Regeringens velfærdsforlig indeholder en række drastiske angreb på velfærdssamfundet:

• Der åbnes op for at udskyde efterløns- og pensions alderen i takt med en stigende levealder
• Indvandrere og flygtninge skal til en ”integrationseksamen” for at få ”ret” til kontanthjælp i stedet for den uhyggeligt lave starthjælp. For at kunne ”bestå eksamen” skal man have været i landet i 7 år og have 2,5 års fuldtidsbeskæftigelse i perioden.
• Der åbnes op for øget aktivering af unge under 30 samt øget brug af løntilskudsjobs.

Dette er kun et udpluk af forringelserne. Forringelser der kommer i en tid, hvor virksomhederne aldrig før har haft så rekordstore overskud, og hvor overskuddet på statsbudgettet regnes med at blive på minimum 86 milliarder. Dette er grotesk. Arbejdsgiverne og de borgerlige økonomer himler op med, at vi i Danmark har udpræget mangel på arbejdskraft. Men sandheden er, at omkring 800.000 mennesker i den arbejdsduelige alder er på overførselsindkomster. Alene forligets del med øget brug af løntilskudsjobs er en modsigelse af denne udokumenterede påstand. Hvorfor lave løntilskudsjob hvis der er mangel på arbejdskraft.

Sandheden er, at de påståede flaskehalser er ren fantasi. Det, der virkelig bekymrer arbejdsgiverne er, at arbejderne begynder at stå for stærkt. Jo lavere arbejdsløshed – jo større er chancen for, at arbejderne vil begynde at kræve deres del af milliardprofitterne. Dette er den virkelige årsag til forringelserne af efterløn, pension, startlønnen og den øgede brug af løntilskudsjobs og aktivering – hvilket ikke er andet end tvangsarbejde som løntrykkere.

Uheldigvis har toppen af socialdemokratiet valgt at gå med i forliget. Dette er meget ufornuftigt. Deres nuværende angreb, på regeringens forringelser af kommunernes økonomi, har givet dem en markant fremgang i medierne. Hver gang socialdemokratiet går til kamp for at forsvare velfærden, går de frem. Når de går sammen med de borgerlige, og er med til at skære ned, går de tilbage.

Bevægelserne den 17. maj var på alle måder historisk. Ikke siden storstrejkerne i 1985 har der været 100.000 mennesker på gaden i protest. Protesterne blev en succes gennem et samlet initiativ med fagforbundene, elevbevægelsen, lærlingeorganisationerne, fagligt ansvar, LO storbyerne og arbejderpartiernes ungdomsorganisationer. Denne alliancer har været med til at åbne op for den største bevægelse i årtier.

Desværre trak forbundene deres støtte, det sekund socialdemokratiet gik med i forliget, på trods af de forringelser forliget indebar.

Den 2. september var der indkaldt til en konference, for at diskutere næste skridt for bevægelsen. Men for flere af de fremmødte bredte der sig hurtigt en vis skuffelse. Arrangørerne af mødet (LO-Storbyerne, fagligt Ansvar og en række fagforeninger og elevorganisationer) var nemlig nået frem til, at der på mødet ikke kunne besluttes noget, og at, der ikke kunne stille ændringsforslag, til de udtalelser der var – som der for øvrigt heller ikke skulle stemmes om!

Alligevel var den langt overvejende stemning i salen for en national demonstrationsdag den 3. oktober (folketingets åbningsdag) – flere var endda oppe og tale for, at den skulle starte kl. 12.00. Fra dirigentbordet forslog Anders Olesen (formand for byggefagenes samvirke i Kbh.), at ”konferencen skulle opfordre de tilstedeværende organisationer til, at tage stilling til om de ville tilslutte sig demonstrationerne”. Ikke det man just vil kalde for en klar udmelding.

Årsagen til forsigtigheden var tilsyneladende, at visse af organisationerne bag 2. september konferencen ikke ville gå med til det. Men bagefter har LO Storkøbenhavn og LO Århus tilsluttet sig. Med andre ord var der massivt flertal på mødet for, at slutte op om protesterne. Men som nævnt kom det aldrig til afstemning.

Hvad er vejen frem?
Protesterne mod velfærdsforliget, (som endnu ikke er vedtaget), og protesterne mod de ødelæggende besparelser i kommunerne må forenes i en fælles bevægelse. Fagligt aktive fra Socialistisk Standpunkt stod på konferencen frem med kravet om, at der efter den 3. oktober måtte indkaldes til et nationalt tillidsmandsmøde, som kunne tage stilling til kravet om en 24 timers generalstrejke.

Hvis protesterne mod angrebene på velfærden ikke bare skal ende ud i fine ord, må dette være vejen frem. De kommunalt ansatte arbejdere i Århus viser, at der er en massiv utilfredshed mod de vedvarende besparelser og en vilje til at kæmpe. For ikke at snakke om hvad der sker i Roskilde, Ålborg, Odsherred, Ny Silkeborg, København, Djursland og andre steder. Bevægelsen er der nu.

De ledere, der kun vil sende hensigtserklæringer ud om bedre velfærd, men som ikke tør sætte magt (strejker) bag ordene, er med til at stoppe bevægelsen. Socialdemokratiets seneste kritik af de kommunale nedskæringer og den borgerlige regerings efterhånden desperate manøvrer viser, at bevægelsen virkelig har en chance for at sejre. Ledelsen af bevægelsen må bare presses til at lede!