Som Hegel engang sagde: Teori er grå, men livets træ er evigt grønt. Således også med Venezuela. Vi har skrevet mange pjecer, artikler og henvist til mange bøger om revolutioner og alt den slags. Men at være i Venezuela er en god måde at bekræfte det på, til fulde endda. Jeg er til den sekstende World Festival of Youth and Students i Caracas, Venezuela. Der er ca. 15.000 deltagere fra hele verden, hvoraf 11.000 er fra Latinamerika. Største delegation er selvfoelgelig Venezuela, så Colombia med 2.200 delegerede, og så Cuba med 1.800 delegerede. Det er også vaerd at bemærke de 700 fra USA, der i sig selv er interessant pga. deres klare modstand mod Bush-regeringen.
Festivalen startede officielt med en stor parade med alle landene (144 stk.) i mandags, på et kaserneområde i Caracas, hvor de har en meget, meget stor militærparadeplads. Paraden gik så, efter mange timers ventetid, forbi Chavez, der efter lidt musik sluttede det hele af med sin åbningstale (der ca. hvert 5. minut blev afbrudt af kampråb fra de mange tusinder unge fra hele verden til stede, f.eks. når han nævnte socialisme og Cuba). Talen (der på mange måder mindede om en peptalk) kan laeses mere detaljeret på marxist.com paa engelsk, men jeg vil lige ridse hovedounkterne op: Den handlede basalt set om ungdommens store potentiale i kampen mod imperialismen, og for socialismen. Han sammenlignede den revolutionære ungdom med en ”ny atombombe” (pga. 60-året for Hiroshima og Nagasaki), der vil ændre verden til det bedre, med større styrke. Han understregede USAs sårbarhed, at de kan besejres hvis vi står sammen, og at Cuba, på USAs graense, var et levende bevis paa det. Han gentog flere gange at den eneste måde vi kan bekæmpe imperialismen og de sociale uligheder i Latinamerika, er gennem socialismen. Alt i alt en inspirerende tale.
Nu er selve festivalen så startet. Den minder på mange måder om de sociale fora, man har set flere steder, der er bare flere kulturelle aktiviteter. Men fokus ligger paa de mange politiske diskussioner, hvor Socialistisk Standpunkts internationale grupper intervenerer fra hele verden. De bedste talere er typisk dem fra Venezuela, stort set uanset hvor hoejt placerede de er, er de meget inspirerende at høre paa, socialistiske på mange omraader. I morgen taler Alan Woods i en af de største sale på festivalen, Sala Venezuela i Forte Tiuna, med plads til ca. 1.800 folk. Af andre store kan nævnes Noam Chomsky og flere venezuelanske parlamentsmedlemmer.
Stemningen hernede er revolutionær, selv soldaterne snakker om revolutionen med dybfølte sympatier, og deltager i at beskytte og hjælpe delegationerne fra hele verden. De mange frivillige festivalmedhjælpere er ogsaa meget revolutionære og mange ser festivalen som en måde at sprede revolutionen til resten af verden på (hvilket de meget gerne vil). Alle lag af Venezuelas samfund, bortset fra oppositionen og nogle bureaukrater, gør deres bedste for at faa det hele til at lykkes, man mærker tit at staten er bag festivalen.
Udover festivalen er der mange små ting man hører og oplever som siger lidt om revolutionen hernede, f.eks. er der vildt mange vægmalerier og slogans til fordel for den Bolvariske revolution. Forestil jer, at der i Danmark de fleste centrale steder ikke var almindelig graffiti på vaeggene, men politisk graffiti, med slogans som ”Uh, Ah, Chavez no se va!” (fra valgkampagnen i 2004) og ”Chavez, amigo, el pueblo esta contigo” (Chavez, ven, folket er med dig) over det hele. Et andet eksempel er det Bolivariske Universitet, der ligger i hvad der tidligere var PDVSAs (Venezuelas Nationale olieselskab) fine luksuskontorer. De blev overdraget fra kontrollen af reaktionære ledere, der brugte alle pengene på sig selv og deres venner, til nye bolivariske ledere der har kanaliseret pengene ud til folket, til de mange Misiones. Blandt andet har oliepenge bygget det område, mange fra festivalen er indlogeret i.
En sidebemaerkning er, at der var lokalvalg hernede i søndags, hvor Chavez’ parti og støttepartier vandt 80% af stemmerne i kommunerne. Dagen før valget og på valgdagen var al udskænkning og salg af alkohol forbudt, til skamme for visse turister, men godt for den politiske proces. Metroen i Caracas var gratis på valgdagen, så alle kunne komme til at stemme. Oppositionen prøvede i panik at opfordre til, at man ikke skulle dukke op på stemmestederne, men fejlede fuldstændigt. I nogle delstater kom der endda flere folk end tidligere år.
Men trods god stemning og den slags har Venezuela stadig mange problemer. Nogle bureaukrater sætter forhindringer op for revolutionen, og voldsomt mange lever stadig i slum. Caracas har mange hjemløse, store områder uden vand og kloakering, og en arbejdsløshed over 10% på landsplan. Der er lang vej endnu, men for tiden ser den lys ud, i hvert fald når man oplever den paa naert hold.
For et socialistisk Venezuela i en socialistisk føderation for hele Latinamerika!
