Ti dage efter den hærgende tsunami flodbølge, der skabte fuldstændig ødelæggelse i det indiske ocean, den 26. december 2004, bliver det i stigende grad tydeligt at meget mere kunne være blevet gjort for at afværge den massive ødelæggelse og 146.000 menneskers død (indtil nu) i regionen. Det er også tydeligt at meget mere kunne have været gjort for at hjælpe og lindre efter katastrofen.
Colin Powell, den udadvendte amerikanske udenrigsminister, var for nylig på en tur rundt i området for at se på skaderne, påstod i går, at katastrofens skader var værre end hvis der havde været en krig. Og Colin Powell må have kendskab til hvilke skader en krig kan medføre – udover det faktum at han har sin egen erfaring fra Vietnam-krigen hjalp han også med til at organisere den nuværende krig i Irak, hvor USA og England er ansvarlige for ødelæggelsen af landet, dets infrastruktur, og over 100.000 menneskers død.
Billederne af blodbadet har rørt millioner af almindelige mennesker over hele verden til at donere millioner af dollars til hjælp til regionen, men vi må spørge – kunne alt dette have været undgået i første omgang?
Ingen advarsel
Tad Murty, en canadisk tsunami specialist, anslår at 90-95% af livene kunne have været blevet reddet hvis der havde været et tsunami advarselssystem sat op for det indiske ocean. Han pegede på Japan som et eksempel på et land der jævnligt rammes af flodbølger og hvor få dør. ”Bølgerne er fuldstændig forudsigelige”, siger han. ”Fra hvor dette jordskælv ramte, var rejsetiden for bølgerne, til de ramte tippen af Indien, fire timer. Det er nok tid til en advarsel.” (Globe and Mail, 29/12/04).
Rent faktisk er der et advarselssystem i Stillehavet, the Pacific Tsunami Warning Center (PTWC), og også The Deep-ocean Assessment and reporting of Tsunamis (DART) system, udviklet af rige lande som Japan og USA. Men der eksisterer ikke sådan nogen systemer i det indiske ocean, fordi ”flodbølger er sjældne”, og fordi regeringer i regionen påstår at udstyret er for dyrt. Men DART systemets totale omkostninger var i 2002 på kun 2 millioner dollars – en brøkdel af udgifterne til nogle af de militære budgetter i regionen.
PTWC opfangede 9.0 Richter jordskælvet på Sumatras nordvestlige kyst. PTWC kontaktede medlemslandene og sagde at der ikke var nogen fare for en flodbølge i Stillehavet. Det er værd at bemærke at ud af de 11 lande berørt af katastrofen er kun Thailand og Indonesien medlemmer af PTWC. Charles McCreery, direktør i PTWC sagde: ”vi forsøgte at gøre hvad vi kunne. Vi har ikke nogen kontakter i vores adressebøger til nogen i den del af verden”. En time efter jordskælvet, blev det oprindelige overslag over størrelsen rettet fra 8 til 8.5 og nummer to advarsel blev udsendt, der advarede om en mulig flodbølge i det indiske ocean.
Geofysiker Barry Hirshorn sagde: ”Vi begyndte at tænke på hvem vi kunne ringe til. Vi talte med statens operative center og militæret. Vi ringede til ambassader. Vi ringede til marinen i Sri Lanka, alle lokale regeringsmænd vi kunne få fat i.” Senere bekræftede McCreery også at PTWC advarede den amerikanske marine, den amerikanske statsafdeling og Australiens regering. Statsafdelingen påstår at have advaret Indien, men den indiske regering siger at det ingen advarsler modtog i de to timer mellem jordskælvet og ankomsten af flodbølgen. Sri Lankas regering modtog heller ingen advarsel.
Den engelsk kontrollerede ø, Diego Garcia ser ud til at have modtaget en advarsel. Denne ø er hjemsted for en amerikansk militærbase hvorfra militære angreb er blevet sat i værk mod Afghanistan og Irak. Den amerikanske base, der lå direkte i flodbølgens bane, blev evakueret og har ifølge rapporter ikke lidt nogen skader. Det er sikkert at hvis de folk der blev fjernet fra øen i 1950’erne for at gøre plads for militærbasen (uden kompensation) stadig havde været på øen, ville de ikke have modtaget nogen advarsel og var også blevet ofre for tsunamien.
Det anslås at med så lidt som 15 minutters advarsel, og en klar anmodning om flugt, ville de fleste mennesker, der ikke havde nogen ide om den kommende dommedag der nærmede sig, kunne være blevet reddet.
I landene som flodbølgen nærmede sig var reaktionen uorganiseret. I landene der blev advaret blev en reaktion mod katastrofen langsommeliggjort af manglen på forberedelse, utilstrækkelig infrastruktur og bureaukratisme. Mange der modtog advarslen vidste ikke hvordan de skulle fortolke advarslerne, eller var ligeglade med dem. I Indonesien, opfangede seismologerne jordskælvet men kunne ikke udstede en advarsel fordi de ingen telefonlinie havde på deres kontor efter at de var blevet forflyttet i år 2000.
Profit før mennesker
Seismologer i Thailand registrerede jordskælvet, og de thailandske ansatte i den metrologiske afdeling deltog i et seminar da nyheden nåede dem. De afholdt et krisemøde for at beslutte en reaktion på truslen. Ikke navngivne kilder fra mødet siger at faren blev diskuteret, men at det blev besluttet ikke at udstede en advarsel til uanende indbyggere og turister.
Der var ikke sat nogle flodbølgesensorer op og der var ingen måde hvorpå det kunne afgøres om der virkelig var en risiko for en tsunami. Derudover frygtede de både regeringens og turistvirksomhedernes reaktioner, hvis de udsendte et falsk varsel. Man skal være opmærksom på jordskælvet indtraf i turismens højsæson og at hoteller og strande var fyldte. En embedsmand fortalte The Nation, ”Hvis vi udsendte et varsel, som ville resultere i en evakuering [og hvis intet skete], hvad ville så ikke ske? Erhvervslivet ville blive ramt omgående. Det ville det Metrologiske Institut ikke overleve. Vi ville gå under hvis [tsunamien] ikke kom.”
En del forskere har i adskillelige år advaret om risikoen for en tsunami i det Indiske Ocean. De blev anset for at være ”tossehoveder” og er blevet stillet ud på sidelinjen og man har lukket munden på dem. Samith Dhamasaroj, tidligere leder for det thailandske Metrologiske Institut, advarede om faren for hele syv år siden. Hans mund blev hurtigt lukket. Han talte såmænd blot for opførelsen af et tidligt advarselssystem, herunder sirener på strandhoteller. Nogle regioner forbød ham tilmed indrejse, fordi ”de sagde at [han] var skadende for udenlandske turisters syn på dem”.
Dette ser ud til at passe fint sammen med tidligere hændelser. Chcheep Mahachan fra Thailands seismologiske bureau siger, “En ordentlig advarsel blev ikke givet. Hvis vi havde udstedt en advarsel og det så ikke skete, ville det betyde turismens endeligt i de områder.” Chefen for bureauet, Sulamee Prachaub, anførte et tidligere eksempel: ”For 5 år siden, udsendte Metrologiske Institut en advarsel om en mulig bølge efter et jordskælv i Papua New Guinea, men turistmyndighederne klagede over at en sådan advarsel ville skade turismen.” Der blev aldrig udsendt en advarsel og 2000 mennesker døde og tusinder blev efterladt hjemløse efter tsunamien, som jordskælvet i Papua New Guinea i 1998 udløste.
Turistbranchens logik er latterlig. De frygter at en falsk advarsel vil skade turistbranchen, som er vital for mange af disse lande. Hvis en falsk advarsel ville skade industrien, hvad så med en katastrofe der skete uden at der var blevet udstedt en advarsel, pga. at det kunne have skadet profitterne? Turister ville føle sig langt mere sikre, og være mere tilbøjelige til at besøge et land, der tog sig af deres liv og sikkerhed, og de ville værdsætte en falsk advarsel frem for overhovedet ingen advarsel. Havde der været udstedt et falsk varsel i Papua New Guinea eller i Thailand, ville mange turister være tilbøjelige til at komme tilbage, da de vidste at regeringen og turistbureauerne tog sig af deres sikkerhed. Hvad med nu? Hvem vil tage til disse lande, nu da man ved at de kun bekymrer sig om profitter og ikke om turisters sikkerhed? Hvem vil tage der til, når de ved at tsunamivarsler blev holdt tilbage for at spare penge?
Endnu mere profit frem for mennesker
I går blev det rapporteret at banker og kreditkortselskaber i Storbritannien på foragtelig vis laver store profitter på godgørenhed og nødhjælpsdonationer, der skal lindre katastrofens konsekvenser.
Først efter et stort ramaskrig fra befolkningen gik disse banker og kreditkortselskaber med til at tilbagebetale de profitter på ca. 300.000 £, de havde lavet på baggrund af tsunamiappellen. Profitten blev skabt ved et 3 % gebyr på godgørende donationer lavet over telefonen og Internettet. Det vurderes at disse 300.000 £, kunne betale for 140 vandreservoirs, som kunne skaffe vand til ca. 420.000 mennesker.
Tydeligvis ophidsede det folk og folk afskyede at bankerne og de finansielle institutioner ville skabe profit på godgørende donationer og på hundredtusinders lidelse og død. Mennesker over alt i verden er blevet rørt og har doneret penge til nødhjælp og understøttelse til de millioner mennesker der er berørte af katastrofen – i alt var der i Storbritannien i går doneret 76 mio. pund. Banker og kreditkortselskaber der laver profit på godgørende donationer skaber stadig kontroverser i andre lande, såsom som i Spanien, hvor de endnu ikke er gået ind på at betale de penge tilbage de har lavet på donationsgebyrer.
Selvom denne profit betales tilbage, er det stadig tvivlsomt om størstedelen af disse penge vil nå deres destination. Efter jordskælvet i Bam, i Iran for et år, lovede regeringer nødhjælp for 1 mia. dollars.
Indtil nu er kun 17 mio. dollars blevet udbetalt og er nået frem. Af de 2 mia. pund der er blevet lovet til nødhjælp, plus det der kommer ind fra almene mennesker overalt på kloden; hvor meget vil i virkeligheden nå frem?
Aceh
Det indonesiske militær vil også prøve at profitere på tsunamikatastrofen i Aceh-provinsen. Den indonesiske Aceh-provins var en af de regioner hvor tsunamien ramte hårdest. Optil så mange som 100.000 kan, pga. af jordskælvet, være blevet dræbte i provinsen og andre steder på Nordsumatra
Frivillige, nødhjælpsarbejdere og familier er travlt beskæftiget med at samle og søge efter kroppe i området, alligevel fortsætter indonesiske soldater deres offensiv mod separatistiske oprører.
Massemedierne har påstået at der siden katastrofen d. 26. dec. Har været en de facto våbenstilstand mellem de indonesiske hær og de separatistiske oprører. Alligevel er der ingen tegn på at den undtagelsestilstand der blev indført i 2004, vil blive ophævet.
En talsmand fra det indonesiske militær bekræftede at kun 2/3-dele af militærets 40.000 mand store styrke i provinsen tager del i nødhjælpsarbejdet, imens de resterende var engageret i militære operationer mod oprører.
Den indonesiske regering har også forsinket international nødhjælp og frivilliges ankomst til regionen, ved at forsætte med at nægte internationale observatører og international hjælp, som de har gjort det i adskillige år, adgang. Fra Jakarta kommer der nyheder om at militæret angriber Befri Aceh Bevægelsens (GAM) skjulesteder og afhører flygtninge og overlevende, som kommer til lejre for at søge efter mad og nødhjælp.
Løjtnant Col. D.J. Nachrowi fortalte Jakarta Post at katastrofen ikke skulle ses som en måde for militæret at indstille sikkerhedsoperationer mod GAM. Stratfor har sagt at tsunamikatastrofen kunne blive en velsignelse for Jakarta i dets kampagne mod GAM. ”Præsident Yudhoyono vil sende flere tropper ind i provinsen for at genopbygge og rense op… Hvis GAM ikke går med til at afgøre problemet fredeligt, vil Yudhoyono have flere tropper ved hånden til at udrense dem.”
Imperialismens koldblodige beregninger
USA’s præsident George Bush virkede irriteret over at han var nødt til at afbryde hans ferie for at meddele at USA ville give 15 mio. dollars i nødhjælp. Dette skete hele tre dage efter én af de største natur katastrofer i de sidste 100 år.
De første $15mio i nødhjælp blev latterliggjort i den internationale presse, hvilket tilskyndede den amerikanske regering til at forøge hjælpen til $35mio. Sammenlignet med de militære udgifter i Irak, var dette beløb til at grine af.
Efter megen polemik meddelte USA at de ville give 350 mio. dollars i nødhjælp. Men sammenlignet med regeringens støtte til Florida der blev ramt af orkaner i år, er 350 mio. dollars en dråbe i havet. Omkring 3,17 mia. dollars blev pumpet ind i staten efter orkanerne der dræbte 116 mennesker. Den finansielle støtte til katastrofen i Florida var 100 gange større end støtten til tsunami katastrofen i Sydøstasien.
Til at begynde med tilbød den britiske regering 1 mio. pund, der blev forhøjet til 50 mio., selvom de sagde at de ville matche donationer fra offentligheden, som nu har nået £76mio. The Guardian sammenlignede regeringens forbrug på andre programmer i forhold til nødhjælp efter tsunamien, og erklærede at ”udgifterne til det nye identitetskort for eksempel, der ikke giver mad og husly til nogen som helst, regner man med bliver ca. 3.1 mia. pund” (The Guardian, 05/01/05). Dette sætter nødhjælpsdonationerne fra den britiske regering i et nyt, mere skamfuldt lys. Rørte af billederne af ødelæggelse og lidelse forsaget af katastrofen, donerede almindelige arbejdende mennesker i Storbritannien 71 mio. pund, alligevel ville regeringen til at begynde med kun give 1 mio. pund.
I samme boldgade har en spansk NGO koalition kritiseret at 90% af ”hjælpen” lovet af den spanske regering, vil blive i form af bløde lån, sammenkædet med køb af spanske vare og servicer. Som følge af dette udgør kun 5 mio. euro den egentlige donation, mens 53 mio. euro vil være bløde lån der i sidste ende vil havne i spanske firmaers lommer.
Bush har nu argumenteret for oprettelsen af et verdensomspændende advarselssystem mod naturkatastrofer, efter forbillede af PTWC bygget af USA og Japan. Udgifterne til dette system er beregnet til ca. 150 mio. dollars, langt, langt mindre end udgifterne til én uges krig i Irak, hvilket beregnes til 5 mia. dollars.
The Guardian udgav en artikel med de følgende tal:
”Den Amerikanske regering har indtil nu lovet $ 350 mio. til ofrene for tsunamien, og den Britiske regeringen £50 mio. ($96mio). USA har brugt $148mia på krigen i Irak-krigen og Storbritannien £6 mia. ($11.5mia). Krigen har nu varet i 656 dage. Dette betyder at pengene lovet til tsunami-katastrofen af USA er svarende til én og en halv dags udgifter i Irak. Pengene Storbritannien giver, svarer til fem og en halv dage af vores deltagelse i krigen.”
”Det ser stadig værre ud når man sammenligner udgifterne til krigen med den totale u-landshjælp. Storbritannien har brugt næsten dobbelt så meget på at skabe lidelse i Irak, som det årligt bruger på hjælp andre steder. USA giver kun lidt over $16 mia. i U-landshjælp: mindre end én niendedel af pengene har det indtil videre brændt af i Irak.” (The Guardian, 04/01/05)
De fleste større finansblade og magasiner, så som The Financial Times og The Wall Street Journal har siden katastrofen udkommet med koldblodige artikler fra et økonomisk perspektiv. Vel vidende at verdensøkonomien er ekstremt skrøbelig, og at en stor katastrofe så som tsunamien kunne have en stor indflydelse på den, endda så meget at den kunne tippe verdensøkonomien mod en krise har disse artikler konkluderet at de sidste 10 dages begivenheder overhovedet ikke var vigtige og at det ikke vil have nogen større økonomiske konsekvenser. Dette er en måde at berolige investorerne, at tilskynde dem til ikke at gå i panik og samtidig overbevise dem om at alt vil blive godt.
The Financial Times regner med at tsunami-katastrofen vil koste forsikringsselskaberne omkring $14 mia., langt mindre end erstatningerne efter orkanerne i Florida. En af grundene til dette er at tsunamien er klassificeret som ”Guds handling”, så de fleste mennesker vil ikke modtage erstatning. Den anden grund er at ”tsunamien berørte stort set kun fattige områder med meget lidt industri og infrastruktur”.
Fattigdommen i disse områder betyder at de fleste menneskers ejendom og liv ikke var forsikret, og sammen med det faktum at en tsunami kan blive klassificeret som ”Guds handling”, gør det at omkostningerne for verdens forsikrings- og finanssystemer vil blive stærkt reduceret.
Verdens kapitalister er også ekstremt lettede over at det store naturgas anlæg i det nordlige Sumatra, ejet af ExxonMobil, ikke blev beskadiget og var i stand til at genoptage produktionen få timer efter jordskælvet. Der har ikke været nogen større forstyrrelse af brændstofforsyningen til industrilandene.
Kun få dage efter katastrofen, udkom større New York aviser med artikler om julebonusser der blev udbetalt på Wall Street, ved siden af artikler om katastrofen. Bonusserne på Wall Street beløb sig til $15.9 mia. for 2004, hvilket langt overgår den totale skade og pengene tilbudt i hjælp efter den største naturkatastrofe i årtier.
Bush har nu ansat hans far og Bill Clinton til at skaffe donationer til hjælp fra virksomheder, hvilke forudsigeligt nok har været nærige. The Guardian udgav nogle afslørende tal fra Storbritanniens virksomhedselite:
“Virksomhederne i Storbritannien var hurtige til at indse at de behøvede at stå bag offentlighedens sindsstemning og offentliggøre deres medfølelse. De største virksomheder føler sig uden tvivl stolte af deres generøsitet. Det burde de ikke være. De skulle skamme sig.
”Vodafone annoncerede at det ville give £1mio og matche alle ansattes donationer. En million pund er mange penge for dig og mig, men ikke for Vodafone, for hvem der er småpenge. Virksomhedens årlige profit, registreret sidste maj, var 10 mia. Dette betyder at virksomheden tjener langt over end en million pund pr time. Alligevel er det alt hvad de gav – mindre end en times profit. Det er mindre end hvad de gav deres nye boss, Arun Sarin, i hans årlige bonus.
”Sagt på en anden måde, Vodafone har givet sølle 1/10.000 af dets årlige profit. (ikke dets totale omsætning, som ville være et langt større tal, kun dets profit) Tænk på din egen årlige indkomst efter du har betalt alle dine udgifter. Prøv så at udregne hvad 1/10.000 –del af den sum ville være. Hvis du havde givet den mængde til tsunami indsamlingen, ville det være nok? Ville du fortælle om det med stolthed? (…)
“BP gav et beløb på 1, 6 millioner pund, hvilket så godt ud – fint nok indtil man finder ud af at oliegigantens forventede profitter for 2004 ligger op af 9 milliarder pund.
”Abbey national’s handelsprofit fra dets kerneforretning rundede milliard-pund mærket i 2004, selvom selskabet havde et overordnet tab. Men tiderne må være hårde, for da selskabslommerne blev gennemsøgte fandt man kun 25.000 pund frem. Jeg har lavet regnskabet: Det givne beløb svarer til at jeg, ud af min komfortable Guardian løn, giver mindre end to pund.
”Tesco er stolte af at have sendt mad, vand og hygiejne-produkter til Thailand og Sri-lanka – men det er stadig et chok, at den på trods af at have årlige profitter på 1,7 milliarder pund, kun var i stand til at give sølle 100.000 pund
”Philip Green, BHS-direktøren, er en kendt, generøs man, der giver ordentlige beløb til velgørenhed. Men selv hans 100.000 pund i kontanter og tøj til en værdi af 1 million pund, ligner en mindre opofrelse, når man tager med i betragtning, at Arcadia–gruppen udbetalte ham et dividende på 460 millioner pund sidste år – og at han brugte 5 millioner pund på en togafest for at markere sin 50-års fødselsdag, for to år siden.
”Intet af det her bør komme som en overraskelse. Children in need og Comic Relief, vil have bemærket selskabs-donatorernes villighed til at gribe chancen for fri pressedækning – ved at give en check på TV – kombineret med deres overvældende grad af sorg. De beløb de giver er som kobbermønterne de hiver op af deres sofa, nullermænd i deres lommer – og vi forventes at være taknemmelige.
”Problemet er ikke kun rige virksomheder, men rige individer. Ifølge velgørenheds-hjælpefonden, giver de rigeste 10% af United Kingdoms indkomst-tjenere kun 0,7% af deres husholdningsudgifter til velgørenhed, imens de fattigste 10% giver 3% af deres” (The Guardian, 05/01/05)
Sammenlign disse selskabers og regeringers donationer, med tallene opgivet på Labourstart hjemmesiden, som dækker fagforeningers assistance og donationer til hjælp til ofre for tsunamien, samt de utrolige pengebeløb givet af almindelige arbejdende mennesker. Det afslører hvor kolde og grådige regeringerne og selskaberne er, og viser at virkelig menneskelig medfølelse og indlevelse kommer fra almindelige arbejdere, der bliver rørt af de billeder med ødelæggelse og lidelse, som ses i aviserne og fjernsynsskærmene verden over. Som almindelige mennesker forstår og ved vi hvordan vi ville have brug for hjælp i deres situation, og er derfor klar til at ofre en meget større del af vores indkomst til at hjælpe vore ligesindede. Sammenlign dette med virksomhederne og deres nikkedukker i regeringernes kolde og kyniske beregninger, som først besluttede sig for at give flere penge, da de indså at donationerne fra offentligheden, fra almindelige mennesker, ville overstige deres egen fuldstændig.
Gældslempelse
Britisk kansler, Gordon Brown går i spidsen for en plan for at en udsættelse af gælds betalinger til lande der er ramt af tsunamien. Han har udregnet at hans plan kan spare de værst-ramte lande i Indonesien og Sri Lanka for 3 milliarder dollars årligt alene. Canada har allerede givet udsættelse på gældsbetaling til ramte lande og Brown har tiltro til at andre lande vil følge med. Men problemerne har allerede udviklet sig, fordi Australien har udelukket gældslempelse, især til Indonesien som skylder Australien 1,4 milliard dollars. På hyklerisk vis har den australske regering erklæret at årsagen til denne beslutning er at gældslempelse ikke er svaret, fordi de penge der ville blive sparet ikke nødvendigvis ville gå til folk i nød. Regeringen sagde også at den foretrak at kanalisere ressourcer direkte ”så den ved præcis hvorledes pengene bliver brugt”.
Ifølge verdensbanken er de ramte landes totale eksterne gæld som følger:
• Indonesien $ 132.2 milliarder
• Indien $ 104.4 milliarder
• Thailand $59.2 milliarder
• Malaysia $48.6 milliarder
• Sri Lanka $9.6 milliarder
• Somalia $2.7 milliarder
• Seychelles $560 millioner
• Maldiverne $270 millioner
Og den gæld svarer til følgende procenter af den nationale årlige indkomst:
• Indonesien 80%
• Indien 21%
• Thailand 48%
• Sri Lanka 59%
• Maldiverne 45%
(Kilde: World Development Movement – WDM)
Disse tal betyder at de årlige tilbagebetalingsomkostninger er:
• Indonesien $13.7 milliarder
• Indien $13 milliarder
• Thailand $17.9 milliarder
• Sri Lanka $653 millioner
• Maldiverne $20 millioner
Udfra disse tal sagde WDM at Hr. Browns 3 milliarder dollars i årlig gældslempelse ”vil dække en og en halv måned”s gælds-tilbagebetaling for de fem lande der er værst ramte af tsunami-katastrofen.
Det som det her betyder, er at de fleste af de penge som er doneret i hjælp til ofrene for tsunamien, simpelthen vil ende med at blive sendt tilbage til vestlige banker i form af gældstilbagebetalinger. Disse tal sætter de kapitalistiske regeringen verden overs så-kaldte ”generøsitet” lidt i perspektiv.
Kapitalismens fallit
Det som alt det her i sidste ende er udtryk for, er at kapitalismen har svigtet de folk der er blevet ramt af Tsunami-katastrofen – både i forhold til beskyttelse af deres liv og i forhold til at tilbyde dem sikkerhed, ved at være ude af stand til at tilbyde dem et avanceret advarselssystem. Det har også svigtet, i og med at verdens regeringer og selskaber er uvillige til at give bare en brøkdel i nødhjælp, af de summer som de tjener i profitter eller bruger på militære vovestykker.
150.000 mennesker er døde, og millioner er hjemløse. Hundrede tusinder af mennesker forventes at dø som et resultat af sygdomme og sult efter katastrofen. Katastrofens størrelse og omfang afslører at intet land alene har ressourcerne til at beskytte folk imod sådanne katastrofer eller betale for nødhjælp bagefter. Tsunami katastrofens omfang har afsløret kapitalismens svaghed og regimerne i regionens svaghed – til en grad hvor mange af disse regeringer kunne stå over for revolutionære omvæltninger, så snart de første chok er ovre.
Det verdenskapitalistiske system var slet ikke parat til sådan en begivenhed og er ude af stand til at planlægge sine ressourcer for at reagere og genopbygge bagefter. Som et resultat er hundredetusinder døde unødvendigt. Hvis verdens ressourcer var ejet og koordineret, igennem en demokratisk planlagt økonomi styret af verdens arbejdere og fattige, kunne vi sikre os for at skade pådraget af naturkatastrofer, såsom jordskælv og tsunamier blev minimeret og at nødhjælpen til at genopbygge bagefter ville være meget mere effektivt organiseret og generøs.
