Folketingsvalget den 8. februar 2005 blev først og fremmest et ydmygende nederlag for Socialdemokratiet. Partiet fik 25,9 pct. af stemmerne ved gårsdagens folketingsvalg, hvilket giver 47 mandater, en nedgang på 5. Hvis man ser bort fra det såkaldte katastrofevalg i 1973, er dette det dårligste valgresultat siden 1920. Venstre går fire mandater ned, konservative går tre frem, Dansk Folkeparti to frem, mens valgets store vinder er Det Radikale Venstre, der vinder hele syv mandater ekstra. SF går et mandat tilbage, Enhedslisten går to frem og Kristendemokraterne ryger helt ud.. Altså bliver den borgerlige regering siddende, imens de tre arbejderpartier, S, SF og Ø samlet set går tilbage.
De to kandidater
Der er mange der har sagt at det har været meget svært at skelne imellem de to statsministerkandidater, Anders Fogh og Mogens Lykketoft. Dette er uden tvivl en vigtig observation, som helt klart har været en opfattelse som har været udbredt i den danske befolkning.
Men før vi går videre er det nødvendigt at præcisere, at der er forskel imellem de to kandidater – imellem de to partier, imellem en socialdemokratisk og en borgerlig regering – imellem den politik som de fører.
Anders Foghs projekt adskiller sig fundamentalt set fra Socialdemokratiets. Hans politik går, bag ved den velfærdssminke han har puttet udenpå, ud på at ødelægge den danske velfærdsstat, at pille ved de grundlæggende rettigheder og ydelser, som er noget arbejderklassen har erobret igennem hårde kampe og igennem dens organisationer, især Socialdemokratiet og fagbevægelsen. For bare 12 år siden skrev Fogh bogen ”Fra socialstat til minimalstat”. Selvom han nu offentligt har afvist en række af de postulater han har gjort i den, så er det disse ideer, han nu omsætter til praktisk politik, og det er det projekt han inderst inde stiler efter. Det handler om et opgør med den danske velfærdsstat, om en række solidariske principper, om SU, om folkepension og efterløn, osv. Dette er kort sagt politik i erhvervslivets interesser.
Men en vigtig pointe i hans bog er også at man ikke kan afvikle denne velfærdsstat med ét slag. Gjorde man det ville der komme oprør i bogstaveligste forstand. Nej, man er nødt til at gøre det langsomt, men stadigt igennem små bidder.
Et af de vigtigste instrumenter i denne sammenhæng, er den ”velfærdskommission”, som regeringen har nedsat til at revidere den danske velfærdsmodel. Indtil videre er velfærdskommissionen kommet med en række forslag til såkaldt ”nødvendige” ændringer i velfærden;
– At efterlønnen afskaffes eller beskæres
– At dagpengene sættes ned, så ”det bedre kan betale sig at arbejde”
– At den offentlige sektor beskæres
– At der kommer et element af forsikring i velfærdsydelser, som sundhed, ledighed og pension
Regeringens plan med velfærdskommissionen er, at den skal komme med de endelige resultater af sin undersøgelse i slutningen af 2005. Det er utrolig smart for regeringen at de endelige resultater ikke kom frem inden folketingsvalget, for hvis de gjorde det ville regeringen åbent skulle forsvare drastiske forringelser. Og det er bestemt ikke noget danskerne kan lide.
Selvom Socialdemokratiet på mange områder er rykket til højre og i mange tilfælde har godkendt forringelser af velfærden, så har de dog ikke et borgerligt grundlag. Deres projekt handler om at administrere et kapitalistisk system, og forsøge at få det til at give nogle reformer. Men det er et arbejderparti, som kan presses til højre og til venstre, alt efter hvilke bevægelser der sker i samfundet, det er ikke et borgerligt parti som med fuldt overlæg går ind på arbejdsgivernes side og indleder en offensiv mod arbejdernes rettigheder.
Valgkampen
Når alt det er sagt, så er det jo helt korrekt at det har været svært at se forskel på de to kandidater, hvis man kigger på deres udmeldinger under valgkampen. Valgkampen har nærmest været én stor gavebod, hvor især Fogh og Lykketoft har lovet flere penge til børnefamilier, daginstitutioner, til ældre, hjemmehjælp og plejehjem, til uddannelse og til forskning, osv. Og alle disse valgløfter fra Lykketoft virker mildt sagt noget utroværdige når man husker på hvilken politik han førte som finansminister under Nyrup-regeringen. Her var han med til at halvere dagpengene for unge under 25 og forkorte dagpengeperioden fra ni til fire år, forringe efterlønsordningen trods valgløfter om det modsatte, igangsætte en række nedskæringer på uddannelse og bryde ind i overenskomststrejken i 1998.
Når valget i høj grad har bestået af en række gyldne valgløfter, er der sket det at valget er blevet reduceret til en kamp om ”troværdighed” – og her står Mogens Lykketoft bestemt ikke med særligt gode kort på hånden. Mange mennesker har sikkert spurgt sig selv: ”Hvorfor skulle vi give en chance mere til en mand der allerede har vist os at han ikke kan levere varen?”
Det der til gengæld er bemærkelsesværdigt er at man ikke har hørt ét eneste ord om nogle af Regerings tabu-emner, herunder især Irak-krigen. En meningsmåling fra Gallup i Berlingske Tidende fra januar viser, at 63 procent af befolkningen vil have de danske tropper ud af Irak enten med det samme eller inden for en fastsat tidshorisont.
Hvis Socialdemokratiet var gået ud og havde spillet på krigstemaet meget mere offensivt, havde det uden tvivl været muligt at markere sig kraftigere og afsløre nogle af de borgerliges løgne og deres hykleri, og derved score flere stemmer til partiet. Men dette har man ikke hørt et kvæk om.
Og på samme måde med en række andre oplagte emner. Der har manglet et slagkraftigt alternativ til de borgerliges uddannelsespolitik. På Indvandrerområdet har Lykketoft erklæret at han er fuldstændigt enig med Fogh, og da sidstnævnte sagde at han ville gå hårdere til værks mod unge arbejdsløse var Lykketoft forbløffende nok enig og sagde at ”det kunne vi da godt finde ud af”. Heller ikke her var der en uafhængig socialistisk politik.
Det emne som Socialdemokratiet valgte at fokusere massivt på, var arbejdsløsheden. Dette var oplagt, set i lyset af de massive fyringsrunder som fortiden er øverst på dagsordenen hos de danske arbejdsgivere. Men deres løsningsforslag har først og fremmest været efteruddannelse for at få arbejdere i industri og lignende over i andre brancher. Men da en af de fyrede slagteriarbejdere fra Hjørring i Nordjylland, mandag aften blev interviewet i forbindelse med partilederrunden på tv, gav han meget klart udtryk for at efteruddannelse ikke er løsningen, bl.a. fordi han selv var oppe i årene og nok ikke ville kunne blive ansat noget sted når han også først skulle have en ny uddannelse.
I det hele taget er Socialdemokratiets forslag komplet absurd. Hvad vil man sige til arbejderne i Hjørring som nu står uden arbejde? Hvad vil man sige til arbejderne på SAS som er blevet tvunget ned i løn? At de bare skal efteruddanne sig? Dette var ellers en oplagt mulighed for at markere et klart arbejderstandpunkt og kræve nationalisering af udflytningstruede virksomheder. Problemet er jo ikke at de giver underskud – tværtimod havde Danish Crown et rekordstort overskud i år. Problemet er, at arbejdsgiverne i hele Europa presser endnu mere profit ud af arbejderne. Socialdemokratiet burde sætte hårdt mod hårdt og tage et konsekvent klassestandpunkt, på den måde ville de skille sig klart ud fra de borgerlige.
Lykketoft og Socialdemokratiet har været en elendig opposition. De har haft tre år til at udfordre de borgerlige med en slagkraftig kritik, men det har de bestemt ikke gjort. Tværtimod har de stemt for regeringens finanslove og andre besparelser. Dette har de gjort fordi de har sagt at de skal være ”ansvarlige”. Men er det særligt ”ansvarligt” at føre nedskæringspolitik?
Jo mindre Socialdemokratiet har skilt sig ud fra de borgerlige og jo mere de har efterlignet dem, des større er deres vælgerflugt blevet. Når Lykketoft og co. først begynder at komme frem med noget der ligner kritik og starten på en anden politik tre uger inden et valg, så er det jo klart at folk ikke kan tage dem særlig alvorligt.
Fornyelse?
Socialdemokratiet er altså inde i noget af en krise. Det parti som er arbejderklassens traditionelle masseorganisation, og som i det meste af det 20. århundrede har haft et sted mellem 30 og 40 % af de danske vælgeres opbakning er nu nede på et historisk lavpunkt. Hvis der efter sidste valg var brug for selvransagelse, må dette valgresultat være anledning til en dobbelt-selvransagelse. Men spørgsmålet er hvordan den kommer til at foregå. Efter sidste valg prøvede man at ”forny” sin profil ved at skifte logo, navn og nye ansigter på topposter. Og denne gang har Mogens Lykketoft allerede bebudet at han går af som formand.
Men problemet er at skift i personer ikke er det centrale – det der mangler er et skift i politik. Det der manglede var et socialdemokrati som for alvor gik ud og udfordrede de borgerlige, afslørede løgnene om Irak-krigen, deres liberalistiske uddannelsespolitik, deres ligegyldighed overfor arbejdsløsheden, osv. – og frem for alt manglede der et Socialdemokrati med et klart og tydeligt alternativ. Et alternativ til arbejdsløsheden og forringelserne, i stedet for de tomme og utroværdige valgløfter. Det havde de ikke, og det blev de straffet for i valgboksene.
Fagbevægelsens rolle
En anden iøjnefaldende ting er fagbevægelsens fuldstændige passivitet. I denne valgkamp har man f.eks. ikke set LO formanden gå aktivt ud på arbejderpartiernes side. Kun i den sidste uges tid gik 3F (Det tidligere SiD og KAD) ud med en række annoncer og advarede mod de borgerliges politik. Flere af de lokale afdelinger gik også ud og anbefalede at man satte kryds ved et arbejderparti, dvs. ved liste A, F eller Ø. LO og de store forbund (f.eks. Metal) har altså ikke været ude og hjælpe arbejderpartierne i valgkampen.
Man må også sige at det virker noget desperat at fagbevægelsen lige pludselig går ud syv dage før et valg og går ind advarer mod de borgerlige. Førhen har man jo fra store dele af fagbevægelsens side brudt flere og flere af båndene til Socialdemokratiet. Dette er fuldstændigt katastrofalt. Den borgerlige regering fører en politik som forringer arbejdernes levevilkår. Derfor har arbejderne brug for et parti til at forsvare sig – også i folketinget. Fagbevægelsen, med LO i spidsen, burde gå aktivt ind og støtte arbejderpartierne, samtidig med at man burde opfordre fagligt aktive til at gå ind i partierne og kæmpe for at de bliver fastholdt på et socialistisk program. Det er ikke nok bare at smide tusinder af kroner ud på helsides annoncer i dagbladene – det der er brug for er en fagbevægelse der i langt højere grad er aktiv i arbejdernes hverdag og forklarer at der er brug for en arbejderregering der fører arbejderpolitik.
Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative har deres støtter i det danske erhvervsliv, som de får milliontilskud af. Derfor så man også de enorme forskelle i valgkampsbudgetterne. Arbejderpartierne har kun arbejdernes organisationer – fagforeningerne. Og der er nok at tage fat på. Ifølge en undersøgelse foretaget af ugebrevet Gallup er der sket store skift i arbejderstemmerne:
”For fyrre år siden stemte fire af fem arbejdere på socialistiske partier. Det var to af tre for 15 år siden, mens arbejderne ved valget i 2001 var delt lige over mellem de borgerlige og SR-regeringens støttepartier.”
Det er klart at der kan være mange skævheder og fejl i sådanne analyser, f.eks. mht. definitionen af arbejdere. Men der kan ikke være tvivl om at tendensen er klar: Arbejderpartier har tabt terræn iblandt de danske arbejdere i takt med tilpasningen til den borgerlige politik.
De Radikale går frem
Valgets helt store sejrherrer er De Radikale der går frem med 7 mandater. Som vi har beskrevet i vores tidligere artikel, så er Det Radikale Venstre et lille borgerligt midterparti som spiller en meget skadelig rolle i dansk politik, fordi de er en undskyldning for Socialdemokratiets ledere til at indgå i forringelsesforlig og gå længere til højre.
Tilsyneladende har de formået at fremstå som et parti der går ind for mere ”kulturel mangfoldighed” og en mere ”social retfærdig politik”. Dette er, som vi tidligere har slået fast, et komplet falskt billede, for sandheden er jo at de har været med i mange af forringelserne og at deres skattepolitik handler om at sænke skatten til de højtlønnede på bekostning af de lavtlønnede. I den kommende periode er det en meget vigtig opgave for socialister at afsløre De Radikales politik i praksis, som er alt andet end social, retfærdig og mangfoldig.
Venstrefløjen
SF gik som bekendt et mandat tilbage. Partiet er nu helt nede på 6,0 pct. Dette har nu fået Holger K. Nielsen til at gå af som partiformand.
Enhedslisten gik til gengæld to mandater frem og er nu oppe på seks mandater og 3,4 pct. Enhedslistens fremgang skyldes formentlig at en række tidligere SF-vælgere er gået over til dem, pga. Holger K og partiledelsens accept af EU-forfatningen.
Men selvom Enhedslisten er gået lidt frem og SF lidt tilbage kan disse resultater ikke for alvor imponere nogen. Taktikken om at ”trække Socialdemokratiet til venstre” har tydeligvis ikke virket, det er snarere venstrefløjen – og især SF – som er blevet trukket til højre.
SF og Ø har været ude af stand til at vinde de mange Socialdemokratiske vælgere som i de sidste to valg er gået over til de borgerlige. Når massen af arbejdere bevæger sig sker det ikke igennem små partier som SF og Enhedslisten. Det sker igennem de store traditionelle masseorganisationer, som i Danmark først og fremmest er Socialdemokratiet og Fagbevægelsen. Og det er i høj grad igennem disse organisationer at modstanden imod den borgerlige nedskæringspolitik i fremtiden vil begynde at vinde genklang.
Ungdommen
Op mod 100.000 unge på uddannelsesinstitutioner deltog i det prøvevalg som elevbevægelsen havde arrangeret. Stod det til ungdommen ville ABFØ-blokken vinde valget med hele 112 mandater mod de borgerliges sølle 63. Socialdemokratiet ville få 37 mandater, SF 29, Enhedslisten 21. Dette viser at ungdommen i disse år er særdeles venstreorienteret, hvilket også er blevet kraftigt afspejlet i de største elevprotester siden 80’erne. Men det viser desværre også at De Radikale står stærkt blandt ungdommen, i og med at de høster hele 25 mandater fra ungdommen. Dette er i høj grad udtryk for at mange ikke ved hvordan De Radikale fører politik i praksis, endnu en anledning til at socialister tager opgaven med at afsløre hvad der ligger bag de fine ord alvorligt.
Det som socialister også må arbejde for er for at ungdommens venstredrejning ikke bare bliver afspejlet i stemmetal, men også aktivt i arbejderpartierne selv og i deres ungdomsorganisationer. På den måde kan unge være med til at ændre arbejderpartierne og kæmpe for at vinde dem tilbage på et socialistisk program.
Udsigt til sort arbejdsgiver-politik
Den borgerlige regering har på overfladen opført sig ”pænt” i dens første periode. Selvom den har puslet med nogle forskellige tiltag, angrebet fagbevægelsens rettigheder, indført stramninger på indvandreområdet og lavet en række store besparelser, så har den ikke for alvor været inde og udfordre de basale velfærdsgoder. Den eneste gang hvor de forsøgte det, var ved dagpenge-sagen i november 2003, hvor de forsøgte at lave massive besparelser. Dette stødte med det samme på fagbevægelsens hårdnakkede modstand. Som sagt i indledningen, så ville der komme oprør i Danmark hvis man fjernede alle velfærdsgoderne med ét slag.
Men regeringens taktik er at gøre det langsomt. Der kan imidlertid ikke herske tvivl om at den kommende periode vil byde på en mere aggressiv og offensiv borgerlig politik. I valgkampen er de blevet nød til at efterligne Socialdemokratiet ved at iføre sig en ”velfærdssminke”. Den danske arbejderklasse er blevet van til et vist niveau velfærd, og hvis man åbent siger at man vil afskaffe den er det umuligt at blive valgt i Danmark.
Problemet er at økonomien i Danmark tydeligvist ikke er al for sund. Det ”opsving” som de taler om er kommet frem kan arbejderklassen ikke rigtig mærke noget til. Hverdagen byder på fyringer og krav om lønnedgang. Væksten har det ikke alt for godt og mange taler om at dette opsving er ”jobløst”, fordi det ikke skaber nye arbejdspladser. Selvom regeringen hævder at der er kommet 17.000 flere job i 2004 så viser tal fra Danmarks Statistisk at 12.000 er oprettet med tilskud fra det offentlige.
Og det er her hele kernen ligger. Grunden til at Socialdemokratiet ikke vandt valget er at deres alternativ var ikke-eksisterende. Valgkampen blev reduceret til et spørgsmål om valgløfter, som langt de fleste anså for at være utroværdige fordi de ikke kan indfries under et kapitalistisk system i krise.
I sine første 3½ år har regeringen lagt grunden for ændringerne i det danske samfund, bl.a. med ”frit valg”, som er starten på en total udlicitering og privatisering af offentlige ydelser. I den kommende periode vil regeringen gå endnu hårdere til værks: De har en kommunalreform hvor de vil lave nogle omfattende strukturændringer, således at de kan privatisere og udlicitere endnu mere og så de kan tage ydelserne væk fra nærområderne og lægge dem sammen, for derved at ligge grundlaget for besparelser. Deres ”velfærdskommission” planlægger også at fremlægge forslag til fundamentale ændringer, forringelser og sågar nedlæggelser af velfærdsydelser.
Anders Fogh sagde i går aftes at det nu var rart at regeringen kunne havde overstået dette valgpostyr, så den nu kunne koncentrere sig om de nye opgaver. I et borgerligt demokrati er det meningen at man hver fjerde år sætter et kryds og at befolkningen så derefter lader være med at blande sig i politik. Hvis alle er passive så kan ”de kloge hoveder” og ”dem der ved noget”, styre landet imens. For hvis arbejdere og unge begyndte og blive aktive i politik og gik ind i arbejderpartierne, fagforeningerne og ungdomsorganisationerne ville det jo blive noget være rod. Så ville de jo begynde at kræve deres ret, kræve en anstændig politik, kræve stop for nedskæringer, fyringer, privatiseringer og øget arbejdspres, osv.
Der er nogle som vil sige at dette valgresultat afspejler at den danske arbejderklasse er egoistisk, passiv og borgerliggjort. Men de tager grueligt fejl. En ny analyse fra arbejdsmarkedsforsker Steen Scheuer, professor ved Roskilde Universitets-center, dokumenterer, at antallet af konfliktdage i Danmark i hvert eneste årti siden 1970 gennemsnitligt har ligget i den øverste halvdel af de 15 vesteuropæiske lande, der er med i undersøgelsen. På arbejdspladserne i Danmark kan man godt mærke krisen, man kan mærke lønnedgang, fyringer, og man kan mærke at velfærden forringes. Det altafgørende problem er at Socialdemokratiet ikke kunne tilbyde et ægte alternativ.
Den vigtigste opgave for arbejdere og unge, der vil af med de borgerlige og stoppe arbejdsgiverpolitikken er at bygge en stærk opposition der kæmper for at fagbevægelsen og de tre arbejderpartier, især Socialdemokratiet, fører en socialistisk arbejderpolitik.
Gå med i Socialistisk Standpunkt i kampen for en arbejderregering på et socialistisk program!
