Der er et gammelt ordsprog fra Østen, der siger, at en mand, der rider på en tiger vil finde det vanskeligt at sadle af. Da koalitionstropperne marcherede ind i Bagdad i marts 2003 var imperialisterne fyldt med selvtillid. Hvilke ting, de skulle udrette! Berusede af deres militærmaskines magt forudsagde de en strålende fremtid for Irak og Mellemøsten.
Med deres støvle fast plantet i halsen på et underkuet folk, erklærede de stolt, at Irak var blevet ”befriet”. De pralede højlydt af, at denne oplyste operation nu ville garantere fred og fremgang for hele regionen. Men ikke nok med det, de taknemmelige folk i den arabiske verden ville ivrigt flokkes om det vestlige demokratis banner og synge hyldestsange for George Bush og hans profet Tony Blair. Men fem år senere ser tingene meget anderledes ud. Fem år efter George Bushs berygtede ”Mission Accomplished” (”missionen fuldført”) tale, er Irak i kaos.
Under disse omstændigheder er det bemærkelsesværdigt, at George Bush stadig fastholder, at den amerikanske besættelse af Irak har været en succes. Men det er det, han siger, og det muligt, at det er det, han tror. I sin tale på femårsdagen for invasionen nævnte han ordet ”sejr” tre gange. Om en krig er vundet eller tabt afhænger imidlertid af, om krigens mål er blevet opnået eller ej. Lad os huske på, hvad krigsmålene for den amerikanske imperialisme var.
Krigens mål
Det erklærede formål med invasionen var at eliminere de masseødelæggelsesvåben, som Bush hævdede var i Saddam Husseins besiddelse, og som angiveligt skulle være en ”virkelig og tilstedeværende trussel” mod folkene i USA og Storbritannien. Men ingen af sådanne våben blev nogensinde opdaget, og alle ved, at det blot var en kynisk løgn, et groft stykke propaganda, der havde til hensigt at bedrage den offentlige mening om den britiske og amerikanske herskende klasses virkelige krigsmål.
Det andet store formål var angiveligt at bekæmpe terrorisme, og især al-Qaeda. Men det er almindeligt kendt, at al-Qaeda ikke var til stede i Irak under Saddam Hussein, som var deres bitreste fjende. Fem år efter invasionen har al-Qaeda og deres tilhængere en stærk tilstedeværelse i Irak, som de bruger til at angribe amerikanere og deres irakiske venner. Invasionen af Irak nedbragte ikke truslen fra terrorisme, som Bush og Cheney hævdede. Tværtimod forøgede den enormt denne trussel.
I løbet af de sidste fem år er terrorismen taget til ikke blot i Irak, men i hele den omgivende region. Hadet imod USA er blevet enormt forøget af besættelsesmagternes voldelige gerninger. Som et direkte resultat har tusindvis af unge mennesker over hele den arabiske verden sluttet sig til terroristiske organisationer. Dermed har George W. Bush virket som den bedste rekrutteringsofficer for al-Qaeda.
Denne krig er nu dybt upopulær i USA. Den har allerede forårsaget over 4000 amerikanske soldaters død, for ikke at tale om de tusinder, der er blevet sårede eller invaliderede. De økonomiske omkostninger af krigen er endnu større. Ingen ved præcis hvor meget den har kostet, men et skøn sætter det så højt som 5000 milliarder dollars.
Vil de trække sig tilbage?
De to demokratiske præsidentkandidater, Barack Obama og Hillary Clinton, er blevet tvunget til at tale for en hurtig tilbagetrækning. Den republikanske kandidat John McCain har fast støttet krigen, men det er en af de store svagheder ved hans kampagne, særligt i en økonomisk recession.
Bush forsøger at sige, at volden er aftaget i Irak, og at de amerikanske troppers offensiv virker. Men voldsniveauet er fortsat ekstremt højt, og alt hvad der er sket er, at oprørerne i noget tid har besluttet sig for at holde lav profil eller flytte til andre områder. Så snart, den amerikanske offensiv slutter (hvilket den må gøre), vil der være en stigning i oprøret.
På nuværende tidspunkt er der omkring 158.000 amerikanske soldater i Irak, men antallet forventes at falde til 140.000 denne sommer. Derefter vil generalerne gerne have en pause i troppetilbagetrækningerne. Men det er et eksplosivt emne for alle tre præsidentkandidater, og i et valgår er det ikke sikkert, at alle vil vælge at gå imod den amerikanske offentlige mening.
Obama taler meget om sin opposition til invasionen i første omgang; og hans løfte om at slutte krigen er også populært. Han siger, at han vil trække tropperne ud inden 2009 slutter, selv om dette i praksis ikke nødvendigvis vil ske. Hvis vi ser på hans plans detaljer er det ikke klart. Han siger, at han vil trække en eller to brigader hjem fra Irak om måneden, og dermed fastholde mange amerikanske soldater i Irak i lang tid fremover. Selv efter dette siger han, at han vil fastholde soldater ”for at beskytte USA’s ambassade og bekæmpe al-Qaeda hvor det er nødvendigt”, og at han vil ”fastholde retten” til at gå ind i Irak igen for at stoppe et folkemord. Det er næppe en klar plan for tilbagetrækning!
Hvad angår Hillary Clinton opfordrer hun også til at fjerne en til to brigader om måneden og samtidig efterlade ”små elitestyrker” for at bekæmpe terrorister. Men hendes planer fremstår som en plan for en længere tilstedeværelse i Irak end den, selv Obama ser for sig. Hvad McCain angår, så udviser han tegn på enten overdreven selvtillid eller fremskredent senilt forfald og har udtalt, at USA må blive og kæmpe i Irak, og han har sagt, at USA kan have baser i Irak i 100 år mens de færdiggør det arbejde, de er startet på i Irak. Det betyder, at ligegyldigt hvem der er i det Hvide Hus, så vil besættelsen fortsætte. I mellemtiden vil hundredvis af amerikansk soldater og tusindvis af irakere dø.
Imidlertid vil den næste præsident, uanset hvem det bliver, være nødt til at indse, at krigen er tabt. Før eller siden vil de amerikanske tropper være tvunget til at trække sig tilbage. Det eneste spørgsmål er, hvor hurtigt det vil ske, og i hvor høj grad det vil være muligt at forklæde USA’s nederlag som en sejr.
I tiden omkring invasionen behandlede George Bush FN med komplet foragt og fejede Sikkerhedsrådet til side som en irrelevant institution (hvilket det er). Nu vil Demokraterne have FN og regeringerne i Mellemøsten til at hjælpe den amerikanske tilbagetrækning. Sådan er det borgerlige diplomatis beregninger! Så længe Washington troede, at de kunne sikre deres mål ved magt, var de ikke interesserede i mæglere. Men nu, hvor de indser at de er fanget i en dyr konflikt, der ikke kan vindes, har de genopdaget diplomatiets værdi og begynder at råbe ”velsignet være fredsmæglerne”. Det svarer til en beruset mand, der tager sig til hovedet morgenen efter en fest, pludselig opdager afholdenhedens velsignelse og sværger, at han aldrig vil drikke igen: indtil den næste fest.
Uheldigvis for Washington er det ikke sikkert, at FN er vild efter at hjælpe til, eftersom deres hovedkvarter i Bagdad blev bombet i august 2003. Russerne og kineserne vil ikke være meget for at lade Sikkerhedsrådet, som amerikanerne håndfast skubbede til side i 2003, blive brugt som et dække for Washingtons tilbagetog. Europæerne vil heller ikke ile til hjælp.
Det betyder, at USA har brug for at indgå en aftale med nabomagterne Iran og Syrien for at trække sig ud af Irak. Det vil George Bush ikke have noget med at gøre, men den næste beboer i det Hvide Hus vil ikke have noget alternativ til at søge at indgå en aftale. Selv dette er ikke klart, siden tidligere forsøg på at engagere dem er slået fejl. Især iranerne er i en stærk position, siden de har stor indflydelse blandt Iraks shiamuslimske befolkning. Washington vil være tvunget til at være klar til at åbne diskussioner med Iran om alle emner uden at kræve, at iranerne suspenderer deres atomprogram. Det vil være en stor kamel at sluge efter al larmen omkring Irans atomprogram, men de har ikke mange alternativer.
Sekterisk vanvid
Det centrale problem er, at den irakiske stat, som blev ødelagt af invasionen, ikke er blevet genopbygget. Amerikanerne forsøgte først at basere sig på kurderne og shiamuslimerne. Men det frastødte sunniaraberne. Den rigide udelukkelse af alle tidligere Baath-partimedlemmer fra offentlige embeder krænkede yderligere den sunniarabiske befolkning, som gik over til at støtte det væbnede oprør. Landet vanslægtede ind i en sekterisk, etnisk og religiøs konflikt, der truede med at ødelægge selve det irakiske samfunds indre sammensætning. En bølge af selvmordsbomber, kidnapninger og andre sekteriske forbrydelser tog til, og den sunnitiske og shiitiske befolkning blev polariseret og delt op i forskellige områder. Siden politiet var ude af stand til at forsvare dem imod sekterisk vold, afhang de i stedet af lokale militser. Samtidig med at de shiitiske og sunnitiske militsers magt voksede, svækkedes centralregeringens magt.
De amerikanske imperialister var selv i høj grad skyld i det sekteriske vanvid. De indså for sent, at de ved at ødelægge den irakiske hær havde fjernet den eneste magt, der kunne danne en modvægt til Irans indflydelse i regionen. Shiiterne, der først blev opfattet som allierede, vendte sig i stigende grad mod Iran. Amerikanerne besluttede da at ændre deres politik og dæmme op for de shiitiske militser ved at rekruttere støtte blandt sunniaraberne. En lov, der omskrev den strenge af-baathificering blev vedtaget. Det var for meget for shiiterne men for lidt for sunniaraberne, som stadig ser loven som alt for restriktiv. Love om deling af olieindtægterne og lokale valg mangler stadig at blive reformeret. Og grundloven kan ikke reformeres uden yderligere at opflamme sekterisk forbitrelse.
Under et besøg for at markere femårs-jubilæet for den amerikansk anførte invasion tog Dick Cheney, den amerikanske vicepræsident, til Bagdad for at hylde det, han ser som politiske og sikkerhedsmæssige forbedringer i landet som ”fænomenale”. Hr. Cheney var ikke heldig med timingen af sin tale. Umiddelbart efter brød en konference, der skulle forsone rivaliserende politiske partier, sammen, da sunni- og shiagrupperne udvandrede. Denne lille hændelse understreger den ekstremt skrøbelige natur i situationen og i regeringen.
Imperialistisk barbari
Irak, der var en af de mest udviklede og kultiverede stater i regionen, er blevet reduceret til forfærdelige forhold, der grænser til barbari. Over en million irakere er, ifølge de seneste skøn, døde som følge af konflikten i deres land siden invasionen i 2003. I 2006 beregnede det højt ansete britiske lægetidsskrift The Lancet, at mellem 392.979 og 942.636 var døde. Det fremprovokerede en strøm af skældsord fra de ledende kredse i Storbritannien og USA, der var ivrige efter at fastholde offentligheden i uvidenhed om de katastrofer, de har påført Iraks folk. Men de seneste tal viser, at selv The Lancet alvorligt undervurderede antallet af dræbte irakere i denne konflikt.
En undersøgelse, der for nylig blev udført af Opinion Research Business (ORB), et af Storbritanniens ledende oponionsanalyseinstitutter, viste at 20 procent af irakerne havde oplevet mindst et dødsfald i familien som følge af konflikten i modsætning til naturlige årsager. Det svarer til 1000 døde om dagen. Det er flere, end der døde under folkemordet i Rwanda. Antallet af dræbte fortæller ikke udtømmende om den lange liste af lidelser, som det irakiske folk er udsat for. Mere end fire millioner mennesker er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem og indtage en plads i flygtningenes rækker, der hutler sig igennem tilværelsen i lejre i Syrien og Jordan. Det er en kæmpemæssig humanitær katastrofe, som vore vestlige ”humanitære” diskret forbliver tavse omkring. Uddannelse og sundhed, som var på et ret højt niveau i Irak, er blevet så godt som ødelagt. Millioner af irakere har ikke adgang til rent vand, for slet ikke at tale om skoler eller hospitaler.
Disse kendsgerninger afslører fuldstændig de hykleriske myter om Irak-invasionens angiveligt humanitære natur. Bush og Blair græd krokodilletårer over det irakiske folks triste skæbne under Saddam Hussein. Ja, Saddam Hussein var et uhyre, men imperialisterne er endnu større uhyrer. De er ikke motiveret af menneskelighed, demokrati eller andre af de idealer, der lyder fint og tjener som røgslør for deres virkelige interesser, som handler om beskidt profitmageri og direkte røveri.
Invasionen af Irak var en forbryderisk handling, begået af banditter, der troede, at de kunne stjæle Iraks olierigdomme og udskære nye interesseområder og legepladser for de store olieselskaber i Mellemøsten. Men eventyret endte skidt. Irakerne kæmper igen, og i stedet for profitter høster de store tab. Selv det rigeste land på jorden kan ikke for evigt leve med sådan et tab af blod og guld.
Den amerikanske imperialisme er den mest kontrarevolutionære kraft på planeten. Deres forbrydelser er utallige og bliver betalt af millioner af uskyldige mænd, kvinder og børns død og lidelser. Men disse forbrydelser fremprovokerer indignation hos andre millioner, både i USA og på verdensplan. Bevægelsen imod den kriminelle besættelse af Irak vokser, og sammen med den erkendelsen af, at for at menneskeheden skal overleve, må kapitalismen og dens monstrøse afkom imperialismen fjernes fra jordens overflade. Og når menneskeheden endelig indgraverer teksten på dette uhyres gravsten, vil den huske den romerske historikers dom over den romerske imperialisme: ”De har skabt en ørken, og de kalder den fred.”
