Ny pjece om marxistisk filosofi


Redaktionen



2 minutter

I sidste måned lancerede vi ”månedens
teoretiske pjece” med udgivelsen af Trotskijs mesterværk ”Deres moral og
vores”. I denne måned er vi kommet til et andet mesterværk, en af den
marxistiske teoris helt store klassikere; ” Ludwig Feuerbach og den klassiske
tyske filosofis udgang” af Friedrich Engels.

Enhver parole og ethvert program bestemmes af
den metode, som ligger til grund.Den rigtige metode er vejen til det korrekte
program og de mest effektive paroler. Den vigtigste arv, vi har fra Marx og
Engels, er deres filosofiske metode; den dialektiske materialisme.

Desværre færdiggjorde ingen af dem et værk om deres metode. Udover bøgerne
”Anti-Dühring” (Engels) og ”Den tyske ideologi” (Marx og Engels) er hæftet
”Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang” derfor den vigtigste fremstilling af selve den dialektiske
materialisme.

Marx tog udgangspunkt i den tyske filosof Georg Hegels’ dialektik. Ligesom
Ludwig Feuerbach kritiserede han Hegel for med sin idealisme at vende det hele
på hovedet. Marx ville redde Hegels revolutionære dialektiske metode fra det reaktionære filosofiske system, som Hegel endte med.

”Den hegelske filosofis sande betydning og revolutionære karakter lå netop i,
at den (…) een gang for alle gjorde ende på den definitive karakter, man
tilskrev alle den menneskelige tænknings og handlings resultater. Den sandhed, som det gjaldt om at erkende i filosofien, var hos
Hegel ikke mere en samling færdige dogmatiske sætninger, som kun skulle læres
udenad, når man først havde fundet dem; sandheden lå nu i selve
erkendelsesprocessen, i den langvarige historiske udvikling af videnskaben, der
stiger opad fra lavere til stadig højere erkendelsestrin (…)”

Engels ser i denne pjece nærmere på Marx’ historieopfattelse som en evigt
foranderlig proces, og hvordan vi kan forstå begreber som tilfældighed,
nødvendighed og sandhed. Marx’ ”Teser om Feuerbach” fra 1845 er med som tillæg.


Køb den her.