Tiden med VK regeringen har allerede været en traumatisk affære for gymnasieeleverne i Danmark. Hvert år er forholdende blevet forringet, og næsten hver år har eleverne svaret tilbage med tusindvis af demonstrerende. Finansloven 2008 ser ikke ud til, at blive den der gør op med denne tradition. D. 4. september var repræsentanter fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i dialog med undervisningsminister Bertel Haarder, hvor det blev bekræftet at regeringen har i sinde at skære 1400 kr. pr. elev. 55 mio. Skæres på administration, 12 mio. på indkøb og 22 mio. på pædagogikumkurser. Det bliver altså endnu en år i rækken med forringelser af denne del af ungdommens forhold. Nu har eleverne fået nok af samtaler og frugtesløse forhandlinger med regeringen.
2. oktober initiativets hjemmeside stopnedsaeringerne.dk skriver:
Vil politikerne ikke lytte, samles vi til demonstrationer i Århus og København på Folketingets åbningsda d. 2. oktober. Vis din bekymring! Vær med!
Initiativet består foruden DGS af en række lærlingeforbund, og de andre studenterorganisationer heriblandt EEO, DSF og DSE.
Demonstrationen bliver for hvad de selv kalder en ”redningsplan” for uddannelserne bestående af 14 krav. Kravene handler om bedre studiemiljø, materialer og vejledning, et max på 28 i klasserne og et stop for lærerfri timer, som er ekstremt udbredt på gymnasierne. Alle sammen krav som et udviklet land burde være i stand til at opfylde, og alligevel punkter som i de sidste par år er blevet forringet kraftigt.
Det er selvfølgelig super positivt, at et så mange af ungdommens organisationer er klar til at kæmpe, men en stor bevægelse kan aldrig være en succes i sig selv. Mange store elevprotester med væsentlige potentialer er sivet ud i sandet uden at få stoppet nedskæringerne. STOP NU bevægelsen i efteråret 2004 samlede omkring 2500 unge fra forskellige uddannelser til en konference, hvor man diskuterede bevægelsen, en uges tid efter var 100.000 studerende på gaden. Eleverne havde klart bevist deres kampvilje, alligevel begrænsede DGS ledelsens perspektiv sig til, lokalt arbejde, hvilket hurtigt fordampede, uden vi havde fået nogle af kravene igennem. Et initiativ som det, der samlede sig omkring 2. oktober-demonstrationerne er enormt positivt, men det må bygges fra bunden gennem lokale alliancer mellem elever og arbejdere på offentlige og private virksomheder, og kampene må samles på nationalt plan, med nye protester og strejker, hvis den borgerlige regering ikke vil lytte.
Hvis kan ikke lade denne historie gentage sig, DGS må gå forrest og bringe bevægelsen op på et plan hvor vi kan ryste regeringen ved at lave en plan for, hvordan bevægelsen kan gå videre, hvis kravene ikke bliver indfriet. Sidste år viste pædagogerne i Århus og offentligt ansatte mange andre steder, hvordan man kæmper. Det var hovedsageligt de offentligt ansattes strejkeaktivitet som gav bevægelsen omkring 3. oktober sin effekt. Arbejdere kan i væsentligt højere grad lamme samfundet, end elevstrejker kan. Samtidig er arbejderne, både i den private og offentlige sektor de studerendes naturlige allierede; de har de samme interesser imod nedskæringer, da de jo selv på sin vis er afhængige af velfærdsamfundet, og langt de fleste studerende er børn af arbejdere. Det må derfor være logisk med en stærk alliance mellem de organiserede arbejdere og ungdommen, ligesom i Frankrig foråret 2006, hvor man afværgede et angreb på unge menneskers rettigheder på arbejdsmarkedet. På de Københavnske folkeskoler afværgede elever, lærere og forældre i vinters, en nedskæring på 108 mio. kr. Dette ville have betydet at 190 – 200 lærere ville blive fyret. Denne sejr kom netop på grund af det stærke samarbejde. Desværre var det en midlertidig sejr, for nu prøver kommunen at skære igen. Det viser, at det er nødvendigt med en plan for at forsvare tidligere sejre og vinde nye. Kun gennem enhed og fælles kamp kan nedskæringerne tages af bordet.