Gymnasielærere i strejke




3 minutter

Torsdag morgen nedlagde gymnasielærere på bl.a. Frederiksberg Gymnasium og Falkonergårdens gymnasium og HF-kursus arbejdet. Samtidig var der på over en tredjedel af landets gymnasier faglige møder, hvor lærerne diskuterede de nedskæringer Finansloven medfører på gymnasierne, og hvad der kan gøres imod dem.

År efter år har gymnasieeleverne været ude i protest mod nedskæringer. At gymnasielærerne nu også tager aktivt stilling til disse nedskæringer er et kæmpe skridt fremad i kampen. Vi opfordrer fra Socialistisk Standpunkts side alle elever til klart og tydeligt at udtrykke sympati for lærernes aktioner. Der må gøres fælles front mod den borgerlige nedskæringsregering!

Regeringers løfter og brud på samme
Regeringen har nu i de tre år, der er gået siden de vedtog gymnasiereformen, sagt, at reformen ville være udgiftsneutral. Men regeringen snyder på vægtskålen. Det er, at pisse på alle de lærere, der nu i flere år har arbejdet hårdt på at indføre en stor gennemgribende gymnasiereform uden de nødvendige midler til nye bøger og andre undervisningsredskaber.

Regeringen har åbenlyst brudt løftet om, at udgiften pr. elev efter reformen skulle være den samme som i 2003 (reguleret efter pris- og lønudviklingen). Næste år kommer der 4000 ekstra elever på gymnasierne, men i stedet for at få det fulde beløb, nemlig 74.000 kr., får de kun 49.000 kr pr. elev.

35 i klasserne… Skulle
det være et problem???

Rektorforeninger har været ude at sige, at gymnasierne mangler 130 mio. kr. Når selvejet indføres pr. 1. januar 2006 har man bl.a. ikke reguleret ordentligt i tilskuddet i forhold til, at gymnasierne nu for eksempel overtager en masse regnskabsopgaver. Opgaver som Amterne før havde.

I alt regnes det med, at gymnasierne kun får udbetalt 90 mio. kr. ud af de 125 mio. kr., som Amterne tidligere brugte på den centrale administration af gymnasierne. Bare fordi opgaven ligges ud lokalt, bliver den jo ikke mindre – tværtimod.

Og det bliver ikke bedre…
“Allerede i dag er flere skoler oppe på over 30 elever i klasserne, og hvis regeringens finanslovsforslag bliver gennemført, bliver de væsentligt højere”, udtaler Gorm Leschly formand for Gymnasielærernes Lærerforening (GL). Gymnasieskolernes Rektorforenings har lavet beregninger, der viser, at skolerne på længere sigt kan blive tvunget til at sætte op mod 37 elever i klasserne.

Fremtiden ser heller ikke for lys ud. Regeringen har bebudet ”effektiviseringsbesparelser” på 5 % i perioden fra 2008-2010. Det samtidig med, at gymnasierne pr. 1. januar 2008 overgår til et taxametersystem. Det hele passer som fod i hose og kan kun betyde én ting: Flere eleverne i klasser og mindre tid til lærerne. Dvs., dårligere undervisning og mere stressede lærere.

Der må blæses til kamp
Disse nedskæringer er uacceptabelt. Som påpeget i artiklen om dette års Finanslov (læs her) er der masser af penge, som kan bruges til velfærd, herunder uddannelse. SF og Socialdemokratiet som begge er forligspartnere i aftalen om gymnasiereformen, må være klare i mælet: Enten trækker regeringen sine nedskæringer tilbage, ellers trækker de sig – og det med øjeblikkelig virkning.

17. maj og forårets protester viste, at demonstrationer, strejker og andre protester betaler sig. Alle velfærdsforringelserne blev ikke fjernet, men de værste tidsler gjorde. Det må vi huske i dag.

Når man siger til regeringen, at der skæres ned, siger den at ens tal er forkerte. Når man siger, at man ikke kan få verdens bedste uddannelsessystem ved at skære ned, siger den, at det man siger intet har at gøre med virkeligheden. Derfor er den kun en vej frem. Der må sættes magt på ordene.

I Socialistisk Standpunkt opfordrer vi gymnasielærerne til at fortsætte strejkerne. Det kan eventuelt ske ved hjælp af elevblokader, som man har set det før. Samtidig må DGS koordinere besættelser på gymnasier over hele landet

Sammen må GL og DGS indkalde til en samlet national demonstration for alle lærere og elever. Den må følges op af et nationalt møde, hvor den videre kamp kan diskuteres af almindelige lærere og elever.
Kun sådan sikres den gode og gratis uddannelse.

Se mere om lærernes strejker på Frederiksberg Gymnasiums læreres hjemmeside

(opdateres)