Cubas mangeårige præsident Fidel Castro overlod i juli 2006 midlertidigt sit embede til sin bror Raul Castro, da han selv måtte indlægges og siden komme sig over en operation. Men nu har Fidel i et offentligt brev erklæret, at han ikke vender tilbage til sin post som præsident for landet.
Fidel Castro blev præsident på Cuba i 1959 efter han side om side med den verdenskendte revolutionshelt Che Guevara anførte den cubanske revolution samme år. Målet var at indføre demokrati i landet.
Det lykkes for revolutionslederne, støttet af de cubanske arbejdere at vriste magten ud af hænderne på det oldgamle aristokrati og de amerikanske imperialister, som på det tidspunkt herskede på den caribiske ø. Efter revolutionen begyndte de revolutionære ledere en omdannelse af hele samfundsstrukturen.
Før revolutionen havde de fattige ingen stemmeret og levede en isoleret tilværelse uden adgang hverken til fødevarer eller uddannelse, så de fleste kunne ikke læse. Omdannelsen af Cuba førte til at befolkningen fik lige rettigheder. Sundhed og uddannelse blev forbedret væsentligt og i dag uddanner Cuba flere læger end noget andet land i verden og har nu en sådan overflod af læger at de kan sende nogle af dem til andre lande, hvor der er mangel.
Hvad nu?
Spørgsmålet er nu, hvad der vil ske med landet udvikling når Fidel Castro træder tilbage. Der er stærke kræfter i landet, som arbejder for at landet skal kaste alle socialistiske tiltag overbord og overgive sig til de kapitalistiske kræfter, der udefra ønsker at Cuba åbner op for at udenlandske kapitalister og eksilcubanske gangstere kan udnytte de cubanske arbejdere, som det foregår i masser af andre lande i Caribien og Mellemamerika. En kapitalistisk omdannelse af Cuba vil have katastrofale følger for de cubanske masser. På Haiti, som ligger lige ved siden af Cuba, og som er fuldstændig under amerikansk imperialismes kontrol, er levealderen 20 år lavere end på Cuba, fattigdommen og volden har nået gigantiske dimensioner. For Cuba vil indførelse af et “frit marked” og en fri udnyttelse af cubanske arbejdere, betyde en overgang til haitianske tilstande.
Den næste periode vil det komme til åben kamp mellem de forskellige fløje i bureaukratiet. Det vil komme til at stå klart hvem som ønsker en fortsættelse og udvidelse af de socialistiske tiltag, som landet har og hvem som ønsker fuldstændig kapitulation til de frie markedskræfter.
Revolutionen må forsvares
Der er mange ting ved det cubanske regime, som vi er uenige i. Men en ting kan ikke nægtes: den cubanske revolution eksproprierede imperialisterne og borgerskabet og skabte grundlaget for en kæmpemæssig forbedring i sundhedssystemet, uddannelse og massernes forhold. Dette er ”forbrydelserne”, som imperialisterne aldrig kan tilgive Cuba. I over tre årtier har de brugt hver eneste beskidt metode til at ødelægge disse fremskridt og udlevere Cuba til imperialisterne og kapitalisternes nåde. I denne kamp kan man ikke være neutral. Vi må forsvare Cuba mod imperialistisk aggression til hver en tid.
I konflikten mellem amerikansk imperialisme og den cubanske revolution kan den internationale arbejderklasse ikke være neutral. Vi står sammen med Cuba mod amerikansk imperialisme. Vi står sammen med et land, der har udryddet analfabetisme og hvor, sundhedssystemet er det mest avancerede i hele Latinamerika. Dette er blevet opnået takket være planlægningen af ressourcerne og den konsekvente afskaffelse af det kapitalistiske markeds anarki.
Truslen indefra
Samtidig er det klart, at den største trussel mod revolutionen kommer indefra. Fidel Castro sagde i en tale i fjor, at revolutionen ikke var endegyldig, og at der var en trussel om tilbagevenden. Han pointerede samtidig, at den største trussel mod revolutionen kommer indefra. Dette er helt rigtigt. Der er kræfter inden for det cubanske statslige bureaukrati, som ønsker at vende tilbage til kapitalisme. De læner sig op af de “markedsreformer”, som blev indført i 1990’erne efter Sovjetunionens kollaps og Cubas isolation på den internationale scene, som truede med at likvidere revolutionen.
Den vanskelige økonomiske situation og fremkomsten af et lag, der klarer sig godt på baggrund af den delvise introduktion af private virksomheder, repræsenterer store farer for Cuba. Den spirende cubanske kapitalistklasse består af alle mulige former for spekulanter og banditter, der længes efter en tilbagevenden til ”gode gamle dage” før 1959, da Cuba var et stort kasino og bordel, der blev drevet af store amerikanske firmaer og mafiaen. Den amerikanske imperialisme forsøger at basere sig på dette lag, som den finansierer og opmunter til at indgå i sabotagehandlinger og omvæltning af regeringen.
Revolutionens skæbne afhænger af international revolution
De revolutionære socialister i Cuba må afsløre de kræfter i bureaukratiet, som ikke længere er på de cubanske massers side. De gode og socialistiske tiltag, som der er bl.a. på uddannelses og sundhedsområdet, må udvides og udvikles til alle dele af samfundet og socialisme, må sættes på dagsordenen og diskuteres i alle lag af befolkningen. Der må være fuld frihed for alle partier og politiske tendenser, som anerkender planøkonomi, til at deltage i diskussionen om Cubas fremtid.
Den cubanske revolution og håbet for et socialistisk Cuba er ikke dødt. Hele Latinamerika er lige nu i en proces, hvor socialisme er blevet sat på dagsordenen og ikke mindst revolutionen i Venezuela har pustet nyt liv til diskussionen om socialisme i Cuba. Det er afgørende at revolutionen spredes til andre lande, så Cuba. En socialistisk revolution i dele af Latinamerika vil have kolossal positiv betydning for at landet ikke står isoleret og kan modstå presset fra imperialismen udefra. Den cubanske revolution kan kun reddes gennem udvidelse af revolutionen til andre lande samt indførelse af reelt arbejderdemokrati.
