Lærlingene snydes endnu engang


Marie Frederiksen



4 minutter

Det netop godkendte overenskomstforlig, har endnu engang efterladt lærlingene med en bar røv at trutte i. Lærlingelønningerne er i forvejen ikke noget, at råbe hurra for, og det bliver den heller ikke i løbet af de næste 3 år med den nye overenskomst.

Kravene fra lærlingene var ellers tydelige nok; der skulle flere penge på bordet! Metal Ungdom havde for eksempel rejst kravet om 12 kr. mere i timen, og 3F ungdom havde krævet 10 kr. mere, men disse krav må lærlingene kigge langt efter de næste 3 år, hvor lønnen kun stiger 2-4 kr. pr. år. Overenskomsten giver faktisk lærlingene mindre, end de fik med overenskomsten i 2004.

Også kravet om fri strejke- og aktionsret må lærlingene endnu engang kigge langt efter.


Der er brug for organisering af lærlingene

At lærlingenes krav syltes er ikke noget nyt, deres løn halter længere og længere efter svendenes, uden at huslejen, elregningen og madpriserne er blevet lavere – tværtimod.

Denne gang var der ellers historisk gode muligheder for at få gennemført kravene. Virksomhedernes profitter har været enorme de sidste år, samtidig med at de skriger op om manglen på arbejdskraft. Hvis de mangler arbejdskraft må de også betale hvad det koster at uddanne den. Der var altså gode muligheder for at få kravene igennem.

Men lærlingene overses i fagbevægelsen, og de fleste steder er lærlingearbejdet nærmest ikke eksisterende. Lokalt står det sløvt til med organiseringen og siden LO-ungdom blev nedlagt som national organisation i midten af 1990’erne, har der ikke været en samlet national lærlingebevægelse.

Skal lærlingene kunne fremføre sine krav og kæmpe for dem, er der brug for en aktiv og kæmpende lærlingebevægelse.

For en kæmpende og uafhængig lærlingebevægelse

Nogle gange kunne man få den tanke, at ”de voksne” i fagforeningerne tror, at de unge er lidt småtbegavede, eller også at de bare tror på medierne, når de siger om ungdommen, at de er generation Nå. I hvert fald er faktum, at størstedelen af ungdomsarbejdet i fagbevægelsen har bestået af go-car turneringer, kurser om hvordan man spiser sundt og des lige. Samtidig beklager de sig så over, at der ikke er nogen unge, der vil engagere sig i fagbevægelsen.

Men lærlingene har ikke brug for kurser om at spise sundt og go-cart turneringer, i hvert fald ikke fra deres fagforeninger.

Lærlingene har brug for fagforeninger, der kæmper for lærlingenes krav. Første skridt til dette er en kæmpende lærlingebevægelse, med lærlingeklubber på arbejdspladserne, i hver afdeling og nationalt.

Men for at dette kan blive muligt, må første krav være en uafhængig lærlingebevægelse. I mange fagforeninger, f.eks. Metal er det nu sådan, at lærlingearbejdet er fuldstændig underlagt fagforeningen. Lærlingene har ikke ret til at udtale sig selvstændigt eller tage nogen beslutninger. Det er klart, at dette ikke skaber aktivitet, men tværtimod skræmmer enhver selvstændigt tænkende lærling langt væk.

Skal lærlingene aktiveres, og skal fagbevægelsen sikre, at ungdommen kan se et formål med fagforeningerne, melder sig ind, og engagerer sig i fagligt arbejde, så kræves det, at lærlingebevægelsen får ret til selv at bestemme.


Lærlingene må tage sagen i egen hånd

Men lærlingene må sande, at deres krav ikke gennemføres, før der er en kæmpende og uafhængig lærlingebevægelse, og denne kommer ikke af sig selv. Den kommer kun, hvis lærlingene tager sagen i egen hånd, og selv går i gang med at organisere sig og opbygge lærlingeklubber, der er parate til at kæmpe for lærlingenes krav.

  • En væsentlig højere lærlingeløn
  • Strejkeret til lærlinge
  • Praktikpladser til alle
  • For et ægte nationalt LO-ungdom

Der er brug for en selvstændig lærlingebevægelse, ikke for at isolere sig fra svendene, men i stedet for at kunne appellere til øget samarbejde og samlet kamp for de fælles interesser. LO-Ungdom må genoplives af lærlingene som en national organisation med kongresser, hvor lærlingene kan diskutere deres krav og hvordan de kan gennemføres.

Ungdommen har været på gaden mange gange de seneste år, og vist at den absolut ikke er en ”nå”-generation, men en generation der vil kæmpe. Men hvis kampene skal vindes må de have et organiseret udtryk – sammen står vi stærkest!