EU
De stigende modsætninger mellem USA og Europa er endnu mere alvorlige end konflikterne med Kina. Euroen fortsætter med at stige imod dollaren, og det betyder, at disse forhold i stigende grad forværres. Der vil komme endnu flere handelsstridigheder at tilføje til den allerede lange liste. WTO har afgjort, at USA’s skatteniveau for firmaer, der sælger varer i udlandet, var en ulovlig eksportstøtte, og har givet europæerne lov til at opkræve 4 milliarder pund i gengældelsestold. En tidligere britisk minister har argumenteret for at indføre told specielt målrettet til at ramme stater i USA, hvor det kunne have en ugunstig effekt på Bush’s chancer for genvalg. På den anden side foreslår EU at introducere nye reguleringer på kemikalier, der ville kræve, at producenter og brugere af kemikalier giver detaljerede oplysninger om sundheds- og miljømæssige effekter af alle deres produkter. Ligesom reguleringerne på genmodificeret mad opfatter de amerikanske producenter dette som protektionistiske tiltag.
USA er den stærkeste imperialistiske magt på kloden. De amerikanske imperialister er fast besluttet på at bruge deres økonomiske muskler til at fremme deres egne interesser, præcis ligesom de har været forberedt på at bruge deres militære kræfter. Det er et spørgsmål om “USA først!”. Dem, der står i vejen, må knuses – enten med raketter og bomber eller med økonomisk pres og afpresning. Dette vil skabe nye massive modsætninger på verdensplan. Det vil føre til et generelt opsving i oprør blandt masserne i Asien, Afrika og Latinamerika. Vi kan allerede se begyndelsen på dette i Venezuela og Bolivia. Men det vil også skærpe modsætningerne mellem USA og Europa enormt.
Dette har vidtrækkende konsekvenser. Hele den verdensorden, der så omhyggeligt blev sammensat efter anden verdenskrig, er ved at revne og splintre i sømmene. Den krigeriske adfærd, som kliken i det Hvide Hus lægger for dagen, fremskynder sammenbruddet. USA forbereder sig på at fremme sine egne interesser på bekostning af WTO, ved at udvikle et helt netværk af bilaterale handelsaftaler. Dette er en farlig tendens set ud fra et frihandelssynspunkt. WTO kan blive reduceret til blot at være et bureaukratisk kontor, der skal afgøre sekundære uoverensstemmelser – en snakkeklub, mere ligesom FN og præcis ligeså magtesløs. Dette kan føre til en opsplitning af verdenshandelen, med stigende protektionisme som konsekvens.
Der er allerede masser af beviser på stigende protektionistiske spændinger mellem USA og Europa. der har været alvorlige konflikter over stål, tekstiler og landbrugsprodukter. Vi har allerede nævnt den amerikanske skat på virksomheders salg i udlandet og WTO-afgørelsen, der giver Europa lov til at opkræve op til 4 milliarder dollars i gengældelsestold. EU’s foreslåede reguleringer på kemikalier, der afkræver producenter detaljerede informationer om sundheds- og miljømæssige effekter af alle deres produkter, vil medvirke til en ny runde af protektionisme og fremprovokere et svar fra USA. På grund af krisens omfang er hverken USA eller EU i en position, hvor de kan gå på kompromis. Selvom de vil gøre forsøg på at nå en aftale gentagne gange, af frygt for alternativet, vil der komme nye uoverensstemmelser hele tiden, den ene mere alvorlig end den foregående.
Den herskende klasse i Frankrig og Tyskland, der tilsammen dominerer Europa, frygter den amerikanske imperialismes magt. De kan se, at der på verdensplan er en reel interessemodsætning mellem dem og USA, og de forbereder sig på at slås. Krigen i Irak, der delte Europa i det såkaldte “nye” og “gamle” Europa, har langsigtede konsekvenser for udviklingen af den europæiske union. Frankrig og Tyskland har indladt sig på et såkaldt “strukturelt samarbejde” vedrørende militære og våbenmæssige sager for at være i stand til at handle uafhængigt af USA. Resten af de europæiske lande har ikke længere en selvstændig udenrigspolitik. De er tvunget til at vælge mellem på den ene side den udenrigspolitiske linje, som den fransk-tyske akse fører, eller på den anden side den amerikanske. De er svage kapitalistiske regimer, der vakler mellem magtens hovedcentre. De østeuropæiske lande som Polen eller Tjekkiet læner sig op ad USA for ikke at blive fuldstændig afhængig af Tyskland. De amerikanske imperialister forsøger at bruge nogle af de sydøst- og østeuropæiske lande til at skabe en slags afgrænsning for Tysklands “Drang nach Osten” (fremstød mod øst). Af den grund planlægger de amerikanske imperialister at flytte militære baser fra Tyskland til lande som Polen, Bulgarien og Rumænien. I øjeblikket hælder Ungarn, Slovenien og Kroatien derimod til Tyskland og Østrig.
Men den nye regering i Spanien viser, hvor hurtigt disse alliancer kan ændre sig, og hvor ustabile de er. Den nye situation er især farlig for Sydøsteuropa. Hvis to rivaliserende imperialistiske blokke blander sig på Balkan i stedet for ét relativt fælles “internationalt samfund” (af imperialister), vil de chauvinistiske revanchister af alle nationaliteter blive styrket enormt. Uløste konflikter mellem nationaliteterne kan måske udvikle sig til marionetkrige mellem stormagter i fremtiden. Før eller siden vil spændingerne i Europa bevæge sig ud over det diplomatiske niveau og ind på de økonomiske relationers niveau. Individuelle lande med en svag økonomisk base er måske ikke i stand til at stå imod presset fra den strenge underkastelse under de kriterier, der er fastsat for euroen, og bliver måske tvunget til at trække sig ud af den monetære union. Dette ville blive udnyttet af den amerikanske imperialisme i dens manøvrer mod de store europæiske magter. De europæiske borgerlige strategers drømme har dermed vist sig at være utopiske. I stedet for et samlet Europa som en modvægt mod USA, ser vi et USA, der manøvrerer mod de vigtigste europæiske magter gennem en række mindre europæiske lande – ligesom en masse trojanske heste i hjertet af den europæiske union.
I to verdenskrige mislykkedes den tyske herskende klasses forsøg på at dominere hele Europa. Efter anden verdenskrig havde den franske herskende klasse den idé, at den kunne dominere Europa gennem en alliance med Tyskland. Men tingene udviklede sig anderledes. Tyskland blev den vigtigste stormagt, og Frankrig blev tvunget til at tilpasse sig denne nye situation. De franske kapitalister indser nu, at de ikke kan klare sig alene imod den amerikanske imperialisme og kunne blive USA’s marionet ligesom England. Det er hovedårsagen til den relative stabilitet, der er i blokken mellem den franske og tyske imperialisme, i det mindste for øjeblikket. Men den fransk-tyske blok er ikke mere end et kartel mellem to rivaliserende imperialistiske magter. På den ene side har Frankrig tolereret Tysklands økonomiske dominans, på den anden side ignorerer Tyskland Frankrigs økonomiske politik med statsintervention, som Frankrig forsøger at bruge for at beskytte sin økonomi mod tysk kapital. Det fransk-tyske militære samarbejde vil mangle styrke pga. landenes forskellige udenrigspolitiske interesser. Planerne om en EU-forfatning er endnu engang et desperat forsøg fra den franske og tyske imperialismes side på at forene Europa under deres styre efter Irak-krigens destabiliserende effekt. Men selv hvis de europæiske stormagter er i stand til at nå til en form for kompromisaftale, vil denne forfatning ikke have nogen virkelig betydning og vil ikke løse de virkelige interne konflikter i Europa. Den kan ikke gøre det, fordi konflikterne mellem medlemslandene i EU kun tillader en forfatning, der ikke ramler sammen med hver nationale herskende klasses virkelige magt. Derudover vil en forfatning ikke reducere USA’s indflydelse på europæisk politik.
De europæiske kapitalister forsøger at fremstille EU’s østudvidelse som en chance for millioner af østeuropæere for at få en bedre fremtid i et forenet Europa. Det billede, de præsenterer, er et, hvor de nye medlemslande opnår hurtigere vækstrater end Vesteuropa, så deres levestandard kommer op på niveau inden for en vis tid. Virkeligheden ser ret anderledes ud. De såkaldte “baltiske tigre” var kun i stand til at vokse med 4-6%, fordi deres økonomier tidligere var faldet til 59% af 1989-niveauet som et resultat af “markedsreformer”. Alle de østeuropæiske lande er ekstremt afhængige af eksport til Vesteuropa, og før eller senere vil de blive ramt af stagnationen i efterspørgslen over hele Europa. Hvis vi sammenligner BNP i Østeuropa med det vesteuropæiske gennemsnit, ser vi, at med undtagelse af Slovenien står alle østeuropæiske lande værre nu end i 1989. De sydøsteuropæiske lande oplevede en negativ gennemsnitlig vækst på -8% mellem 1991 og 2001. Først i 2002 begyndte der at komme bedring. Men selv de moderate vækstrater, som vi ser nu, er i fare.
Det er ikke kun faldet i efterspørgslen i Vesteuropa, der kan føre til problemer. De direkte udenlandske investeringer i de nye medlemslande faldt med 50% i 2003, og denne tendens fortsætter. Grunden til dette er, at investeringerne i Østeuropa siden “jerntæppets” fald ikke har skabt nye industrier, men nærmere har delt de eksisterende op. Nu er markedet delt op. Det vil føre til store problemer i fremtiden, fordi handels- og budgetunderskud indtil nu blev finansieret af penge fra direkte udenlandske investeringer. Hvis denne indtægt udtørrer, skal der købes udenlandsk valuta. De østeuropæiske valutaer vil komme under pres fra devaluering. Men på samme tid er disse valutaer bundet til euroen, og derfor bliver de et mål for spekulation. Financial Times Germany har allerede advaret om, at Østeuropa, og især Ungarn, kan komme til at stå over for en krise som den i Argentina inden for de næste par år. De fleste af disse lande forsøger nu at tiltrække nye investeringer ved at sænke deres skatter helt vildt. Slovakiet har indført et lavt skatteniveau på 19% og står nu over for faren for konkurs. Andre lande som Tjekkiet følger også denne vej mod ruin. Selv IMF har kritiseret dem for deres omfattende sænkninger af skatteniveauet. De sidste 15 år med såkaldte “markedsreformer” har ført til en situation, hvor byer som Bratislava, Prag eller Warsawa virkelig har nået samme niveau som det vesteuropæiske gennemsnit. Men dette viser ikke hele billedet. På samme tid er hele regioner, især de gamle industrielle områder, blevet reduceret til absolut fattigdom. I Polen og Slovakiet er arbejdsløsheden nået 20% og er fortsat stigende, mens den i de gamle industriområder er på 30-60%.
I Polen, hvor mere end 20% af befolkningen arbejder i landbruget, vil medlemskab af EU føre til alvorlige problemer. Modsat hvad den borgerlige propaganda siger, kan de små polske bønder ikke overleve inden for det europæiske marked. Trods overgangslovene vil de blive knust af de teknologisk langt mere udviklede industrielle landbrug i Vesten. De småbønder, der klarer at overleve på markedet, vil blive sat ud af spillet af sådanne ting som EU’s sundheds- og sikkerhedsregulativer. De sociale modsætninger vil yderligere forværre spændingerne mellem medlemslandene, og i de østeuropæiske stater vil klassekampen være på dagsordenen.
De svage, udslidte og degenererede engelske kapitalister har tabt deres imperium og dermed alle deres muligheder for at opnå en ledende plads i Europa. De er sunket ned i rollen som et parasitisk rentier-borgerskab, baseret på service, banker og turisme. Den engelske industri er gået i forfald. “Verdens værksted” er kun et svagt minde om fortiden. På den internationale arena stiller de sig tilfreds med den ydmygende rolle som den amerikanske imperialismes lakaj. De bliver derfor set på med mistænkelighed i Paris og Berlin. Det har skubbet Frankrig og Tyskland tættere sammen – i det mindste for øjeblikket – og har dømt England til yderligere isolation på verdensplan.
Imens har der i England, hvor begivenhederne ellers så ud til at halte bagefter, været en dramatisk ændring i situationen. På overfladen ser det ud til, at Blair har sikret sig selv. Han gennemførte, med begrænset åben opposition, en borgerlig politik med angreb på arbejderklassen. Han havde stort set formået at gennemføre en ‘kontrarevolution’ i Labour partiet. I alliance med Aznar og Berlusconi havde Blair sat sig selv i front for den europæiske højrefløj, der forsøgte at forme sig selv efter den amerikanske model med det frie marked.
Men denne politik lagde grunden for et massivt tilbageslag. Blairs tilsyneladende sejr skulle blive til ingenting. Underdønningen af modstand mod politikken hjemme og ude har allerede nu dybtgående konsekvenser. Blair har stået over for massive oprør fra de menige partimedlemmer i parlamentet, hvilket afspejlede en stigende opposition fra neden. Selv regeringen har været påvirket af opsigelser. Labour har lidt en række rystende nederlag i lokale og europæiske valg. Dette viser, at der sker en stille og rolig ophobning af utilfredshed i England.
Den store demonstration mod krigen i Irak i februar 2003, med to millioner deltagere, var et vendepunkt. Det var den største demonstration i Englands historie og afspejlede modstanden mod Blair-regeringen, ikke kun hvad angår krigen, men mod hele den kapitalistiske politik, der er blevet ført.
Som vi forklarede tidligere, vil modstanden mod Blair blive afspejlet i masseorganisationerne på et vist tidspunkt. Dette er allerede sket i fagforeningerne, hvor der har været et massivt sving til venstre i løbet af de sidste fem år. Venstreorienterede kandidater har vundet ved flere valg til fagforeningernes ledelser, og det har været en afspejling denne voksende opposition. Der har været et jordskælv, der har resulteret i alvorlige nederlag for højrefløjen i en række fagforeninger.
Denne proces med venstresving vil blive afspejlet i Labour-partiet i den kommende periode. Blairs dage er talte. De kriser, der vil udspille sig i England, vil resultere i en række splittelser i masseorganisationerne og den endelige udrensning af Blair og højrefløjen. Selvom det ikke vil ske i en lige linje, vil venstrereformisternes uundgåelige sejr indvarsle en ny urolig periode i det engelske samfund og åbne enorme muligheder for den marxistiske tendens.
De europæiske kapitalister befinder sig i en specielt svær position. De bliver nødt til at skære i levestandarden for at genoprette profitabiliteten, men står over for magtfulde og ubesejrede arbejderorganisationer. Den europæiske kapitalismes krise er, som vi forudsagde, blevet forværret af forsøget på at tvinge forskellige økonomier ind i en stram spændetrøje under den såkaldte “solidaritets- og vækstaftale”. Det gennemsnitlige underskud i eurozonen er 2,8%, hvorimod forventningen lå på 1,8%. Frankrig, Italien og Tyskland har alle brudt de aftalte grænser for underskud. Både Frankrig og Tyskland står over for store bøder, men det er ikke sandsynligt, at de nogensinde vil blive betalt. Chirac har offentligt bedt om en “midlertidig lempelse” af reglerne, som – hvis den bliver gennemført – naturligvis ikke vil være midlertidig. I virkeligheden var Maastricht-traktaten en undskyldning for at indføre en permanent sparepolitik, med store nedskæringer i de offentlige udgifter. Over hele Europa er der en fælles nedskæringspolitik, især på pensionsområdet, og det er en færdig opskrift på klassekamp. Dette udgør en grundlæggende ændring i situationen.
Frankrig har, ligesom Tyskland, brudt Maastricht-kravet om højst 3% underskud på budgettet. Det franske borgerskab udviser en ekstrem ligegyldighed i denne sag, og har faktisk lovet en sænkning på 3% på indkomstskatten, hvilket vil øge underskuddet yderligere. Den eneste måde at få “budgettet til at balancere” er ved store nedskæringer i de offentlige udgifter, hvilket betyder en yderligere intensivering af klassekampen i Frankrig. Rafarin-regeringen formåede at gennemføre sine kontrareformer på pensionsområdet trods masseprotester og strejker. 35-timersarbejdsugen er under angreb. Nu foreslår de en reduktion i ferierne. Dette er ikke resultatet af den ene eller den anden premierministers onde vilje, men et udtryk for en dyb social krise. Den samme politik føres, med variationer, af alle regeringer i Europa.
Den franske økonomi har sænket tempoet i de sidste to et halvt år. Arbejdsløsheden stiger. Alt dette er baggrunden for en periode med enorm social og politisk turbulens. Der har været store strejker i de sidste ti år. Selvfølgelig er dette ikke foregået i en lige linje. Kampen har udviklet sig i bølger. Kampen nåede et højdepunkt i november-december 1995, og igen i marts 2000, og igen i sommeren 2003. D. 13. maj 2003 var der 600.000 demonstranter på gaderne i Paris, og i alt mere end 2 millioner i hele Frankrig. Antallet af strejkedage er steget. Alle lag har været påvirket. I sommeren 2002 blev alle store kunstfestivaler i Frankrig aflyst, fordi kunstnerne strejkede.
Nedskæringerne i levestandarden provokerer arbejderklassen og småborgerskabet. I Italien har der de sidste 2 år været en hel række af strejker, inklusiv to generalstrejker, ligesom der har været masser af lokale og nationale demonstrationer, der har involveret hundredetusinder af mennesker. Det har været en sand flodbølge, der viste, at den italienske arbejderklasse er ved at vågne op igen. Men de italienske kapitalister presser på med deres nedskæringer og angreb på arbejdernes rettigheder og levestandard. Dette har uundgåeligt ført til en vis forvirring i arbejdernes rækker. Men i den nuværende periode er enhver stilstand i kampen blot optakten til nye og endnu hårdere kampe. Stilstanden blev fulgt af yderligere udbrud af strejker og massedemonstrationer – hos Alitalia, Fiat-Melfi osv.
Faktisk er dette et generelt fænomen, der præcist udtrykker krisens alvorlighed. Det er en ny situation, som arbejderne ikke er vant til. Førhen ville kapitalisterne som regel give nogle indrømmelser, når de stod over for masseaktioner. Men nu slår de hælene i og nægter at gå på kompromis. Det er derfor kun naturligt, hvis der kommer en vis tøven fra arbejdernes side, mens de prøver at forstå, hvad der sker, og finde den bedste måde at svare på. Men tøven fra fagforeningernes side opmuntrer arbejdsgiverne til at fremføre nye og endnu mere uforskammede krav. Fagforeningsledernes svaghed har opmuntret Berlusconi til at kræve, at pensionsalderen sættes op. Dette blev besvaret med en generalstrejke indkaldt af fagforeningerne.
I Tyskland prøver Schröder også at gennemtvinge et program med kontrareformer. Han vil have tyskerne til at gå på pension, når de fylder 67 i stedet for 65, og acceptere 40% af bruttoindkomsten i stedet for de nuværende 48%. Der er en voksende opposition i fagbevægelsens og Socialdemokratiets rækker, men ledelsen er håbløst utilfredsstillende i forhold til de opgaver, der ligger forude. Lederne af IG Metal stoppede kampen for en 35-timersarbejdsuge i Øst, før den havde en chance for at lykkes.
Den underliggende sociale og politiske ustabilitet kommer til udtryk ved voldsomme sving til højre og venstre i valgresultaterne rundt omkring. Dette er et udtryk for den generelle krise, der skaber en feberagtig omskiftelighed i middelklassens sindelag. Sekterne, der altid drager de forkerte konklusioner, har lavet en masse postyr om den overhængende fare for fascisme. På et vist stadie kan regimets krise ganske vist svinge i retning af åben reaktion, selvom dette vil blive karakteriseret ved bonapartistiske tendenser, og ikke den slags fascistiske regimer, som vi så i 1940’erne. Men på nuværende tidspunkt er dette udelukket pga. magtbalancen mellem klasserne.
På trods af sekternes hysteri var den stigende støtte til Le Pen og lignende bevægelser i Holland og Østrig ikke et tegn på en strømning mod fascisme, men et symptom på dyb ustabilitet og på middelklassens desperate søgen efter en vej ud af krisen. Den såkaldte Fortuyns-Blok i Holland gik i opløsning meget hurtigt efter lederens død. I Østrig er Folkepartiet splittet og i krise. Under alle omstændigheder var ingen af disse partier fascistiske, på trods af deres modbydelige reaktionære karakter.
I hvert eneste tilfælde er fremkomsten af disse reaktionære partier resultatet af fiasko og fallit fra den reformistiske ledelses side. Når arbejderbevægelsens ledere ikke giver nogen løsning på krisen, er vejen lagt åben for højrefløjsdemagogerne, der kan komme og påstå, at arbejdsløshed og dårlige boliger er indvandrernes skyld. Dette ser vi mest tydeligt i Frankrig, hvor masseutilfredshed med Socialistpartiets og Kommunistpartiets regering førte til et voldsomt nederlag for Jospin. Hysteriet omkring Le Pen førte til, at venstrefløjspartierne førte en katastrofal valgpolitik, med entusiastisk opbakning fra sekterne. Venstrefløjsledernes beslutning om at bakke op om Chirac som det “mindste onde” var en dum og snæversynet handling. Erfaringen med højrefløjsregeringen under Chirac-Raffarin med deres angreb på levestandarden vil være vand på Le Pen’s mølle og bane vejen for en endnu større polarisering til venstre og højre i Frankrig. I større eller mindre grad vil lignende processer udspille sig i alle europæiske lande. Men den generelle tendens er til venstre, som vi så i de sidste valg.
Den herskende klasse går ikke så let over til reaktion. Den vil kun ty til bonapartistisk reaktion, når den føler sig truet af umiddelbar fare for at blive væltet, og som en sidste udvej, når alle andre muligheder er udtømte. Den ved, at det vil provokere arbejderklassen, og det er derfor en risikabel disposition. Vi er stadig langt fra sådan en situation. Det vil kræve en hel periode med klassekamp, før vi når det stadie. Og længe før perspektivet om bonapartisme tegner sig, vil arbejderklassen have haft mange chancer for at tage magten. På nuværende tidspunkt svinger pendulet til venstre, ikke til højre, og endnu mindre i retning af fascistisk reaktion.
De seneste mobiliseringer, der er foregået over hele Europa – fra Spanien til Østrig, fra Italien til Tyskland, fra Portugal til Frankrig – viser, at masserne er ved at vågne op efter en lang periode præget af inaktivitet. Og ligesom en atlet har brug for opvarmningsøvelser, har arbejderne brug for at strække deres lemmer og føle sig lidt frem. Den nuværende bevægelse er kun et forvarsel – en forberedelse til mere alvorlige begivenheder. På en måde mangler der modenhed. Demonstrationerne har til dels haft en munter, godmodig atmosfære, ligesom karneval. Dette er altid tilfældet i begyndelsen af en revolution, før masserne har opfattet situationens alvor. I fremtiden vil stemningen blive ganske anderledes.
Under de massive demonstrationer i begyndelsen af Irak-krigen var den generelle stemning: “Se, hvor mange vi er! Dette kan de da ikke ignorere. Noget må ændre sig!” Men de ignorere det faktisk, og krigen rullede videre alligevel. Dette førte til hurtig demoralisering hos middelklasseelementerne, som faldt hen i dyb fortvivlelse og passivitet. Men arbejderklassen er langsomt ved at forstå, at tingene ikke kommer let, at det vil blive nødvendigt at bruge mere alvorlige metoder i kampen. De begynder at forstå, at i fremtiden er den eneste metode til at opnå indrømmelser kamp til det sidste. Korte strejker og karnevalsagtige stævner og parader er ikke nok.
Hovedproblemet er den subjektive faktor. Med en bare halvseriøs ledelse ville generalstrejkerne og demonstrationerne kunne have været udgangspunkt for en modoffensiv fra fagbevægelsen. Dette er den eneste måde at tvinge arbejdsgiverne til at give indrømmelser. Den herskende klasse vil altid give noget, hvis de frygter at miste alt. Seriøse reformer er som regel et biprodukt af revolutionære kampe. Det er derfor, at reformistiske ledere er svagest på det punkt, hvor de tror sig stærkest – i kampen for reformer.
I deres reformistiske blindhed tror de, at det er muligt at opnå indrømmelser ved at forhandle aftaler med arbejdsgiverne og vise sig som “ansvarsfulde”. Men det giver tværtimod grønt lys til arbejdsgiverne til at presse på med deres angreb. Det er derfor, at de kolossale strejker og demonstrationer næsten ikke har ført til noget. Lederne smed chancen for at vinde bare en halv sejr væk. Trods de reformistiske lederes organiske mangel på evner har den massebevægelse, der har udviklet sig i det sidste halvandet år i Europa, rent faktisk været af enorm betydning. Vi har været vidner til vigtige ændringer i den politiske situation. I Spanien har vi et slående eksempel på, hvordan situationen kan blive fuldstændig forandret på 24 timer. Dette viser præcis, hvordan pludselige og skarpe ændringer er implicitte i situationen.
Det højreorienterede Folkeparti (PP) så ud til at have fuld kontrol. Denne situation førte til forvirring og desorientering blandt et lag af aktivister og især i ledelsen af de traditionelle venstrefløjsorganisationer, der skød skylden på et påstået “højresving i arbejderklassen”. I virkeligheden forstod de intet. Det var i virkeligheden disse reformistiske lederes manglende evne til at være i kontakt med masserne, der var den væsentligste årsag til, at de hidtil ikke havde været i stand til at besejre PP afgørende ved valgene.
Men trods de reformistiske ledere udviklede den politiske radikalisering og polarisering sig under overfladen. Denne proces brød dramatisk igennem efter terrorangrebene d. 11. marts, der dræbte 200 arbejdere. Arbejderklassen og ungdommen forstod korrekt dette kriminelle angrebs politiske karakter, og de skød skylden på PP for deres involvering i den imperialistiske krig. Ved en pludselig ændring af hele situationen kom hundredetusinder af mennesker ud på gaderne for at protestere imod terrorangrebet, mod den imperialistiske krig og frem for alt mod regeringen og PP’s kampagne med løgne og manøvrer i de 48 timer efter terroristangrebet. Aznar forsøgte at skyde skylden for massakren på ETA for at sikre sig en fordel i valgene. Men massernes fantastiske bevægelse førte til et valgnederlag til PP d. 14. marts og til socialistpartiet PSOE’s sejr, der vandt over 11 mio. stemmer og slog PP med mere end 1 mio. stemmer.
Begivenhederne i Spanien viste arbejderklassens enorme styrke. Det er det, der forklarer PP-regeringens nederlag og tilbagetrækningen af spanske tropper fra Irak. Problemet er, at arbejderklassen ikke kan finde et passende værktøj til at udtrykke deres stræben efter at ændre samfundet. Problemet er masseorganisationernes ledelse. De socialdemokratiske og faglige ledere er den mest konservative kraft på denne planet. De kigger altid tilbage, ikke fremad, til fortiden, ikke fremtiden. Selvom de ser sig selv som de største realister på jorden, er de rent faktisk de mest uvidende og snæversynede empirister, fuldstændig ude af trit med virkeligheden. De håber, at den sidste periode med kapitalistisk opsving vil komme tilbage – de gode, gamle dage med kompromiser og klassesamarbejde, som lettede dem for den smertefulde byrde, det er at lede en kamp. Men dette er umuligt. Deres såkaldte “realistiske” politik garanterer nederlag efter nederlag under de nuværende forhold. For hvert skridt de tager tilbage, vil arbejdsgiverne kræve ti til. En sådan politik fører altid til sejr for reaktionen. Men under de nuværende forhold vil højrefløjens valgsejre ikke være langvarige, og de vil bane vejen for en yderligere bevægelse mod venstre.
Voksende ulighed
Vi er i en periode med kolossal og stadigt voksende polarisering mellem rige og fattige. Der har været en stigning i uligheden, som er helt uden fortilfælde. Kløften mellem rige og fattige er blevet til en hel afgrund, og skellet mellem rige og fattige lande er også blevet meget større. Omkring halvdelen af verdens befolkning lever for 2 dollars om dagen, mens der på den anden side er en uanstændig koncentration af velstand og luksus på få hænder. I en periode hvor man sender sonder til Mars, dør syv millioner børn om året som følge af sygdomme, der er relateret til mangel på rent drikkevand.
Hele planeten er blevet sønderrevet af de multinationale selskabers griske begærlighed. Massernes levestandard i de såkaldte udviklingslande er ikke stigende, men tværtimod faldende. Tilbagegangen stoppes ikke engang af opsvingsperioder. Ifølge en ny rapport fra FN faldt gennemsnitsindkomsten pr. indbygger i 54 “udviklingslande” op gennem 90’erne. I 1980’erne faldt “indekset for menneskelig udvikling” (Human Development Index) – en oversigt over helbred, levealder, uddannelse og levestandard – i 4 fattige lande. I 1990’erne, midt i et opsving, faldt det i 21 lande.
Afrika syd for Sahara er et mareridt, hvor barbariske tilstande får tag i det ene land efter det andet. Her får Lenins erklæring om, at “kapitalisme er rædsel uden ende” fuld gyldighed. Sierra Leone, Congo, Rwanda, Liberia – alle har været skueplads for forfærdelige nedslagtninger, lemlæstelser og kannibalisme. Disse forfærdelige rystelser er et tegn på kapitalismens manglende evne til at løse selv de mindste problemer for disse folkeslag, trods de kolossale mineralrigdomme, som landene råder over, eller nærmere på grund af disse. Rivaliserende gangstergrupper allierer sig med den ene eller anden stat for at få fat på diamanterne eller andre mineralrigdomme, og altid ser man den ene eller anden imperialistiske magt eller multinationale selskab trække i trådene. I borgerkrigen i Congo alene var der mindst 4,5 millioner, der blev slagtet – for det meste uskyldige landsbyboere. Endnu en kvart million mennesker blev dræbt i borgerkrigene i Liberia, Sierra Leone, Guinea og Elfenbenskysten. Nu har vi katastrofen i Darfur, der ødelægger millioner af fattige menneskers liv.
AIDS-epidemien i Afrika forårsager død og ødelæggelse af et omfang, der kan sammenlignes med den sorte død i Europa i middelalderen. Forskellen er, at der i dag eksisterer medicin, der ville kunne hjælpe disse ulykkelige mennesker betydeligt, men de store medicinalfirmaers grådighed forhindrer disse medicinalprodukter i at komme ud til de ramte i fattige lande til en pris, der kan betales. Kapitalisterne betragter dette forfærdelige ocean af menneskelig lidelse med overlegen ligegyldighed. Og selvom medicinen blev gjort tilgængelig til overkommelige priser, ville de fleste af disse mennesker dø af sult alligevel. Selv i lande, der har oplevet en vis vækst, har væksten ikke forbedret levevilkårene for masserne. Ugandas BNP er vokset med 6% om året de sidste 10 år, men indkomsten pr. indbygger er mindre end 250$ om året. Imidlertid blev arbejderklassens revolutionære potentiale vist ved den fantastiske generalstrejke i Nigeria sidste år. Arbejderklassen kunne sagtens have taget magten, men endnu en gang var det fagforeningslederne, der stoppede udviklingen. De reddede den herskende klasse, der samtidig udtrykte sin tak ved at arrestere dem alle sammen.
Den såkaldte ulandshjælp, som imperialisterne giver, er en dårlig joke. Den er ubetydelig og kædes typisk sammen med profitable handelsaftaler, ofte med våben. Men denne ubetydelige “hjælp” ser endnu mindre ud ved siden af de umådelige beløb, imperialisterne tager fra de såkaldte udviklingslande gennem ulige handel og gældsrenter. “Hjælpen” fra USA er kun næsten 0,1% af BNP, hvilket svarer til halvdelen af gennemsnittet for andre lande, mens f.eks. lille Danmark betaler 0,9%. Selv den lille mængde støtte, USA giver, er i realiteten ikke støtte. Det meste af det er mad og er i virkeligheden en skjult støtte til amerikanske landmænd.
Polariseringen mellem rige og fattige er ikke et geografisk fænomen, som småborgerlige grupper i vestlige lande påstår. Samtidig med at de trækker hjerteblodet ud fra de sultende millioner i Asien, Afrika og Latinamerika, intensiverer de samme gigantiske selskaber udbytningen af arbejderne i deres egne lande. I 1970 var den årlige indkomst for de 100 største topchefer (målt i 2003-kurser) 1,3 millioner $ – 39 gange mere end en gennemsnitsarbejders løn. Men i 2000 var dette tal steget til 37,5 millioner $ – 1.000 gange mere end gennemsnitarbejderens løn. Aldrig før i historien har kløften mellem arbejdere og arbejdsgivere været så stor. Aldrig før har så meget magt og rigdom været koncentreret på så få hænder.
