Nazismens ideologiske rødder


Kerstin Alfredson, Jonathan Clyne, Lena Ericsson Höijer



12 minutter

Bestanddelene i den nazistiske ideologi var hvermandseje i de udviklede kapitalistiske lande. Grundlaget var nationalisme. I imperialistiske stater betyder nationalisme, at nationens egen verden og interesser går forud for andre nationers. Nationalismen forudsætter selvfølgelig at der findes fælles områder og interesser som kun kan rummes indenfor en nations grænser. Hvad de består i er ikke helt klart. Sædvanligvis associeres de med flag, heroiske historieskildringer (som er ganske ens fra land til land), sproget (trods at der findes mange nationer med flere sprog, og også sprog som deles af flere nationer) og “nationalkarakteren” (der sjældent genspejles hos enkelt- individer).

Nationalismen er et relativt moderne fænomen, der voksede frem ved slutningen af 1800-tallet. Da arbejderklassen voksede, begyndte at organisere sig og udfordre magten, behøvede den borgerlige stat en ideologi som kunne dæmpe de sociale spændinger. Noget som kunne se ud som om at alle klasser havde en fælles interesse. Religionen havde spillet den rolle i førkapitalistiske samfund, nu måtte nationalismen tage over. I Hitlers Mein Kampf stiller han medvidende sin indeling af menneskeheden i racer mod marxismens verdensbillede.

At nazisterne kombinerede nationalisme med en “videnskabelig” racisme var ikke noget de var ene om. Den brutale imperialistiske undertrykkelse af folk i frem for alt Asien og Afrika krævede en slags retfærdiggørelse, og løsningen blev at hævde at de, der blev undertrykt, var mindreværdige. Dette kombineredes med en moderne “videnskabelig” genetiskt tænkemåde, hvilket skabte en helt ny form for racisme.

I det antikke Rom ansås romerne for at være meget højerestående end slaverne, som typisk kom fra de omkringliggende erobrede områder. Men en slave kunne blive romer hvis han blev frigivet af sin herre, og en romer kunne blive en slave. I filmen Gladiator falder Russel Crowe fra at have været en af de mest fremgangsrige romerske generaler til at blive slave. I middelalderen var jøderne meget diskriminerede, men sædvanligvis ophørte forfølgelsen, hvis de konverterede. Jøderne blev i mange tilfælde tvunget til at gøre præcis det. Kun i den moderne racisme findes der ingen måde, man kan forandre sin situation, hvis man tilhører en “laverestående” race. Man har helt enkelt forkerte gener, og den logiske slutning må blive at den “højerestående” race må renses fra fremmede elementer.

Det var briten Francis Galton som i 1890-tallet frembragte begrebet eugenik (racehygiene) og det var i Indiana i 1907 hvor den første lov for tvangssterilisering blev gennemført. 17 andre amerikanske stater fulgte Indianas eksempel og i 1926 sanktioneredes dette af Højesteret. Justitistrådet Oliver Wendell Holmes skrev i dommen: “Det er bedre for hele verden at, istedet for at vente på at dræbe degenereret afkom for brud, eller lade dem sulte ihjel på grund af sin enfoldighed, at samfundet stopper dem der tydeligvis er uduelige fra at reproducere sin slags.” Det er derfor ikke så underligt, at et studie gennemført af Dr. Andre Sofair og Dr. Lauris Kaldjian på Yale universitet i USA i år 2000 drager konklusionen at “En sammenligning af historien om racehygieniske steriliseringskampagner i USA og Nazityskland afslører essentielle ligheder i motiv, intention og strategi.”

Selv i Sverige havde disse tankegange slået rod indenfor borgerskabet. Højrefløjen i det svenske socialdemokrati var ikke immun overfor “tidsånden” og i 1935 trådte den første steriliseringslov i kraft, trods opposition fra venstrefløjen i arbejderbevægelsen. Mellem 1935 og 1976 tvangssteriliseredes 63.000 mennesker i Sverige, mange af dem romaer og rejsende folk. Kun Nazityskland steriliserede flere.

Den nazistiske racisme rettede sig først og fremmest mod jøderne. Det var heller ikke noget de var ene om. Hitler var en ivrig beundrer af den amerikanske bilfabrikant Henry Ford, og beudringen var gensidig frem til USAs indtrædelse i anden verdenskrig. Siden 1920 havde Ford udgivet en artikelserie i en af sine aviser med overskriften “Den internationelle jøde: Verdens største problem”. Hitler var også enig med Ford i, at 75 procent af alle kommunister var jøder. Begge mente at der fandtes en international bolsjevikisk-zionistisk sammensværgelse.

Selv Churchill deltog i spekuleringer om et samarbejde mellem jøder og bolsjevikker. I en artikel i Illustrated Sunday Herald (8. februar, 1920) skrev han: “Den rolle som disse internationale, og for det meste ateistiske, jøder spillede i skabelsen af bolsjevismen og den faktiske gennemførelse af den russiske revolution … er definitivt stor. Det er bemærkelsesværdigt at af de ledende personer i revolutionen, undtaget Lenin, var flertallet jøder. Derudover kommer inspirationen og drivkraften hovedsageligt fra jødiske ledere … Samme iøjenfaldende ondskab forværredes af jøder i Ungarn og Tyskland, specielt i Bayern.”

Samtidigt med at Churchill skrev dette gennemførte den hvide general Denikin en omfattende pogrom mod jøder i de ikke-bolsjevik-kontrollerede dele af den sydlige Rusland. Denikin, finansieret og bevæbnet af imperialistmagterne og med blandt andet britiske og amerikanske tropper på sin side, badede sig bogstaveligt talt i jødisk blod.

Anti-semitismen var udbredt, ikke mindst i Storbritannien. De britiske nazister, organiseret i British Union of Fascists (BUF), havde op til 40.000 medlemmer i 30’erne. De havde forgreninger langt op i samfundet. Den mest fremstående nazistsympatisør var kong Edward VIII, som Hitler havde tænkt på at anvende som marionetkonge i Storbritannien, hvis Tyskland havde vundet krigen.

Hitler brugte altså ideér, der allerede var udbredte og kombinerede dem med “socialistisk” retorik for at vinde sympati hos de fattigere folkegrupper. Den “ariske race” blev fremstillet som værende højerestående og jøderne blev udvalgt som syndebukke. De fik skylden for alt ondt, der var hændt det tyske folk. Alt flettedes sammen med en slags new age-mystik og udgjorde den nazistiske ideologi.

Udryddelsens foreløbere

Den franske diplomat Joseph Arthur Graf von Gobineau anses for at være den første som retfærdiggjorde jødeudryddelserne. I sit essay om de menneskelige racers lighed (1857-58) hævdede han at den “ariske” race var civilisationens skaber og at den ikke skulle lade sig holdes nede af blandt andre jøderne. Filosoffen Friedrich Nietzsche påstås også at ligge til grund for nazisternes anti-semitisme. Men Gobineaus essay var ikke skrevet og Nietzsche var ikke mere end seks år gammel da den store brittiske liberale filosof Herbert Spencer skrev i sin berømte bog Social Statistics (1850) at imperialismen har tjent civilisationen ved at udrense de lavere racer fra jorden. “De kræfter som arbejder på den fuldstændige lykkes store projekt tager intet hensyn til lidelser af underordnet betydning, men udrydder (exterminates) sådanne sektorer af menneskeheden der står i vejen for dem … Menneskelig skabning eller dyr (brute) – forhindringerne må væk.” Hans liberalisme og betoning af individets frihed galdte kun for visse dele af menneskeheden.

Sven Lindquist viser i sin bog “Utrota varenda jävel” (Udryd hver eneste djævel, red.) (1992) med al tydelighed, at udryddelsestanken var udbredt i Storbritannien i 1800-tallet. Spencer var på ingen måde den eneste med den holdning. Lindquist viser også at ideérne bare reflekterede praksis i kolonierne.

Udryddelse af tasmanierne

Tasmanierne var de første, der blev dræbt af total udrydning. Tasmanien er en ø på samme størrelse som Irland. 1803 ankom de første kolonisatorer og allerede året efter fandt den første massakre sted. På samme måde som det skete med indianerne i Nordamerika var det ikke massakrerne, som førte til deres undergang. De var bare optakten til at fratage tasmanierne deres land, dræbe alle kænguruer og importere flere tusind får som selfølgelig ejedes af kolonisatorerne. Frataget sine muigheder for at forsørge sig blev mange snart ofre for sygdom. Sådan er det også i Afrika idag. Millioner dør af sygdomme der let ville kunne kureres, såsom malaria og kolera, fordi de er underernærede, ikke har adgang til rent vand og mangler penge til medicin.

I 1829 besluttede den britiske regerings repræsentanter at samle de tilbageværende tasmaniere i en slags ghetto (eller reservat om man vil) på den ufrugtbare vestkyst. 5000 soldater opsøgte dem med 45 meters mellemrum over hele øen for at kontrollere at ingen tasmanier havde gemt sig. Der var da 300 af de oprindelige 2000 der havde budt de første hvide velkommen, tilbage. Mange af disse blev alkoholiserede og kvinderne fødte færre børn. En normal reaktion i krisetider selv i dagens Sverige. I 1876 døde Truganina, den sidste tasmanske kvinde. Da Darwin besøgte øen i 1859 var mændende allerede uddøde. Dette var kun 56 år efter at de første hvide kom dertil.

Hele den tidligere koloniserede verden befolkes af menneskesplinter. Store dele af urbefolkningerne er blevet udryddet i civilisationens og den højere stående races navn. Da Hitler begyndte på jøderne var det et nedtrådt spor han gik på. Det imperialistmagterne havde gennemført under en længere periode i kolonierne forsøgte han på at gennemføre på få år i Europa. Krig øger altid tempoet i alle processer.

Da Hitler havde besat Østeuropa kom millionvis af jøder under hans kontrol. I juli 1940 diskuteredes det at fremskynde uddrivningen af jøder fra Europa ved at sende dem til øen Madagaskar. Tankegangene var ikke helt ulig den nuværende britiske premierminister Tony Blairs planer om at få EU til at sende alle der søgte politisk asyl til specielle “zoner” i Albanien, Moldavien eller måske Marokko. De konservatives indenrigspolitiske ordfører Oliver Letkin foreslog til og med, at man skulle sende asylsøgende til en ø “langt, langt borte”. Blairs planer stoppede da den græske regerings talsmand Panos Beglitis forklarede at “Europa må forblive et demokratisk område som giver politisk asyl og som ikke har koncentrationslejre.” Hitlers Madagaskarplan blev droppet i slutningen af 1940. I efteråret 1941 lukkede Hitler grænserne for al udvandring.

Efter besættelsen af Østeuropa begyndte nazisterne sammen med sine lokale tilhængere at hetze pogromer frem. Jøder i tusindvis døde. Men ikke før end i januar 1942 under den famøse Wanseekonference, blev en “endegyldig løsning på jødespørgsmålet i Europa” besluttet – Udryddelsen. Allerede i oktober 1939 havde nazisterne begyndt at gasse “arbejdsuduelige”, handicappede og udviklingshæmmede til døde med kulilte i skurvogne i Polen. Straks derefter påbegyndtes den såkaldte Aktion T4, som rettedes mod samme grupper i Tyskland. Mindst 120 000 mennesker blev ofre for nazisternes såkaldte “barmhjertighedsdrab”. Disse metoder videreudvikledes og udmøntedes i udrydningslejre.

Koncentrationslejre fandtes over hele Tyskland, og dødstallet var meget høje i dem. Vilkårene var langt fra menneskelige. Men samtlige “dødslejre”, lejre vis eneste formål var at systematisk gasse mennesker ihjel, lå i Polen. De blev etableret efter at nazistlederne blev opmærksomme på at SS-tropperne på østfronten fik psykiske problemer når de blev tvunget til systematisk at skyde hundredetusindsvis helt forsvarsløse mennesker. Udrydningslejre var en måde til at afpersonificere drabene og effektivisere dem.

Nazisterne kunne anvende et udviklet lands jernbanenet og industrielle metoder i sit folkemord. I Belzec kunne 15 000 dræbes pr. dag, i Sobibor 20 000, i Treblinka og Majdanek 25 000. I Auschwitz kunne man i en kæmpehal gasse 2000 mennesker ihjel på tre minutter.

Af seks millioner jøder der døde var halvdelen polakker og en fjerdedel fra de tyskbesatte områder af Sovjetunionen. 85 procent af alle polske jøder blev myrdet, ligesom 89,5 procent af de lettiske og 90 procent af de litauiske jøder.

Lebensraum i øst

Udryddelsen var en del af nazisternes “drang nach osten” (tryk mod øst) for at skabe “lebensraum” (livsrum). Denne reaktionære drøm fødtes ved forrige århundreskifte. Frankrig og frem for alt Storbritannien havde erobret Afrika og Asien. For Tyskland var der bare de underudviklede østeuropæiske stater tilbage at erobre. I Mein Kampf skriver Hitler at Tyskland og England skulle dele verden mellem sig. Overordnet set satte Hitler stor pris på England og ikke mindst den brittiske overklasse. Efter krigen beskrev general Günther Blumentritt, den tyske general som var ansvarlig for tropperne i Frankrig, hvordan Hitler reagerede da han fik nyheden om Frankrigs nederlag i juni 1940 at vide: “Hitler var i godt humør, han erkendte at kampagnens udvikling havde været ‘et anerkendt mirakel’, og udtrykte sin holdning om at krigen skulle være – ovre om seks uger. Efter dette ville han få en rimelige fredsoverenskomst med Frankrig, og siden skulle vejen være åben for en overenskomst med Storbritannien. Derefter overraskede han os fuldstændigt ved at tale om sin værdsættelse af det britiske imperium, om nødvendigheden af dets existens, og om den civilisation som Storbritannien havde ført ud i verden. Han bemærkede med et skuldertræk, at imperiet var blevet skabt med midler som ofte var hårde, men ‘når der skal høvles, flyver spånerne’(svensk ordsprog, svarer til ’hvor der handles der spildes på dansk’, red.). Han sammenlignede det britiske imperium med den katolske kirke – ved at sige at begge var de nødvendige stabiliserende elementer i verden. Han sagde at det eneste han ville, var at Storbritannien skulle erkende Tysklands stilling på kontinentet.”

Hitlers stræben efter “lebensraum” rettedes især mod Sovjetunionen. I Mein Kampf skrev han at han var specielt interesseret i det frugtbare Ukraine og ville udvikle et samfund der, som lignede det britiske i Indien: “Det som Indien var for England kommer områderne i Rusland til at være for os… De tyske kolonisatorer burde leve på flotte, rummelige farme. De tyske tjenestemænd ville komme til at være indlogerede i fantastiske bygninger, guvernørerne i paladser… Tyskerne – dette er afgørende – må konstituere sig selv som et sluttet selskab, som et fort. Den mindste af vore stalddrenge kommer til at være de indfødte overlegen.” Denne type samfund videreførtes stadig af de britiske imperialister i Sydafrika helt op til midten af 1990-tallet.

Udfra nazisternes antisemitiske ideologi var det logisk, at det frem for alt var jøderne, som skulle gøre plads for de tyske kolonisatorer. Jøderne var ifølge nazismen så lavt stillet, at de blev klassificeret som en ikke-race, dvs. de hørte ikke hjemme nogen steder i menneskeligheden. Men alle folk i øst ansås som underlegne. Tre millioner ikke-jødiske polakker havnede også i udrydningslejrene. Auschwitz blev bygget i maj 1940 for at gasse russiske krigsfanger. Først i foråret 1942 begyndte man at gasse jøder dér. 3,3 millioner sovjetiske krigsfanger døde af sult, kulde, sygdomme, eksekvering og gasning. Dette var 57 procent af alle sovjetiske krigsfanger. Kun 3,5 procent af amerikanske og britiske krigsfanger døde i fangenskab.

Fra Socialisten nr 68, marts 2004