Fredag aften i Arena kulturcenteret i Wien talte præsident Chavez til 5000 entusiastiske unge på et massemøde arrangeret af Hands off Venezuela og Cuba, den østrigske sektion af den internationale HOV kampagne, som nu er aktiv i mere end 30 lande. Mødet var en spektakulær succes. Det var det største offentlige venstrefløjsmøde holdt i Wien, så længe mange kan huske. Peter Kreisky, søn af den tidligere østrigske kansler Bruno Kreisky, sagde, at han ikke kunne huske noget lignende i 30 år.

Mødet, der var indkaldt til at falde sammen med EU-mødet om Latin Amerika, skulle begynde kl. 18:30. Men pga. uforudsete vanskeligheder blev præsidenten forsinket med flere timer, og mødet begyndte endeligt kl. 22:00. Da mange mennesker allerede havde stået i kø siden kl. 17:00, førte det til en lang ventetid! Ikke desto mindre var stemningen dirrende og humøret højt hele vejen igennem, og tiden blev slået ihjel med råb, sang og et gyngende hav af røde flag.

Arenas mødesal har plads til ca. 800, men i sidste øjeblik besluttede bestyreren af sikkerhedshensyn at sætte et maksimum på 400. Arrangørerne havde allerede, med hjælp fra Casa Militar (præsidentens personlige sikkerhedshold), fået sat en storskærm op udenfor på den rummelige gårdsplads, så mange flere mennesker kunne følge aktiviteterne udefra.

Da det kom til stykket, måtte alting ændres. Som tiden gik kom flere og flere mennesker til. Mødesalen var fyldt, allerede før dørene blev åbnet , og hundreder af folk – hovedsagligt unge – strømmede ind på gårdspladsen. Organisatorerne begyndte at regne på antallet – et tusind, to tusind, tre tusind. Snart var pladsen bogstaveligt fyldt til loftet. Selv politiet vurderede, at der var 3000. I virkeligheden var der mindst 5000 på området og hundreder flere, som ikke kunne komme ind og blev nød til at blive på gaden.

Det var heldigt, at starten på mødet blev udsat, fordi opstillingerne måtte laves om. Tribunen blev flyttet udenfor på en balkon med retning mod gårdspladsen, og et lydsystem blev hurtigt tilrigget af Arenas personale, der var meget behjælpsomme.
Der var en nervøs periode i starten, fordi der cirkulerede et rygte om, at præsidenten ikke ville komme til mødet. Det var rigtigt at pga. en meget hektisk dagsorden på EU-mødet, var det ekstremt svært for ham at komme til mødet, men dagen forinden havde han fortalt arrangørerne; “Jeg kender til det her møde, og jeg vil gøre alt i min magt for at komme.” Og han holdt sit løfte. Omkring klokken kvart i ti kørte præsidentens bil ind på området, og Chavez trådte op på tribunen til et stormende bifald.

På tribunen var der mange prominente personer fra den bolivariske bevægelse, Nicolas Maduro, præsident for Nationalforsamlingen, Juan Barreto, Caracas’ borgmester, såvel som planlægningsminister, Jorge Giordani og Eva Gollinger, forfatteren til The Chavez Code. Ruben Linares, en af de nationale koordinatorer for UNT, var også til stede, lige som Cubas ambassadør og en gruppe på 20 cubanere fra ambassaden og Instituto Cubano de Amistad de los Pueblos.

En række højtrangerede fagforeningsfolk fra det østrigske LO (ÖGB) var også til stede. Mødet blev ledt af en ung tillidsmand og medlem af HOV, Axel Magnus. Udover Chavez var der kun to talere: Aleida Guevara, Che Guevara’s datter og Alan Woods, grundlæggeren af den internationale Hands off Venezuela kampagne, som sad på hver sin side af præsidenten. Aleida åbnede mødet med en følelsesladet tale, hvor hun genkaldte sig sin fars kamp, og hvor hun tilskyndede de unge til at fortsætte. Hun lagde særlig vægt på kampagnen for at befri de fem cubanere, som holdes ulovligt fængslet i USA.

Til gavn for de mange latinamerikanere blandt publikum talte Alan Woods til mødet på spansk. Han startede sin tale, som blev afbrudt af hyppige og begejstrede klapsalver, med at bemærke: “Og de siger, at der er sløvhed i ungdommen! Velkommen, sløve unge! (latter og klapsalver). Ungdommen er ikke sløv! Ungdommen har brug for en sag, der er den værdig, et banner, en vision og en drøm!” Han fortsatte med at citere det berømte og berygtede udsagn af Francis Fukuyama om, at historien er slut: “Historien er ikke slut. Det her er historie. De laver historie i Venzeula. Og I laver historie.”

Alan forsatte: “Der mange møder i Wien lige nu. Men der er ikke andre møder som det her. Vi er ikke kommet her for kun at tale og så gå hjem og glemme det. Dette møde må blive udgangspunktet for organiseringen af en kæmpe solidaritetsbevægelse i hvert eneste land i Europa.” Han appellerede alle tilstedeværende om at tilslutte sig HOV. At dømme ud fra de tilstedeværende faldt den appel ikke for døve ører.

Chavez sammen med Emanuel Tomaselli

Alan blev efterfulgt af Emmanual Tomaselli, den nationale organisator af HOV (Østrig), som kort introducerede præsident Chavez. Han sagde: “Livet er en kamp, og i dag har vi vundet et slag. På den ene side var det meget svært at sikre præsident Chavez’ tilstedeværelse på dette møde. På den anden side var det meget let, fordi vi vidste hele tiden, at han ville fortrække at være her sammen med den revolutionære ungdom i stedet for at spise med de præsidenter, som vildleder deres egne befolkninger.”

Da Chavez trådte op på podiet, blev han hilst med et øredøvende bifald og et hav af bølgende røde flag og råb. Han talte i næsten to timer, og hans hovedtema var nødvendigheden af at kæmpe imod den imperialisme og kapitalisme, som ødelægger planeten, og bringer den menneskelige race i fare. Han citerede Rosa Luxemburgs ord: “Menneskehedens valg er socialisme eller barbarisme.” Og han tilføjede; “Da Rosa Luxemburg sagde dette, talte hun om en forholdsvis fjern fremtid. Men nu er verdenssituationen så skidt, at det er en trussel mod den menneskelige race, ikke en gang i fremtiden, men nu.”

Han fortsatte: “Da jeg var en dreng på 15, havde vi Maj 1968, Beatles, John Lennon og krigen i Vietnam. Vi så mod fremtiden, og vi tænkte, at i år 2000 ville verden være et andet sted, et bedre sted. Men årene er gået og i stedet for, at tingene er blevet bedre, er de blevet meget værre. Hvad skete der? De har stjålet min fremtid. Imperialismen og kapitalismen har stjålet min fremtid. Og nu er jeg i mine halvtredsere, og jeg er overbevist om, at folk i min generation må bruge hver eneste dag, hver eneste time, hver eneste minut af vores liv for at kæmpe for en bedre verden – en verden fri for fattigdom, ulighed og uretfærdig. Den verden kaldes socialisme! Jeg tror, at kun ungdommen har den nødvendige entusiasme, lidenskab og ild til at lave revolutionen. Lad os forene os for at redde verden. Sammen kan vi få succes.”

Præsidentens tale blev modtaget med et vildt bifald, og sammen med råb blev det ved i lang tid, mens han tog et rødt flag fra en i publikum og svang det i luften. Så begyndte mængden ret spontant at synge Internationale. Det var en følelsesladet ende på en følelsesladet stor begivenhed. Det var over midnat, og i timer stod der stadig grupper af folk på gårdspladsen og diskuterede de socialistiske ideer og revolutionen på en måde, som man ikke har set her i mange år.

Splittelsens forbandelse
Der blev brugt mange kræfter på at arrangere dette møde. I alt blev 7000 plakater sat op af HOV aktivister over alt i Østrig for at reklamere for mødet. En meget aktiv rolle blev også spillet af de Østrigske ungsocialister og de Alternative studerende, der i kontrast til andre i den Alternative bevægelse, aktivt bakkede op om mødet og deltog med energi og entusiasme.

Der er mange folk, som vi gerne vil takke for deres hjælp og assistance med at organisere mødet. Desværre er der for mange til at nævne dem alle. Vi vil gerne takke kammerat Harold fra Casa Militar, Veronica fra den venezuelanske ambassade i Wien og Alejandro Flemin, den venezuelanske ambassadør i Belgien og EU.

Uheldigvis delte ikke alle entusiasmen for dette møde. Nogle af organisatorerne af det såkaldte Alternative møde ville klart lægge monopol på præsident Chavez’ besøg. Trods gentagne forsøg fra HOV på at opnå enhed, blev hvert eneste tiltag mødt med afslag. Endnu en gang, uheldigvis, led venstrefløjen under den traditionelle sygdom med sekterisme og splittelse.

Nogle af modstanderne af HOV’s handlinger kan kun beskrives som sabotage. Alle mulige former for letsindige rygter om HOV blev sat i cirkulation, og en ondskabsfuld misinformationskampagne blev igangsat. Det kom ud i det ekstreme, da den tidligere leder af det østrigske kommunistparti, Walter Beier, på mødeaftenen sagde i spalterne hos The Standard, en af hovedaviserne, at ideen om, at præsident Chavez ville tale til dette møde, var ren “nonsens”. Faktisk var rygtet om, at præsidenten ikke ville komme, blevet spredt vidt omkring. Så sendt som 23:00 reporterede fjernsynet, at præsident Chavez var vendt tilbage til sit hotel. På det tidspunkt var han halvvejs gennem sin tale på Arena!

Alle mulige former for hindringer blev lagt i vejen, som vi ikke vil plage læseren med at opregne her. Det er nok at sige, at alle de ihærdige forsøg på at boykotte HOV-mødet endte i en afgrundsdyb fiasko. Mødet var en spektakulær succes. Til slut i hans tale takkede præsident Chavez offentligt Alan Woods og Hands off Venezuela for at have organiseret et så fremragende møde.

Budskabet er klart; det er tid til at sætte en stopper for splittelse, at stoppe forsøgene på at marginalisere HOV – den ældste og langt mest succesfulde solidaritetskampagne med Venezuela, og den eneste solidaritetskampagne af en international beskaffenhed. Det er nødvendigt at tilsidesætte sekundære forskelle og forene os i handling for at forsvare den venezuelanske revolution mod dens eksterne og interne fjender. Det var, og er stadig, HOV’s standpunkt, at invitere alle dem, som oprigtigt værdsætter revolutionens sag til at gå sammen med os i fælles kamp fra nu af.

Mødet den 12. maj vil have stor international betydning, især da Østrig på nuværende tidspunkt har formandskabet i EU. Medier fra over alt i verden var til stede: over 60 aviser, presseagenturer og TV-selskaber var der. I Venezuela fik mødet den bredest tænkelige dækning. Her i Wien har pressen rapporteret, at Chavez holdt en meget radikal tale med krav om revolution og socialisme. Den herskende klasse og deres hyrede presse er meget utilfredse, men arbejderne og de unge i Østrig og resten af Europa er henrykte.

Imperialisme er ikke kun USA. EU har ført en voksende fjendtlig politik overfor Cuba og har fordømte sidste uges tiltag af Evo Morales, hvor han tog kontrol med Bolivia’ olie- og gasreserver. Det er ikke nogen hemmelighed, at kapitalens strateger i Europa deler Washingtons “bekymring” om venstrebølgen i det ene latinamerikanske land efter det andet. På grund af dette er det vigtigt at vise, at der også er et andet Europa – at almindelige arbejdende mennesker og studerende støtter den bolivariske revolutions sag og socialisme i Europa og i hele verden.

Dette historiske møde var et kæmpe skridt frem for den internationale socialisme.
Wien, 13. maj.
Note: Vi vil bringe flere fotografier fra mødet senere. For andre rapport (på spansk), se VTV , ABN , MinCI , Prensa Latina , Cuba , Terra , España .

Læs mere om den bolivianske revolution på www.HandsoffVenezuela.dk eller i denne artikelsamling af Andreas Bülow, der for tiden laver politisk arbejde i Venezuela.