I anledning af 20 året for generalstrejken i 1985, den såkaldte påskestrejke, har vi interviewet Martin Oscarsson fra den svenske avis Socialisten. Martin Oscarsson var i 85 i Danmark for at hjælpe de danske marxister med at intervenere i strejken.
Martin, kan du fortælle lidt om dig selv og hvorfor du var i Danmark i 1985?
Jeg er 46 år gammel og er ansvarshavende redaktør for den marxistiske avis i den svenske arbejderbevægelse: ”Socialisten”. Jeg er uddannet lærer, men er arbejdsløs nu.
I 1985 var jeg ansat som redaktør for Socialistens forløber Offensiv, og jeg var i Danmark for at skrive om begivenhederne til avisen og for at hjælpe de danske kammerater i det danske Socialisten, som var forløberen til Socialistisk Standpunkt.
Kan du fortælle noget om stemningen i bevægelsen?
Jeg deltog i de 4 massedemonstrationer og 5 tillidsmandsmøder i København. Flere og flere deltog for hver demonstration der blev afholdt. Den 28. marts var der 20.000 til demonstrationen i København, den 29. marts deltog 100.000 i København og 200.000 nationalt. Den 1. april var der ca. 125.000 tilstede i København og 250.000 på nationalt plan, og den 10. april var der ca. 150.000 i København og 300.000 nationalt. På hvert tillidsmandsmøde (26. marts, 28. marts, 3. april, 9. april og 12. april) steg kravene.
Stemningen var fantastisk. Jeg kan huske nogle situationer fra demonstrationerne:
– Da jeg og min bror kom ud fra Københavns hovedbanegård den 1. april, så vi en kæmpe demonstration på vej til Christiansborg Slotsplads. Vi spurgte en deltager om dette var hoveddemonstrationen.
– Nej, svarede han. Dette er kun kommunalarbejderne. Jeg kiggede rundt og så en anden kæmpe demonstration fra Metal. Det blev klart for os at der havde været store møder i alle fagforeningerne og i alt dukkede 125.000 op til demonstrationen.
– En anden ting jeg kan huske:
– I 1985 fandtes der ikke mobiltelefoner og ved en demonstration på 100.000 var det umuligt at finde hinanden. Vi plejede at have Højbro plads som mødested. Under den store demonstration 1. april havde en buschauffør stoppet bussen ved Højbro plads. Det betød at der ikke var andre busser, der kunne køre, da gaden er meget smal. Bag ved holdt en lang række busser, der ikke kunne komme videre. Politiet kom og opfordrede ham til at køre, men chaufføren havde fjernet bakspejlet og svarede at det var ulovligt at køre uden bakspejl.
Nogle demonstranter så at politiet forsøgte at tvinge buschaufføren til køre. Hurtigt samlede der sig en flok der dannede en blokade foran bussen. Politiet tilkaldte hurtigt kampklædt politi for at bryde blokaden, men det betød bare, at der kom endnu flere mennesker. Så politiet kunne ikke gøre noget. Tiden gik og demonstrationen og strejken sluttede. Men demonstranterne ville ikke fjerne sig. En politimand meddelte at strejken var slut og at bussen nu skulle køre tilbage til garageanlægget, men folk troede ikke på ham og ville stoppe strejkebryderiet. Så stillede en tillidsmand fra Tuborg sig op og sagde. ”Jeg er tillidsmand og kan garantere, at bussen kun skal til garagen og at det ikke er strejkebryderi.”
Derefter åbnede folkemasserne sig og gav plads for bussen. Chaufføren tog bakspejlet, som han havde gemt, frem og satte det på igen. Sådanne situationer viste, at magten var i hænderne på arbejdernes egne repræsentanter, og at folk ikke længere lyttede efter hvad politiet sagde.
Kan du fortælle noget om tillidsmandsmøderne og strejkeledelsens rolle?
Ved tillidsmandsmødet den 26. marts var der stærke krav for en generalstrejke og for at strejkekasserne skulle åbnes. En tillidsmand fra Nordkraft i Ålborg sagde: ”Vi skal strejke for at vælte Schlüter og få en socialdemokratisk regering. Denne regering må sparkes i røven så den opfylder vores krav.”
Anton fra murerne sagde: ”Vi har diskuteret nok, nu skal der handles. Nød bryder lov. Ingen skal kunne regere Danmark uden arbejderne.”
Jan Andersen, den kommunistiske leder fra Metal i København og formand for tillidsmandsringen i København viste allerede her sin tendens til at holde bevægelsen tilbage, da han gik imod, at man skulle indkalde til en generalstrejke: ”En generalstrejke kan ikke proklameres, den skabes på arbejdspladserne. Gå ud og mobiliser, så får vi en generalstrejke,” sagde han.
Ved det enorme tillidsmandsmøde 3. april i KB hallen dukkede 6.000 op men kun 4.000 fik plads. ”I 1974 var det arbejderne der væltede Hartling, vi kan gøre det en gang til ved en generalmobilisering,” sagde en kommunistisk tillidsmand fra byggefagene. Læg mærke til at han ikke brugte ordet generalstrejke.
”Havnearbejderne har på landsplan nedlagt arbejdet”, sagde William Winterberg fra frihavnen og opfordrede til en generalstrejke. Jørgensen fra HT Chaufførerne mente ikke, at det blev bedre med en socialdemokratisk regering. Ansatte ved 13 hospitaler var i strejke, 200 af dem havde været til møde i rigshospitalets kantine og opfordrede tillidsmandsmødet til at indkalde til en total generalstrejke.
En tillidsmand sagde: ”Lad os vise at det er os der bestemmer i det her samfund og at Danmark ikke kan styres mod arbejdernes vilje.”
En leder fra bryggeriarbejderne sagde det klassiske:
”En generalstrejke kan ikke vindes uden ledere, som har respekt fra arbejderne. Det er nødvendigt at holde et nationalt møde under påsken for at skabe sådan en ledelse.”
Den ”kommunistiske” leder for sømændene, Preben Møller Hansen, sagde at der ikke kunne holdes et nationalt møde da færgerne var i strejke. Dette var en undskyldning for ikke at lede strejkerne, da sømændene naturligvis bare kunne give dispensation for tillidsmændene fra Jylland og Fyn.
Jan Andersen viste igen sin uvilje mod at lede bevægelsen. Han sagde: ”De aktioner vi har startet skal fortsætte. Vi holder et nyt tillidsmandsmøde efter påsken 9. april og en ny aktionsdag 10. april, og så bliver det generalstrejke. Vi har gennemført de største og mest omfattende strejker nogensinde. Vi kræver, at vores faglige ledere påtager sig deres ansvar. Kampen kan vindes hvis LO trækker sig ud af arbejdsretten og åbner for strejkekasserne. Vi opfordrer til at arbejderpartierne støtter den faglige kamp.”
Men det afgørende spørgsmål blev manøvreret bort: At indkalde til et nationalt tillidsmandsmøde.
Efter påsken 9. april blev der holdt et nyt tillidsmandsmøde i Nørrebrohallen, og der blev kritikken hårdere mod ledelsen af tillidsmandsringen.
”Opfordringerne til at strejke en dag og bagefter at gå i arbejde en dag har skabt forvirring. Vi behøver ikke at vente længere. Men der er endnu ikke kommet klare signaler. På tillidsmandsmødet i KB hallen den 3. april var det klart at der skulle afholdes et nationalt tillidsmandsmøde i påsken. Men det blev ikke gjort,” Sagde en tillidsmand fra typograferne.
”Et landsdækkende tillidsmandsmøde kan holdes på fredag,” sagde Winterberg fra havnen. Samme krav kom fra murerarbejdsmændene, stilladsarbejderne, postarbejderne, og flere andre.
Jan Andersen manøvrerede igen:
”Tillidsmandsringen tager initiativer for at samle aktiviteterne, men beslutningerne tages ude på arbejdspladserne. Vi skal fortsætte aktiviteterne så langt vi kan. Vi er enige om at indkalde en national konference. Vi skal indbyde så mange fra provinsen som muligt til tillidsmandsmøde på fredag (12. april) og begynde at forberede en konference for hele landet næste uge.”
Dagen efter (10. april) blev de største demonstrationer og strejker gennemført. Bevægelsen var på sit største, og tillidsmandsmødet 12. april var afgørende. På dette møde afsluttede ledelsen for tillidsmandsringen strejkerne. For første gang stod der ikke ”Strejkerne fortsætter” men ”Kampen fortsætter” på udtalelsen fra mødet. Der blev opfordret til lokal kamp for at tilkæmpe sig en del af profitterne og serviceforbedringer på det offentlige område. En national konference skulle siden afholdes for at drøfter hvordan kampen skulle fortsætte.
Det var muligt for ledelsen af tillidsmandsringen at stoppe bevægelsen den 12. april, fordi der ikke var nogen alternativ ledelse. For at fortsætte bevægelsen var det nødvendigt at hæve den til et højere niveau: En generalstrejke for at vælte regeringen. Havde der været et nyt nationalt tillidsmandsmøde, kunne man have valgt en ny ledelse, og dette forklarer hvorfor Andersen. Møller Hansen og de andre stalinister var så bange for at indkalde til sådan et møde.
Kunne strejken have væltet regeringen?
Det jeg her har fortalt viser, at man ikke bare kunne have væltet regeringen, hvis tillidsmandsringen havde været parate til at fortsætte strejkerne og organisere en national koordinering. Var det sket, ville strejkeledelsen have fremstået som en alternativ magtfaktor. Det var præcist dette, der gjorde dem bange. Ved en længere generalstrejke havde Schlüter været nødt til at stille spørgsmålet om hvem der skulle lede landet, og udskrive valg. Arbejderne ville have strømmet til Socialdemokratiet, SF og til dels også DKP og VS og vi havde fået en arbejderregering, hvor kravene til en venstreorienteret politik havde været enorme. Dette var det sidste stalinisterne, ville have. De havde et fuldstændigt reformistisk perspektiv. Derfor stoppede de bevægelsen.
Hvad er læren af påskestrejkerne, her 20 år efter?
Når arbejdernes massebevægelse udvikler sig, kan det gå hurtigere end vi tror. På kun et par dage gik det fra faglige krav til krav til at vælte regeringen, det gik fra delkampe til en åben, landsdækkende klassekamp. Det viste sig også at massen af arbejdere var parate til at gå længere en lederne for strejkerne, hvilket ofte hænder under en massebevægelse og under revolutioner. Og at ledelsen, ikke kun højrereformisterne men også venstrereformisterne svigtede kampen.
