I 1933 kom nazisterne til magten i Tyskland. Nazismens klassekarakter viste sig tydeligt, da socialdemokratiet, kommunistpartiet og fagbevægelsen blev forbudt. Fagligt aktive blev tortureret og myrdet, lønningerne blev skåret ned og enhver modstand mod arbejdsgiverne blev betragtet som sabotage mod den tyske stat.

2. verdenskrig udbrød som en konsekvens af modsætningerne i de imperialistiske landes interesser. Det tyske borgerskab ønskede kolonier i Østeuropa og da Tyskland invaderede Polen i september 1939 erklæredes der krig fra Frankrig og England side. I bund og grund var 2. verdenskrig mindst ligeså meget en imperialistisk røverkrig som 1. verdenskrig.

I den borgerlige historieskrivning er England blevet fremstillet som demokratiets forsvarer, men i virkeligheden havde den engelske overklasse ingen problemer med nazismen indtil den tyske imperialisme truede dens egne interesser. England anerkendte Francos fascistiske styrker i Spanien. I en samtale mellem den engelske udenrigsminister Halifax og Hitler den 19. november 1937 viste det sig også, at den engelske regering ”var gennemtrængt af bevidstheden om, at føreren ikke alene i Tyskland havde udrettet store ting, men at han også ved udryddelsen af kommunismen i sit eget land havde spærret vejen [for kommunismen] til Vesteuropa”. Den engelske overklasse så med en hvis beundring på hvordan Hitler havde sat arbejderbevægelsen på plads, for problemerne med arbejderne kendte de jo også i England. Churchill havde desuden været en stor beundrer af Mussolini i Italien. I starten af 1939 var Chamberlain og Halifax i Rom, hvor de spiste hos Mussolini. Under besøget fortalte Halifax bl.a. den italienske udenrigsminister, at han håbede at Franco snart løste det spanske spørgsmål. Derudover var der intet demokrati at forsvare i Polen, men tværtimod et klokkeklart diktatur.

I Danmark havde fascismens fremmarch delt befolkningen i 2. De borgerlige aviser i Danmark skrev venligt og begejstret om Hitler og det nazistiske Tyskland. De unge fra konservative gik i nazi-inspirerede skjorter og heilede, ligesom AP Møller og andre danske kapitalister støttede Franco i den spanske borgerkrig. I den kommunistiske del af arbejderbevægelsen mobiliserede man derimod til de antifascistiske styrker i den spanske borgerkrig. Generelt var der en udbredt grad af frygt for fascismen i arbejderklassen, men allerede inden besættelsen var der ophobet store mængder af vrede og frustration over det kapitalistiske system. Senere under besættelsen så vi hvordan den vreden eksploderede i åbent oprør (følg med i de næste numre af Socialistisk Standpunkt).

I forbindelse med 2. verdenskrig blev Danmark den 9. april 1940 besat af Tyskland. Danmark var først og fremmest et trinbræt til Norge, hvor Tyskland ville sikre sig jernmalm til krigsindustrien. Desuden havde Nazityskland en hvis interesse i den danske landbrugsproduktion og dansk arbejdskraft til krigsmaskinen. Igennem besættelsen betalte Hitlers Tyskland alle deres udgifter gennem løn i den danske nationalbank. Dette blev aldrig tilbagebetalt, men er siden blevet dækket af skatteyderne, dvs. hovedsagligt gennem de danske arbejderes betalte og ubetalte arbejde.

Samlingsregeringen
Den socialdemokratiske regering i 30’erne gjorde alt for ikke at provokere Nazityskland. Bl.a. måtte ledelsen lægge en hård censur på skribenternes artikler om Tyskland i ”Socialdemokraten”. Dette var ikke i samme grad nødvendigt over for de store borgerlige aviser, da de i forvejen skrev meget positivt om hvad der foregik i Tyskland. Af samme grund forsøgte man også at forhindre tyske politiske flygtninge at komme til Danmark. Da Tyskland invaderede Danmark overgav man sig ligeledes uden reelt at forsøge at kæmpe imod. Til gengæld besluttede man sig for at invitere de borgerlige partier med i regeringen, for at kalde til ”national samling i denne for vort land så alvorlige tid”. I den nye regering valgte man også at ansætte ministre direkte fra erhvervslivets førende bestyrelser. Det danske borgerskab regnede med at Tyskland blev den nye stormagt. Med den nye udenrigsminister, Erik Scavenius ord, var det Danmarks opgave at finde sin plads i den situation. Så meget for det borgerlige demokrati!

Angreb på arbejderklassen
Tyskland ønskede at administrere Danmark gennem danske marionetdukker og på den måde opretholde besættelsen med færrest mulige ressourcer. Borgerskabet i Danmark så dog hurtigt deres snit til, at udnytte besættelsen til at gennemføre nogle meget store angreb på arbejderklassen. De gennemførte et lønstop med tilbagevirkende kraft til niveauet for januar. Samtidig med at lønnen faldt, steg priserne. Den første måned af besættelsen steg priserne med 9%. Prisstigningerne og lønnedgang førte til at arbejdernes realløn faldt med 22% de første 2 år af besættelsen. Udover lønstoppet indførtes der forbud mod strejker, tvungen voldgift og ophævelse af pristalsreguleringen.

Desuden indførtes der en ordning om ikke at udbetale understøttelse til arbejdsløse, der nægtede at tage arbejde i tyske arbejdslejre. De store angreb medførte at store dele af arbejderne og deres familier indtog færre kalorier end hvad der i 1918 var blevet fastsat som absolut minimumsgrænse, hvis man ville undgå alvorlige helbredsmæssige sygdomme. Angrebene gennemførtes ikke så meget fordi tyskerne krævede det, men mere fordi borgerskabet så sit snit til, at udnytte besættelsen til at gennemføre en række hårde angreb på arbejdernes forhold.

Kapitalisterne profiterede på besættelsen
Besættelsen betød naturligvis en omstilling for kapitalisterne og godsejerne. Men omstillingen var positiv. Gods- og gårdejerne kunne eksportere til det tyske marked og industriproduktionen kunne også afsættes til den nazistiske krigsmaskine. I 1944 leverede Danmark kød, flæsk og smør i en sådan grad, at det svarede til ca. 8½ mio. tyskeres forbrug. Før krigen havde Danmark en samlet industrieksport på kun 12-15 %, men under besættelsen gik 20 % af industriproduktionen alene til Tyskland. Selvstændige erhvervsdrivende, gårdejerne og godsejerne øgede deres realindkomst med hhv. 56%, 49% og 62% fra 1939-1945.

Den nye samarbejdsregering førte konsekvent borgerlig politik. I begyndelsen af besættelsen blev det diskuteret at lave en fælles mønt og toldunion med Tyskland. Dette blev dog ikke realiseret, da det tyske forslag fuldstændig ville fjerne Danmark som selvstændig stat. Da Tyskland angreb Sovjetunionen i sommeren 1941, steg begejstringen det danske borgerskab til hovedet. Man håbede på, at kunne få en bid af kagen, når de tyske imperialister opnåede deres mål fra 30’erne og oprettede kolonier i Baltikum. “Cementkongen” Gunnar Larsen, var blevet trafikminister i den nye samlingsregering. Han var en kendt kapitalist og ejede FL Schmidt som var en stor cementvirksomhed. Han regnede personligt med, at kunne komme til at eje en tidligere dansk cementvirksomhed i Estland. Samtidig medvirkede den Socialdemokratiets topledelse, til at få udryddet mange hundrede kommunister. Langt flere end tyskerne krævede i første omgang. De ledende socialdemokraters falden på halen for de borgerlige, må betegnes som det største forræderi mod de menige medlemmer og arbejderklassen generelt.