Celia Hart sammen med Alan Woods.

Celia Hart kommer fra en familie af revolutionære cubanske veteraner som kæmpede imod Batista diktaturet sammen med Fidel Castro. Celia Hart har været en dristig forsvarer af den politiske og revolutionre arv fra Leon Trotsky. Hendes nylige artikler om dette emne, som er blevet udgivet af den spanske marxistiske hjemmeside, El Militante, og også af Marxist.com, har fremprovokeret en intens debat på internationalt plan, om spørgsmålet om Trotsky.

Celia Hart belv født i januar 1962, blot et par måneder efter den cubanske missilkrise. Hendes mor, Haydée Santamaria, (”den mest ekstraordinære person jeg nogensinde har kendt”) var revolutionær fra de aller tdiligste dage, og deltog sammen med Fidel Castro i den berømte angreb på Moncada kasernen, hvor hun mistede både sin broder og sin kæreste.
Armando Hart, hendes far, begyndte sine politiske aktiviteter ad en anden rute. I de mørke dage under Batista diktaturet, hvor han var en ung advokat, begyndte han sin politiske agitation og blev studenter leder på universitetet. Han var medlem af den nationale revolutionære bevægelse (Movimiento Nacional Revolucionario), ledet af Garcia Barcena, en universitetsprofessor som var imod Batista og blev fængslet allerede før angrebet på Moncada kasernen.

Armando Hart og Haydée Santamaria viede sit liv til den revolutionære sag og kæmpede sammen med Fidel Castro og Che Guevara. Da Batista til sidst blev væltet, blev Armando udnævnt til den første uddannelsesminister for revolutionen og Haydée Santamaria blev præsident for La Casa de las Américas, huset for amerikanere, som hun faktisk grundlagde.

Haydée var altid imod “sovietisering” – det vil sige imod forsøget på at påtvinge Cuba det stalinistiske bureaukratis dogmatiske ideer og metoder. I La Casa de las Américas var der hverken plads til dogmatik eller såkaldt socialistisk realisme. Hun kørte det sammen med en strålende forsamling af talenter: Benedetti, Galich, Mariano Rodríguez og andre. Tragisk nok begik hun selvmord i 1980. Had angår Armando Hart, havde han en glimrende intellektuel karriere, og efter mere end tyve år som Cubansk minister for kultur, er han nu ansvarlig for Oficina del Programa Martiano.

Celia kommenterer: “Jeg voksede derfor op i orkanens øje imellem min moders kolossale lidenskab og min faders indsigt og brændende optagelse af studier – begge af dem fast forankrede i det politiske liv på Cuba”. I 1980, en måned inden hendes moders selvmord, besluttede Celia at studere fysik ved Havanna Universitet. To år senere blev hun sendt til Universitetet i Dresden i DDR, for at færdiggøre sine studier.
”Jeg fortsatte mine studier indtil jeg tog universitetseksamen i 1987 – den første udenlandske kvinde der tog eksamen på dette fakultet. Jeg tog derefter til Havanna, hvor jeg arbejdede indtil for et år siden, hvor jeg udgav omkring 15 specialer om magnetisme og superkonduktivitet. Jeg deltog også i omkring et halvt dusin kongresser i Italien, Brasilien og Argentina….

”I 2004 var det meningen at jeg skulle have færdiggjort mit doktorgrad i Fysik, men da jeg var ved at sætte de sidste aftryk på mit værk om filosofi, som en del af min doktorgrad, indså jeg at min store kærlighed for fysik ikke er et mål i sig selv, men et middel til at nå et mål.”
Celia fortsætter: ”Under mit ophold i DDR, indså jeg at der var en modsætning imellem uundgåeligheden af socialisme, at kæmpe for en bedre verden, og bureaukratiet der kvalte alt initiativ og den apati som jeg fandt i landet, på trods af de gode leveforhold. Jeg blev frastødt af de usædvanligt store billeder af Honnecker som man kunne se i alle butiksvinduer.

“I 1985 vendte jeg tilbage til Cuba på ferie og tilstod til min fader at jeg var komplet fortvivlet. Min far svarede mig ved at åbne et skab og tage fire bøger frem: Bogen Life of Trotsky i tre bind, og Trotsky’s Revolutionen forrådt. Jeg slugte disse bøger, men indtil et par få måeneder siden havde jeg ikke chancen for at læse resten af Trotsky’s værker.”

”Fra det øjeblik,” fortsætter Celia, ”begyndte alting at falde på sin plads, som brikkerne i et puslespil. Jeg forstod hvordan den russiske revolution – og ikke kun den russiske revolution – var bleven forrådt og millioner af kammerater bedraget.”

Men ingen af Celias værker er endnu bleven udgivet, undtagen en prolog til en bog skrevet af hendes moder, under titlen Haydée taler om Moncada (Haydée habla del Moncada). Men for nyligt er flere af hendes artikler blevet udgivet af hjemmesiderne El Militante og Marxist.com og af det spanske magazin Marxismo Hoy.

”Jeg er netop vendt hjem efter at have deltaget i den Internationale Konference for den marxistiske tendens. Det var en meget vigtig oplevelse for mig. Jeg mødte nogle storslåede kammerater fra Pakistan, Israel, Spanien, USA…..Og jeg kan se at jeg ikke er alene, at de samme ideer som jeg forsvarer er ved at spredes ud over hele verden. Dette er fremtidens ideer. Jeg takker alle kammeraterne for den lykkeligste sommer i mit liv.

”Et nyt og spændende kapitel åbner sig op for mig. Det er en mærkværdig følelse. For mindre end et år siden var jeg researcher i fysik ved Havanna universitetet. Nu ved jeg ikke hvad fremtiden bringer. Men jeg forstår i hvert fald, at videnskab, og den videnskabelige metode, er den bedste metode, til at føre denne lidenskabelige revolutionære kamp.”