Vi bringer her en artikel om situationen i Nigeria bragt i den marxistiske avis Worker Alternativ. Der er efter årtiers militærdiktatur officielt indført demokrati i Nigeria, da Olusegun Obasanjo blev valgt til præsident. Det forbedrede dog ikke massernes forhold. Nigerias BNP pr. indbygger ligger på en 165. plads i verden og nigerianere er stadig blandt verdens fattigste. Den forventede levealder er kun 47 år. Den enorme fattigdom har også resulteret i en række demonstrationer, protester og generalstrejker. Siden 2000 har der været hele 5 generelstrejker.

I 2003 blev Obasanjo genvalgt i et valg præget af svindel og korruption. For nylig (maj 2006) prøvede han så at ændre forfatningen, så han igen kunne stille op til præsidentvalget i 2007. Det mislykkedes.

Man kan læse mere om situationen i Nigeria på www.marxist.com’s Nigeria sektion (engelsk).

2007 – De Nigerianske Massers Muligheder

Ja, vi lever i farlige tider, i en periode hvor usikkerhed, prøvelser og håbløshed hersker overalt! Vi har aldrig haft det så frygteligt. Det er som om det er verdens endeligt, hvor alle ved at fremtiden ikke er lys og at det vil blive meget værre, hvis ikke der gøres noget omgående. Det opsummerer situationen i Nigeria i dag.

De borgerlige medier er altid fulde af alarmerende og chokerende fortællinger om smerte og sorg. Der er rapporter om sammensværgelser fulgt af sammensværgelser, om omfattende snyd fulgt af svindelnumre, om død, fattigdom og fattigdomsforårsaget smerte, osv.

Vi ser hvordan en minoritet bestående af ekstremt rige, har det rigtig godt, mens det store flertal kæmper med fattigdom. Hvordan masserne lider midt i overfloden!

Situationen i Nigeria er nu langt værre end på noget tidligere tidspunkt i dets historie og det står helt klart at det går nedad, hvis ikke masserne rejser sig.

Systemfejl
Dominerende i de borgerlige medier i Nigeria i dag er snakken om ”Tredjeperiode dagsordnen” – Obasanjo’s drøm om at forlænge sin regeringstid. Typisk for de borgerlige mediers metoder jager de skygger, de virkelige spørgsmål som berører masserne, sættes aldrig på dagsordenen. Derimod hører vi om hvad, der er for og hvad der er imod en ”tredje periode”.

Vi ser de samme gamle folk (”noble mænd og damer”), som har draget nytte af udplyndringen af den rigdom, som de arbejdende masserne har skabt og har ødelagt økonomien og den basale struktur for et civiliseret samfund. De udtrykker sig nu enten for eller imod en tredje periode. Hvem kan vi egentlig stole eller tro på blandt disse folk? Er det Obasanjo, eller Atiku, eller Tinubu, eller Buhari, eller IBB, osv.?

Nye partier og alliancer i den herskende klasse dannes, ACD, MRDD, osv. og alle påstår endnu engang at de er ”massernes ven”. Samtidig tilslutter de sig stadig til de IMF-inspirerede reformer og scorer stadig højt på Obasanjos grove indførelse af det såkaldte reformprogram. Koret om at ”Jamen, Obasanjo har virkeligt prøvet” er fælles for disse folk, så hvad er forskellen imellem dem?

Midt blandt denne larm fra den herskende elite og dens skoslikkere, kan arbejderne ikke få deres løn udbetalt. Arbejdsløshed ses overalt; men takket været lukninger og fyringer af arbejderne på det Føderale Statistiske Kontor (FOS), har vi ikke længere noget tal. Elektricitetsproduktionen er historisk lav, PHCN, der i virkeligheden sidder på elektricitetsproduktionen i Nigeria; har tilbageholdt elektriciteten.

De unge kan ikke blive uddannet takketvære den igangværende privatisering og kommercialisering af uddannelsessystemet. Fattigdom og sygdom hersker overalt. Sociale infrastrukturer og services – veje, broer, hospitaler osv., fortsætter med at kollapse. Pensioner bliver ikke udbetalt og tusinder af pensionister dør, mens de venter på deres pension. På nuværende tidspunkt er pensionssystemet blevet udskiftet med et meget strengt og korrupt system, der vil fratage mange folk deres pension. Borgerkrigen hærger i Niger-deltaet, Middle-Belt’et og gud ved hvor ellers.

Hele krisen er et direkte udtrykt for den neo-koloniale kapitalismes fallit.

Den fortsatte forværring af situationen i Nigeria i dag forsætter med at bekræfte realiteterne, at dette system ikke bringe menneskeheden fremad eller reformeres. Det er gearet til at intensivere udbytningen af de arbejdende masserne og må omstyrtes.

At suge blod fra sten
Siden den “civile” administrations begyndelse for syv år siden er brændstofprisen steget elleve gange. Naira’en er blevet devalueret fra en officiel kurs på N22,00 til en dollar og en sortbørs kurs på N85,00 i 1999, til nuværende N128,00 i forhold til dollaren officielt og N148,00 til dollaren på det sorte marked! Priserne på varer og services er doblet mange gange op. Hundredtusinder er arbejdere er blevet og er stadig ved at blive sparet væk, arbejdernes løn er voldeligt blevet holdt nede og alle forhold er degenererede. Det store flertal af de unge har ikke noget arbejde og når de får arbejde, er forholdene forfærdelige. Brugen er folk på kontrakter, bedre kendt som løsarbejdere, er tidens trend.

Dette er programmerne og konsekvenserne af de såkaldte “hjemmelavede” reformer. Det eneste virkeligt ”hjemmelavede” ved dem er denne vending ”hjemmelavede”. Det er et program som fuldstændig åbner landet op for store multinationale selskaber og deres lokale samarbejdspartneres yderlige massive plyndring af både naturlige og menneskelige ressourcer

Lige nu griner de stor virksomheder hele vejen ned til banken efter de har suget blod ud af de nigerianske arbejdere og plyndret naturressourcerne.

For eksempel har MTN over de sidste år skabt en profit på over 100 milliarder naira, men officielt har de kun ansat omkring 500 regulære folk. Resten er kontraktarbejdere, løsarbejdere, og de er blot slaver, som de fyrer uden varsel eller godtgørelse. Historien er den samme i næsten alle virksomhederne.

I Nigeria er kløften mellem rig og fattig ubegribelig. Indenfor de sidste 7 år, har vi set fremkomsten af milliardærer og millionærer i verdensklasse i Nigeria, alle sammen med en eller anden form for adgang til statsmidler.

Dekadence hele vejen igennem
På trods af den monumentale fallit for det “hjemmelavede reformprogram” og de forværrende forhold i alle grene af samfundet, der er så åbenlyse, siger de ansvarlige stadig på arrogant vis i medierne, at alt står helt fint til og at reformerne er vidunderlige og virker. Situationen ligner historien om den nøgne konge, som går rundt på markedet i den tro, at han bærer den smukkeste beklædning.

Det er dekadent hele vejen i gennem. Nutidens herskende borgerskab er fuldstændig degenereret på alle leder og kanter. Alle de værdier de prædikede førhen, er døde og meningsløse for dem. De er IMF’s og imperialismens skødehunde, de indfører uden spørgsmål eller eftertænke, som deres mestre sætter foran dem. Deres rækker svulmer med 419’ere, bedragere, rituelle mordere, kultdyrkere, kraftigt bevæbnede røvere, narkobaroner og alle former for vanskabninger, der er parate til at gøre alt for penge. De er individer med meget lille moralsk rang, folk uden bevidsthed.

Hvordan kan vi ellers beskrive folk, som begår afskyelige forbrydelser mod menneskeheden, men alligevel kalder dem for ”demokratiets frugter” og ”resultaterne af reformerne” (sic!). Og når de er trængt op i et hjørne, dvs. når problemerne er for åbenlyse, giver de, de ”mange års militærstyre” skylden! Men det er over syv år siden, at de ”civile” overtog og med stigende udenlandsk valuta kommende til landet pga. den høje olie pris.

Vi har set hvordan milliarder af dollars/naira er blevet udplyndret og spildt i de sidste syv år. Landet har fået flere penge fra olien indenfor de sidste syv år end i hele perioden før 1999 sammenlagt! Alligevel er den ingen tegn på, at der er blevet skabt en så massiv rigdom.

Fra den Obasanjo styrede føderale regering til statsregeringerne og de lokale styrer er historien den samme.

På trods af de ubeskriveligt dårlige resultater og forringelserne af leveforholdene, sætter den herskende elite stadig deres meget selviske og grådige interesser over alle andre ting. Det forklarer hvorfor, at dele af den nigerianske herskende elite er ved at falde over hinanden i støtte for embedsperiodeforlængelsen. Det er dagsordenen om den tredje periode.

Dem som siger, at de er imod den tredjeperiode, er ikke forskellig fra de folk, der er for den tredje periode. De står også for den fortsatte implementering af de forskellige IMF inspirerede tiltag. De fortsætter også med at begå forbrydelser mod menneskeheden. Vi ser hvordan disse folk prøver at tage æren for det såkaldte reformprogram.

Dagsordenen om den tredje periode handler ikke kun om forlængelsen af Obasanjo’s drøm; i virkeligheden ville de fleste af dem som har en eller anden offentlig post i dag gerne have en eller anden form for forlængelse. Dem som ikke søger efter forlængelse, søger efter højere poster. Dagsordenen om den tredje periode bekræfter dekadencen, en drøm hos folk, som er umenneskelige.

De groveste metoder i historien
Det dramaer, som udfolder sig i Nigeria, er ret chokerende for enhver normal person. Vi ser de groveste metoder blive brugt foran øjnene på os. Alle disse er faktisk en advarsel til de nigerianske arbejdende masser. Den nigerianske herskende klasse bevæger sig mere og mere imod, at sænke landet ned på et endnu mere barbarisk niveau pga. deres selviske interesser og deres systems manglende evne til at løse nogen af samfundets problemer.

Inden for den sidste periode har vi set grådighed og desperation gå til værks. Vi har set alle mulige former for korrupte forsøg på at tvinge embedsperiodeforlængelsen nedover masserne. Milliarder af naira er blevet brugt og flere bruges stadig på at virkeliggøre denne onde dagsorden. De dele af den herskende elite, der er imod den tredje periode er ikke selv bedre.

Foruden de enorme ressourcer som Obasanjo regimet har kastet ind i drømmen om en tredje periode, er der blevet taget ret mange desperate tiltag. Såsom rigsretssagen mod de to guvernører Ladoja og Alamieyeseigha og den tredje rigsretssag, som stadig er på vej, men har vist sig at været meget svær at gennemføre, dvs. Dariye sagen. EFCC har kastet mange af de folk, der talte imod regimet i fængsel, som en advarsel til andre.

Penge og oliefelter tilbydes til grådige og selviske politikere og eliten. Ikke så få i den nigerianske herskende elite støtter denne dagsorden.

Grelle offentlige høringer blev lavet i seks centre i tre dage om den såkaldte forfatningsgennemgang og hver deltager fik 15 minutter til at præsentere deres standpunkt! Der er 36 stater i Nigeria og 774 lokale regeringer. Ved denne ”øvelses” slutning erklærede den Mantu ledte senatshøringskomite, at nigerianerne ville have en tredje periode. Mantu undersøges lige nu for alle mulige former for grov korrupt praksis.

Hvorfor, hvorfor, hvorfor
Enhver der studerer klassehistorie, som føler smerten ved at studere imperiernes og civilisationernes sidste faser, klassekamp og historien om revolutioner, vil ikke finde situationen i Nigeria svær at forstå.

Det er meget klart, at den neo-koloniale kapitalisme har ledt landet ud på farlige vande og det er dets sidste dage. Systemet kan ikke udvikle samfundet, det forsætter snarere med at rådne op og bliver eksponentiel mere råddent.

Den nigerianske herskende elite kan kun spille tjenerrollen for deres imperialistiske mestre, der kun er interesseret i den forsatte plyndring af landet. Alle tiltagene kommer fra dem og de bekymrer sig overhovedet ikke om noget, så længe deres profitter garanteres.

Nigeria er blevet forvandlet til et lydigt værktøj, som giver dem enorme profitter, takket været vores egen herskende elites aktive indblanding. IMF/Verdensbanken kontrollerer direkte de finansielle ministerier, centralbanken og andre finansielle institutter med deres udpegede agenter, hvor af mange stadig er på deres lønningsliste. Finansministeren er højt placeret i Verdensbanken og betales i dollars.

Imperialismen er hovedsagligt interesseret i de enorme olielagre, mineraler og menneskelige ressourcer. De vil have ubegrænset adgang til skånselsløst at udbytte disse ressourcer.

IMF og Verdensbanken skal sikre, at denne inhumane dagsorden føres ud i livet. De står bag de forskellige drakoniske tiltag som påtvinges. Alt er afpasset efter denne kriminelle dagsorden, fra den forsatte stigning i brændstofpriserne, til lave lønninger, til besparelser, til privatiseringer, til manglen på udbetaling af pensioner, til ødelæggelsen af de sociale services, osv.

Det kræver individer uden bevidsthed, værdier, håb og selvværd at udføre disse forræderiske handlinger. For den nigerianske herskende klasse kommer deres selviske interesser først. De er interesseret i at udstede svigagtige kontrakter, som uddeler ”oliefelter”, adgang til statskassen, osv. Så længe de kan lave penge, kan alt andet gå af helvede til, også samfundet. De er ikke interesseret i antallet af folk som sover under broen, som ikke kan spise, osv.

Men mens de plyndrer, kommer de i konflikt med hinanden. Det svarer til en konflikt mellem bevæbnede røvere.

“Dagsordenen om den tredje periode”
Dagsordenen om den tredje periode er et forsøg fra nogle dele af den nigerianske herskende elite, i aktivt samarbejde med nogen af de imperialistiske interesser, at vedholde deres ubegrænsede adgang til at udbytte landets ressourcer.

I tilbagestående ekskoloniale økonomier som Nigeria, står det typisk sådan til og det ender altid med flere kriser. Den herskende elites grådige interesser kommer altid i konflikt med flertallet i samfundets behov, dvs. de arbejdende masser og de unge. En situation som fører til den herskende elite vælger mere undertrykkelse, i undertrykkelsesprocessen skaber det normalt et bæst, som starter med at se sig selv som en messias og et uundværligt bæst, der typisk vokser ud af kontrol.

Det er situationen med Obasanjo og hans bonkammerater. Indenfor de sidste syv år har det civile Obasanjo regime udført flere angreb på folkets levestand end de tidligere militærregimer sammenlagt. Han og andre af regeringens civile arm har gennemført diktaterne fra IMF/Verdensbanken bogstav for bogstav. Der er begået utallige forbrydelser mod ”menneskeheden”!

De har privatiseret og fyret arbejdere, de har gjort hundredtusinder hjemløse, de har indførte betaling for skoler, osv. De fleste af disse tiltag kunne ikke blive indført af det tidligere militær regime. Hånd i hånd har de plyndret rigdommen på den mest uhørte måde. Samtidig har de skabt en forfærdelig situation og fremprovokeret nye modsætninger.

De frygter for at forlade magten og begærer at beholde deres stramme greb om deres poster af indlysende grunde. De vil fortsætte med at plyndre, dække over deres utallige forbrydelser, beholde deres korrupte privilegier osv. Men der er også dele inden for deres klasse, som vil have adgang til at pleje deres egne interesser og intet mere. De vil også være dem som bevilliger oliefelter, kontrakter, har adgang til statsmidler osv. Det er grunden til, at begge siders argumenter ikke er oprigtige på nogen måder.

Men de processer som de begge har sat i gang vil med garanti, som en snebold, blive til en stor politisk krise i den forestående periode. Den nigerianske herskende elites forskellige fløjes grådige og selviske interesser forbereder grunden for kaos og barbarisme i en enorm målestok i den kommende periode, hvis ikke masserne kommer på banen.

Obasanjo’s tredje periode kup er allerede blevet sat i fuld gang og vil med sikkerhed møde hård modstand ikke kun fra den grådige herskende elite, men i den kommende også mere kraftigt fra de arbejdende masser.

De processer som Obasanjo’s folk har sat i gang kan ikke sættes i bakgear; de har brændt broerne bag side. Nederlag vil betyde deres selviske erhvervs og politiske interessers endeligt. Bag deres arrogance, tåbelighed og desperation ligger usikkerhed, en meget trøstesløs fremtid og et truende kollaps. Det er meget lettere for kamelen at komme igennem et nåleøje end for Obasanjo at få en tredje periode serveret på et sølvfad på trods af de enorme ressourcer, som er blevet afsat.

Det er derfor de bruger de grovest mulige midler for at virkeliggøre deres drøm. Men selv hvis de kommer forbi elitens cirkler – nationalforsamling og statsforsamlingerne, vil de blive nødt til at stå over for arbejderklassens mægtige styrke.

Imperialisterne spiller som altid en meget forræderisk rolle; ingen tvivl om at nogle få af dem ville have Obasanjo tilbage for at fortsætte med at forsvare deres interesser, men de vil ikke overveje et sekund at droppe ham som et dårligt dæk, når krisen tager til. Det vil afgjort blive sagen når hele projektet giver bagslag.

Endnu en fireårs periode for Obasanjo vil afgjort blive meget ustabil, svag og vil afgjort kollapse. Det er meget usandsynligt at det vil komme igennem og det vil sandsynligvis forblive en bekostelig drøm. Massebevægelsen vil blive den afgørende faktor.

Tredje periode uden Obasanjo
Der er ingen måde hvorpå vi kan tro på, at Atiku, IBB, Marwan, Buhari, Tinubu, osv. repræsentere et alternativ for masserne eller er venner af det arbejdende folk eller kan rede os. Det er meget klart, at disse lags grådige og selviske interesser er ansvarlig for uenighederne imellem dem. De er alle medlemmer af den herskende elite. De støtte alle aktivt ”reformprogrammet”. De kæmper tilmed indbyrdes om hvem, der er programmets opfinder! De er alle imperialisternes agenter og er ikke venner af masserne.

Kernen er, at selv hvis Obasanjo og hans bonkammeraters drøm om en tredje periode ikke virkeliggøres, vil andre medlemmer af de herskende eliter stadig fortsætte med at gennemføre IMF/Verdensbank programmer. Når den herskende klasse og deres imperialistiske mestre ser, at Obasanjo ikke længere kan garantere dem deres interesser, vil de rive sig løs fra ham ligegyldig hvilken modstand han laver.

Den truende krise som vil udvikle sig i den kommende periode vil tvinge den herskende elite og deres imperialistiske mestre til at se sig om efter alternative midler og personer, som kan bedrage masserne og fortsætte deres plyndren.

Men at droppe Obasanjo eller hvis dagsordenen om en tredje periode ikke kommer igennem, vil det ikke betyde en ende på krisen: Langt fra det: det vil snarere åbne helvedes porte. Krisen afspejler systemets organiske modsætninger, ikke individer. Den herskende elite kan ikke længere udvikle samfund; de er snarere ødelæggelsens agenter.

Et nederlag til en del af den herskende klasse i forsøget på en tredje periode vil skærpe de politiske konflikter indenfor den herskende klasse og vil accelerere Obasanjo regimets forfald. De vil alle opføre sig som en gruppe sultne ådselædende hunde, som hovedet ikke bekymrer sig om konsekvenserne af deres handlinger. Følgerne vil blive tilintetgørende for masserne hvis ikke de arbejdende masser har deres eget politiske alternativ til den herskende elites råddenskab.

Arbejderbevægelsen må forberede sig på magten!
Uheldigvis har arbejderbevægelsens ledere midt i disse udviklinger været farligt stille og er forblevet meget inaktive. Det gælder for de tre fagforeninger centre – NLC, TUC og CFTU. De forblevet tavse om utallige emner og ikke stået i front for de arbejdende masserne overfor de monstrøse angreb, som den herskende elite har lanceret på masserne.

Indenfor de sidst syv har det ikke kunne diskuteres, at den nigerianske arbejderklasse repræsentere den mest magtfulde kræft i samfundet og at den har potentialet til at ændre samfundet. Erfaringen fra tidligere generalstrejker og protestforsamlingerne sidst år bekræfter denne realitet.

Men ledelsen for den nigerianske fagforeningsbevægelse har bevidst holdt de nigerianske arbejdere tilbage og har tilladt den herskende elite at indføre deres dræbende tiltag. Virkeligheden er, at Obasanjo og den herskende elite er ved magten takket være arbejderlederne!

De har kun handlet når arbejderne tvang dem til at handle, og selv i de tilfælde har de arbejdet for at underminere kampen. Erfaringerne fra hvordan de stoppede de sidste kampe kommer til nytte.

De har modsat sig at bygge et Arbejderparti som kunne give masserne et meget bedre alternativ til den herskende elite forskellige rådne partier og har afvist at melde ud imod forlængelsen af Obasanjo og hans bonkammerater i statsregeringerne.

Snarere ser vi hvordan de slutter sig sammen med den herskende elites partier på arbejderbevægelsens bekostning. For eksempel er det klart, at NLC formand Adams Oshiomhole stræber efter at blive guvernør i Edo-staten, men han bygger ikke et arbejderparti, han vil derimod gå igennem et den herskende elites forhadte partier. Derudover er nogle af arbejderlederne aktive i kampagnen for en tredje periode op til halsen, mens andre på den anden side er sammen med Atikus.

På dagligt basis, bliver det mere og mere klart, at det kun er de arbejdende masser som kan rede landet fra barbarisk forfald. De problemer de nigerianske arbejdende massers står overfor skyldes det neo-koloniale kapitalistiske system påtvunget landet, der ikke kan løser de voksende problemer, som menneskeheden står overfor. Den herskende klasse, som er imperialisternes agenter og som opretholder systemet kan ikke udvikle samfundet, da deres grådige og selviske interesser ikke vil tillade det.

Den eneste løsning for arbejderklassen er at tage magten og føre samfundet ud af dette kaos gennem en socialistisk omformning af samfundet. Arbejderne, i aktiv alliance med alle de andre fattige lag i samfundet, har mere end nok kraft til at udføre disse opgaver.

Det der er meget vigtigt i den forestående periode for de nigerianske arbejdere, er at ændre arbejderbevægelsens ledelse: ændre forstået sådan at gå aktive ind i fagforeningerne, give de korrupte og udsælgende ledere sparket, bygge et Arbejderparti med et socialistisk program og udfordre de angreb som den herskende elite har lanceret mod arbejderklassen.

Som et hvert andet imperium i døds kramper vil den herskende elite altid prøve at trække hele samfundet med sig i graven; de vil aldre dø alene, de vil altid have af masserne dør for deres skyld. De vil altid snyde masserne til kæmpe for deres selviske interesser og senere godtgøre masserne med drakoniske tiltag. Erfaringen fra ”12. Juni” og ”for-demokrati” kampen er klare for alle.

Lige nu vil atikuserne, Tinubuserne, Ogbehserne, IBBerne, Buhariserne, Afenifereserne osv. snyde os igen. De er ikke massernes venner, de er i virkeligheden farlige slanger der er en del af råddenskaben og de må destrueres sammen med deres rådne partnere.

De nuværende split og åbne konflikter indenfor den herskende klasse bekræfter det faktum, at betingelserne for en arbejderrevolution er meget modne i Nigeria. Men, hvis de nigerianske arbejdende masser ikke fremsætter deres uafhængige alternativ, er der en stor katastrofe på vej i Nigeria.

Maj 2006