enorme styrke. Desværre skjules og fordrejes disse ofte af borgerlige
historikere. Men ikke desto mindre må alle som ønsker at ændre samfundet
studere og lære af arbejderklassen erfaringer, både i Danmark og resten af
verden.
En af de store, vigtige begivenheder er majdagene i Frankrig
i 1968. 10 millioner arbejdere gik i strejke. Det var historiens største
generalstrejke og den viste arbejderklassens enorme styrke og viste potentialet
for, at arbejderne i Europa kan tage magten.
Millioner af arbejdere i et af de mest udviklede
kapitalistiske lande i verden lavede historiens største generalstrejke midt i
et stort økonomisk opsving. Arbejderne kan lave store protester når de står
overfor forringede forhold, men selv når der er økonomisk opsving, kan
kapitalismen ikke skabe ordentlige forhold for arbejderne og derfor kan
arbejderne, som i Frankrig 1968, gå i kamp under opsving i økonomien.
Kapitalister i hele verden så med stor angst på
begivenhederne i Frankrig. For dem var det en brat opvågning, efter
efterkrigstidens boom i økonomien og fremgang og tilsyneladende tilfredshed
alle vegne. Frankrig stod i maj 1968 i en situation, som udviklede sig
revolutionært, derfor kunne man både i Times og The Economist læse, at
revolutionen nu igen stod for døren.
Studerende på gaden
Mange borgerlige historikere prøver at fremstille maj 1968
oprøret udelukkende som et studenteroprør. Det er fuldstændig forkert, men det
er rigtigt at det var de franske studerende som begyndte oprøret.
Universiteterne både i Frankrig og mange andre europæiske
lande, var op gennem 60’erne blevet åbnet op for den lavere middelklasse og arbejderklassen,
hvilket var medvirkende til at de Franske studenter havde været på gade flere
gange op gennem 60’erne bl.a. mod krigen i Algeriet og Vietnam.
I en uges tid op til den 2. maj havde der på universitetet
Nanterre været en række sammenstød mellem ekstreme højreorienterede studerende
og studerende som demonstrerede imod Vietnam-krigen, hvilket medførte at
rektoren den 2. maj besluttede at lukke universitetet. Dagen efter var der
indkaldt til et fredeligt møde på universitetet Sorbonne som protest mod
lukningen. Universitetets autoriteter brugte rygter om angreb fra højrefløjen
som undskyldning for at tilkalde politiet for at lukke mødet. Det franske
politi intervenerede aggressivt i det, som udviklede sig til regulære kampe og
arresterede 600 unge studerende som havde deltaget i mødet og i kampene.
Over de næste par dage voksede protesterne og
demonstrationerne for løsladelse af de arresterede. Den 6. maj var over 60.000,
primært elever og lærer, men også unge arbejdere, i demonstration. De blev mødt
med voldsomme politiaggressioner og tåregas. Stemningen imod politiet var enorm
både blandt studerende og resten af den franske befolkning.
Befolkningens
opbakning
Opbakningen fra befolkningen var ikke til at tage fejl af og
tog til i styrke; for hver dag voksede demonstrationerne, med fortsatte
politiaggressioner til følge. Den 10. maj omringede politiet demonstranterne i Latinerkvarteret.
Demonstranterne opsatte barrikader for at beskytte sig mod politiet. Kravene
var: politiet ud af gaderne, genåbning af Sorbonne og løsladelse af de
arresterede.
| Gadekampene den 10. maj blev kendt som “barrikadernes nat”. |
Kravene blev afvist og CRS, det særlige og brutale franske
”uro-korps” blev sat ind imod demonstranterne. De fyrede tåregas ind i
tilfældige butikker og cafeer og nægtede at lade Røde Kors passere for at samle
sårede op bag ved politiets blokader. Det var tydeligt at regeringen var gået
for langt i kampen mod de studerende, og befolkningen var rasende.
Nedskæringer trods
opsving
Selv om der havde været økonomisk opsving i en årrække og
folk generelt var blevet rigere, var der stadig en stor del arbejdere som ikke
mærkede opvinget. Hele samfundet var gennemsyret af modsætninger, som blev
stadig større og dybere under opsvinget. Staten begyndt at skære ned, man stod
bl.a. overfor at skulle skære voldsomt ned på sundhedssektoren og andre
ydelser, og samtidig steg arbejdsløsheden voldsomt.
De som var på arbejdsmarkedet blev presset hårdere og
hårdere og på trods af den ved lov fastsatte arbejdsuge på 40 timer, havde
arbejderne i gennemsnit 45 timers arbejde om ugen. Især var bilfabrikkerne
slemme. Her arbejde mange tusinde arbejdere hver dag under horrible forhold,
tilsvarende det man i dag ser fra tekstilfabrikkerne i Kina. Arbejderne måtte
ikke tale sammen heller ikke når de havde fri, hvor mange af dem var tvunget til
at bo på fabrikkens hostels, hvilket var en slags hjem hvor de spiste og sov.
Fabrikkerne havde ydermere deres eget interne og hemmelige politi og arbejde
blandt arbejderne og skulle finde frem til mulige uromagere eller fagforeningsfolk,
og rapportere så disse kunne fyres omgående.
Kamptraditioner
Op gennem 60’erne havde tusindvis af franske arbejdere været
involveret i en lang række af kampe for bedre forhold. Især de store
bilfabrikker var præget af uro op gennem 60’erne.
I perioden fra begyndelsen af marts til begyndelsen af maj, havde
der været 80 tilfælde af én eller anden form for fagforeningsmæssig kamp. Og
der var allerede før begivenhederne tog fart arrangeret demonstrationer for
social sikkerhed og imod arbejdsløshed.
Selv de først dage af maj var præget af spredte
arbejdsnedlæggelser i forskellige industrigrene. Man talte allerede på dette
tidspunkt om en før-revolutionær situation i Vestfrankrig, hvor omkrig 100.000
var på gaden for bedre forhold i deres region af landet.
Potentialet for en gigantisk eksplosion i arbejderbevægelsen
var overvældende.
Begivenhederne tager
fart
Efter politiets voldsomme fremfærd mod de studerendes
demonstration, ville fagforeningslederne lette presset fra de vrede arbejderne
og indkaldte derfor til 24-timers generalstrejke imod politiets aggressioner,
startende mandag d. 13. maj.
De store fagforbund (CFDT og CGT) havde i første omgang
været imod demonstrationerne men grundet presset fra medlemmerne var lederne
nødt til at ændre deres syn på kampene. De håbede at de ved at indkalde til
generalstrejke i 24 timer, kunne lukke tilstrækkeligt luft ud af ballonen til
at få arbejderne under kontrol igen. Også lederne af de kristelige
fagforeninger, følte presset fra medlemmerne og var nødt til at støtte op om
generalstrejken.
 Efter studenternes kampe blev fagbevægelsens ledere presset til at indkalde til generalstrejke |
Dette fik præmiereministeren til at erklære Sorbonne
genåbnet og løslade alle de arresterede studenter. Det var en stor indrømmelse
til kampen, men på dette stadie i kampen var det allerede for sent. Der var
åbnet for sluserne i arbejderbevægelsen.
Massemobiliseringer
Om morgenen den 14. maj, dagen efter demonstrationen var 200
arbejdere i strejke, primært unge metalarbejdere fra en fabrik hvor der i
forvejen var mange strejker. Derfra spredte strejkerne sig og panikken blandt
fagtoppen voksede. De kunne se at kampen var uden for deres kontrol, så for at
få arbejderne under kontrol linkede de strejkerne sammen med krav om højere løn
og bedre arbejdsforhold. Strejkerne spredtes fortsat, således at der den 19.,
fem dage senere, var to millioner arbejdere i strejke og den 21. strejkede 10
millioner arbejdere, verdenshistoriens største generalstrejke.
Især bilindustriarbejdernes deltagelse gjorde at det for
alvor blev store strejker. På mange af disse fabrikker låste man simpelthen
direktøren inden, hvis han ikke makkede ret. Og så besatte man fabrikken og
hejste det røde flag. Disse var fabrikker placeret omkring Paris, men hurtigt
spredte fabriksbesættelserne sig til alle dele af Frankrig og til alle industrier.
Arbejderstyre i Nantes
Ud over at vise hvor magtfuld arbejderklassen er, giver Majbegivenhederne
i Frankrig også et praj om hvad der kan lade sig gøre under en revolution. Vi
ser tydeligt at arbejderklassen kan overtage og organisere hele samfundet, at
der ikke er brug for kapitalisterne til at kontrollere og styre.
I provinsen Nantes var de fleste store fabrikker og alle
skoler og offentlige institutioner besatte. Der blev opsat komiteer, ikke fordi
nogen kom og sagde at arbejderne skulle, men fordi det var konkret behov der
opstod, for at organisere sig. De forskellige komiteer på skolerne, på
fabrikkerne, i transporten osv. blev kædet sammen og holdt planlægningsmøder
med repræsentanter fra de forskellige komiteer. Dette råd, bestemte alt i byen.
Det bestemte hvem som skulle have benzin for at kunne køre madvare og syge på
hospitalet og det opsatte de blokader som det mente var nødvendigt.
Også alle fødevare som blev solgt i Nantes var under
arbejdernes kontrol. Fra skolerne solgtes alle basale fødevare, som blev hentet
fra landbrugene rundt i området. Og da man ikke havde nogle mellemmænd kunne
man skære priserne voldsomt ned. Nogle små butikker fik lov at holde åbent, men
hver dag, kom der kontrollører fra den fælles komite og holdt øje med at de
ikke solgte varerne dyrere end man gjorde på skolerne.
Børnehaver blev improviseret, noget som ellers ikke var
udbredt i Frankrig, og man improviserede fattighjælp i form af mad til de
fattigste familier.
Forholdet til bønderne er afgørende i en revolutionær
situation, da det er disse som producerer fødevarer. I Nantes gjorde man alt hvad
man kunne for at strejkerne ikke skulle gå ud over bønderne og deres besætning.
Man sørgede for mad til dyrene og elektricitet til malkemaskinerne. Og da man
afholdt demonstration i Nantes, gik bønderne side om side med arbejderne.
Det giver et meget godt billede af hvad der vil kunne ske og
også hvad der kan lade sig gøre under en revolution.
Middelklassens
standpunkt
Omkring 80 procent af de studerende på universitetet var
børn af middelklassen. Det betød også, at strejkerne ikke bare spredte sig til arbejderklassen,
men også til de studerendes forældre. Der var strejker blandt læger og hele
hospitaler var besatte og blev kørt af komiteer og et andet eksempel kunne være
de 10.000 ansatte på et atomforskningscenter, som nedlagde arbejdet.
Man så diskussioner blandt forfattere og musikere og
billedkunstnere, på måder man ikke havde set tidligere. Der blev lavet kunst i
den korte periode omkring begivenhederne, som var helt ulig noget andet man før
havde set. Det skete fordi alle lag af samfundet oplevede en ny tro på en bedre
fremtid og gejst for at skabe noget nyt. Kunst blev udstillet på fabrikker for
arbejderne, og musikgrupper turnerede til besatte fabrikker og underholdt
strejkende arbejdere.
Revolutionær
situation – regeringen i panik
Den 29. maj stod man i en situation, som The Economist
beskrev meget godt ved at sige: ”Strejkerne
har opnået en fuldkommen politisk karakter, som er i stand til at vælte
regimet… under ingen omstændigheder vil selv det mest generøse tilbud blive accepteret.”
Der var kæmpe modsætninger mellem regeringen og arbejderne,
og der så ikke ud til at være nogen mulighed for forsoning. Kun
fagforeningslederne var villige til at forhandle med regeringen, da også de
ønskede at kampene skulle stoppe.
Så i ikke mindre end to dage og nætter forhandlede
arbejderbevægelsens ledere med regeringen og kom ud med et tilbud til
arbejderne. Det indeholdt bl.a. indrømmelser på 10 procent lønstigninger til
alle arbejdere og tilbud om at de strejkende ville få halv løn i den periode de
havde strejket.
Det var indrømmelser som lederne tidligere end ikke turde
drømme om. Det var ene og alene fordi kampene var tilspidset så meget som de
var, at arbejderne fik tilbudt større lønforhøjelser. Det beviser at
revolutionær kamp er den bedste og mest effektive måde at få gennemført
reformer på.
Men i den situation man stod i, hvor arbejderne reelt havde overtaget
i kampen og hvor de ikke følte, at hverken deres egne ledere eller de valgte
politikere repræsenterede dem, blev lederne buhet ud ved hvert eneste møde og
på hver eneste fabrik hvor de fremlagde forligsforslaget.
Krav om
arbejderregering
Ved flere møder, hvor fagforeningslederne mødte op, råbte
arbejderne i stedet på en folkeregering. En folkeregering ville i den givne
situation være en arbejderregering. Det var klart, at de indrømmelser de fik
nu, ville blive trukket tilbage når alt var faldet til ro igen. Arbejdernes
krav var en regering som ville føre en politik til gavn for flertallet og som
ikke var styret af den herskende klasse.
 Arbejderne på bilfabrikken Renault-Billancourt i Boulogne var i front under generalstrejken. Her et foto fra et møde på fabrikken. |
I regeringen og hele den herskende klasse var der
splittelse. Nogle dele af den herskende klasse ønskede at gennemføre markante
reformer, for at holde arbejderklassen i ro. Andre dele talte for en total
undertrykkelse af hele arbejderklassen, om det så betød at militæret måtte
sættes ind. I begge tilfælde var formålet at undgå at kapitalismen i Frankrig
blev væltet, og at kampene skulle spredes til andre lande.
Manglende ledelse
Men uanset hvad den herskende klasse ville gøre for at undgå
revolution, er det afgørende at forstå at for, at en revolution kan gennemføres
må der være en bevidst ledelse som er parat til at føre kampene fremad. Det var
der ikke i Frankrig 1968.
I Frankrig var der Kommunistpartiet, som var et traditionelt
arbejderparti i Frankrig, og som burde have ledt arbejderne. Kommunistpartiet
kunne have samlet parolerne, strejkerne og kampene og sammenkædet dem med
socialisme og overtagelse af magten. Men kommunistpartiet i Frankrig ville,
hvor ironisk det end kan lyde, ikke have et socialistisk Frankrig. De gjorde
alt hvad de kunne for at aflede kampen fra spørgsmålet om magten. De fremsatte
udelukkende økonomiske krav om højere løn og bedre arbejdsvilkår, men det var
ikke det som var spørgsmålet på dette tidspunkt. Det var spørgsmålet om hvem
der skulle lede landet, som var på dagsordenen.
På denne måde, med undskyldninger, tøven og afledning af
kampen, smed kommunistpartiets ledere den historiske mulighed væk.
Havde der i Frankrig 1968 eksisteret en stærk marxistisk
tendens inden i masseorganisationerne, kunne den have ført kampen inde i de
traditionelle arbejderpartier og fagforeningerne, og situationen kunne have
udviklet sig anderledes.
Potentialet tabt
Mulighederne for en socialistisk omvæltning var til stede i
Frankrig. Også internationalt, stod de franske arbejdere ikke isolerede. Der
var betydelige arbejdsnedlæggelser i bl.a. England, Italien og Spanien i solidaritet
med de franske arbejdere. En del af forklaringen på Kommunistpartiets
passivitet er, at Sovjet i 1968 var under stalinistisk herredømme. Det
sovjetiske bureaukrati var bange for at de franske arbejdere skulle begynde en
socialistisk omvæltning, som ville sprede sig til resten af Europa, og true
stalinismen i østblokken.
Men i hvert fald, så stod man den 29. maj i en sprængfarlig
situation. To tredjedele af arbejdsstyrken var i strejke. De Gaulle vidste ikke
sit levende råd og forlod Paris i helikopter. Frankrig sod reelt uden regering.
Men stadig rørte arbejderlederne ikke på sig for at tage magten.
Arbejderne havde sådan set magten, men den politiske magtovertagelse
kommer ikke af sig selv. Den skal arbejderne tage, som en bevidst handling. Men
der skete intet, så den 30. maj kom De Gaulle tilbage. Han havde været i
Frankrig og talt med sine generaler. Han sagde at ”landet er truet af
kommunistisk diktatur”, så derfor måtte han opløse parlamentet og at et nyt
valg ville finde sted midt i juni. I mellemtiden skulle alle genoptage arbejdet
ellers ville ”de nødvendige midler blive taget i brug”.
Samme eftermiddag var omkring en millioner reaktionære
samlet til demonstration i Paris og på ringvejen omkring byen var militæret med
kampvogne klar til at rykke ind.
Kommunisterne kunne så let som ingenting have taget magten,
men i stedet hilste lederne De Gaulles forslag velkommen. Det kom til at betyde,
at de ikke foretog sig noget imod, at CRS blev sat ind mod fabrikkerne og
bankede arbejderne på plads. Arbejderne blev tvunget til at genoptage arbejdet
uden at have fået noget ud af kampene. Det ført til en kæmpe desillusionering i
hele arbejderbevægelsen. De havde reelt haft magten, men var blevet svigtet af
deres ledere da der var allermest brug for dem.
Ved valget i juni mistede Kommunistpartiet en tiendedel af
stemmerne og dermed halvdelen af sine parlamentsmedlemmer. Gaullisterne fik 1,2
mio. flere stemmer end ved forrige valg og vandt altså igen. Resultatet skyldes
massernes frustrationer over at arbejderlederne inklusive Kommunistpartiet ikke
ville lede arbejdernes kamp.
Kapitalismen selv skaber situationer som den i Frankrig
1968. Arbejderne vil gang på gang, selv når der er opsving i økonomien rejse
sig til kamp mod det system som hver dag undertrykker og udsulter dem. Hvornår
situationerne opstår, kommer an på mange faktorer så som de økonomiske forhold
og masseorganisationernes ledelser. Men Frankrig 1968 viser klart og tydeligt at
det er nødvendigt med en velforberedt marxistisk ledelse inde i arbejdernes
traditionelle masseorganisationer. Det viser, at det er fuldkommen nødvendigt
at opbygge en marxistisk tendens både i Frankrig og i alle andre lande.
