Valgaftenen i USA blev set af folk over hele verden. Der er ingen tvivl om, at Bush er forhadt i det meste af verden. I USA vil han gå over i historien som den mest miskrediterede præsident i landets historie. Obama blev som bekendt valgt. Han siger, at han vil føre en ”ny slags politik”. Man kan se i ansigterne på især unge mennesker og sorte, at de har fået håb.
Obamas valgsejr viser, at folk er frustrerede og trætte af Bushs politik. Verden er ikke blevet et bedre sted i løbet af de sidste otte år – tværtimod har Bushs politik betydet, at millioner af amerikanere er blevet fattige. Desuden har han indledt to kriminelle krige i Irak og Afghanistan.
Det er ikke underligt, at folk længes desperat efter forandring. Her har Obama været i stand til at samle folks aspirationer under sin parole om ”forandring”. For de fleste amerikanere er det måske ikke så klart, hvad de gerne vil have. Men de ved i hvert fald, hvad de ikke vil have. De vil ikke have flere krige. De vil ikke have flere nedskæringer. De vil ikke have mere fattigdom og flere ydmygelser. Kort sagt vil de ikke have de konsekvenser, som en kapitalistisk økonomi fører med sig.
Et skridt til venstre
Forhåbningerne er store. Ordene er flotte. Men de er desværre grundløse. Det er ikke et tilfælde, at Obama har modtaget entusiastisk opbakning fra finansfyrsterne på Wall Street. Det er ikke et tilfælde, at de amerikanske kapitalister har givet flere penge til Obama end de gav til McCain. Det er ikke et tilfælde, at den højreorienterede avis Financial Times bakkede Obama op. Det er et resultat af klasseinteresser. Obama repræsenterer nemlig ikke arbejderklassen. Obama repræsenterer ikke de håbefulde unge mennesker, der længes efter forandring. Obama repræsenterer de amerikanske kapitalisters bedste bud på en mand, der kan få dem gennem den næste periode.
Men er der ikke tale om et skift til venstre? Jo, absolut. Inden for det nuværende amerikanske valgsystem repræsenterer valget af Obama et sundt skift til venstre. Men Obama blev først og fremmest valgt på grundlag af det, folk ønsker at se i ham frem for det, han virkelig står for.
Obama bakkede op om den såkaldte redningsplan for den amerikanske finansverden. Planen er i vikeligheden en gave på 700 mia. dollars (3.500 millarder kroner) til finanskapitalisterne på Wall Street. De mennesker, der har skabt den nuværende krise. Ikke så underligt, at de støttede Obama så helhjertet, som de gjorde under valgkampen.
McCains kommunist-forskrækkelse
Den virkelige forskel på McCain og Obama bestod i, at de var uenige om hvordan de bedst kunne varetage kapitalisternes interesser. Obamas budskab om ”forandring” vandt gehør hos millioner af amerikanere, der er trætte at krig, som står over for tvangsauktioner, fallit og arbejdsløshed. De kan ikke acceptere, at dette er så godt som det kan blive. Obama har holdt dygtige taler, hvor han har inspireret meget, men lovet lidt. Han har (i hvert fald i ord) angrebet ”grådigheden” på Wall Street og gået imod de nuværende tilstande i Washington.
McCain forsøgte desperat at slå på samme tema, blot fra en lidt anden vinkel. Det er bemærkelsesværdigt, at det er konkrete spørgsmål om økonomien, der har været det vigtigste i den amerikanske valgkamp, set i forhold til tidligere valg, hvor temaer som abort, våbenlovgivning, homo-ægteskaber og ”terrorisme” var de store emner. Imidlertid var det vanskeligt for McCain, siden hans parti blev holdt ansvarlig for, at tingene ser ud som de gør. Derfor kæmpede han hele tiden op ad bakke.
McCain forsøgte endda desperat at benytte sig af gammeldags kommunist-forskrækkelse. Det er et gammelt kneb i amerikanske valgkampe at beskylde sin modstander for at være kommunist eller socialist. Indtil for nylig ville dette kneb have en anseelig virkning. Men ikke denne gang. Det er interessant at se, at i en atmosfære med økonomisk krise er ordet ”socialisme” endnu en gang kommet frem på dagsordenen i den offentlige debat. Det var endnu mere bemærkelsesværdigt, at McCains skræmmekampagne ikke virkede. Folk lo bare af disse vanvittige anklager. For det første fordi det er tydeligt for alle, at Obama ikke er socialist. For det andet, fordi socialisme for amerikanerne ikke har den samme ”onde” klang som tidligere.
“Enhed” mellem hest og rytter
Hvilken slags præsident vil Obama blive? Han har – også før han blev valgt – arbejdet hårdt for at dæmpe folks forventninger. Han har opfordret til ”national enhed” og til at ”arbejde hårdere”. Budskabet er i virkeligheden det samme, som George Bush fremkom med efter angrebene i New York og Washington den 11. september 2001. Budskabet om ”national enhed” lyder besnærende for folk, der er trætte af racisme og andre former for splittelse. Men i et klassesamfund betyder ”national enhed” at underordne en klasse under en anden. I dette tilfælde betyder det, at flertallet af amerikanere, der er lønarbejdere, skal underordne deres interesser under Wall Street og de store virksomheder. Det svarer til en “enhed” mellem hesten og dens rytter, der borer sine sporer ind i kødet på ridedyret.
Dansk hyldest til Obama
Her i Danmark er der mange, der har hyldet Obama.
”Jeg er lige så begejstret som alle de amerikanere, der fejrer deres nye præsident i dag, og jeg tror, at jeg deler den begejstring med utrolig mange mennesker på hele kloden, der i dag ser en ny begyndelse for forholdet mellem USA og resten af verden,” siger Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt.
Helle Thorning-Schmidt glæder sig især over, at Obama vil trække tropper ud af Irak og indsætte flere i Afghanistan i stedet for. Men det er blot at flytte styrker fra den ene katastrofe til den anden. Fra det ene kriminelle overfald på en uskyldig befolkning til det næste.
SF Ungdom har helt korrekt lavet en kampagne for at trække tropperne ud af Afghanistan. Alligevel er organisationens formand, Emilie Turunen, glad for Obama. Hun skriver blandt andet i et politisk nyhedsbrev til medlemmer af SFU:
”Jeg var nærmest lykkelig. Sammen med en masse andre unge venstreorienterede jublede jeg over Obama.”
Emilie Turunen bløder imidlertid efterfølgende op og siger, at Obama er ”mindre progressiv end Andres Fogh”. Men hun forklarer sin støtte til Obama med, at USA ikke er Danmark. Hun siger:
”På nøgleord som forandring og håb har han lovet amerikanerne ny udenrigspolitik, ny klima og energipolitik, ny velfærdspolitik. På uddannelsesområdet påpeger han vigtigheden af, at alle – uanset baggrund – får en uddannelse. På sundhedsområdet lover han, at alle amerikanere skal have en sundheds-forsikring og sikres adgang til behandling. På klimaområdet lover han forbedringer, reduktioner og internationalt samarbejde. På udenrigspolitikken vil han erstatte den sorte neokonservative krigs-gale Bush med visioner om dialog. På spørgsmålet om skat og omfordeling vil han give skattelettelser til dem, der har brug for dem: de fattigste og de almindelige arbejdere, frem for de rigeste. Blandt andet derfor støtter den amerikanske fagbevægelse Obama. Det interessante bliver jo nu at følge hvorvidt Obama rent faktisk får gjort politiske løfter til virkelighed. Til reel forandring.”
Vi kan på forhånd sige, at skuffelsen vil blive enorm. Det er forståeligt at mange almindelige mennesker i USA, Danmark og resten af verden inderligt håber, at der vil komme reel forandring. Men vi har sagt det før, og vi siger det igen: så længe, at det er to borgerlige partier – oprettet, finansieret og kontrolleret af storkapitalen – der dominerer det politiske liv i USA, vil almindelige arbejdere og unge aldrig blive politisk repræsenteret i Washington.
Obama og fagbevægelsen
Kammerat Emilie Turunen peger på, at den amerikanske fagbevægelse støtter Obama. Det er korrekt, at de højredrejede ledere af den amerikanske fagbevægelse støtter Demokraterne. Men det er ikke en positiv ting, det er en skandale. Demokraterne har aldrig tjent arbejderklassens interesser. Demokraterne har ikke engang afskaffet de notoriske anti-fagforeningslove som Taft-Hartley loven fra 1947, der er et direkte angreb på arbejdernes ret til at organisere sig.
Det er korrekt, at der ikke findes et arbejderparti i USA. Det er et topartisystem, hvor to borgerlige partier deler magten imellem sig. Men det bør ikke give grund til pessimisme eller en opgivende holdning om, at man lige så godt kan støtte ”det mindste onde”, hvilket ofte er begrundelsen for støtte til Demokraterne.
De højredrejede amerikanske faglige lederes støtte til Demokraterne er i virkeligheden yderst skadelig. De lederes opgave er ikke at støtte arbejdsgivernes partier. Deres opgave på det politiske plan er at kæmpe for et parti, der repræsenterer arbejdernes interesser. Sådan et parti må være et arbejderparti baseret på fagforeningerne. Det er kun fagforeningerne, der har den sociale base og de nødvendige ressourcer til at udgøre en ægte effektiv og landsdækkende trussel for de herskende partier. Denne idé får måske ikke endnu et stort ekko. Men på grundlag af deres egne erfaringer vil millioner af arbejdere nå den konklusion, at det er den eneste vej fremad. Mange har allerede nået denne konklusion og søger efter et alternativ.
En hård skole
Præsidentvalget i USA var historisk. Valget markerer et nyt stadie i forandringen af de amerikanske arbejderes bevidsthed. Mange folk har allerede fået nok af topartisystemet og kan gennemskue Obamas sukkersøde taler. Men de fleste arbejdere og unge vil være nødt til at lære gennem erfaring. Gennem deres egne pinefulde erfaringer vil alle illusioner blive nådesløst knust af begivenhederne. Nedskæringer, fortsat krig, arbejdsløshed, gaver til overklassen, tvangsauktioner og øget fattigdom vil ødelægge håbet om en bedre fremtid med Obama. Det vil være en smertefuld proces. Men konklusionen vil hamre sig ind i hovederne på folk: der er brug for noget andet. Folk vil i stadigt større grad lede efter et alternativ.
Det, der er brug for, er at kæmpe for dette alternativ. Der er brug for klart at udstille Obama og Demokraterne som det, de er: repræsentanter for arbejdsgiverne, der ikke kan tjene arbejdernes interesser. Derfor er det den forkerte vej at gå, når ledende folk i arbejderbevægelsen i Danmark skaber illusioner til Obama. De amerikanske arbejdere er kommet i ”Demokraternes skole”, og de vil lære, at der ikke findes nogen udvej gennem det borgerlige politiske system. Det baner vejen for eksplosioner i klassekampen i fremtiden.
