Så står vi der igen. Regeringen har fremlagt sit finanslovsforslag, forhandlingerne med de andre partier er gået i gang og alt er lige så reaktionært og løgnagtigt som det plejer at være.

”Den danske økonomi er i dag en af de sundeste og mest robuste i Europa” skriver finansminister Thor Pedersen i indledningen til regeringens finanslovsforslag, men dette er på ingen måder noget almindelige arbejdende danskere mærker noget til i deres stressede hverdag.

Forslagets overskrift er denne gang ”Klar til fremtiden”. Den kunne ligeså godt have været ”Klar til velfærdskommissionen”. Finanslovsforslaget bærer nemlig i høj grad præg af at velfærdskommission i starten af december udkommer med deres endelige rapport. Ingen er i tvivl om at den vil konkludere at velfærden nødvendigvis skal reformeres (dvs. beskæres). Det spændende er kun hvordan borgerskabet og dets politikere og mediefolk vil prøve at overbevise os om, at det virkeligt forholder sig sådan; at det i vores rige samfund er en nødvendighed at skære ned overalt. En finanslov, der ikke indeholder de store ændringer er klart en måde hvorpå Fogh prøver at forblive en ulv i fåreklæder.

”Plaster på et åbent benbrud” – nok en gang
Skærer vi ind til benet ligner finansloven alt i alt utrolig meget sidste års. Faktisk flyttes der ind til videre kun rundt på 3 mia. ud af en samlet Finanslov på ca. 500 mia.

Regeringens utålmodige kapitalistiske bagland er da heller ikke helt tilfreds. DI (Dansk Industri) skriver bl.a.: ”DI havde gerne set, at erhvervslivet også var blevet omfattet af forenklingen af aktieavancebeskatningen [der reelt er en skattelettelse til de rige på op til 85 mio.], men forenklingerne for private aktieejere hilses dog velkommen.” (www.di.dk)

Helt utilfredse kan DI dog eller ikke være. Vigtigst af alt har regeringen nemlig bevaret det reaktionære skattestop, som udover øget ulighed, medfører at de såkaldte ”grønt-høsterbesparelser” på 2 % på hele det statslige område, fortsætter.

Helt konkret har de dog også lavet en masse små nedskæringer hist og her. Bl.a. kan nævnes:

– Mere brugerbetaling på flere uddannelser (Fx stiger en merit- uddannelse som pædagog fra godt 9.400 til 15.400 om året.)

– Arbejdsmiljøet svækkes (Fx forringes reglerne for arbejdsskadeerstatninger og arbejdstilsynet, der i forvejen er underbemandet, mister 24 fuldtidsstillinger.)

– Aktieejerne belønnes (Præcis hvordan er endnu usikkert, men der er afsat 85 mio. til formålet.)

– De fattige pensionister og førtidspensioner rammes (Sker ved at beregningsgrundlaget for deres boligstøtte ændres og forringes.)

Derudover kan det også ses at regeringens retfærdighedssans er af højeste karat. I dag er det sådan at børnefamilieydelsen udbetales til og med det kvartal hvor den unge fylder 18 år. ”Man kan derfor modtage op til knap tre måneders børnefamilieydelse ”for meget”, hvis man har fødselsdag først i kvartalet”, skriver regeringen harmdirrende i sit forslag og slår fast at udbetalingen fra nu af kun skal ske frem til den unges fødselsdag.

Denne nøjagtighed virker især absurd når den sammenlignes med de enorme huller i skatteloven, der år efter år gør det muligt for multinationale selskaber at undgå at betale skat overhovedet.

En ulv er en ulv og alt i alt har regeringen også i år gennemført nedskæringer selvom de tydeligvis har haft i baghovedet at de ikke kan skære for meget nu, hvis de, på baggrund af velfærdskommissionens konklusioner, snart gerne vil lave nogle grundlæggende forringelser af velfærdssamfundet uden at befolkningen lægger mærke til det.

Det er arbejderbevægelsens opgave at gøre opmærksom på dette fordækte spil. Borgerskabets ideologer må udfordres og et alternativ må præsenteres.

Mangel på alternativ fra S
Oppositionen var selvfølgelig straks ude med kritik af regeringens forslag. Socialdemokraterne kaldte den på høflig vis ”uambitiøs”, SF kaldte den ”kedelig og trist”, mens Enhedslisten manede sig op til at kalde den en ”fedterøvsfinanslov”, ”der er superfedtet over for de fattige. Det er en finanslov, hvor man endnu en gang fedter over for de rige, og så er det en finanslov, hvor man laver fedtspil i forhold til at komme med nogle meldinger om fremtidens velfærdssamfund.” (Pernille Rosenkrantz-Theil).

Oppositionens forslag er dog heller ikke guds gave til menneskeheden. Socialdemokraternes eget forslag er på ingen måder ambitiøst, men en videreførelse af ledelsens håbløse højrepolitik. Deres overordnede regnestykke ser sådan ud:

Fine nok tiltag, men at rykke rundt på sølle 11,5 mia. er på ingen måde at løse arbejderklassens problemer. Der mangler fuldstændigt et klasseperspektiv. Specielt deres finansiering er en tynd kop te, næsten uden snak om at tage pengene fra kapitalisternes kæmpe profitter. Fx havde Danske Bank alene i første halvår af 2005 et overskud (efter skat!) på 6.054 millioner. En god start kunne også være at beskatte de multinationale selskaber og øge beskatningen af nordsøolien.

Et Socialdemokrati, der gik til valg på et konkret program for forbedringer for arbejderklassen og for en genopbygning og udvidelse af velfærdssamfundet uden at være bange for at udfordre arbejdsgivernes magt, og som turde mobilisere sine medlemmer og fagbevægelsen seriøst, kunne klaske Fogh og hans fupfinanslove langt væk. Der er brug for kamp for en udskiftning af den mere eller mindre åbenlyst borgerlige politik til fordel for en arbejderpolitik, og dermed en styrkelse partiet, så det kan komme til magten uden de Radikale. Så vil ledelsen ikke have dem som undskyldning for at føre borgerlig politik, og de vil ikke så let kunne løbe fra alle deres løfter – det vil være et godt grundlag for et virkeligt opgør med højreledelsen.

Venstrefløjens lappeløsninger
SF’s og Enhedslistens finanslovsforslag kan bedste beskrives som Socialdemokratiet plus 10-20 % og de er egentlig ikke videre interessante. Det er bestemt en god start at både SF og Enhedslisten vil skaffe 2 mia. ved at hæve selskabsskatterne, men det bliver forholdsvis komisk når SF efterfølgende skriver i deres forslag: ”Det er ikke udtryk for en erhvervsfjendsk politik. Tværtimod. Erhvervslivet – og især nye virksomheder og dem der er på vej op – har ikke brug for lavere skat. De har brug for forskning, uddannelse, en grøn omstilling…” osv. osv.
Enhedslisten går videre og vil bl.a. skaffe 43 mia. på en ændring af pensionsbeskatningen, 39 mia. ved beskatning af nordsøolien og 3 mia. på nedskæringer i militæret. Alt i alt vil Enhedslisten flytte rundt på ca. 80 mia. Vi står altså overfor for ikke bare to, men tre arbejderpartier, der tilbyder tre forskellige lappeløsninger i tre forskellige størrelse, men hvad der i sidste ende er brug for er et grundlæggende ændring af den måde samfundet fungerer på.

Kapitalismen – en blindgyde
Det bestående kapitalistiske samfund er ikke længere i stand til at sikre ordentlige forhold. Over hele verden ser vi gang på gang at arbejderklassen rammes af sparekniven. Kapitalismen er ikke længere i stand til at sikre fremgang. I 60’erne så man nogle steder vækstprocenter på over 10%, men dette er en fuldstændig umulighed i dag, hvor det nærmere diskuteres om væksten bliver 1,8 eller 2,4 %.

I dag bremses udviklingen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, som medfører at der er masser arbejdsløse, mens masser af opgaver mangler at blive gjort, bare fordi kapitalisten ikke lige kan tjene penge på det.

Alternativet er klart: En arbejderregering på et socialistisk program. Arbejderpartierne i folketinget (Social-demokratiet, SF og Enhedslisten), dvs. de partier der har rødder i arbejderbevægelsen, må gå sammen og presse Venstre og Konservative af pinden. Et socialistisk program vil sige at de største virksomheder og banker sættes under arbejdernes kontrol, økonomien og politikken må demokratisk styres af arbejdere og unge – en ny arbejderregering på et socialistisk program må adskille sig væsentligt fra både den nuværende borgerlige og den socialdemokratiske i 90’erne.

Kun på denne måde muliggøres finanslove, der ikke bare er ”klar til fremtiden”, men også er ”klar til nutiden” og afhjælper de problemer arbejderklassen står overfor. Kun på denne måde kan velfærden sikres mod de borgerliges konstante angreb.