Israel trak sig ud af Gaza i januar efter tre ugers krig og myrderier. Over 1.300 palæstinensere blev myrdet. Over 5.000 blev lemlæstede og sårede. I løbet af disse tre uger døde tre civile israelere. Det gamle testamente, som er jødernes hellige bog, siger ”øje for øje, tand for tand, liv for liv.” Israels massakre i Gaza var langt over hundrede myrdede palæstinensere for hver israeler. Siden er myrderierne fortsat med en mindre intensitet

Nu står palæstinenserne i den grundlæggende samme situation, som før den seneste konflikt. Palæstinenserne står med en lille, ikke-levedygtig stat, 1,5 millioner mennesker låst inde i et lille område på størrelse med Langeland. De er belejret og Israel har lagt jernring omkring Gaza. Fremtidsudsigterne for Gazas befolkning er dystre.

Abbas er miskrediteret
Alle ser nu i retning af Barack Obama efter en løsning på konflikten i Mellemøsten. Faktisk ser folk i retning af Obama efter en løsning på alverdens problemer. Men der vil ikke komme noget ud af det. Obama har lovet at trække USA ud af Irak. For at gøre det, må USA slå en handel af med Syrien og Iran. I dette spil er palæstinenserne blot en enkelt skakbrik, der sagtens kan ofres.

Palæstinenserne kan ikke regne med hjælp fra Obama eller de europæiske ledere. Endnu mindre hjælp vil de få fra de korrupte arabiske ledere, der lever i frygt for deres egne befolkninger.

Krigen i Gaza har destabiliseret hele denne region. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas er blevet fuldstændig miskrediteret blandt palæstinenserne som en lakaj for Israel. Under krigen forbød han demonstrationer på Vestbredden imod Israels aggression, og hans USA-trænede militærkorps arresterede adskillige venstrefløjsledere og udleverede dem til Israel. Almindelige palæstinensere er fortvivlede over tilstanden.

Hamas’ linje virker ikke
Hamas har opnået en større popularitet på grund af, at de har stillet sig i spidsen for palæstinensernes frihedskamp. Men Hamas’ lederes taktik er en blindgyde. De forsøger i virkeligheden blot den samme taktik, som mislykkedes for PLO i 1980’erne. Den såkaldte ”væbnede kamp” med primitive Qassam-raketter imod Mellemøstens stærkeste og mest brutale militærmaskine kan aldrig opnå noget.

Hamas’ ledere har derfor forsøgt sig med forhandling. Men hver gang er de blevet afvist af de israelske generaler. Hamas’ ledere har endda tilbudt en 30-årig våbenhvile og en de facto anerkendelse af staten Israel. Men de israelske generaler har ikke givet en eneste indrømmelse. Derfor har alle forhandlinger været dømt til at slå fejl. Det eneste realistiske alternativ til PLO-ledernes udsalg af palæstinensernes rettigheder og Hamas’ fejlslagne ”væbnede kamp” er en revolutionær mobilisering af palæstinenserne med en appel til den israelske arbejderklasse om solidaritet på tværs af etniske forskelle. Modstanden mod Israel må baseres på klasselinjer, og de palæstinensiske masser må bevæbnes, så det ikke kun er nogle få ”modige” krigere, der kan forsvare palæstinenserne – hvilket ikke er noget forsvar.

Det nationale spørgsmål
Det palæstinensiske problem vil ikke blive løst af at sende raketter imod Israel, som Hamas tror. Det vil heller aldrig blive løst af Fatahs ”moderate” linje, som i virkeligheden er et dække for totalt udsalg af de nationale rettigheder og en underkastelse under israelsk kontrol. Det nationale spørgsmål kan kun løses som led i en revolutionær kamp for at vælte de korrupte pro-vestlige arabiske regimer og oprette nye regeringer i Mellemøsten, der baserer sig på arbejderne og bønderne.

Det nationale spørgsmål i Rusland blev løst efter, at arbejderne og bønderne tog magten i 1917. Pogromerne og massakrerne fra tsarens tid blev afløst af fredelig sameksistens. Også i Mellemøsten er den eneste metode, der kan løse de nationale problemer, at arbejderne og de fattige tager magten og opretter en socialistisk føderation.

Socialistiske traditioner
Den eneste vej til at smadre den israelske imperialisme er at rive de israelske arbejdere væk fra zionismen. Det kan kun gøres på grundlag af en klar klassepolitik. Enhver anden vej – hvad enten det er småborgerlig nationalisme eller religiøs fundamentalisme – vil kun føre til yderligere nationalt had, chauvanisme, flere massakrer, krige og blodsudgydelser. Palæstinenserne har en socialistisk tradition, der i høj grad er blevet ødelagt af stalinisterne i 1980’erne. Palæstinensernes løsning ligger gemt i disse traditioner.

Klassekamp på dagsordenen i Egypten
Den virkelige redning for palæstinenserne kommer imidlertid ikke fra Palæstina. Egypten er det største og vigtigste arabiske land. Det pro-vestlige diktatur i Egypten er blevet rystet fra top til bund i løbet af den sidste periode. Strejker og fabriksbesættelser viser, at arbejderklassen er ved at vågne op og genfinde sine revolutionære traditioner.

Den 20. januar var der strejke blandt jernbanearbejderne i Egypten. Al togtrafik i Cairo standsede. Det var en strejke, der lammede hele det egyptiske samfund. Men det er langt fra den eneste strejke. I et par år – i hvert fald siden 2006 – har der været en stigende bølge af strejker, fabriksbesættelser og klassekamp i Egypten.

Mubaraks diktatur i krise
Regimet i Egypten er en af Vestens ”alliancepartnere” – hvilket i praksis vil sige USA’s lakaj. Egypten er det land i verden, der – næst efter Israel – modtager den største militære hjælp fra USA. Det er et modbydeligt og undertrykkende regime, hvor aktivister, der kræver demokrati systematisk bliver arresteret og tortureret. Fagligt aktive bliver forfulgt. Mænd tvinges til at voldtage hinanden af politiet. Kvinder bliver voldtaget af politiet i Mubaraks fangehuller. Regimet er notorisk et af de mest korrupte og uduelige i den arabiske verden – og det siger ikke så lidt.

På trods af undertrykkelsen og brutaliteten er regimet ikke i stand til at holde protesterne nede. Særlig vigtigt er det, at arbejderklassen er begyndt at røre på sig og genfinde sine revolutionære traditioner.

Største protestbølge i 90 år
Især tekstilarbejderne – hvoraf en stor del er kvinder – har været i front med fabriksbesættelser og strejker. Vigtigst har været tekstilfabrikken Ghazl al-Mahalla med 27.000 arbejder, som vi tidligere har rapporteret om. Den 6. april 2008 var der generalstrejke i Egypten. Hele 2008 har været et år i klassekampens tegn. Så sent som 25. december var der strejker og demonstrationer med arbejdere i Cairo, Fayoum, Assiut, Qena og Aswan. Demonstranterne synger revolutionære, panarabiske og kommunistiske sange, som ellers ikke er blevet hørt offentligt siden 1970’erne.

2007 var et rekordår med mange strejker. Men i 2008 var der dobbelt så mange strejker ifølge den egyptiske ugeavis Al Ahram Weekly. Faktisk har der ikke været en tilsvarende stigning i protester og strejker siden revolutionen i 1919.

Arbejderklassen vs. islamisterne
Det mest bemærkelsesværdige er den klare førerposition, som arbejderklassen har taget. Småborgerlige og konservative partier som det Muslimske Broderskab har ikke fået et ben til jorden. Under protesterne imod Israels massakre i Gaza har de forsøgt at holde folk fra at rette vreden imod det egyptiske regime.

Det Muslimske Broderskab er i virkeligheden systemets anden forsvarslinje, som kan træde til og forsvare kapitalismen, hvis Mubaraks diktatur bliver væltet. Derfor er det vigtigt at understrege, at arbejderne må have politisk uafhængighed fra dette parti. Der er i stedet brug for et selvstændigt arbejderparti på grundlag af de politiske bevægelser og konklusioner, som er blevet draget af tekstilarbejdere, cementarbejdere, Suez-kanal-arbejderne, skatteopkræverne og andre, der har kæmpet imod regimet i den sidste periode.

De kommende begivenheder i Mellemøsten vil byde på mere barbari, men også mere klassekamp. Klassekampene i lande som Egypten og Marokko viser vejen frem, og arbejdernes bevægelse vil sende chokbølger gennem regionen. Det vil sætte spørgsmålet om en socialistisk føderation på dagsordenen.