Ungdomshuset på Jagtvej 69 er nu blevet endegyldigt jævnet med jorden. Den 8. marts, på arbejderkvindernes internationale kampdag, blev der afholdt demonstration med op imod 5.000 deltagere. Også lørdag den 10. marts blev der afholdt en demonstration for et nyt ungdomshus, med omkring 4.000, ligesom der var tusindre med i en demonstration der kombinerede slogans imod krigen i Irak med krav for et ungdomshus. Samtidig er politiet blevet sat til hård repression imod lovlige politiske organisationer. Hvad betyder nedrivningen af Ungdomshuset for den politiske situation i Danmark? Hvorfor har denne konflikt fået de konsekvenser den har fået, og hvad er vejen frem i kampen for ungdomshuse og kulturcentre?

Frustration over borgerlig politik
Som vi har forklaret før, er hele denne konflikt startet som et resultat af en dyb frustration hos tusinder af unge over den borgerlige, kapitalistiske politik, som føres i Danmark. Dette handler ikke kun om det nu nedrevne hus på Jagtvej 69 i København, men er et problem, som går langt dybere.
I årevis er der blevet skåret ned på folkeskoler, gymnasier, tekniske skoler, osv. og på velfærden generelt set. Dette er sket samtidig med at Fogh-regeringen fra starten støttede den blodige krig og besættelse af Irak.
Det er denne kyniske foragt for menneskeliv og for ungdommen, som har fået denne sag til at eksplodere. ”De vil ikke engang give os ét hus, de tænker kun på deres egen magtkyniske dagsorden”. Det var det, som lå på mange unges tankesind.

Hvad nu?
De tusinder der har været på gaden de sidste to uger må nu spørge sig selv: Hvad nu? Der har været gadekampe, ”happenings”, hus-besættelser og bilafbrændinger. Men intet er blevet løst. Faktisk har alt hærværk og sabotage imod almindelige menneskers ejendom blot givet de borgerlige politikere gratis ammunition i deres smædekampagne imod Ungdomshuset. I mange folks øjne har det gjort stor skade imod Ungdomshusets sag.

Til alle dem – unge som gamle – som kæmper denne sag, siger vi: ”Vi er imod nedrivningen, lige så meget som I er det. Men vi må forstå, at kapitalismen i denne periode med forfald ikke kan tolerere fristeder eller give nogle ordentlige kulturelle centre, hverken til ungdommen eller arbejderklassen. Hvad dette viser er, at det er nødvendigt at kæmpe imod kapitalismen som system”.

De unge som har været med i denne bevægelse behøver ikke nogen moralistiske taler. De behøver et ægte revolutionært program for at kæmpe imod kapitalismen.
Vores modstand imod sabotage og hærværk er udelukkende begrundet i, at det ikke hjælper kampen imod kapitalismen. Det er individuelle aktioner, som ikke samler, men splitter.

For at vinde denne kamp, er det nødvendigt at samle flere. Det er nødvendigt ikke bare at gøre det til en kamp for ét ungdomshus, men at gøre det til en generel kamp til forsvar for ungdommens rettigheder, for flere kulturelle centre, gratis sports- og idrætsklubber i alle kommuner, ungdomsboliger, en SU til at leve af, ordentlige forhold for lærlinge, gode skoler osv.

Repression og hvordan bevægelsen kan forsvare sig
Denne bevægelse har også vist, at statsmagten ikke er en neutral instans. Over 700 er blevet arresteret. Dette indbefatter mange folk, som aldrig har gjort noget ulovligt og endda folk som bare passerede forbi Nørrebro og så ”mistænkelige” ud f.eks. indvandrere. Selv børn på helt ned til 10 år er bleven kropsvisiteret. I en periode indførte politiet ”visitationsområder” på store dele af Nørrebro og Christianshavn. Politiet kunne altså uden videre stoppe hvem de havde lyst til og kropsvisitere dem.

Politiet er tilmed gået ind og ransaget lovlige flere lovlige socialistiske ungdomsorganisationer og kollektiver på Nørrebro. Bl.a. blev organisationen Rød Ungdoms lokaler ransaget og Solidaritetshuset på Griffenfeldtsgade, hvor Socialistisk Ungdomsfront (SUF) har hjemme, blev også ryddet, og 10 aktivister blev anholdt. Også Internationalt Forums lokaler er blevet ransaget.

At, politiet går ind og ransager lovlige organisationers lokaler og ligefrem søger efter deres medlemslister, er på alle måder forkasteligt. Dertil kommer de mere eller mindre tilfældige kropsvisitationer. Det viser meget godt at demokratiet i Danmark har sine begrænsninger, og at terrorlovgivningen har gjort disse begrænsninger endnu større. Politiet som institution er ikke en neutral instans, men er derimod et redskab i den borgerlige stat, som den herskende klasse kan bruge imod arbejderbevægelsens organisationer. Såfremt de på et givent tidspunkt føler det nødvendigt, kan de bruge det – ikke bare imod frustrerede unge, der kaster med brosten – men også imod kræfter som kæmper for et socialistisk samfund.
Det er tilmed kommet så langt, at formanden for den fredelige ”Borgergruppen for Ungdomshuset” Esben Olsen, som har fået hundredvis af indmeldelser og organiserede en fredelig demonstration lørdag den 3. Marts med flere tusinder, er blev anholdt mandag den 5. Marts, for senere at blive løsladt.

Disse fuldstændigt ubegrundede anholdelser og ransagninger må fordømmes af alle kræfter i arbejderbevægelsen. De demokratiske rettigheder, såsom ytringsfrihed, demonstrationsfrihed og pressefrihed, er ikke noget, som vi har fået foræret, men er produktet af en lang og sej kamp, hvor arbejderbevægelsen i sin tid tvang disse indrømmelser igennem. Hvis ikke vi forsvarer dem, kan de blive undermineret. Det, vi ser nu, kan man sagtens forestille sig, bliver gentaget i andre konflikter som f.eks. strejker.

Men det er ikke nok at konstatere, at denne repression finder sted. Det er nødvendigt at vide hvordan vi kan forsvare os imod den. Desværre har reaktionen fra nogle autonome aktivister været en optrapning af vold imod politiet og mere hærværk. Dette er absolut nyttesløst. Hver gang man smadrer én politibil, vil de sende tyve ekstra ind. I 1990’erne var der provokatører inde i anti-nazistiske demonstrationer, som begyndte at kaste med kasteskyts. Det gav politiet en god undskyldning til at splitte demonstranterne med vold.

Den eneste måde hvorpå bevægelsen kan beskyttes imod repression er igennem de metoder, som arbejderklassen altid har anvendt – massekampens metoder. Ved hver demonstration, må der være demonstrationsvagter, som sørger for at smide eventuelle provokatører ud af demonstrationerne og holde politiet på afstand, så de ikke bare splitter demonstrationen og opløser den.

Klassekamp
Alt dette viser behovet for organisering. Denne kamp kan ikke fortsætte med at foregå på en så spontan måde. Vi er ikke imod initiativ fra neden. Men det er nødvendigt at forstå at initiativ uden organisation ikke kan skabe forandringer. Hvis ikke der er en organisation, hvem bestemmer så hvad der sker? Hvem planlægger de forskellige aktiviteter og hvem sørger for at de bliver udført? Det ville være forkert, at sige at ”ingen” gør det. Der er mange forskellige folk som tager initiativerne, men der findes ingen demokratiske organer til at diskutere og beslutte dem. Dette er bevægelsens helt store problem.

Den eneste måde hvorpå kampen kan vindes på, er at gøre kampen for flere ungdomshuse til en del af klassekampen. Dette er et klassespørgsmål, og det er umuligt at adskille det fra klassekampen og fra de metoder og organisationer, som arbejderklassen traditionelt har anvendt. Ethvert forsøg på at reducere kampen til isolerede husbesættelser eller til gadekampe med politiet, vil slå fejl.

Derfor er det nødvendigt at kravet om flere ungdomshuse tages op overalt i de tre arbejderpartier, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten og i hele den danske fagbevægelse, samt elev- og lærlingeorganisationerne, lejernes landsorganisation, de arbejdsløses organisationer, osv, osv.. Disse organisationer har den fornødne masseopbakning til at lave en omfattende kampagne til forvar for ungdommens rettigheder, herunder retten til ungdomshuse.

Hvis sådan en kampagne blev igangsat, med indkaldelse til store samlede demonstrationer i protest imod regeringens politik, ville de borgerlige politikere for alvor blive udfordret og stå tilbage uden nogen argumenter. Dette ville på samme tid mindske hele Anders Foghs troværdighed i den danske befolkning.

På den måde kan man ikke blot vinde tilkæmpe sig ungdomshuse – som jo ville være en vigtig reform og en sejr for bevægelsen – men man kan samtidig også tage et stort skridt fremad, i kampen imod Fogh og den borgerlige regering og kampen for at vælte det kapitalistiske system i Danmark og på verdensplan.

Gå med i Socialistisk Standpunkt og kæmp for en arbejderbevægelse på et socialistisk program!