De Olympiske Lege i Kina denne sommer blev vel overstået. Under OL blev nyhederne forståeligt nok fyldt med diskussioner om Danmarks medalje chancer og rapporter og analyser af konkurrencerne. Men ind imellem blev diskussionerne afbrudt af et andet emne, nemlig menneskerettighedsforholdene i Kina og især situationen i Tibet har fyldt meget i medierne i månederne op til afholdelsen af OL.

Når snakken falder på Tibet i Danmark er billedet der gives, lige gyldigt om det kommer fra højre- eller venstrefløjen, fuldstændigt klart: Tibet var intet mindre end paradis på jord før de brutale og onde kinesiske kommunister fuldstændigt uprovokeret invaderede det lille land og udsatte det for et (kulturelt)folkemord. Samtidig beskrives Dalai Lama og resten af det eksiltibetanske samfund som de rene helgener, der til enhver tid lever op til de fornemmeste pacifistiske idealer fra buddhismen.

Men er dette hele sandheden? Der skal ikke herske nogen tvivl om at perioden siden Tibet blev genforenet med Kina af Folkets Befrielseshær og Mao i 1950, ikke altid har været lige rar, mildt sagt. Særligt under ”Kulturrevolutionen” i 1966-69 og ”Det store spring fremad” i 1958-60 var forholdene slemme, ligesom de var i resten af Kina. Der skal heller ikke være nogen tvivl om, at situationen i Tibet i dag, og for den skyld resten af Kina, kan og skal kritiseres (en nærmere kritik gennemgås længere nede i artiklen). Men dette betyder på ingen måde at Dalai Lama styret og resten af det eksiltibetanske samfund eller de imperialistiske kræfter der støtter dem på nogen måde er bedre, tværtimod. Lad os starte med at se på de faktiske forhold i Tibet under Dalai Lama regimet og ikke den skønmaling af landet som man f.eks. kan se i filmen ”7 år i Tibet”, der udelukkende beskriver forholde imellem de absolut rigeste og magtfulde i Tibet, ministrene, præsidenten og Dalai Lama selv.

Lama-regimet: et feudalt diktatur
Der er i dag en udbredt opfattelse om at Tibet under Dalai Lama regimet var et fredeligt og harmonisk samfund baseret på de buddhistiske idealer om ikke-vold og harmoni, afskåret fra resten af verdens ondskab og elendighed på ”verdens tag”. Det er dog nok tvivlsomt om Buddha ville havde brudt sig om opførslen fra de Lama-præster der prædikede i hans navn. Selvom dødsstraf godt nok var forbudt, betød det på ingen måde at det ikke fandtes. Det var almen praksis fra de rige Lamaer og godsejeres side, at undersåtter, der på den ene eller anden måde havde gjort noget forkert, enten blev sultet ihjel eller efterladt lemlæstede udenfor til de vilde dyr og nattefrostens nåde. Det var selvfølgelig ikke alle, der blev straffet, som straffedes så hårdt, det var skam også almindeligt at livegne og tjenere ”blot” fik skåret arme, ben, ører og tunge af, revet deres sener over eller fik prikket øjne ud. Det var, hvad der opfattedes som god retspraksis i den tibetanske udgave af buddhismen. Men her stopper ”herlighederne” i ”paradiset” langt fra.

Størstedelen af befolkningen, både mænd og kvinder, var livegne (svarer til feudaltidens/middelalderens fæstebønder) og udgjorde ca. 80 procent af befolkningen og var tvunget til at udføre hoveriarbejde (et fænomen man kender fra europæisk middelalder, hvor fæstebonden skulle arbejde på herremandens marker), kaldet ”ulag”, i op til 16-18 timer om dagen, og heraf skulle de aflevere 70 procent af udbyttet til deres herrer. Men de skulle selvfølgelig ikke klage, for her i det (næsten) himmelske paradis fandtes der da folk der havde det værre, nemlig de 5 procent af befolkningen der var officielle slaver (den nuværende Dalai Lamas familie råde over 102 slaver).

Forskellen mellem slaver og livegne var dog svær at overse da de alle havde en pris og helt lovligt kunne sælges som enhver anden vare. Der fandtes selvfølgelig folk der havde det bedre i dette ”paradis på jord”, deriblandt de 10 procent fattige munke, der kun blev ”almindeligt” udnyttet på klostrene af de rige lamaer. Denne forfærdelige behandling af befolkningen sluttede først da Kina satte en stopper for det i 1959. Alt dette fokuseres der sjældent på når imperialisterne i USA og EU og de naive ”venstreorienterede” i Tibet-støtteforeningerne beskriver Tibet, de vælger for det meste at holde sig til at tale om de 2 procent i overklassen (og deres syn på virkeligheden) der udgjordes af Lama præsterne, officerer i hæren, godsejere og embedsmænd samt de ca. 3 procent af befolkningen, de havde gjort til loyale tjenere, soldater og andre håndgangsmænd ved at hæve dem over resten af befolkningens vilkår.

Buddha ville måske også have haft svært ved at se hans lære blive udøvet i de krige, der fra tid til anden hærgede over Tibet imellem de forskellige klostre, Lamaer og godsejere. Ironisk er det i hvert fald, at tre af de gange, den ophøjede Dalai Lamas ”sjæl” måtte forlade en ”reinkarnation” skyldtes, at de daværende Dalai Lamaer blev dræbt i interne tibetanske krige.

På et område passer beskrivelsen af Dalai Lamas Tibet som paradis dog, nemlig i den forstand at det sendte størstedelen af Tibets befolkning fra det jordiske ”paradis” direkte op i det himmelske. Det var nemlig sådan at, i de 1000 år den særlige tibetanske udgave af, den ellers sympatiske, buddhisme, herskede frem til invasionen af Tibet i 1950 og ekspropriationerne af den herskende klasse og frigivelse af slaverne i 1959, faldt Tibets befolkningstal fra ca. 10 millioner til ca. 3 millioner. Betydningen af dette skal ikke mindst ses i sammenhæng med at resten af verdens befolkningstal i samme periode mangedobledes op til flere milliarder. Så hårde og tilbagestående var forholdene i dette ”fredelige paradis” der ganske enkelt kan beskrives som et yders reaktionært fundamentalistisk feudalstyre der langt fra havde bevæget sig ud af den mørke middelalder.

Er Dalai Lama pacifist?
Nogen vil måske anføre at den nuværende Dalai Lama, der stadig var en lille dreng da Folkets Befrielseshær (Kinas hær)invaderede Tibet, og hans regering ikke kan hænges op på fortidens synder og det derfor stadig er retfærdigt at støtte eksilregeringen. Det kan man selvfølgelig mene, men derved ignorere man det faktum at samtlige af lederne i den eksiltibetanske bevægelse kommer fra den tidligere herskende klasse og selv har haft slaver, selv har myrdet og maltrakteret deres undersåtter og selv har besiddet stor rigdom mens resten af befolkningen har været umådelige fattige. Selv hvis man skulle ignorerer dette så behøver man blot at kigge på de nyeste udmeldinger fra eksilregeringen og Dalai Lama selv.

Dalai Lama har for nylig kaldt USA en ”forkæmper for demokratiets, frihedens og menneskerettighedernes sag i andre dele af verden” ligesom at han har betegnet Georg W. Bush som ”en del af min familie”. Han har desuden omtalt krigen i Afghanistan (hovedsageligt fra 1979-89) under den kolde krig (der jo som bekendt væltede et progressivt, sovjetvenligt regime til fordel for de USA-støttede mujahideen, der førte til først krigsherrerne i Den Nordlige Alliance og siden Taleban) for en befrielse, Korea-krigen i 1950-53 for en halv befrielse og Vietnam krigen i 1959-75 for en fiasko. Så specielt pacifistisk kan man næppe kalde Dalai Lama. Det er da heller ikke fordi, at der er mange Dalai Lama-tilhængere der har talt om det interview, han lavede på svensk tv for et par år siden, hvor han indædt forsvarede Irak krigen, også ud fra buddhistiske principper. Blandt andre vederstyggeligheder fra den eksiltibetanske regering kan nævnes deres racistiske forbud imod at tibetanere indgår blandede ægteskaber med kinesere, og desuden deres mange alliancer med imperialistiske regeringer og krigsførende og udemokratiske regeringer overalt i verden, lige fra USA (der igennem CIA står for en væsentlig del af finansieringen af den eksiltibetanske regering) til Storbritannien og Indien.

Demokrati og selvstændighed?
Et af de mest brugte argumenter til fordel for eksilregeringen er dens påståede demokratiske natur. Det påstås bl.a. i foldere fra den danske ”Støttekomiteen for Tibet” at Dalai Lama er demokratisk valgt og leder en demokratisk regering. En interessant påstand, når man tager med i overvejelserne at den eksiltibetanske forfatning klart slår fast, at kun de religiøse overhoveder, Lamaerne, kan sidde i regeringen, og at Dalai Lama i sin natur som den genfødte Dalai Lama, per automatik er Tibets religiøse overhoved og derfor også skal være Tibets politiske overhoved, dette gælder for alle fremtidige Dalai Lamaer så snart han er blevet myndig. Dalai Lama har desuden vetoret i alle spørgsmål. En sådan regeringsform kan bedst sammenlignes med det iranske præsteskab med den ene forskel at imens de i Iran uddanner sig til præster for senere at avancere op til det regerende præsteråd, bliver Dalai Lama leder allerede når han udpeges som den genfødte Dalai Lama hvilket normalt sker i en meget tidlig alder.

Dalai Lama har åbent erklæret, at han ikke ønsker uafhængighed til Tibet. I stedet vil han have en slags selvstyre, lidt ligesom Hong Kong. Dalai Lama repræsenterer en del af den tibetanske elite, der søger et kompromid med den kinesiske kapitalisme. De ser store muligheder i Kina nu, hvor økonomien går fremad. Imidlertid vil dette ikke være muligt. Hong Kong fik særstatus i på grund af sin enorme økonomiske magt og den rolle, Hong Kong spiller i verdensøkonomien. Tibet kan ikke tilbyde noget tilsvarende, og derfor vil de heller ikke få tilsvarende status sådan som de havde i 1950’erne. Desuden vil en indrømmelse til Tibet opmuntre andre regioner til at forsøge at opnå selvstyre.

Kina har optrappet sine fordømmelser af Dalai Lama, og Dalai Lama har tilsvarende brugt et stærkt sprog. Det skyldes, at Dalai Lama er rædselsslagen for en samlet bevægelse blandt de fattige og undertrykte i Kina. Han gør alt i sin magt for at forhindre, at arbejderne og bønderne i Kina og Tibet forener sig.

Dalai Lama agerer håndlanger for imperialisterne. Det er tydeligt, at Vesten ser dette som en mulighed for at udnytte tibetanernes utilfredshed til at svække Kina og få en fod indenfor Kinas interesseområde. I den udstrækning, at der finder en kamp sted mellem Dalai Lama og styret i Beijing, er det i al væsentligt en kamp mellem Vestlig imperialisme og kinesisk kapitalisme. Ingen af parterne spiller en progressiv rolle. Ligegyldigt hvor oprigtige og sympatiske, motiverne er, så er konsekvenserne af enhver støtte til Dalai Lama aldeles reaktionær.

Bør vi støtte Kina?
Men betyder dette på den anden side at Kina og det kinesiske “kommunistparti” under dets nuværende ledelse, er progressivt og et langt bedre alternativ? På ingen måde! Man må være mere end almindelig blind og uinformeret for stadig at mene at Kina er et socialistisk land under kontrol af den almindelige arbejder og bonde. Det bureaukrati, der altid har siddet på magten i den kinesiske revolution, har i dag forvandlet sig til en fuldstændig reaktionær kraft, der har skubbet Kina længere og længere imod kapitalisme til et stadie, hvor man i dag må konstatere, at selvom forvandlingen endnu ikke er fuldendt, så er Kina i dag et kapitalistisk land, der også virker for at fremme kapitalisme internationalt, blandt andet i Cuba og Vietnam igennem den såkaldte ”kinesiske model”.

I Kina er der opstået en klasse af rige kapitalister. I 2007 sagde en rapport, at der var syv dollarmilliardærer og 300.000 millionærer, hvoraf 400 har en formue på over 60 millioner dollars. Det er folk, der har været i stand til at bruge deres position i statsapparatet og partiet til at gøre sig selv til ejere af privatiserede statsvirksomheder.

Diskrimination i Tibet
Den kapitalistiske vej har haft alvorlige konsekvenser for den kinesiske befolkning, heriblandt også folkene i Tibet. Alle de sejre der blev vundet ved den kinesiske revolution, fordeling af jorden, afskaffelse af (gælds)slaveriet, et udbredt uddannelse og sundhedssystem, er i dag rullet næsten fuldstændigt tilbage. Uligheden er steget voldsomt og en hær af fattige og voldsomt udnyttede emigrantarbejdere, heriblandt også mange fra Tibet, fylder storbyerne. Det er her, vi først og fremmest skal finde kimen til den stigende uro i Kina og også i Tibet.

Ligesom i andre dele af Kina med andre store religioner og folkeslag anderledes end den dominerende Han-kinesiske del af befolkningen, har uligheden, og dermed også utilfredsheden, i Tibet fået en delvis etnisk, religiøs og national karakter. Det kan ikke klart siges, i hvor høj grad denne diskrimination er udtryk for en bevidst politik, og i hvor høj grad det skylles det forhold, at hoveddelen af udviklingen de sidste par år er sket ved kysten i øst der hovedsageligt er beboet af Han-kinesere, der dermed ofte er højere uddannede end for eksempel tibetanerne og derved oftest bliver valgt til de højtbetalte jobs i den offentlige sektor. Samtidig medbringer Han-kinerserne og de muslimske Hui-folkeslag forbindelser fra andre dele af Kina, og har dermed et naturligt forspring som handelsmænd. Alt dette fører til, at den høje økonomiske vækst der faktisk har fundet sted i Tibet, først og fremmest er gået til ikke-tibetanere og at de oprindelige tibetanere dermed naturligt føler sig diskrimineret og holdt udenfor. Det er på denne baggrund, at der er opstået såvel de sociale protester samt medvind til ”Frit Tibet” protesterne der, efter stort set at havde været ikke eksisterende i årtier i Tibet, igen har fået voksende opbakning blandt de utilfredse tibetanere.

Det nationale spørgsmål
Det kinesiske regime kalder sig stadig kommunistisk, men dette er mindst ligeså hyklerisk som det er at kalde Dalai Lama for en demokrat eller Bush for en menneskerettighedsforkæmper.

En ægte kommunistisk politik overfor Tibet, som den Lenin og Trotskij førte i Sovjetunionen overfor de mange forskellige republikker fra Zarens kejserrige, ville være helt anderledes. Lenin understregede altid hvor vigtigt det var at være meget varsom i forhold til folks religiøse og nationale følelser der ofte spiller en stor rolle i deres liv og identitet. Det at være religiøs er på ingen måde en forhindring for at kæmpe for socialisme, og religionsfriheden skal også sikres under socialismen.

Samtidig skal det selvfølgelig gøres klart at dette ikke betyder at man skal give op på den marxistiske religionskritik, tværtimod skal man tålmodigt forklare og bevise, at religionen ikke er nødvendig og blot holder tibetanerne tilbage fra at udfolde deres liv bedst muligt. På samme måde må man se på det nationale spørgsmål. Vi vil til enhver tid forsvare folkenes ret til selvbestemmelse og Tibets ret til selvstændighed, derfor mener vi også, at Tibet må havde muligheden for at stemme demokratisk om deres fremtid. Dette betyder imidlertid ikke, at vi nødvendigvis mener, at en sådan selvstændighed er ønskelig. Det er tvivlsomt, om det stadig tilbagestående Tibet ville kunne klare sig særlig godt selvstændigt, og der er en overhængende fare for, at Tibet igen ville falde i hænderne på vestlig imperialisme og reaktion, hvis de da ikke fortsat vil være domineret af Kina gennem handel, finanskapital og verdensmarkedets dominans. Under alle omstændigheder vil en ”selvstændighed” for Tibet på kapitalistisk grundlag ikke være andet end ”frihed” til at vælge, hvilken imperialistisk magt, de skal være underlagt.

På mange måder minder det nationale spørgsmål i Tibet om det forhenværende Jugoslavien. På trods af tilbageskridtene under ”det store spring fremad” og kulturrevolutionen, bragte den planlagte økonomi i Kina store fremskridt med sig. De sociale forhold blev forbedrede, og forbedret landbrugsteknik og maskineri gjorde at der nærmest ingen nationale spændinger var. Men rødderne til nationale spændinger blev ikke permanent fjernet.

For en socialistisk føderation
Hvad enten et selvstændigt Tibet skulle styres af Dalai Lama eller et ”demokratisk” borgerligt regime, ville landet blive udbyttet og fuldstændigt domineret af imperialismen. Alle de sociale fremskridt, der er tilbage, ville øjeblikkeligt blive fjernet. Imperialistisk dominans ville ikke løse fattigdommen eller løse demokratiske problemer, tværtimod ville disse problemer blive værre. Fattigdommen og undertrykkelsen vil tage til.

Derudover vil en adskillelse af Tibet fra Kina betyde, at befolkninger og lokalsamfund bliver kunstigt opdelt – og det vil meget vel kunne resultere i et blodbad af samme type, som vi har set i det tidligere Jugoslavien. Opdelingerne af Jugoslavien, Irland, Indien og Kaukasus-regionen har alle vist det samme. Denne slags opsplitninger er altid reaktionære, og medbringer rabiat nationalisme og racisme. Desuden ender de ikke sjældent i det mest forfærdelige blodbad. Det kinesiske mindretal vil i en sådan situation stå i en meget sårbar position, og det samme vil være tilfældet for det tibetanske mindretal i de kinesiske naboprovinser. Vi så allerede et forvarsel til dette i optøjerne i Lhasa i marts hvor mange uskyldige civile Han og Hui kinesere blev lynchet og tævet ihjel af ekstreme tibetanere. Fra dette udgangspunkt er en abstrakt parole om ”selvstændighed” til Tibet uden at tage hensyn til konsekvenserne, i bedste fald uansvarligt.

Det er rigtigt, at det tibetanske folk aldrig vil få sin frihed, så længe at det nuværende regime i Beijing eksisterer. Bureaukratiet og den fremvoksende kapitalistklasse vil aldrig give ægte indrømmelser til Tibet af frygt for, at andre regioner i Kina kan få lignende ideer om selvstændighed eller øget selvstyre. Det nationale spørgsmål i Kina handler ikke kun om Tibet, men massevis af etniske mindretal og undertrykte nationaliteter indenfor den kinesiske nationalstat. Det kinesiske regime er bange for udsigten til tab af deres centrale magt og kinesisk ”enhed”. Det er ikke muligt at opnå frihed for arbejderklassen eller undertrykte nationaliteter indenfor rammerne af den nuværende ”Folkerepublik”.

Men det er ikke kun i Tibet, at masserne bliver undertrykt. Det kinesiske bureaukrati bruger de samme brutale metoder imod arbejdere og bønder overalt i Kina, uanset deres nationalitet, hver gang de kæmper for bedre sociale forhold eller arbejdsforhold. Regimet sætter hårdt ind over for alle strejker og kampe for grundlæggende rettigheder.

Det kinesiske folk er ikke Tibets fjender. Tibetanernes fjende er det kinesiske bureaukrati og det stigende antal af kapitalister. Arbejderne og bønderne i Kina og Tibet står over for de samme problemer: enorm udbytning, lave lønninger, stigende priser, mangel på et socialt sikkerhedsnet samt stor undertrykkelse fra staten og kapitalisternes side.

Tibets fremtid bør ligge som en Tibetansk republik som en del af en socialistisk kinesisk føderation bestående af ligestillede og ligeværdige nationer, på samme måde som de forskellige republikker eksisterede i Sovjetunionen under Lenin og Trotskij, med udvidet autonomi, eget sprog, flag og regionalt parlament og regering.
De tibetanske arbejdere, bønder og fattige bør kæmpe sammen med resten af de kinesiske arbejdere, bønder og fattige, på tværs af etnisk, national og religiøs baggrund, for en ny socialistisk revolution i Kina der endnu engang kan eksproprier kapitalismen og fjerner den herskende klasse, borgerskabet og bureaukratiet, fra magten, og sætter samfundet under befolkningens demokratiske kontrol. Kun på denne måde kan de sociale problemer i Tibet og resten af Kina blive løst.

Boykot?
Dette burde være klar politik for alle der kalder sig socialister, kommunister og venstreorienterede. Desværre må man sige at Socialistisk Standpunkt står ret alene med denne analyse, hvis man ser sig omkring på udmeldingerne fra resten af venstrefløjen. I Enhedslisten har man valgt at køre boykot strategien, den samme strategi som mange borgerlige politikere kørte i månederne op til OL. Alene det, at ens udmeldinger er ens med borgerlige politikere og regeringsmedlemmer burde være nok til at få alarmklokkerne til at ringe og være grund til at gennemtænke ens politik en ekstra gang. Derudover; hvad ville en boykot strategi så nytte, selv hvis det var en korrekt sag? Boykot i denne forstand er en individuel handling der gør det til den enkeltes moralske valg i stedet for at basere sig på arbejderklassens traditioner for at føre kollektiv kamp.

Ydermere ville en boykot i denne situation næppe føre til andet end opblusning af nationalistiske følelser i den kinesiske befolkning der ville føle sig uretfærdigt behandlet og fornærmet op til det OL som mange kinesere føler en umådelig stolthed ved at skulle afholde. Det ville næppe bidrage til sympati og samarbejde med den kinesiske befolkning og dermed ikke være i arbejderbevægelsens internationalistiske tradition. I øvrigt er det tvivlsomt, hvordan en sådan boykot skulle blive effektiv.

Kina er en kæmpe økonomi af stor international betydning, hvilke lande og virksomheder skulle havde lyst til at sætte sig selv uden for dette attraktive marked? Hvilke af de legetøjskæder, tøjkæder osv., der importerer kinesiske varer, ville kunne overleve uden? De lande og virksomheder, der ikke selv ville lide stor overlast under en sådan boykot, har dårligt nok noget med Kina at gøre alligevel, og så er det jo ligegyldigt om de boykotter. Hvis en boykot alligevel trådte i kraft, ville konsekvenserne gå ud over almindelige mennesker. Virksomheder der eksporterer til Kina ville være nødt til at fyre arbejdere, og virksomheder i Kina, der eksporterer, ville også være nødt til at fyre folk når salgsmulighederne forsvandt. USA truede faktisk Kina med boykot og handelskrig for nogle år siden, men måtte trække sig, da de indså at USA’s økonomi næppe selv ville kunne overleve en sådan boykot.

Er socialister imod OL?
Lad os se på, hvad ”venstrefløjen” i Danmark sagde om OL i Kina. Normalt retter vi vores kritik mod de borgerlige og det højredrejede bureaukrati i arbejderbevægelsen. Men revisionisme findes i alle regnbuens farver, herunder også en ”venstreorienteret” kulør. Nogle gange er der, som vi skal se, ikke tale om revisionisme, men blot om tåbeligheder og sekterisk vanvid.

SAP (Socialistisk Arbejder Parti, der påstår at være en del af den såkaldte fjerde internationale) har forstået betydningen af parolen om boykot af Kina. De går dog i mange andre fælder. Udover en utrolig mangel på lyst til at sige deres mening om eksilregeringen og forholdene i Tibet, som de nærmest taler uden om, så opfordrer de også til at ”alle demokratiske kræfter må støtte den demokratiske opposition i Kina”, og læser man videre kan man se, at de hermed mener demokratiske kræfter uden for venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Hvem disse demokratiske kræfter skulle være er overladt til gætterier, men formuleringen bringer minder om klassisk stalinistisk folkefrontsretorik med opfordringer til at alliere sig med alle ”demokratiske” kræfter, herunder borgerlige.

Borgerlig kamp for at sprede ”demokratiet” i verden ser vi allerede konsekvenserne af i Irak og Afghanistan og det er næppe noget kineserne eller vi som socialister, ønsker at se udbredt til Kina! Endnu mere galt går det dog i deres generelle linje over for sport, hvor de erklærer at såvel OL som VM fostrer ”nationalisme og sætter folkeslag op imod hinanden”, og på deres internationale hjemmeside opfordrede de endda, i modsætning til deres danske sektion, boykot af OL fra tv-seernes side med ordene ”Jeg ville ikke se det [Olympiaden], jeg nægter at gå til nogen bar, der viser det på en TV skærm” (egen oversættelse, red.). En mere sekterisk linje, der, som de fleste nok kan sige sig selv, ikke finder nogen opbakning i den brede befolkning og arbejderklasse der forståeligt og naturligt nyder at se de sportslige præstationer og heppe på deres landsmænd, skal man lede længe efter, men den findes dog.

I det britiske ”Socialist Worker” (IS – Internationale Socialisters britiske søsterorganisation) erklærer de:

”Sport repræsenterer et tyranni over menneskelige præstationer af maskiner, uret og vilkårlige regler.” og fortsætter med at konkludere, at ”menneskelig befrielse vil ikke involvere 22 mænd, der spiller fodbold med 50.000 tilskuere og millioner mere over fjernsyn. Ej heller vil det involvere mænd og kvinder, der farer frem og tilbage i et svømmebassin og konkurrerer imod hinanden og uret. Fysisk rekreation og leg handler om nydelsen af ens krop, menneskeligt selskab og miljøet. Sport gør ikke. Det handler om konkurrence og at overholde vilkårlige regler – en ideel forberedelse for den kapitalistiske produktions proces.” (egen oversættelse, red.)

Men er socialismen da virkelig imod sport og konkurrence? Nej, selvfølgelig ikke, det har den aldrig været. En af de største socialistiske/kommunistiske ledere, Leon Trotskij, en af lederne af den russiske revolution og i opposition til Stalin, har skrevet at:

“Konkurrencens mægtige kraft, som i det borgerlige samfund, har karakter af markeds konkurrence, vil ikke forsvinde i et socialistisk samfund, men, for at bruge psykoanalytikernes sprog, vil blive sublimeret, altså, at det vil antage en højere og mere frugtbar form. Der vil være kampen for ens mening, for ens projekt, for ens smag. I den situation at politisk kamp vil forsvinde – og i et samfund hvor der ingen klasser er, vil der ikke være nogen sådan kamp – den befriede passion vil blive kanaliseret over i teknik, i opbygning der også inkludere kunst.” (Trotskij: Litteratur og revolution, egen oversættelse.)

Socialisme og kommunisme skal ophøje arbejderklassen (størstedelen af menneskeheden) til samfundets herrer og gøre dem frie, lige og gøres deres liv så godt som muligt. Sport er en vigtig del af, hvad der gør livet godt at leve. Under socialisme vil det ikke blive afskaffet, tværtimod vil arbejdstiden blive sat ned og stresset mindskes, hvilket vil give mere tid til at dyrke sport og nyde livet.

”The colour orange”
En af de større kampagner op til OL har været “The Colour Orange” kampagnen (www.thecolororange.net). Ideen var at man skulle bære orange farver under OL for at vise sin kritik af Kinas overtrædelser af menneskerettighederne. Farven orange er blandt andet inspireret af de tibetanske munke. I baggrundsmaterialet nævnes blandt andet Kinas annektering af Tibet som en af Kinas forbrydelser imod menneskerettighederne. Der snakkes dog overhovedet ikke om de enorme og utallige krænkelser af menneskerettighederne, der fandt sted i Tibet før invasionen og de mange forbedringer, som ekspropriationen af den gamle herskende klasse og indførelse af planøkonomi bragte med sig. Kina begår mange menneskerettighedskrænkelser der skal kritiseres, også i Tibet, men genindlemmelsen af Tibet i Kina er ikke en af dem. Også SUF (Socialistisk UngdomsFront) har støttet kampagnen. Igen er dette gjort uden det mindste spor af socialistisk perspektiv eller kritik af Dalai Lama regimet eller de fremmede imperialistisk kræfter der angriber Kina. I en situation, hvor den almene tone i samfundet er vendt imod Kina, og hvor imperialismen og reaktionen buldrer imod landet, er det vigtigt altid at gøre opmærksom på at ens kritik af Kina adskiller sig fra den reaktionære kritik, ellers bliver ens kritik reelt en del af deres kampagne imod Kina. Også Roskilde-festivalen støttede i år “The Colour Orange” kampagnen, igen uden at reflektere over om eksiltibetanerne var værd at støtte og uden at perspektivere sin kritik.

Også SF’s ledelse har udvist manglende forståelse af Tibet spørgsmålet. De inviterede på sidste årsmøde Tibets eksilregerings udenrigsminister. Dette er fuldstændigt horribelt! At et socialistisk parti inviterer en repræsentant for et fundamentalistisk, middelalderligt regime, der er imod blandede ægteskaber, forsvarer alle USA imperialistiske krige og folkemord, indirekte og direkte støtter terror og etniske angreb i Tibet imod muslimer og Han-kinesere, og støttede slaveri og livegenskab, da de regerede Tibet, er en skandale og fuldstændigt uacceptabelt. SF må klart stå fast på sit socialistiske grundlag og droppe den slags ugennemtænkte initiativer.

Ukritiske Kina-støtter

Kritikken af Kinas nye kapitalistiske politik, overgreb på menneskerettigheder og arbejdsrettigheder er da heller ikke at finde i nogen alvorlig grad i KP’s pjece. En ordentlig kommunistisk politik overfor Tibet og det nationale spørgsmål som den tidligere beskrevet af Lenin og Trotskij i Sovjetunionens første par år, er da heller ikke noget sted at finde. Men det største problem i pjecen er dog en manglende forståelse af hvad Kina er i dag. Det er tydeligt at regimet i Kina, hos KP, stadig betragtes som et progressivt styre og at ikke meget har ændret sig i deres forhold til Kina, siden Kinas overgang til kapitalisme. Det virker mest som om at man ikke har anerkendt at den kapitalistiske udvikling i Kina har fundet sted.

Borgerlig støtte til kinesisk kapitalisme
Men det er ikke kun i stalinistiske kredse, at man finder ubetinget Kina støtte. Også hos ledende Venstre-folk bliver al kritik afvist. I sig selv burde det, at borgerlige støtter Kina, vist være et vink med en vognstang til KP om, at Kina for længst har ændret klassenatur. Kulturordfører for Venstre, Troels Christensen, skrev i et læserbrev til Frederiksborg Amt Avis den 2. maj 2008, at ideen om at kineserne overtræder menneskerettighederne blot er en ”fordom” på samme måde som fordomme om at svenskerne ”mangler humor og bor i et forbudsland”. Ifølge Troels Christensen er Kina åbenbart ”en kæmpestor ’supertanker’, der tager lang tid at manøvrere – med mindre man netop er et ét-partistyret land.”

Han forsætter med at gøre sin holdning klar om at vi bestemt ikke skal påtvinge vores normer (altså om at man godt må havde mere en et parti at stemme på) på Kina og gentager den gamle stalinistiske sang om at Kina må havde lov til at udvikle sig ”på kinesisk” som om at demokrati kun er noget man kan bruge i vesten… Denne støtte (der mest lyder som noget en kinesisk propaganda maskine kunne havde sagt) virker måske lidt underlig hvis man stadig tror der er noget kommunistisk over Kina og Kinas Kommunistiske Parti. Men sandheden er jo netop at ledelsen og bureaukratiet i kommunistpartiet er de mest ivrige forsvarer og tjenere for kapitalismen og med deres undertrykkelse af befolkningen, sikre et stabilt grundlag for kapitalisternes ekstreme udnyttelse af de kinesiske arbejdere og det er alt hvad en kapitalist kunne ønske sig.

Mao søgte kompromis med lamaerne
Efter den kinesiske revolution i 1949 ønskede Mao at inddrage Tibet under kinesisk kontrol. Det skyldtes til dels Maos Han-chauvinisme og vigtigere frygten for, at Dalai Lama kunne blive brugt af imperialisterne til at benytte Tibet som kontrarevolutionær base imod det nye styre i Beijing. Desuden ønskede Mao at skaffe sig en ”stødpude” mellem Kina og dets potentielt fjendtlige nabostater som for eksempel Indien, en rolle som Tibet historisk har udfyldt i Kina, bl.a. pga. sine høje bjerge.

Da Mao sendte Folkets Befrielseshær ind i Tibet i 1950 knuste de hurtigt den tibetanske hærs modstand. Kineserne rykkede hurtigt fremad og nåede det centrale Tibet. De standsede først 200 kilometer fra Lhasa ved det, de anså for Tibets virkelige grænse. Mao indledte herefter forhandlinger med Lhasa.

Kina og Tibet underskrev herefter i 1951 en sytten-punkts aftale, som gjorde Tibet til en del af Folkerepublikken Kina. De områder, som den kinesiske hær allerede kontrollerede (Kham og Ando), blev annekteret som dele af de kinesiske provinser, de grænsede op til. I disse områder har der nu i generationer været så stor kinesisk indvandring, at de i praksis er blevet kinesiske i stedet for tibetanske. Imidlertid forblev de tibetanske områder, som Dalai Lama kontrollerede, under selvstyre, som lamaerne kontrollerede.

I de områder, som kineserne kontrollerede, blev der gennemført en gennemgribende jordreform. Slaveri og hoveri blev afskaffet. Adelen og de korrupte lamaer fik inddraget deres jord, som blev fordelt til bønderne. Bønderne blev bevæbnede og uddannede, og de blev sat til at udføre offentlige arbejder. I de tidligere templer og lamaernes hjem blev der oprettet skoler og hospitaler, og der blev bygget gode veje, der forbandt Kina med Lhasa. Vejnettet er senere blevet udbygget, så der nu også er forbindelse til Indien, Pakistan og Nepal.

Disse tiltag, som de kinesiske stalinister udførte, betød – sammen med inddragelsen af de kinesisk-kontrollerede områder i den centraliserede, planlagte økonomi – et historisk fremskridt for de fattige og bønderne i tibet. For første gang i historien fik tibetanerne adgang til elektricitet. Der blev bygget kraftværker og stålfabrikker. Hvorimod i de områder der stadig var styret af Lamaerne skete der ingen forandringer og slaveriet, det fundamentalistiske diktatur og tilbageståenheden bestod.

Derfor støttede de fleste tibetanere det kinesiske styre under Mao, og de nød godt af fremskridtene, som revolutionen bragte med sig. Da opgøret og krigen mellem Dalai Lama regimet og Mao’s centralregering i Beijing endelig kom i mellem 1959-61 støttede flertallet af den tibetanske befolkning da også Beijing, især slaverne og store dele af de fattige munke og livegne støttede meget aktivt op om revolutionen og Folkets Befrielseshær imod deres gamle herrer. Efter Lamaerne og herremændenes nederlag trak Dalai Lama i eksil med sine støtter og Kina lod nu endelig revolutionen, med alle dens forbedringer, sprede sig til hele Tibet.
Imidlertid søgte Mao til at begynde med ikke konfrontation med lamaerne. I de områder, hvor lamaerne stadig havde kontrollen efter 1951 aftalen, forblev deres styre intakt, og de fik nu støtte af Beijing. Mao skrev følgende om de områder i Tibet, som Dalai Lama stadig kontrollerede:

”Hvad angår Tibet, så kan hverken lejenedsættelse eller jordreform indledes indenfor mindst to eller tre år. (…) Vi må gøre vores bedste og tage de nødvendige skridt for at vinde Dalai’en og størstedelen af hans øverste kreds og isolere den håndfuld dårlige elementer for at opnå en gradvis, ublodig omdannelse af det tibetanske økonomiske og politiske system over en årrække; på den anden side må vi være forberedt på den mulighed, at de dårlige elementer, kan føre de tibetanske tropper i oprør og angreb imod os, så vores hær i dette tilfælde kan holde ud og vedblive i Tibet. (Om politikken for vores arbejde i Tibet – direktiv fra Kinas Kommunistiske Partis centralkomité, oversættelse af Frederik Ohsten.)

Kina: en kapitalistisk kæmpe
For kineserne markerede de olympiske lege, at Folkerepublikken er modnet. Det store fattigdomsbekæmpelses-program har haft stor succes. Fra at være et underudviklet, tilbagestående, analfabetisk land, er Kina nu en nation, der sender folk ud i rummet på avancerede missioner. Kina bygger moderne byer med millioner af indbyggere. Den økonomiske fremgang i Kina har skabt verdens største arbejderklasse og en gigantisk industri. Det er – i historisk målestok – en progressiv udvikling, som vi hilser velkommen, fordi den har skabt mange forbedringer og fordi en stor, velorganiseret arbejderklasse letter overgangen til socialisme. Men Kina bliver anført af en korrupt klike af bureaukrater og kapitalister, som udnytter udviklingen til at berige sig selv. Korruptionen, uligheden og udbytningen er enorm. En stærk reaktion fra massernes side er uundgåelig.

Eksplosioner i vente
En interessant artikel i Time Asia beskrev de kinesiske arbejderes forhold, og hvilke konklusioner, de drager. En 53-årig arbejder fra en nu nedlagt fabrik i Zhengzhou forsøger at overleve på en arbejdsløshedsunderstøttelse på godt 60 kroner om måneden: ”Han husker en begivenhed for to år siden, hvor tusindvis af arbejdere på en nærliggende fabrik blokerede jernbanen og opsatte store plakater af de kinesiske arbejderes helgen – formand Mao – for at forlange deres jobs tilbage. Han deltog i protesten ’for at stå sammen med dem,’ siger han. I dag er han også arbejdsløs. Han tænker højt ’hvem vil stå sammen med mig?’ Kong Qingbin, som i 30 år arbejdede som vagt på den samme fabrik, kommer med en idé: ’Henret fabrikkens ledelse. Så bliver vi måske tilfredse.’”

Ovenstående fortæller lidt om den kampvilje, der er hos de kinesiske arbejdere. Den kapitalistiske udvikling i Kina er blevet tolereret af arbejderne, fordi den trods alt har udviklet produktivkræfterne og givet mulighed for visse fremskridt samt den specielle stærke kinesiske autoritetstro og arbejdernes loyalitet overfor Kommunist Partiet som de så som viderefører af arven fra 1949 revolutionen og Mao. Men de kinesiske arbejdere hader kapitalisterne og bureaukraterne i toppen af statsapparatet og partiet. Når dette had finder sit udtryk, vil det ikke ske fredeligt – tværtimod vil det ryste hele verden.

Socialister må kæmpe for en ny socialistisk revolution i Kina der vil genekspropriere kapitalisterne og godsejerne, der vil overdrage magten i samfundet til demokratiske arbejder- og bonderåd under en demokratisk planøkonomi i en forenet socialistisk kinesisk føderation hvor alle nationer har retten til selvstændighed hvis et flertal demokratisk skulle ønske det. Socialister må støtte de stigende tendenser til faglig kamp, demonstrationer og strejker. Der sker mange positive ting i Kina lige nu, antallet af protester er ifølge officielle tal fordoblet på et år, og de sociale bevægelser vokser igen frem.

Også inden for ”Kommunistpartiet” er der røre, såkaldte Mao kulter er begyndt at vokse frem igen, med krav om bekæmpelse af den kapitalistiske genopfostring og endnu vigtigere er der fremkommet grupper i kommunistpartiet der tager udgangspunkt i politikken fra Chen Duxiu, en af partiets stiftere og dets første leder, der stod i opposition til Mao og støttede Trotskij imod Stalin. Disse kræfter må vokse, det er den eneste reelle mulighed for at vinde kampen for demokrati og menneskerettigheder, gennem socialisme.