Kampen for god og gratis uddannelse har de sidste år været en af de mest intense dele af klassekampen. Sidste års historiske STOP-NU bevægelse, der på aktionsdagen den 5. oktober samlede over 100.000 elever på tværs af alle uddannelser, var et foreløbigt højdepunkt. På mange måder står bevægelsen nu i stampe. Manglen på reelle sejre har fået mange til at miste troen på at kampen for god og gratis uddannelse kan vindes og der er en udbredt usikkerhed om hvordan kampen kan føres videre.

Nedskæringerne fortsætter – hvad med kampen?
Det er dog nødvendigt at fortsætte kampen, for regeringen forsætter dens nedskæringer (se boks nederst på siden). Det må dog gives regeringen at den er retfærdig. Alle behandles ens – der bliver skåret ned overalt, uden undtagelse. Både folkeskoleeleverne, gymnasieleverne, eleverne på de tekniske skoler, handelsskoleeleverne og de studerende på samtlige videregående uddannelse, rammes.

Meget tyder dog på at det meste af ledelsen af elevbevægelsen ikke har nogen som helst ide om hvorledes kampen kan føres videre. Som vi påpegede i nr. 24 af denne avis har DGS’s sammenlægning med GLO (de borgerlige gymnasieelevers organisation) medført et skift i taktik, som desværre ikke gavner kampen for god og gratis uddannelse. En taktik som ikke aktiverer, men som passiviserer eleverne. En taktik der trækker DGS væk fra massekamp og over til lobbyisme og “ansvarlighed”.

Sidste år var planen at indkalde til en stor konference hvor eleverne selv kunne diskutere deres situation og planlægge den videre kamp (det der blev til STOP-NU konferencen). I år er planen at “afholde en konference med regionsdelegationer og relevante folketingspolitikere i løbet af skolestarten, hvor gymnasiernes situation diskuteres og DGS’erne kan fremsætte kritikpunkter.” (fra DGS’s arbejdsplan).

I skrivende stund er det eneste DGS har spillet ud med i det nye skoleår en såkaldt “seriøs” handlingsplan (skrevet sammen med skoleelevernes organisation DSE) om hvordan folkeskoleelevers studievalg forbedres. Et for så vidt et udmærket initiativ. Bare ikke hvis det står alene, da det uden reel og aktiv opbakning fra landets elever vil prelle fuldstændig af på regeringen.

Der har endnu intet forlydt om den omtalte konference. Formanden for DGS har endda udtalt:

»Vi er bestemt stadig politiske, men har en større bevidsthed om, at vi er stærkere, når vi står sammen – og jo større gruppen er, jo bedre. Vi vil søge fælles målsætninger og udspil og hellere tage diskussioner internt, men vi vil også uden tvivl være uenige med for eksempel handelsskoleeleverne indimellem« (Politiken, 7. august)

Mangel på lederskab
Denne fuldstændige mangel på lederskab er katastrofal. En ny bevægelse vil formentlig starte med en aktionsdag , men en enkelt aktionsdag må følges op af en videre plan for fort6sættelse og udvidelse af kampen, hvis nedskæringerne ikke tages af bordet. Det er delvist rigtigt, som ledelsen af elevbevægelsen har forsvaret nedtrapningen af kampen med, at nogle elever og studerende er blevet trætte af at kæmpe. Dette skyldes dog udelukkende at eleverne ikke kan se hvad kampen nytter. Der er ingen store sejre vundet, og ledelsen viser ikke en vej fremad for kampen, som pga. manglende lederskab har kørt i den samme rille i mange år.

Utilfredsheden ulmer dog stadig blandt de unge og mangler først og fremmest en udtryksform. De mangler et perspektiv for kamp. Hvis ikke ledelsen giver et sådan perspektiv er der en risiko for at bevægelsen midlertidigt vil stå stille. I Socialistisk Standpunkt mener vi at kunne tilbyde et sådan perspektiv.

Et marxistisk perspektiv
Som udgangspunkt er det nødvendigt at se kampen for god og gratis uddannelse som en del af klassekampen. Arbejdere og kapitalister har ubestrideligt forskellige interesser i forhold til hvilken uddannelse, der skal prioriteres. Dette ses også i at det er arbejderbevægelsen, der de sidste 100 år har tilkæmpet det uddannelsessystem vi har i dag. Kapitalisterne derimod skriger konstant på specialisering og eliteuddannelse. De har brug for en uddannet arbejderklasse at udbytte, men al ikke direkte arbejdsrelateret uddannelse interesserer dem ikke. Kritisk og almen dannelse er fremmedord for dem. Dette ses bl.a. i Bertel Haarders forslag om at eleverne på de tekniske skoler for fremtiden skal niveaudeles. Arbejderne har interesser i bred og gratis uddannelse. Det har kapitalisterne ikke.

Elever og studerende står udenfor produktionen og kan derfor ikke presse kapitalisterne direkte. Hertil er en gensidig alliance med arbejderne nødvendig. Kampen for en sådan alliance er nødvendig hvis sejren skal vindes. Det skal dog ikke være en alliance, der bygger på støtteerklæringer fra toppen, men en alliance der bygger på samlet kamp fra bunden.

I sidste ende hænger kampen for god og gratis uddannelse sammen med kampen for den socialistiske omdannelse af samfundet. God og gratis uddannelse koster penge, og i et kapitalistisk samfund er det ikke politikerne, der bestemmer over økonomien. De vigtigste økonomiske beslutninger tages derimod på direktionsgangene i de store firmaer. Selvfølgelig kan der opnås reformer inden for det kapitalistiske samfund, men de vil i sin natur altid være midlertidige og trues ved hver evig eneste økonomiske krise. Kampen for god og gratis uddannelse har altså ingen ende under kapitalismen. Kun den demokratiske planlægning af samfundsproduktionen i det socialistiske samfund kan en gang for alle sikre god og gratis uddannelse for alle.

Rosa Luxembourg sagde at “de revolutionære er de bedste reformister“. Dette gælder også på uddannelsesområdet. Det skal dog ikke forstås sådan at de revolutionære er de bedste til at føre reformistisk politik, men at den revolutionære politik er den bedste til at sikre reformer. Kun når kapitalisterne virkelig presses og trues på deres eksistens afgiver de en del af deres magt. Hvis ikke kampen mod nedskæringer kædes sammen med resten af samfundets opbygning, kan kampen for god og gratis uddannelse ikke vindes.

__________

Regeringen indrømmer: færre penge pr. elev i folkeskolen
”Væksten i elevtallet giver et godt udgangspunkt for at nedbringe udgifterne per elev i folkeskolen, hvilket har været målsætningen i en længere årrække”. (ordret citat fra Kommune– og Amtsaftalen som regeringen indgik i juni!)

11.073 mangler stadig praktikplads
”Trods nye korte erhvervsuddannelser mangler 11.073 unge praktikplads, viser nye tal. Regeringen har ikke styr på situationen, siger 3F.” (www.3f.dk). Specielt går det hårdt ud over indvandrere.

Regeringen forslår niveaudeling på de tekniske skoler
»Hvis der bliver tale om uddannelser uden alment, bogligt indhold, vil det være et historisk opgør med ungdomsuddannelserne. Så vil vi få et A-hold og et B-hold, der ikke får et videreuddannelsesperspektiv,« siger Per Harding Madsen. (www.eeo.dk)

Klassekvotienterne stiger
”På knapt hver tiende gymnasium er der i gennemsnit 30 elever i 1. g-klasserne, og 70 procent af gymnasierne har nu gennemsnitligt mellem 27 og 29 elever i klasserne.” (Politiken, 10. august)

Den udgiftsneutrale gymnasiereform skaber kaos overalt
Der rapporteres om masser af administrativt bøvl landet over. Elever vælger forkert pga. overdreven specialisering og bliver skuffede. Der mangler efteruddannelse af lærere. Der mangler ressourcer til at indkøbe bøger og andet materiel til nye og ændrede fag.

Finansloven opprioriterer reelt ikke forskning
I 1999 brugte Danmark 0,83 pct. af BNP på forskning, i år er det faldet til 0,75 pct. af BNP ifølge regeringens beregninger, og til næste år bliver det 0,76 pct. Ikke imponerende.

Der skæres på universiteterne, som samtidig privatiseres endnu mere
København og Århus universitet sparer 50 mio. kr. på næste års budget. Desuden skal det i fremtiden være tilladt for universiteterne at tjene penge på deres virksomhed i udlandet.

Støtten til efteruddannelse beskæres
Prisen på meritpædagog ryger op med 64 %, mens meritlæreruddannelsen og div. uddannelser på åbent universitet sættes op med omkring 30 pct.. »Vi skal vænne os til at se uddannelse som en investering«, udtaler Bertel Haarder kynisk. (Politiken, 27. august)