De seneste uger har vi set en massiv mobilisering blandt ungdommen imod skattekommissionens forslag. En mobilisering, der vidner om den frustration og vrede, der ulmer under over fladen.
I dag fremlagde regeringen så sit forslag til skattereform, et forslag uden skattekommissionens foreslåede angreb på SU’en.
Angreb på SU’en
Skattekommissionen forslog at skære SU’en på de videregående uddannelser fra 6 til 4 år. En universitetsuddannelse tager på papiret 5 år, men det er mere eller mindre umuligt at blive færdig på præcis 5 år, og mange starter på en uddannelse for siden at skifte. Skattekommissionens forslag ville altså ramme samtlige unge på en universitetsuddannelse, og alle andre unge på videregående uddannelser, der skifter studie undervejs.
Skattekommissionen argumenterede for at forslaget skulle skabe større social lighed, men resultatet ville blive det stik modsatte: at langt størstedelen af de danske unge fra arbejderfamilier ville få endnu mindre mulighed for en længere videregående uddannelse eller ville sidde med en massiv studiegæld efter studiet. Og med udsigt til en stigende arbejdsløshed også blandt ungdommen ville det være endnu sværere at betale gælden tilbage.
SU’en er med til at give alle en mulighed for at tage en uddannelse. Arbejderbevægelsen har altid kæmpet for gratis uddannelse, og kravet må være; ingen angreb på SU’en – tværtimod – en SU til at leve af.
SU’en reddet, angrebene fortsætter
Umiddelbart efter at skattekommissionen fremlagde sit forslag afviste arbejderpartierne, dvs. Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten at angribe SU’en.
Efterhånden som protesterne tog til, måtte Dansk Folkeparti se i øjnene, at det billede de forsøger at opbygge som ”velfærdens vogtere” ville blive fuldstændig smadret, hvis de gik med til forringelser af SU’en. Det endte med, at regeringen måtte lade være et tage forslaget med.
Men man må ikke glemme, at skattekommissionen var nedsat af den borgerlige regering, og at deres forslag afspejler regeringens intentioner og ønsker. At nedsætte kommissioner er en behændig måde for regeringen at få fremsat sine forslag og se, hvordan de modtages, før de fremsætter det som et af deres egne forslag.
Derudover må man ikke glemme, at selvom angrebet på SU’en er trukket ud af forslaget, er der stadig en række forslag med angreb på den danske velfærd og arbejderklasse.
Regeringen vil med sin skattereform give skattelettelser til de rigeste. Regeringen siger, at skattelettelsernes formål er, at få flere til at arbejde mere, men det viser, at regeringen er fuldstændig ude af trit med situationen. Problemet er ikke, at der mangler arbejdskraft – tværtimod er problemet, at der fyres i tusindvis af arbejdere.
Skattelettelserne er såkaldt ”ufinansierede”, det vil sige, at pengene kommer til at mangle i de offentlige kasser, som i forvejen er drænede, og altså betyde yderligere nedskæringer på velfærden.
Frustration og eksplosioner
Da skattekommissionen fremlagde sit forslag medførte det med det samme massive protester fra ungdommen. Flere fakulteter på universiteterne har været besat, mange gymnasier har snakket om at besætte, og generelt var der bred mobilisering til demonstration torsdag d. 26 februar indkaldt af den samlede elev- og studenterbevægelse.
Nu er forslaget taget af bordet og protesterne dermed døet ud.
Men protesterne viser flere ting: for det første at der eksisterer en enorm frustration blandt ungdommen, ikke bare over forslag om at beskære SU’en men generelt med situationen. Trotskij forklarede, hvordan ungdommen er et godt barometer på den generelle stemning i arbejderklassen. Vi står nu i den mest alvorlige økonomiske krisen siden 1930’erne, med massiv arbejdsløshed, tvangsauktioner og nedskæringer til følge.
Under overfladen ulmer uroen, og i den kommende periode vil den komme frem på den ene eller den anden måde. Vi så i Grækenland i december, hvordan mordet på en 15-årig skoleelev fik ungdommen til at eksplodere, ligesom vi ser et stigende antal kampe blandt ungdommen i lande som Italien og Spanien.
Hvad nu?
De seneste år har budt på en række kampe fra ungdommen og arbejderklassen, og vi kan drage nogle nyttige konklusioner herfra.
For det første bliver det mere og mere tydeligt, at al snak om at ”studenterpolitik” og ”politik” må adskilles ikke giver mening. Spørgsmålet om god og gratis uddannelse til alle, kan ikke adskilles fra en generel diskussion af, hvordan vi skal indrette samfundet, hvordan vi skal skaffe penge til velfærden osv.
Den borgerlige regering har hjulpet til at klarlægge dette: de studerendes SU skulle sammen med fagforeningsmedlemmerne osv. betale for skattelettelser. Regeringen giver milliarder til nødstedte banker, mens de ikke vil give en krone til uddannelse, velfærd og fyrede arbejdere. Regeringen har i al den tid, de har været på magten, skåret ned på uddannelserne og resten af velfærden, mens de har forgyldt finansfolk og andre aktionærer. Kampen mod nedskæringer er en kamp først og fremmest for at vælte den borgerlige regering og få en regering bestående af arbejderpartierne – en regering med en politik for at opbygge velfærden i stedet for at angribe den.
Der er brug for en vej frem
Som sagt er angrebene afværget for nu, men der er ingen tvivl om, at der vil komme angreb på de studerende i den kommende periode. De seneste mange år har budt på den ene nedskæring efter det anden, og det var i en opsvingsperiode. Med den økonomiske krise, vil udgifterne til arbejdsløshedsunderstøttelse stige, skatteindtægterne falde og generelt vil de offentlige budgetter mangle penge. Det vil uden tvivl betyde yderligere nedskæringer og angreb.
Protesterne fra de studerende viser, at der er en enorm utilfredshed og kampvilje. Men de seneste uger har også vist nogle svagheder i bevægelsen.
På universiteterne er der mere eller mindre mangel på ledelse, og ikke mindst mangel på demokratiske fora hvor de studerende kan mødes, diskutere og koordinere kampen. Danske Studerende Fællesråd (DSF) organiserer de universitetsstuderende, men har i mange år været fraværende i de kampe, der har været, og mange studerende kender slet ikke organisationens eksistens. Men skal man kunne kæmpe effektivt er organisering fuldstændig afgørende.
DSF er den organisation, der må gå forrest i de universitetsstuderendes kamp for ordentlige uddannelser. Det kræver, at de kommer ud på universiteterne, at de organiserer møder, når en kamp bryder ud, så de studerende i fællesskab kan beslutte vejen frem, og det kræver, at de viser en vej frem med klare forslag til, hvordan kampen skal føres.
Det samme gælder i mere eller mindre grad samtlige elev- og studenterorganisationer.
På gymnasierne er mange af de elever, der før var forrest i kampene, blevet desillusionerede over de mange kampe uden konkrete resultater. De siger: ”hvad skal det nytte, at vi bare besætter vores skole?” og ”Hvad skal det nytte med en enkelt dags demonstration – det har vi prøvet så mange gange før?”. Det er ikke kampgejst, der mangler, men en klar ide om hvordan man kan vinde kampene. Det er elevorganisationernes opgave at fremlægge denne plan, hvor det afgørende er enhed. Det er DGS o.l., der må organisere besættelser på gymnasierne så det ikke bare bliver et par enkelte gymnasier, der kommer til at stå alene, det er DGS, der må indkalde til fælles møder, så eleverne kan diskutere planen, det er DGS, der må fremlægge en plan for, hvordan kampen vindes, hvis ikke en enkelt dags demonstration er nok.
De studerende har vist de er parate til at kæmpe, men de kan ikke stå alene.
Den velfærd, der er opbygget i Danmark, og som siden starten af 1970’erne er blevet angrebet, er blevet tilkæmpet af arbejderbevægelsen gennem årtiers kamp.
De studerende har ikke i sig selv nogen magtmidler. De studerendes kamp kan kun vindes, hvis den kædes sammen med arbejderklassens kamp for ordentlig velfærd. Det er arbejderklassen, der har muligheden for at sætte magt bag ordene med strejker o.l. Regeringen gør, hvad de kan for at spille forskellige grupper ud mod hinanden; unge mod gamle, danskere mod indvandrere, studerende mod arbejdere osv. Det er rigtigt, at det er en sejr, at angrebene på SU’en er fjernet, men kun for nu! Og forslaget indeholder stadig angreb er ikke fjernet!
I den kommende tid vil vi se en skærpelse af klassekampen. En kamp hvor regeringen på den ene side forsvarer kapitalisternes interesser med bankpakker og skattelettelser. På den anden side vil ungdommen og arbejderklassen stå, og vi må bygge vores organisationer så stærke som muligt til kampen – det gælder fagforeningerne, elevbevægelsen og arbejderpartierne.
