Indtryk fra PSUV-kongressen i Venezuela


Patrick Larsen, marxist.dk's korrespondent i Venezuela



10 minutter

Som vi tidligere har rapporteret på denne side, har det nye socialistparti i Venezuela, PSUV, netop
konkluderet en to måneder lang kongresperiode. Forfatteren til denne artikel,
har overværet flere af møderne, talt med delegerede og studeret
kongresdokumenterne efter i sømmene. Det er med den baggrund, at jeg nu vil
give en overordnet skildring af begivenhedernes gang, af stemningen på
kongressen og iblandt de cirka 1.800 delegerede og ikke mindst i deres bagland
hos de millioner af revolutionære chavistas, som har valgt dem og som i
spænding har fulgt kongressens gang.

Konteksten

Det første som falder mig i øjet er, at der ikke er tale om
en normal kongres for et traditionelt arbejderparti eller fagforening i Europa.
I socialdemokratier eller store kommunistpartier i Europa, hænder det som
regel, at højrefløjen dominerer kongressen fuldstændigt og at debatterne har en
mere eller mindre symbolsk karakter; de fleste resultater er besluttet på
forhånd og linjen er lagt fra toppen. Kongressen bliver afholdt i huj og hast
og minder ofte om et medie-show.

I Venezuela er det noget anderledes. Ikke fordi at alting er
perfekt – for også i Venezuela er der et uhyrligt bureaukrati, hvilket jeg vil
komme tilbage til – men fordi der ganske enkelt er en anden politisk situation
i landet. Den revolutionære proces har fået millioner af fattige fra
slumkvartererne, arbejdere i industrien, småhandlende og jordløse bønder på
benene og ind i politik. Det er dette enorme pres fra neden, som er blevet
kanaliseret ind i PSUV og som  gør, at
kongressen er alt andet end ”almindelig”.

Selve kongressens struktur afspejler det meget godt. Man
bruger hele to måneder til at diskutere de dokumenter, som skal behandles,
kongressen mødes hver weekend og i mellemtiden har de delegerede tid til at
tage tilbage til deres hjemegn og diskutere med deres bagland. På bagsiden af
de delegeredes stemmekort, står der ”delegeret, kan blive kaldt tilbage af sin circumsprición
[råd af afdelingsrepræsentanter i lokalområdet]”.

De fleste af de delegerede, som jeg taler med i løbet af den
fjerde kongres-sammenkomst i Caracas, afspejler meget godt denne stemning; De
identificerer sig med revolution og socialisme og siger bl.a. ting som ”PSUV
skal være ægte socialistisk, ikke socialdemokratisk”, ”PSUV bør erklære sig for
proletariske internationalister”, ”bureaukrati og korruption skal udryddes”,
osv., osv.

fotopsuvanzoategu-leomesa

Det utrolige er,  at
langt de fleste af de delegerede ikke har nogle fordomme imod marxisme, men
tværtimod har en  tørst efter idéer og
teori. På bare tre timer sælger vi 150 eksemplarer af El Militante (CMR’s avis
i Venezuela) og i løbet af den weekend alene sælger vi for 800 euro marxistiske
bøger og skolingshæfter, hvilket er et enormt pengebeløb i Venezuela. I de
efterfølgende weekender, sælger vi for lignende beløb. Folk er ganske enkelt
ellevilde med klassikerne. Marx, Engels, Lenin og Trotskij sælger som varmt
brød. 

Anti-kapitalisme til debat

På den tredje kongres-sammenkomst i Puerto Ordáz (Ciudad
Guayana) i regionen Bolívar, er bølgerne gået højt. En delegeret fra Caracas
har rejst en diskussion, fordi han ikke forstår, hvorfor begrebet
”anti-kapitalisme” er blevet udeladt fra PSUV’s principerklæring. Den snævre
sammensat promotor-kommission svarer, at begrebet er unødvendigt og at det
”ligger implicit i teksten”. Delegerede fra Caracas
svarer, at ”hvad der er implicit for os, bør være eksplicit for flertallet af
mennesker i Venezuela”.

Denne debat tager promotor-komitéen (som er en instans
håndplukket af Chávez), på sengen. De bliver nød til at udskyde afstemningen om
principerklæringen, som de ellers havde håbet på at kunne få igennem på mødet i
Bolívar. Venstrefløjen vinder en anden sejr i Bolívar; på grund af de nyeste
provokationer fra imperialismen (konflikten med Columbia og Exxon-mobil sagen),
vedtages det, at de delegerede laver demonstrationsoptog, ved hver by, som
kongressen samles i. Således laver de en imponerende demo i Puerto Ordáz – og
hundreder af arbejdere fra de nærliggende industrier støder til og tager del i
optoget.

Bureaukratiet skærer igennem

Men alt er langtfra så rosenrødt, som det nogle gange kan se
ud til. En gammel sag popper op og bliver til en ophedet debat på kongressen.
Kort efter nederlaget i konstututions-afstemningen i december, begyndte et
medlem af nationalforsamlingen – hvad vi på dansk ville forkorte som en MF’er –
Luís Tascon, at angribe broderen til ærkebureaukraten Diosdado Caballo, nemlig José
David Cabello
som er departementschef for skattevaesenet. Sagen drejede
sig tilsyneladende om uregelmæssigheder i et køb af nye busser til offentligt
transport. Der er rygter om korruption. Tascon indkalder til pressemøde om
sagen, men begår én stor fejl; Han inviterer Globovision (den ekstremt
højreorienterede TV-kanal).

Dette indgyder til voldsom debat i PSUV, hvor Luis Tascon er
medlem. Chávez går ud i en tale til de delegerede og foreslår, at Tascon
ekskluderes fra PSUV pga. mangel på disciplin. I samme tale angriber Chávez det
som han anser for at være ”splittende” tendenser i PSUV, angriber fraktionalisme
og kalder til enhed. Jeg taler med flere delegerede i udgangen, efter Chávez
tale. Mange af dem er meget skuffede – og nogle er endda vrede.

Denne vrede bliver til ophidselse, da Jorge Rodriguez og
Diodado Caballo samme aften hævder – på nationalt TV – at Tascon er ekskluderet
af PSUV, ”med enstemmigt flertal” fra de delegerede. Reaktionerne fra
græsrødderne lader ikke vente på sig; I dagene derpå indkalder de delegerede
til forsamlinger med deres bagland, for at diskutere sagen og protestere – beslutningen
om eksklusion er nemlig slet ikke blevet fremsat til debat og da slet ikke
blevet ”enstemmigt vedtaget”.

Sovjet-agtige strukturer på basisplan

Onsdag den 20. februar befinder jeg mig i Santa Terresa, som
er et almindeligt kvarter i Caracas centrum. Det er en blandet zone, hvor der
er nogenlunde ligeså mange chavistas som der er euscalidos
(tilhængere af oppositionen). Sammen med en kammerat, der er vocero
(tillidsrepræsentant valgt af folk i sin zone), tager jeg ned til en forsamling
i den såkaldte circumscripción. Dette er et møde, hvor alle
tillidsrepræsentanter fra kvarterets afdelinger (battaliones), er
tilstede og diskuterer kongressens forløb.

fotopsuvanzoategu-mesastrabajo

Det er disse afdelingsvalgte repræsentanter, som har valgt
ham som er delegeret for Santa Terresa og derfor forbeholder de sig også retten
til, at diskutere kongressen hver uge med ham. Den delegerede er en midaldrende
mand ved navn Luis. Han fremlægger weekendens møder, med vægt på Tascon-sagen.
Han spørger, hvad han skal stemme og siger at det er tillidsrepræsentanterne
som skal afgøre det på denne forsamling.

Selve forsamlingen er imponerende; Næsten alle de 20-25
tilstedeværende fremlægger deres synspunkter i debatterne. Det som går igen og
igen, er utilfredsheden med at Tascon ekskluderes uden retten til at forsvare
sig og en udbredt bekymring for, at PSUV skal blive det samme som MVR (det
tidligere chavista-regeringsparti, som var kendt for at være ekstremt
topstyret). ”Vi må passe på, at det ikke bliver de samme, som kommer i
ledelsen”. En anden delegeret, hvis navn jeg ikke får fat i, rejser sig og
udtrykker sig med klar stemme; ”Jeg har sagt det mange gange før…Jeg er ikke
chavista som sådan. Jeg har kæmpet side om side med Chávez i årevis, men altid
med ét mål: den socialistiske revolution”. Han modtager et stort bifald og
konkluderer efterfølgende, at det må være de almindelige medlemmer i partiets
afdelinger, som må bestemme om Tascon skal eksluderes eller ej.

Luis, Santa Terresas delegerede, forklarer; ”Bare rolig, vi
er et flertal på kongressen, som ikke vil have et nyt MVR.” Og efter alt at
dømme har han ret. Der er bare et stort problem; flertallet af de delegerede på
PSUV kongressen er ganske givet ærlige revolutionære, men de er uorganiserede
og deres modstandere, er organiserede og arbejder som en hemmelig fraktion.

Forsamlingen i Santa Terresa efterlader mig med præcis dette
indtryk. Jeg husker på, hvordan John Reed beskrev møderne i Petrogradsovjetten
i sin berømte bog, Ti dage der rystede verden. Strukturen på basisplan i
PSUV har uden tvivl nogle af de samme træk. Men uden en organiseret
venstreopposition, er det sandsynligt at bureaukratiet og reformisterne trækker
det længste strå. På samme måde kan vi sige, at hvis ikke bolsjevikpartiet
havde eksisteret i Rusland og handlet som det gjorde, så ville sovjetterne nok
også have gået til grunde, ødelagt af de russiske reformister og
karrieremageres destruktive politik.

Stadig åben

Den første weekend i marts afsluttedes PSUV kongressen
formelt. Det skete i Maracaibo i den olierige region Zulia. Kongressen byder
denne gang på adskillige overraskelser. På den foregående kongres-forsamling i
Puerto La Cruz, Anzoategúi, føler de delegerede sig taget grundigt ved næsen;
promotor-komiteen har bestemt, at metoden til at vælge de delegerede på er, at
hver delegeret stemmer på tre navne og at alle stemmesedlerne så ryger til
Miraflores-paladset, hvor Chávez vælger 69 kandidater, blandt de med det
højeste stemmetal, som derefter skal på valg til ledelsen i PSUV. Men ifølge
promotor-komiteen må det kun være ”velkendte” ledere. Denne metode får mange
vrede ord med på vejen, hos de delegerede, som vi taler med.

congresopsuv6

Alligevel byder den afsluttende forsamling i Maracaibo på
overraskelser; Chávez har udnævnt en velkendt venstreorienteret og tidligere
general, som mener at militæret skal politiseres og går ind for bevæbning af
folket, Rojas Müller, til vice-præsident. Udover det har Chávez valgt at
nominere en ung marxist fra regionen Táchira, som støtter CMR og El Militante,
nemlig Freddy Acevedo, til en af de 69 ledelseskandidater. Dette giver
anledning til fornyet glæde og optimisme hos venstrefløjen i PSUV.

To andre vigtige aspekter, indikerer, at kampen om PSUV
stadig er helt åben; På dne ene side vedtages at PSUV erklærer sig for
anti-kapitalistisk. På den anden side, bliver den flok stalinister fra PCV, det
venezuelanske kommunistparti, som var gået ind i PSUV, så vrede over
kongressens udfald, at de vælger at udvandre og melde sig ud. En glædelig
nyhed, fordi det giver reformisterne færre kort på hånden og mindre pusterum
til deres idé om at ”den venezuelanske revolution blot er
anti-imperialistisk/national-demokratisk og ikke socialistisk”. Teorien om to
stadier, som stalinister verden over har brugt til at sabotere revolutioner i
ét land efter det andet, vil nu få mindre slagkraft i PSUV.

Søndag, kongressens afslutning, bærer præg af endnu en
begivenhed. Det diktatoriske og pro-USA regime i Columbia, anført af Uribe,
angriber en gruppe guerilla-soldater fra FARC, som opholder sig på nabolandet
Ecuadors territorium. De dræber Raul Reyes, den næstkommanderende i FARC og
spolerer derved ikke blot de fredsforhandlinger, som især Chávez har
promoveret, men underkender derved også Ecuadors suverænitet og selvbestemmelse
over eget territorium. Både Rafael Correa (Ecuadors præsident) og Chávez går ud
og kalder Uribe for en slyngel, indkalder til alarmredskab i begge lande og
mobiliserer tropper til grænserne. ”Hvis de krænker vor suverænitet, kan det
blive krig”, erklærer Chávez. Det er tydeligt, at dette sætter dagsordenen på
PSUV kongressen; de delegerede føler at Columbias handlinger er en klar
provokation fra USA og et forsøg på at sætte en kæp i hjulet på
revolutionen.  

Det skal blive spændende at følge begivenhederne i Venezuela
og især de interne kampen i PSUV fermover. Efter planen, skal de delegerede nu
forme en slags ”permanent forsamling”, som skal være en besluttende instans,
indtil landsledelsen er valgt. Men diskussionerne vil fortsætte i afdelingerne
og blandt græsrødderne landet over.

Den venezuelanske revolution står overfor alvorlige
problemer, som det nye parti omgående må tackle; arbejdsløsheden er stadig høj,
der er stadig boligmangel og vigtigst af alt, så er der udbredt mangel på
fødevarer; I nogle områder er det mælk og sukker, i andre er det majs- og
hvedemel, eller æg, osv. Et produkt af arbejdsgivernes sabotage – en situation
som mest af alt ligner de chilenske kapitalisters boykot af Allende-regeringen
i starten af 70’erne. Hvis PSUV skal kunne løse disse opgaver og give folket en
konkret smag for hvad socialisme er, må det hurtigst muligt ekspropriere
bankerne, fødevarekæderne og de store industrier, som stadig er i kapitalisternes
hænder. Kun på den måde kan det lykkes at indføre ”socialisme i det 21.
århundrede”.