Igennem de seneste 10 år har de danske gymnasieelever været på barrikaderne utallige gange uden at nedskæringerne er stoppet. Dette beviser, at kampgejsten i den grad har været til stede blandt eleverne og det beviser, at eleverne er interesserede i deres forhold og ikke mindst beviser det, at nedskæringer ikke er noget nyt i uddannelsessektoren. Men de manglende resultater viser også, at der er behov for at gøre kampen mere effektiv.

Nedskæringernes enorme konsekvenser
Hvis man lægger mærke til forholdene på de danske gymnasier, så forstår man også protesterne; slidte bøger, geografiske kort fra det tidligere århundrede, klassekvotienterne er løbet løbsk, lærerne må løbe hurtigere og hurtigere grundet stress og dårligere administration. Dette er dagligdag for eleverne og det ser ikke ud til at stoppe her. Siden starten af 1980’erne er gymnasierne – ligesom resten af uddannelsessektoren – blevet udsultet kraftigt.

Nogle gymnasier kan snart blive nødt til at indføre brugerbetaling på kopiering og teksterudlevering for bare at få økonomien til at hænge sammen. Men, hvad værre er, så kan gymnasierne ikke engang være sikre på, at det er de sidste nedskæringer. Med det seneste finanslovsforslag lå buddet på en procent nedskæringer, altså ca. 200.000 kr. på hver skole. Regeringens tal er ikke modregnet inflation, så reelt er nedskæringerne langt værre.

De seneste nedskæringer svarer til de penge skolerne bruger på videreuddannelse af lærerne. Dog endte nedskæringerne ”kun” på en halv procent og en forsikring om, at de kommer tilbage i 2009. Noget DGS’ ledelse kalder en sejr.
Derfor må man spørge sig selv – hvorfor kommer disse nedskæringer år for år? Og hvad skal der gøres for at de ikke gennemføres?

Hvad må der gøres?
Gymnasieeleverne har gennem kamp siden 1960’erne opbygget DGS som deres organisation. DGS skal derfor være en organisation, der forsvarer elevernes interesser.

Men DGS’ ledelse mener, at halveringen af nedskæringerne er en sejr og har derefter afblæst de kampe der skulle have været. Ude på skolerne er en halvering af nedskæringerne ikke en sejr og derfor må kampen fortsættes.
I en længere periode har det været kutyme at nøjes med endagsdemonstration og spredte nedlæggelser. Historien har vist, at dette ikke er nok til at vinde kampe imod den borgerlige regering. Hvis regeringen gang på gang kan regne med en endagsdemonstration og et farvel, så er det ikke en trussel imod dem mere og de kan gøre som de vil.

Derudover skal man ikke tage elevernes support på slotspladsen for givet år efter år, hvis de ikke ser et formål med det. Eleverne skal se at det hjælper at komme. Derfor bør DGS mobilisere ved, først at oplyse eleverne (tage ud på skoler og holde foredrag samt sende politisk materiale ud til skolerne) derefter skal eleverne involveres. Der kan oprettes strejkeråd på de enkelte skoler, som koordinerer strejkerne på gymnasierne og sender repræsentanter. Der må indkaldes til nationale møder over hele landet, hvor eleverne kan diskutere og lægge linjen for kampen. Der skal koordineres nationale strejker i samarbejde med lærerne. Man må huske på, at det er på den måde, vi tidligere har vundet kampe.

Men hvis vi ikke følger bare noget af det her, så risikerer vi en demonstration som den 4. marts, hvor kun 1500 mennesker mødte op. Man må endelig ikke tro, at eleverne er ligeglade, det er kun udtryk for, at der gennem mange år har manglet et perspektiv for at vinde kampen fra DGS’ ledelses side. Mange elever føler, at det er ligegyldigt at protestere, hvis der ikke er et klart perspektiv fra ledelsen om, hvordan man vinder kampen.

Kampen under kapitalismen
I den kapitalistiske økonomi er økonomiske kriser uundgåelige, de skabes, da arbejderne ikke får det de producerer i løn og derfor ikke kan købe det, de producerer. Derfor bliver bankerne nødt til at låne dem penge de reelt ikke har. På den måde opbygges en boble, som sidst springes i en krise. Det er netop den krises begyndelse vi står i lige nu. En økonomisk krise vil betyde, at staten får færre indtægter, fordi kapitalisterne fyrer mange ansatte. Staten mister altså skatteindtægter og må bruge flere penge på understøttelse, fordi kapitalismen er i krise. Derfor passer det ikke, når Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt på talerstolen prædiker om, at økonomien er god. Tværtimod vil de næste år også byde på nedskæringer, fordi økonomien vil blive dårligere.
Sådanne økonomiske kriser rammer jo ikke kapitalisterne, men arbejderne og deres børn. Den borgerlige regering har derfor ingen interesse i uddannelse til alle. De er kun interesserede i at uddanne lige præcis det, som arbejdsgiverne har brug for. De borgerlige ønsker desuden en mindre offentlig sektor og skattelettelser til overklassen.

Der må altså indføres en demokratisk planlagt økonomi, hvis vi ikke vil kæmpe hvert år, derfor bør dette også være i perspektivet, når vi skal undgå nedskæringerne.

DGS tilbage til eleverne
DGS er elevernes organisation og derfor må DGS gøre, som eleverne siger. Det er ikke DGS’ opgave udelukkende at diskutere med uddannelsesordførerne på Christiansborg, men hovedopgaven er derimod at samle og videreføre kampene til sejr, ellers bliver gymnasierne aldrig involveret i hinandens kampe.

Det med at være involverede i hinandens kampe, er en vigtig kamp, for jo større noget er, jo større er kraften. Hvis vi ser på, hvem der står i sammen situationer – så er det vores medstuderende (folkeskoleeleverne, tekniskskoleelever og eleverne fra handelsskolerne) men ikke nok med det, bør vi samarbejde med arbejderne. Det er arbejderbevægelsen, der gennem kamp har opnået fremskridt i retning af uddannelse for alle. Det er arbejderklassen, der i modsætning til arbejdsgiverne, har interesse i fri uddannelse til alle. Og det er arbejderne, der gennem deres organisationer og aktioner (f.eks. strejker) har magten til at kæmpe imod den borgerlige regering og dens angreb.

Vi står i en periode, hvor vores forhold ser ud til at blive forværret yderligere og derfor må vi allierer os med dem af vores interesse. Derfor kan vi også sagtens allierer os med partier. Partier der kan være i vores interesse, i elevernes interesse. DGS kan ikke være upolitisk. DGS må vælge side sammen med arbejderklassen og dens organisationer og partier i modsætning til de borgerlige, der aldrig har bestilt andet, end konstant at skære ned og angribe elevernes forhold. Derfor var det også en fejl at lægge sig sammen med den lille borgerlige organisation GLO, som nu har fået indflydelse på DGS’ linje.

Derfor er nedskæringer en politisk ting og DGS har indtil videre taget et politisk synspunkt i at kæmpe imod nedskæringer og derfor bør vi samarbejde med de partier og organisationer, der har samme holdning. På den måde vinder vi også kampene og det er derfor DGS er der!