god uddannelse er, og hvad DGS kæmper for. Forslaget til det nye program indeholder ingen konkrete krav. I virkeligheden lægger ledelsen op til, at DGS skal opgive alle de krav, som gymnasieeleverne har kæmpet for siden DGS blev oprettet i 1965.

Kravene har vi brugt til at forbinde vores kampe med elevers virkelighed over hele landet. Et principprogram med klare krav er selve grundstenen i en kamporganisation. Uden klare krav om forbedringer vil DGS blive omdannet fra elevernes kamporganisation til en tandløs størrelse, der umuligt kan mobilisere og organisere eleverne.

Det nuværende program indeholder over 50 specifikke og meget konkrete krav. For eksempel nævner programmet krav som:

• Afskaffelse af alle former for brugerbetaling.
• Ret til en billig bolig i nærheden af uddannelsesstedet for alle elever og studerende.
• En SU til at leve af.
• Alle gymnasier skal ejes af det offentlige, og der skal være nationale økonomiske og pædagogiske standarder, så gymnasier i fattige områder ikke er dårligere stillet end gymnasier i rige områder.
• At der i de tværfaglige forløb gives økonomisk mulighed for, at flere at de involverede lærere kan være til stede i samme undervisningstime.

Det er konkrete krav som er vigtige at tage op i kampen og se hvordan principprogrammets krav stemmer overens med de nedskæringer som vi kæmper imod. Uden et program med klare krav bliver vi ukampdygtige.

Individuelt medlemskab?
Ud over et nyt program ønsker ledelsen i DGS også at indføre en ny struktur i organisationen. Det sker gennem det såkaldte individuelle medlemskab. Det vil betyde, at det nationale DGS-arbejde bliver adskilt fra elevrådene. Det vil skabe en dobbeltstruktur, som vil smadre det interne demokrati i DGS og adskille ledelsen fra de almindelige elever. Derfor er der brug for at gå imod dette forslag.

Men det er samtidig klart, at politiske problemer ikke kan løses organisatorisk. Det vigtigste for gymnasieeleverne er, at DGS skal være en organisation med klare krav, der baserer sig på massemobilisering og alliance med arbejderbevægelsen for at få gennemført elevernes krav. De politiske problemer, der er i DGS (ledelsens ikke-eksisterende mobilisering af eleverne og ledelsens udvanding af kravene), kan ikke løses organisatorisk. Det er derfor vigtigt, at diskussionen om struktur ikke kommer til at overskygge diskussionen om DGS’ principprogram.

Gymnasierne under borgerligt angreb
Den borgerlige regering har i al den tid, den har regeret, skåret ned på uddannelserne, herunder gymnasierne. Antallet af elever i hver klasse er steget kraftigt. I 1990’erne var der et loft på 28 elever i hver gymnasieklasse. Sidste år havde 46 procent af 1. g klasserne over 28 elever.

Alle gymnasieelever kan snakke med om nedslidte bygninger, forældede materialer, stigende brugerbetaling og generelle undervisningsforhold, der er stærkt påvirkede af årevis af økonomisk udsultning. Samtidig tvinges gymnasierne – på grund af at de er overgået til at være selvejende institutioner – til at bruge penge på at reklamere for sig selv for at tiltrække elever.

Der er altså al god grund til at fastholde DGS’ krav om, at klassekvotienten sænkes til 24 elever, som der står i det nuværende principprogram. Samtidig er der god grund til at kæmpe for andre af programmets krav som for eksempel afskaffelse af brugerbetaling, en SU til at leve af, at gymnasierne ligges under staten og får de nødvendige midler tilført, samt andre krav.

Erfaringer fra fagbevægelsen
I årevis har lederne af den danske fagbevægelse gjort alt hvad de kan for at holde kravene fra arbejdspladserne i ro og være ”ansvarlige forhandlingspartnere” over for arbejdsgiverne. Men svaghed og tilbageholdenhed indbyder altid til aggression. Den ”ansvarlige” kurs i toppen af den danske fagbevægelse har været en katastrofe. Resultatet har været øget arbejdspres og stagnerende (eller endog faldende) realløn. Medlemmerne har meldt sig ud i tusindvis i frustration. Vi så imidlertid, at tendensen vendte hos FOA sidste år, da ledelsen stillede sig i spidsen for arbejdspladsernes krav og tog konflikten op med arbejdsgiverne gennem strejke. Læren er klar: udvandede krav og ”ansvarlighed” giver tilbagegang – men en kampklar organisation med klare krav giver fremgang og øget tilslutning.

Læren fra GLO
I stedet for at fjerne de krav som tusinder af elever har kæmpet for i mange år, som man gør med det nye program, så burde ledelse i DGS gå forrest og vise hvordan vi kan få vores krav gennemført – ikke fjerne dem. Uden samlede krav til god uddannelse, vil DGS stå langt svagere end det tidligere har gjort og det vil blive lettere for den nuværende eller fremtidige regeringer at skære ned og lave forringelser.

DGS er blevet opbygget ved at mobilisere eleverne til samlede aktioner og demonstrationer. Det har kun kunnet lade sig gøre på grundlag af klare krav imod forringelser og for bedre vilkår. Den nu hedengangne borgerlige gymnasieorganisation GLO var netop kendetegnet ved, at de ikke ville mobilisere til protester, og at de ikke stillede konkrete krav. I stedet havde de vage ”visioner” og baserede deres virke på forhandlinger uden mobilisering fra neden. I praksis fungerede de i 1980’erne som den borgerlige regerings forlængede arm imod gymnasieeleverne. I øjeblikket er DGS’ ledere i gang med at forvandle DGS til et nyt GLO – en organisation uden krav og uden mobilisering. Det er en skandale, og gymnasieeleverne må sørge for, at det bliver stoppet.

• For et kæmpende DGS!
• Forsvar principprogrammet!