I Danmark taler politikerne, både de borgerlige og lederne i arbejderpartierne, konstant om ”økonomisk ansvarlighed”. Venezuela er et eksempel på at økonomisk ansvarlighed ikke altid, er det samme og at nedskæringer i det offentlige ikke er den eneste vej. Ved dette valg bruges ”økonomisk ansvarlighed” som belæg for, at man ikke kan forsvare og udvide velfærden og for at nedskæringer er en naturlov. Men nedskæringer er ikke en naturlov. Der har ikke altid været besparelser på den offentlige sektor, og der behøver ikke være det, kun så længe man følger kapitalismens logik med minimalstat, privatiseringer og øget arbejdspres.
Klassekamp og sociale reformer
At man ikke skal tage denne logik for givet vises tydeligt i Venezuela i Sydamerika. Venezuela har siden Chávez’s valgsejr i slutningen af 1998, oplevet en revolutionær bølge med enorme kampe imellem klasserne, et mislykket statskup i april 2002, en mislykket arbejdsgiver-lockout i december 2002, m.v. Men landet har også oplevet en regering, under ledelse af præsident Chávez, som har gennemført en række sociale reformer.
De vigtigste af dem der kan nævnes er:
1) Et omfattende sundhedsprogram, med oprettelse af skadestuer i alle slumkvartererne, som giver gratis lægehjælp til millioner af fattige mennesker.
2) Et stort uddannelsesprogram, som har givet millioner af venezuelanere fra underklassen, mulighed for at lære at læse og skrive. I 2006 blev Venezuela erklæret for analfabetisme-fri zone af UNESCO (den internationale uddannelsesorganisation).
3) Oprettelse af bespisningscentre, som giver gratis mad til fattige, børn, syge og gamle mennesker.
4) Nationaliseringer af forskellige virksomheder og tilbagerulning af tidligere regeringers privatiseringer.
Kamp giver resultater
Det er selvfølgelig klart, at disse reformer i høj grad har været baseret på Chávez-regeringens brug af overskuddet fra landets enorme olie-eksport. Men det er ikke hele forklaringen. Faktum er, at tidligere regeringer, på trods af at olie-indtægterne var de samme, ikke lavede sådanne sociale reformer. Tværtimod øgedes uligheden under tidligere regeringer, som fulgte IMF og Verdensbankens (dvs. USA-imperialismens) økonomiske diktater og handelsaftaler. Det førte til katastrofale fald i levestandarden, flere privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor.
Hvorfor er tingene så anderledes nu? Forklaringen er ikke bare, at præsidenten nu hedder Hugo Chávez. Forklaringen er først og fremmest, at de venezuelanske arbejdere og bønder har kæmpet for at ændre samfundet grundlæggende. Arbejderne ventede ikke på tiltag og gaver fra oven, men tog sagen i egne hænder, da de forhindrede arbejdsgivernes økonomiske sabotage i december 2002 og besatte en snes fabrikker og industrier landet over. Bønderne ventede heller ikke før de besatte de rige godsejeres jordlodder og krævede ekspropriering af jorden.
Det er disse og lignende bevægelser fra neden, som har radikaliseret og skubbet Chávez-regeringen til venstre og derved muliggjort de ovenfornævnte sociale reformer.
Et socialistisk program er nødvendigt
På den måde viser Venezuela tydeligt, at nedskæringspolitikken ikke er en naturlov. Det viser også, at massekamp nytter og at hvis arbejderklassen bruger sine kollektive kampformer (strejker, massebesættelser, blokader, demonstrationer, osv.) kan den presse vigtige sociale reformer igennem.
I Danmark kan vi tydeligt se, at så snart fagforeningerne har indkaldt til protester (som senest den 2. oktober, hvor over 100.000 var på gaden), så er der massiv opbakning fra almindelige arbejdere og unge. Problemet er, at ledelsen af fagforeningerne og arbejderpartierne ikke har haft nogen som helst intention om, at føre kampen videre og for alvor udfordre Foghs nedskæringspolitik.
Venezuela er et bevis for, at massekamp godt kan føre til vigtige sejre, men disse kan kun beholdes og udvides, hvis der er en klar socialistisk linje. På trods af at man i Venezuela, har fået gennemtrumfet nogle store forbedringer for masserne, så er revolutionen langt fra fuldført. Det er nødvendigt med et socialistisk program i kampen, som viser, at kun gennem en demokratisk planlagt økonomi, hvor de største virksomheder ejes af staten og styres af arbejderklassen, kan velfærden udvides og styrkes.
