Så samles vi igen til arbejdernes internationale kampdag – så gik endnu et år, kunne man næsten fristes til at sige.
De borgerlige aviser vil i dag skrive side op og side ned om, at 1. maj er blevet til en festdag, med øl, pølser og hornmusik – der er jo ikke mere at kæmpe for!
Vi tudes ørerne fulde med, at den danske økonomi er ”kernesund”, og det ”går så godt som aldrig før”.
Men sandheden er en anden… under den festlige overflade udføres det ene angreb efter det andet på arbejderklassen – både fra arbejdsgivere og regeringen.
Her 120 år efter at 1. maj blev gjort til arbejdernes internationale kampdag – er der stadig maser at kæmpe for.
Regeringen i frontalangreb
Mens vi samles under de røde faner, planlægger regeringen frontalangreb på velfærden. Efterløns- og pensionsalder skal sættes op, vi skal hurtigere gennem uddannelsessystemet, de arbejdsløse skal mærke pisken, indvandrere og langtidsledige skal agere løntrykkere – og privatiseringerne fortsætte. Med andre ord – alle mand på arbejdsmarkedet – arbejd til du dør!
De proklamerer, at klassekampen er død – men Anders Fogh fører rendyrket arbejdsgiverpolitik.
Samtidig med, at vi oplever et stigende arbejdspres, stiger profitterne og aktionærerne forgyldes, mens regeringen sænker selskabsskatten og skatten for de rigeste.
Hvis økonomien går godt nu – hvorfor skal der så skæres ned? Og hvad vil der ikke ske, når den danske økonomi følger resten af Europas?
Regeringen fører krig på arbejderne og deres familier – det er på tide vi tager kampen op.
Offentligt ansatte – nu er det nok
Den offentlige sektor har de sidste mange år oplevet besparelse på besparelse. Det har resulteret i dårligere kvalitet og ikke mindst et øget arbejdspres af dimensioner. Et eksempel er, at der nu mangler 9000 pædagoger i forhold til 1990, hvis der skulle være samme antal pædagoger pr. barn. At være offentligt ansatte er langt fra et privilegium – tværtimod – regeringens devise må være; arbejdet bærer lønnen i sig selv. Men virkeligheden er, at arbejdet skaber flere og flere sygemeldinger, øget arbejdspres og stress – samt en generel følelse af utilstrækkelighed.
Over 10.000 lærere samledes på Rådhuspladsen d. 22. |
Regeringen forsøger at lægge skylden for besparelserne over på kommuner og amter – men sandheden er, at det er regeringens stramme økonomiske politik, der bærer ansvaret – og de statsansatte mærker da også besparelserne på egen krop.
De seneste år har der været en lang række spredte protester – senest har pædagogerne mødtes under overskriften ”Nu er det nok”, og lærerne har protesteret og demonstreret.
Men det er ikke nok – den offentlige sektor må gå sammen i fælles protest – Nu er det nok!
Privatansatte – fyringer og arbejdspres
Også de privatansatte har oplevet et kæmpe arbejdspres. Trods fald i arbejdsløsheden er lønningerne ikke steget nævneværdigt. Mens de store virksomheder og bankerne skovler profitter ind, skal arbejderne løbe hurtigere og hurtigere – til en løn, der udhules af stigende bolig- og oliepriser. Arbejdsgivernes trumfkort er udflytning af arbejdspladser – makker I ikke ret, flytter vi bare virksomheden. Til det kan der kun være et svar: har i ikke råd til os, har vi ikke råd til jer! Udflytningstruede virksomheder, må nationaliseres under arbejdernes egen demokratiske kontrol.
Forhandlingerne om OK-07 er nu gået i gang – overalt diskuteres kravene. Nu må det være nok med at dukke nakken – vi vil have del i overskuddene.
Den fortabte ungdom?
Også ungdommen står for skud – vi er dovne, for langsomme, ligeglade osv. De unge arbejdsløse skal tvinges til at agere løntrykkere gennem forringelser i dagpenge og kontanthjælp. Unge under uddannelse skal presses gennem uddannelsessystemet gennem nedskæringer på SUen. Samtidig er uddannelserne de seneste mange år blevet voldsomt forringet – der har været nedskæring på nedskæring, klassekvotienterne stiger og gruppeeksamener o.l. afskaffes.
Også lærlinge har mærket at vi har en borgerlig regering – skolepraktikken er afskaffet – men uden at der er oprettet lærepladser andre steder – det betyder, at flere tusinde lærlinge står uden læreplads.
Især ungdommen har været på gaden de seneste år for at protestere – nu må kampene samles.
Arbejderbevægelsens ungdom har taget de første skridt til at opstille et alternativ til den borgerlige regering med initiativet ”Genstart Danmark”.
DSU, SFU, SUF og ungdomsfagbevægelsen er gået sammen om at kæmpe for en række konkrete krav – og for en anden regering.
For en arbejderregering på et socialistisk program
Socialdemokraterne har fået de dårligste meningsmålinger i 103 år, og de Radikale har vist deres sande borgerlige ansigt. Det er på tide, at oppositionen opstiller et klart alternativ. Arbejderpartierne må følge ungdommens eksempel og samle arbejderbevægelsens organisationer i fælles kamp. Der må fremsættes et program for en arbejderregering, som alternativ til den borgerlige regering. Men virkelige forbedringer af velfærden kan ikke gennemføres indenfor de nuværende økonomiske rammer. Et program for bedre velfærd kan kun gennemføres med en socialistisk politik – dvs. en nationalisering af de største virksomheder under arbejdernes egen demokratiske kontrol. Kun sådan kan sygehuse og uddannelser udbygges, nye billige boliger bygges, alternativ energi udvikles, krige stoppes og arbejdspladser sikres.
Europa viser vejen – 24-timers generalstrejke
Men, at ledelserne for arbejderbevægelsen sætter sig sammen, er absolut ikke nok. Hvis den borgerlige regering skal væltes og kravene vindes, må der handling bag ordene. Vi har før set den socialdemokratiske ledelse vige uden om konkrete løfter om bedre velfærd.
Initiativet Genstart Danmark må derfor udvides til også den ”voksne” arbejderbevægelse. Og samarbejdet må føres ud på hver enkelt skole og hver enkelt arbejdsplads.
Vi må gennem kamp vise, at vi mener det alvorligt, når vi kræver bedre velfærd.
Den europæiske arbejderklasse har vist vejen frem. I den seneste tid har vi set de græske arbejdere i generalstrejke, de engelske offentligt ansatte i generalstrejke og ikke mindst de fælles protester i Frankrig, der tvang den franske regering i defensiven.
Vi må følge trop – det må være slut med at dukke nakken – nu må der handling til!
Første skridt på vejen er at samle de offentligt og privatansatte i fælles protest mod regeringens såkaldte velfærdsreformer – for en 24-timers generalstrejke!
Læs også folderen i pdf.