”Vor nuværende samfundsform er forældet. Kapitalismen, hvor produktionen bestemmes af profithensyn, er blevet en hindring for fremskridt og social retfærdighed. Det er tydeligt, at kapitalismen på mange måder er i forfald og som samfundsmæssig epoke må stå foran afløsning.”

Således indledes Programudtalelsen vedtaget på Socialistisk Folkepartis første kongres, afholdt 6. juni 1959.

I år nærmere betegnet sidste weekend, den 15. februar er det 50 år siden, at Socialistisk Folkeparti blev stiftet. Samtidig markerer 2009 SFU’s 40 års fødselsdag.

En fødselsdag, og især en rund en af slagsen, er en oplagt mulighed for at gøre status og se fremad – hvor er vi på vej hen, og er vi på vej i den rigtige retning?

Enorm fremgang

I den seneste periode har vi set en enorm vækst både i meningsmålingerne og medlemsmæssigt til både SF og SFU. Det er en historisk fremgang, SF har oplevet – partiet har aldrig været større hverken medlemsmæssigt eller i meningsmålingerne.

Siden årtusindeskiftet er der sket en venstredrejning af ungdommen, og år 2007 blev det første år, hvor der var flere medlemmer af arbejderpartiernes ungdomsorganisationer (DSU, SFU og SUF) end af de borgerlige ungdomsorganisationer. SFU har haft den største fremgang på 62 procent fra 2007 til 2008, og er nu landets største ungdomsorganisation med 3162 betalende medlemmer i 2008 (ifølge DUF).

Også SF er gået voldsomt frem. Ved valget i november 2007 fordoblede SF sine mandater, og siden valget er de gået yderligere frem. I den seneste (og mest positive) meningsmåling fra starten af februar står SF til 22 procent af stemmerne, hvilket ville være en fremgang på mere end 10 procent siden valget (www.dr.dk).

Fremgangen til SF har ikke kun været i meningsmålingerne, men også medlemsmæssigt. Der er pr. 13. februar 2009, 16.518 medlemmer, hvilket giver en medlemsfremgang på mere end 70 procent i løbet af de sidste 2 år (www.sf.dk).

Fremgang på baggrund af øget klassekamp
Fremgangen til SF og SFU skal ses på baggrund af en øget radikalisering og klassekamp de seneste år.

Radikaliseringen slog først igennem blandt ungdommen, hvor især gymnasieeleverne har været på gaden ofte. Mange SFU’ere var fremtrædende i elevbevægelsen og protesterne mod nedskæringer på ungdommen, ligesom mange SFU’ere var involveret i de store velfærdsprotester med bl.a. tre demonstrationer med mere end 100.000 deltagere.

Forårets overenskomststrejker blandt de offentligt ansatte viste, at det ikke kun er i ungdommen, at SF har opbakning. Ved et FOA tillidsmandsmøde med flere tusinde deltagere under strejken fik Villy Søvndal, som den eneste, stående bifald.
SF har i de forskellige protester formået at fremstå som et parti der klart rejste kravene fra skoler og arbejdspladser og forsvarede arbejderne og ungdommens interesser.

Eftersom klassekampen ser ud til at stige i løbet af den kommende periode kan det give grobund til yderligere vækst til SF og SFU.
Den nuværende bevægelse, der er ved at starte op blandt de studerende imod skattekommissionens forslag om SU nedskæringer, viser den frustration og vrede der er opbygget blandt ungdommen, og hvad vi kan forvente i den kommende periode.

SF i en arbejderregering
For de fleste af dem der har været ude i kampe i den seneste periode, står den borgerlige regering som første forhindring. Hovedfokus nu er en ny regering, en regering med arbejderpartierne. Den store fremgang til SF gør det muligt for SF for første gang at komme med i en ny regering, og de seneste meningsmålinger viser et flertal til ”den røde blok”, hvilket i følge de borgerlige medier omfatter, Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og det borgerlige De Radikale.

Uanset hvilken måling man ser på, får Socialdemokraterne og SF omkring 45 procent af stemmerne til sammen, en stor fremgang siden valget. I den seneste periode har SF og Socialdemokraterne indgået et tættere og tættere samarbejde, og alle tegn peger nu på en regering med de to arbejderpartier og Det radikale Venstre. Socialdemokraterne afviste ellers længe at SF kunne komme med i regering, men venstredrejningen har også haft en effekt i Socialdemokratiet. 87 procent af Socialdemokraternes vælgere foretrækker en regering bestående af S og SF frem for en regering bestående af S og de Radikale.

Der er ingen tvivl om, at første forudsætning for en politik til gavn for arbejderne og ungdommen er en ny regering. Vi støtter ethvert skridt til øget samarbejde mellem arbejderpartierne, der peger frem mod en ny regering. Men det er ikke ligegyldigt hvilken regering.

De Radikales rolle
De Radikale har siden stiftelsen i 1905 fungeret som borgerskabets garanti for at en regering med arbejderpartierne ikke ”gik over stregen”, og samtidig som en undskyldning for Socialdemokraternes ledelse for ikke direkte at gå imod kapitalisterne.

De Radikale fører en borgerlig økonomisk politik, hvilket da også har været begrundelsen for at de ikke tidligere ville have SF med i regering.

Udviklingen op til valget og efterfølgende viser, at når krisen og klassekampen skærpes, så forsvinder det sociale grundlag for midterpartierne, og de Radikale er gået voldsomt tilbage, og står nu til under fire procent i meningsmålingerne. Der er absolut ingen grund til, at Socialdemokraterne og SF med over 20 procent opbakning hver skulle tage hensyn til de Radikale – tværtimod.

Fremsætter arbejderpartierne et klart program for en ny regering, så forsvinder de Radikales betydning for en fremtidig arbejderregering fuldstændig. Med et klart program vil arbejderpartierne i sig selv nemt kunne opnå flertal.

SF’s fremgang og de Radikales tilbagegang viser, at der absolut ikke er nogen grund til at give nogen indrømmelser til de Radikale og deres borgerlige politik. Der er brug for en arbejderregering, dvs. en regering kun bestående af arbejderpartier.

Erfaringerne fra ”det røde kabinet”
Det afgørende for dannelsen af en ny regering er selvsagt regeringsprogrammet.
En gang tidligere i sin historie har SF været tæt på at deltage i regering, med det såkaldt ”røde kabinet” i 1966. Ved valget i 1966 fik Socialdemokraterne og SF flertal i Folketinget, da SF gik 10 mandater frem til 20 (mens Socialdemokraterne tabte 7 og havde 69). Den Socialdemokratiske leder Jens Otto Krag havde afvist at danne regering med støtte fra SF, men ombestemte sig efter valget med det senere så berømte udsagn at, ”man har et standpunkt, til man tager et nyt”.

SF kom dog ikke med i regering – Socialdemokraterne dannede en mindretalsregering med SF som parlamentarisk grundlag. Som noget helt nyt blev der oprettet et ”Kontaktudvalg” mellem de to partier, der blev døbt ”det røde kabinet”, hvor politiske initiativer skulle drøftes.

Men ledelsen af Socialdemokraterne pressede SF til at indgå den ene indrømmelse efter den anden. Først gennem et skatteforlig, hvor SF gik med til at indføre momsen, en dybt asocial skatteform, dog med kompensation til de fattigste.

Derefter ønskede den Socialdemokratiske regering at indefryse to dyrtidsportioner (dvs. lønstigninger der fulgte prisstigningerne), men det skabte store diskussioner i SF, flertallet i Folketingsgruppen mente man skulle stemme ja, mens flertallet i Hovedbestyrelsen mente man skulle stemme nej.

Da forslaget kom til afstemning i Folketinget, stemte seks SF-folketingsmedlemmer imod, hvilket betød at regeringen kom i mindretal. Statsminister Jens Otto Krag meddelte, at regeringen trådte tilbage, og at der blev udskrevet valg efter bare et år på regeringsmagten. Både Socialdemokraterne og SF gik tilbage ved det efterfølgende valg.

Efterfølgende førte det til, at SF blev sprængt på et ekstraordinært landsmøde, hvor venstrefløjen udvandrede og dannede VS (Venstresocialisterne).

Det er tydeligt, at der er brug for et klart regeringsprogram før regeringen dannes. Arbejderne og ungdommen stemmer på arbejderpartierne for at få en ny politik. En politik uden nedskæringer på velfærden, uden miljøødelæggelser og krig.

Vi støtter, at SF arbejder for at komme i regering, men i en arbejderregering, det vil sige en regering, der varetager arbejderklassen og ungdommens interesser, ikke arbejdsgivernes.

Politik til gavn for arbejderne
Villy Søvndal sagde i sin tale ved 50 års jubilæumsfesten i weekenden at: ”Vi kan og vil magten. Ikke for magtens skyld – men for at skabe forandringer.” Og det er lige netop pointen; regeringsdeltagelse må aldrig i sig selv blive et mål – målet er en politik til forsvar for arbejderklassen.

Uden et regeringsprogram, der går imod alle forringelser, og støtter alle forbedringer, vil regeringsdeltagelse blot medvirke til at miskreditere SF og sætte fremgangen over styr.

Vi ser lige nu den værste krise siden 1930’erne hærge hele verden, og også Danmark. På verdensplan kastes millioner af mennesker ud i arbejdsløshed, og herhjemme bliver der 1000 flere arbejdsløse om ugen.

S-SF udspil
SF og Socialdemokraterne har fremlagt flere gode forslag i den seneste periode. Det fælles skatteudspil lægger umiddelbart op til, at lægge skattebyrden på de rigeste, på erhvervslivet, i modsætning til skattekommissionens borgerlige forslag med frontalangreb på arbejderklassen og ungdommen.

Socialdemokraterne har fremlagt en vækstpakke, og også SF har haft forslag om at sætte gang i økonomien, have mere kontrol med bankerne osv. Alt dette er som sagt forslag, der peger i den rigtige retning, men det er også meget brede og vage forslag.

Den økonomiske krise ser ikke ud til at stoppe lige foreløbig, tværtimod ser arbejdsløsheden ud til at stige i den kommende periode, sammen med tvangsauktioner, fabrikslukninger og konkurser.

Arbejdsgiverne med Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri i spidsen har gjort det helt klart, hvad de kræver; at byrden for krisen lægges på arbejderklassen, og de kritiserer skarpt den borgerlige regering for ikke at føre en politik, der er hård nok.

Redningspakker virker ikke
Vi har brug for en regering, der entydigt lægger byrden for krisen på arbejdsgivernes skuldre. De seneste mange år har virksomheder og ikke mindst bankerne skovlet milliardoverskud ind, mens direktørerne har modtaget millioner i bonusser. Disse overskud er skabt på baggrund af længere arbejdstid, større arbejdspres og øget lån til arbejderklassen, altså af arbejderklassen. Nu kræver de selv samme arbejdsgivere så, at når krisen kradser, skal de holdes skadesløse, og dem, der rent faktisk skabte overskuddet uden at tjene på det, skal betale.

Umiddelbart kunne man tro, at det er en god ide at give penge til bankerne og til virksomhederne, så vi igen kan ”sætte gang i økonomien”. Men problemet er, at lige meget hvor mange penge vi giver sætter man ikke ” gang i økonomien”. Verden over er der vedtaget redningspakker til milliarder af dollars, euro og pund uden at de har sat gang i økonomien. Pengene i redningspakkerne går bare til de der tjente pengene under opsvinget. Problemet er ikke et reguleringsproblem. Problemet er selve det kapitalistiske system.

Et socialistisk program
Derfor kan man heller ikke vælge en mellemvej, hvor alle skuldre bærer lidt af krisens byrde. Man må vælge; enten lægges byrden på arbejdsgiverne eller på arbejderklassen – det er et helt klart spørgsmål; hvem skal betale? En vækstpakke skal finansieres; skal pengene komme gennem skat på arbejderklassen, nedskæringerne i SU’en eller skat på erhvervslivet, der har tjent kassen de seneste år? EN arbejderregering må lægge byrden på erhvervslivet. Men en vækstpakke løser ikke krisen – der må sættes gang i produktionen, og det sker ikke af sig selv. Der er brug for at det demokratisk besluttes hvad der skal produceres.

Vil en arbejderregering forsvare arbejderklassen, må den også være parat til at tage socialistiske skridt. Når bankerne har vist, at de ikke er i stand til at sikre, at pengene i samfundet bruges til at give ordentlige lånemuligheder for små virksomheder og arbejdende mennesker, så må bankerne nationaliseres, så samfundets ressourcer kan fordeles mest hensigtsmæssigt og bruges til flertallets bedste. Når fabrikker lukker, og tusinder fyres, må regeringens svar være at nationalisere dem under arbejdernes kontrol, og køre produktionen videre til samfundets bedste. Når spekulationsejendomme står tomme og byggefirmaer stopper arbejdet, mens antallet af tvangsauktioner stiger eksplosivt, må regeringens svar være at overtage de tomme spekulationsejendomme og gøre dem til billige lejeboliger, og samtidig at sættes gang i renovering og bygning af skoler, hospitaler, børnehaver osv.

Med andre ord er, der brug for et socialistisk program for en ny regering.

Et socialistisk program – et marxistisk grundlag
Mens kapitalismen for alvor viser, at det som samfundssystem har spillet fallit, når det kommer til at sikre det store flertal bedre vilkår, så begynder dele af SF’s ledelse at snakke om nyt program.

Flere ledende SF’ere har foreslået, at programmet ændres så ord som kapitalisme, socialisme og klasser fjernes. Men det er det stik modsatte af, hvad der er brug for. SF’s nuværende program forklarer hvordan, at ”den ’fri konkurrence’ [er] en ustabil og destruktiv tilstand”. Det forklarer endvidere at:

”Et kapitalistisk samfund som det danske er kendetegnet ved, at ejendomsretten til den afgørende del af produktionsmidlerne er privat. Heraf følger forskellige former for udbytning, underordning og undertrykkelse. Beslutningerne om den samfundsmæssige produktion og dens udvikling bestemmes ud fra, hvad de stadigt mere internationaliserede kapitalejere og direktører regner med vil give den størst mulige umiddelbare profit. Med økonomisk magt følger en stor politisk indflydelse.”

Det er lige præcis disse forklaringer, der er brug for nu. De borgerlige økonomer har ikke været i stand til at forudsige krisen og ingen af deres løsningsforslag har løst krisen, der bare fortsætter. I stedet for at ændre programmet er der mere end nogensinde brug for at fastholde, fremhæve og uddybe programmet.

I programmet skrives det endvidere, at

”SF’s udgangspunkt er en udogmatisk socialisme, der har sit udspring i arbejderbevægelsens kampe og i den marxistiske samfundsforståelse.”

Hverken neoliberalisterne, keynsianisterne eller andre har været i stand til at forudsige krisen eller komme med løsningsforslag, der virker. Den eneste teori, der har vist sig i stand til at forudsige og forklare krisen, er marxismen. SF’s program bygger på en marxistisk forståelse af samfundet, og det er lige netop denne forståelse, der må udbygges.

Den eneste vej til at styrke SF er gennem de marxistiske ideer. Gennem mange år er marxismen blevet fuldstændig fordrejet, både af de borgerlige, men også af alle mulige retninger, der kaldte sig marxistiske. Men Marx begynder, at få et ”come-back” – flere og flere begynder at læse værker som Kapitalen, Det Kommunistiske Manifest og lignende. Og det er nødvendigt, hvis man vil forstå, og forståelse er nødvendig, hvis man vil forandre verden.

Alle SF’ere må sætte sig ind i marxismen, ikke i sin karikatur og fordrejning, men i hvad Marx faktisk skrev. Det kommunistiske manifest er, selv om det er mere end 150 år gammelt, endnu mere relevant i dag, end da det blev skrevet.

Opbyg SF – fremad til socialismen
De første 50 år har budt på op- og nedture for SF, men situationen nu har aldrig været bedre. SF og SFU er større end nogensinde før både i opbakning og medlemsmæssigt, og muligheden for en arbejderregering med SF er tættere på end nogensinde.

Villy Søvndal sagde i sin tale ved SF’s 50 års jubilæum at,

”Jeg synes det skal være endegyldigt slut med at stå på den politiske sidelinie med korslagte arme.
Jeg synes det skal være slut med at stille sig tilfreds med, at have alle de rigtige holdninger, uden at turde tage ansvar og indgå de nødvendige kompromisser.
Vi står midt i historien – men skal vi påvirke den, så er det nu vi skal slå til.
Lad os sige farvel til sidelinien i dansk politik. Lad os sige farvel til ’de rene hænders politik’.”

Arbejderklassen og ungdommen ser efter et alternativ til den borgerlige regering, og de ønsker en regering med SF, det må udnyttes. Men succes kan smides væk så nemt som ingenting – det viser historien, og det viser de internationale erfaringer. Arbejderklassen og ungdommen ser netop efter et alternativ til den borgerlige regering, og SF får kun opbakning, så længe de ses som et alternativ.

Det kræver, at SF fører en alternativ politik. Villy Søvndal forklarede, hvordan SF er gået med i historiske kompromisser og henviste til bankpakken, ligesom SF stemte for den borgerlige regerings finanslov. Det er ikke at opstille et alternativ, men at legitimere den borgerlige regerings nedskæringspolitik.

Opbyg partiet på arbejdspladserne
Den økonomiske krise vil føre til en øget og skærpet klassekamp. Allerede nu ser vi den eksplosive situation, der eksisterer i ungdommen med kampen mod SU forringelserne. Krisen truer det store flertal på arbejde, og dermed deres hjem og hverdag. Arbejderklassen og ungdommen vil kræve svar på problemerne, og de vil gå i kamp for at sikre bedre forhold.

Hvis SF bygger på disse kampe, rejser kravene og bygger partiet på arbejdspladserne, skolerne osv. kan SF gå yderligere fremad, og dermed være med til at sikre en arbejderregering.

Den kommende periode vil gøre det muligt at realisere SF’s program om et demokratisk socialistisk samfund. Den kommende periode vil gøre det nødvendigt at indføre et demokratisk socialistisk samfund, hvis flertallets behov skal tilgodeses. Det kræver et styrket SF, og det kræver et SF med et socialistisk marxistisk program.

Som Villy Søvndal sagde på 50-års jubilæet, med henvisning til at de borgerlige nu siger Socialistisk Folkeparti, i stedet for SF, for at skræmme folk væk fra SF.

”Vi er stolte af vores parti. Vi ER socialister. Så kald os bare Socialistisk Folkeparti!”